Overenskomst-strejkerne er slut. Efter Sundhedskartellets og pædagogernes forlig mangler kun den forventede accept fra medlemmerne. En af de længste strejker i Danmarks-historien er forbi.

 

Lønmæssigt er status, at Sundhedskartellet fik 13,3 procent, mens BUPL måtte nøjes med 30 millioner ekstra mere end det, de konfliktede på . På det kommunale område fik FOAs medlemmer 13,4 procent, mens de øvrige forlig for stat og kommuner holder sig inden for lønrammen på 12,8 procent, som Lars Løkke satte fra starten.
Sejr eller et nederlag?

”Både og,” lyder vurderingen fra Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslistens ledelse og aktiv i partiets overenskomst-kampagne.

”Det er en sejr, at strejkerne formåede at bryde lønrammen, som Lars Løkke havde sat sin prestige ind på, og for det andet har de sat kampen for ligeløn på dagsordenen, og gjort det åbenlyst, at de ansattes løn- og arbejdsforhold hænger tæt sammen med velfærd for os alle.”

”Men det var et nederlag i forhold til kravet om betydelige lønforbedringer – et krav som nød bred folkelig opbakning. Det lykkedes ikke, og det skyldes både svigt fra fagbevægelsens top, og den politiske opposition, som ikke fungerede som opposition under disse strejker,” siger Jørgen Arbo Bæhr.

BUPL: Nye kampe
I BUPL anbefaler en næsten enig hovedbestyrelse forliget. Blandt dem var Erik Steppat fra København. Han tilhørte mindretallet og stemte ligesom det store flertal af BUPL’s medlemmer nej til det første forlig, som hovedbestyrelsen anbefalede.

Men er det fordi seneste forlig væsentligt bedre, eller er det en erkendelse af at det ikke er muligt at opnå mere?

”Det er lidt sammensat, det er trods alt flere penge, men vi har også skullet samle BUPL omkring det her,” siger han.

Han tolker medlemmernes klare nej til det første forlig også som et nej til de almindelige arbejdsforhold og de vilkår, man møder på arbejdspladserne til daglig – og de er ikke løst.

”Vi har brug for at samle os omkring nye udfordringer. Forude ligger en længere kamp for en anden regering og en anden politik, som kan stoppe udhulingen af den offentlige sektor. Der er mange kampe foran os.

Kommer BUPL styrket ud af konflikten? Har I fået noget ud af at strejke?
”Vi kan bruge energien, debatten og engagementet, som der har været i strejken. Det vil være fint hvis det kan gælde i hele BUPL, også når der ikke er strejke.

Hvad kunne være gjort bedre?
”Ledelsen skulle hurtigere have sagt nej tak. Med forliget den 11. april ramte man helt ved siden af,” siger han med henvisning til det markante nej fra medlemmerne. Forliget, som 22 af HB-medlememrne anbefalede og 9 stemte imod, blev kun godkendt af 38,9 procent af medlemmerne, mens 61,1 procent nej. Stemmeprocenten var rekordhøj på 69,4.

”Vi skal gerne have styr på, hvordan man griber det bedre an og får diskuteret det bedre internt. Men fejlen optræder allerede i februar-marts, hvor mange forbund forlader KTO-fællesskabet. Hvis man skal have flere kroner, kræver det, at vi ikke slås mod hinanden,” siger Erik Steppat.

Er der lagt op til et internt rivegilde i BUPL?
”Ikke fra min side. Det er ikke det der er løsningen, men vi må få det indre medlemsdemokrati til at fungere i et højere gear.”

Solidariteten manglede
Jørgen Arbo-Bæhr er enig i, at den helt store fejl i overenskomstforløbet har været, at fagforeninger og forbundsledelserne kørte deres eget løb.

”De koordinerede ikke hverken de politiske krav om flere penge, eller hvad de ville have igennem af lønkrav, de kom nærmest til at modarbejde hinanden i stedet for at samarbejde. De gjorde ikke nok for at aktivere resten af fagbevægelsen, hverken de privat ansatte eller de offentlige fagforeninger, der var parat til at vise solidaritet.”

Hvad er så den vigtigste lære for fagbevægelsen? Har strejkerne sat fokus på nye ting?
”For det første forestår et internt opgør om, hvordan offentligt ansatte får bedre løn, når det er regering og folketing, der reelt dikterer de økonomiske rammer. Så kan man ikke fastholde en gammel tese om, at de skal holde sig udenfor, for de blander sig per automatik.”

Krav til partierne
”Man skal være meget mere fokuseret på de økonomiske rammer for offentlig velfærd, stille flere krav i forhold til økonomiaftalerne med kommunerne og krav ved budgetforhandlinger, og være mere direkte i sine krav til de politiske til de politiske partier."

En mere politisk fagbevægelse?
”Meget mere politisk. Den anden side er, at fagbevægelsens top må forstå, at solidaritet betyder, at få de lavt lønnede, i dette tilfælde kvinderne, skal have ekstraordinære lønforhøjelser, hvis vi skal have ligeløn."

Udviklingen de senere år har været, at fagbevægelsen er bange for at markere sig politisk. Er der tale om at vende en udvikling?
”Ja, men også erkende, at det ikke holder med en skarp adskillelse mellem overenskomster og det politiske system."

Opgive den danske model?
”Det er en tilpasning af den danske model til den virkelighed, vi lever i,” slutter Jørgen Arbo-Bæhr.

 

Opslået i Faglig kamp

single.php