SF’s seneste erhvervspolitiske udspil ”Ny vækst – nye jobs” er ikonisk for den højredrejning, som partiet er undergået de seneste 5 år. Højredrejningen viser sig ikke ved at partiet forsøger at komme med svar på massearbejdsløsheden gennem forslag der ”muligvis” ville skabe 75.000 arbejdspladser i den private sektor. Det store problem i SF’s nye vækstplan er, at dens middel til at skabe beskæftigelse går gennem at indrette samfundet og i særdeleshed den offentlige sektor efter kapitalisternes behov for arbejdskraft, lovgivning og efterspørgsel.

 

SF vil bekæmpe arbejdsløsheden og omstille produktionen til bæredygtighed ved at løfte de private kapitalistiske virksomheder ud af krisens hængedynd. Men SF har åbenbart erkendt, at kapitalismen ikke i sig selv – og heller ikke den danske version heraf – kan løfte sig ud af krisen og samtidigt bevare et menneskeligt ansigt.

SF’s vækstplan går i korte træk ud på at

  1. fremrykke offentlige investeringer for 10 mia. kr.
  2. investere i forskning og uddannelse
  3. skabe grundlag for fremtidige arbejdspladser
  4. skabe mere arbejdskraft – ved at øge arbejdstiden (jf. Fair Løsning) 

At fremrykke investeringer lyder i udgangspunktet meget godt. Det er en afgørende prioritet at bekæmpe arbejdsløsheden og skabe beskæftigelse. På samme måde er det vigtigt at forbedre uddannelsesmuligheder og forskning i et samfund for at optimere samfundets produktivitet og effektivitet, hvilket gradvist vil reducere den nødvendige arbejdstid og give frihed til mere end 2,5 mio. lønarbejdere i Danmark. Men dette er (naturligvis) ikke logikken i SF’s plan. Her er logikken vendt på hovedet, så investeringer, forskning, uddannelse skal tilpasses virksomhedernes behov for profit og konkurrencekraft på verdensmarkedet. Kun i anden række kan vi håbe at krummerne falder fra de riges bord og bliver til arbejdspladser.Det bliver helt klart, når de midler, som SF ønsker at anvende, er:

  • Flere partnerskaber mellem det offentlige og det private, som skal forbedre private danske selskabers konkurrencevilkår
  • Teknisk fornyelse ved igennem den offentlige sektor at skabe ”kunstig” statslig efterspørgsel på udvalgte danske private virksomheders produkter
  • Styrkelse af udvalgte danske virksomheders eksportmuligheder på verdensmarkedet ved at skabe et skærmet hjemmemarked drevet frem af en fast efterspørgsel fra den offentlige sektor.

Det samme problem går igen i vækstplanens fokus på grøn omstilling. Her er det ligeledes de private virksomheder, der skal ”pimpes” for at kunne fungere som eksemplarisk eksportmodel. 

Jo, vist er der gode tiltag i SF plan. Således er det tiltrængt, at SF vil gøre op med VKO-regeringens bureaukratisering af den offentlige sektor, bl.a. ved at fjerne udbudspligt og privat udfordringsret (den private sektors retskrav på udlicitering), samt ved at give kommuner og regioner ret til at investere langsigtet. Ligeledes er der en meget lille ansats til at bruge offentlig efterspørgsel til at øge kravene til private virksomheder, fx gennem sociale klausuler overfor private virksomheder, der sælger til det offentlige.

Men disse tiltag er dråber i det store hav af forslag, der har til formål at ”nurse” Danmarks kapitalister.

Drømmen om klassesamarbejdet
Med sit erhvervspolitiske udspil viser SF, at dets berøringstrang overfor arbejdsgivere, kapitalister og den borgerlige fløj vokser stødt og vedholdende. Klassesamarbejdet skal genetableres, og ”Danmark” skal forvandles til en tiger, hvor selektiv eksportsatsning skal drive den nationale kapital frem til sikring af ”landets” rigdom.

Ikke blot er SF’s spor nationalistisk i sit grundsnit. Det er samtidig er frontalangreb på enhver offensiv fra arbejderklassen, der ønsker at vende den kapitalisme-kærlige logik på hovedet. Til alle der ikke vil sætte sin lid til at medicinalvirksomhederne – som under krisen har smidt milliarder og atter milliarder efter sine aktionærer – eller andre arbejdsgivere vil bruge SF’s håndsrækning til at gøre livet bedre for arbejderklassen, viser SF ingen vej frem. Tværtimod er SF’s forslag et tilbageskridt.

Vækstplanen viser, at partiet ikke er moden til den opgave, som foreligger for et rigtigt venstrefløjsparti i en regering af arbejderpartier – nemlig at være lige så solidariske overfor arbejderklassen og folk på overførselsindkomst, som VKO har været overfor arbejdsgiverne i de seneste 10 år. Derfor er SF’s vækstplan mere af det samme.

Enhedslisten må vise et klart socialistisk alternativ
SF’s vækstplan stiller Enhedslisten overfor en klar udfordring. Hvilke socialistiske svar er der brug for i lyset af den nuværende krise? Overfor denne udfordring må Enhedslisten på banen med nogle offensive svar, der har et andet perspektiv end SF’s berøringstrang.

Der er behov for en socialistisk svar, der på kort og mellemlang sigt kan skabe brudflader med både nyliberalismen og grundlæggende kapitalistiske institutioner. Det er et svar der kombinerer tre elementer:

  1. Kraftige indgreb overfor de private virksomheder, der åbenlyst handler i modstrid med flertallets interesser ved at forurene, fyre, udflage eller forgylde aktionærerne.
  2. Massive investeringer i den offentlige velfærd og produktion. Velfærden må udvides og der skal gang i en offentlig industriel produktion – herunder transport og byggeri.
  3. Gradvis samfundsovertagelse af produktionsmidlerne. Det er oplagt at starte med (tidligere) offentlige virksomheder under privatisering, som fx DSB, DONG, PostDanmark, og TDC. Hertil kommer andre virksomheder, der handler i modstrid med flertallets interesser – som når fx Vestas fyrer alle medarbejdere for at flytte til udlandet.

Alle disse elementer indgår i Enhedslistens politiske arsenal i form af principprogram og årsmødevedtagelser. Men det er nødvendigt, at Enhedslisten også prioriterer at fremføre den type alternativer til SF’s drømme om klassesamarbejde. Kun på den måde kan partiet tiltrække de mennesker, der efterhånden indser begrænsningerne i SF’s reformisme, og dermed organisere den konsekvente modstand mod de forskellige former for undertrykkelse, som en redning af kapitalismen under den nuværende krise medfører.
 

SAP’s forretningsudvalg, 4. februar 2011.

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php