Den nylige sejrrige strejke blandt lærerne i West Virginia, der var organiseret af basis, nedefra og op, og hvor 75 procent af deltagerne var kvinder, har vist sandheden i den militante sangskriver Joe Hills ord: “There is power in a band of working [people], when they stand hand in hand!”

 

Som overskriften i 8. marts-nummeret af New York Times lød: “Strejkende lærere vinder over West Virginia og deres egen fagforening.”

 

Strejken fandt sted med baggrund i en meget svag arbejderbevægelse i USA, styret af et konservativt og klassesamarbejdende bureaukrati, der hovedsageligt er interesseret i at fylde sine egne lommer. Som sådan har West Virginias lærere givet en vigtig lærdom videre til alle arbejdende folk om vejen frem.

 

Lærerne stod over for store vanskeligheder. I West Virginia er det ulovligt for offentligt ansatte at strejke, og man risikerer afskedigelse, hvis forbuddet overtrædes. Loven forhindrer dem også i at lave kollektive aftaler.

 

Delstaternes afdelinger af de to landsdækkende lærerfagforeninger er National Education Association (NEA) og the American Federation of Teachers (AFT). Da de er forhindrede i at gennemføre kollektive forhandlinger, er deres indsats begrænset til at kunne fremføre lærernes klager.

 

Lærerne kendte risikoen ved at strejke, men som en af dem sagde: “Hvis de fyrer mig, så får jeg et job hos Target [svarer til ALDI /oa], til en bedre løn”. Lærernes besluttede, at de ikke havde noget at miste.

 

West Virginia ligger tæt på bunden, hvad angår lærerlønninger – nr. 47 ud af 50 stater. Mange er tvunget til at tage et andet job ved siden af for at få enderne til at mødes. En anden årsag til strejken var, at statens republikanske ledere havde planer om at vælte udgifterne til sundhedsforsikringer over på arbejderne.

 

Ledere fra basis

Nye ledere voksede frem, efterhånden som kampen udviklede sig. Et eksempel er Kate Endicott, som er lærer i Mingo County. Hendes mand, der også er lærer, opdagede forslaget om at angribe lærernes sundhedsforsikringer på et lille møde i Charleston, statens hovedstad, i januar.

 

For at informere andre lavede han en Facebook-video, der gik viralt. Endicott begyndte at få mange opkald fra rasende lærere, og da hun og hendes mand indkaldte et møde, kom der hundredvis af deltagere.

 

Som Endicott sagde til Socialist Worker, så var det praktisk taget samtlige skolebuschauffører, kontoransatte, lærere og køkkenpersonale i hele kommunen. Lærerne henvendte sig til alle ansatte på skolen. De diskuterede, hvad de havde af muligheder, og nåede til den enstemmige konklusion, at de ville begynde med en éndags-strejke den 2. februar.

 

Lærerne udvidede senere deres målgruppe til alle offentligt ansatte i staten.

 

“Hvis vi havde modet til at stå frem, så vidste jeg, at andre kommuner ville følge os – at vi ikke ville være alene,” sagde Endicott. Lærere og andre ansatte på skoler begyndte at holde deres egne møder.

 

Snart efter havde lærere i alle 55 kommuner i staten stemt for strejke ved massemøder. Det tvang lederne af lærernes fagforeninger til at indkalde til et massemøde for alle statens lærere, som fastsatte den 22. og 23. februar 2018, som datoer for arbejdsnedlæggelsen.

 

Men de menige ville have mere. Endiccot fortalte: “På min skole, i vores kommune og i nabokommunerne, sagde alle – fortalte mine venner mig – at hvis vi gik ud i de to dage, så skulle vi ikke komme tilbage, før kampen var slut.”

 

Så strejken fortsatte med møder, demonstrationer og massemøder, der traf beslutningerne.

 

Omkring 5000 lærere og andre offentligt ansatte gennemførte en besættelse af delstatens regeringsbygning. Der var bred støtte til kampen i offentligheden.

 

Under voksende pres sagde West Virginias republikanske guvernør Jim Justice den 28. februar til fagforeningernes repræsentanter, at han støttede en lønstigning på 5 procent. Fagforeningslederne bad lærerne om at gå i arbejde igen.

 

Men de meniges reaktion var vrede. De sagde, at “løfter og håndtryk” fra Capitol er ikke nok”, ifølge New York Times, den 8. marts. “Uanset hvad fagforeningslederne siger, så fortsætter vi, til vi har, hvad vi ønsker og det skal være på skrift.”

 

Fra det tidspunkt var det de menige medlemmer, der overtog ledelsen og fagforeningslederne, der fulgte efter.

 

Uanset guvernørens løfter måtte den republikansk kontrollerede stat anerkende en lønstigning. Til slut, og tøvende, og stillet overfor truslen om en fortsat strejke, accepterede de en 5 procent lønstigning, som overbeviste de menige lærere om at afslutte strejken.

 

Stor sejr

De 5 procent gjaldt ikke bare for lærerne, men for alle offentligt ansatte. Dette var en stor sejr. Men selv efter lønstigningen er West Virginias lærere stadig blandt de dårligst lønnede i USA.

 

Gøvernøren lovede også, at han ville nedsætte en arbejdsgruppe til at se på spørgsmålet om sundhedsforsikring, noget de skeptiske lærere har tænkt sig at følge nøje med i.

 

En af lærdommene fra strejken er, at arbejdere ikke nødvendigvis automatisk skal efterleve beslutninger taget af fagforeningsledelserne – hvis de kan støtte sig til den mobiliserede kraft hos de menige medlemmer.

 

Det problem, som amerikanske arbejdere står overfor med hensyn til fagforeningsbureakratiets magt, blev illustreret med den holdning, som den nationale ledelse i AFT tog med hensyn til en Højesteretsdom, umiddelbart efter afslutningen på strejken.

 

Tidligere har retten bestemt, at faglige organisationer i den offentlige sektor kunne opkræve et administrationsgebyr for medarbejdere, der nægtede at være medlemmer af fagforeningen, til at dække udgifterne ved at repræsentere dem. Den nye afgørelse omstøder denne praksis.

 

AFT’s præsident Randi Weingarten advarede Højesteret om, at en omstødelse kunne “føre til mere aktivisme og politisk aktion”, som det der skete i West Virginia.

 

“Kollektive overenskomster eksisterer som en måde for arbejdere og arbejdsgivere til at opnå fredelige relationer”, sagde Weingarten, hvis årsløn er $500.000. Hun advarede om, at “aktivisme [som set i West Virginia] vil blive mange gange større over hele landet, hvis kollektive overenskomster underkendes”.

 

Når man ser bort fra underkendelsen af administrationsgebyret og kollektive overenskomster, er nøgleudsagnet i Weingartens udtalelser, at fagforeninger er helt nødvendige for at begrænse væksten i militante klassekampe. Hun uddybede udtalelser, som en fagforeningsadvokat var fremkommet med i Højesteret: “Fagforeningernes sikkerhed, er det man må betale for at undgå strejker”.

 

En anden vigtig lektie er vigtigheden af arbejderdemokrati, når man skal mobilisere arbejdernes styrke. Vigtigheden af at stå fast på arbejdernes interesse er en anden lektie.

 

USA’s arbejderbevægelse må genopbygges på en klassekampsbasis. Dette kan ikke ske fra den korrupte fagtops side. Det vil kun kunne ske nedefra og op, gennem de meniges organisering, som den blev gennemført af lærerne i West Virginia, med demokratiske beslutningsstrukturer, der sætter sin lid til arbejdernes styrke.

 

Denne genopbygning vil tage tid. Der vil være sejre og nederlag på vejen gennem mange kampe. Offensiven mod arbejderne, som den herskende kapitalistklasse og dets to partier har gennemført i årtier, vil fremtvinge nye kampe.

 

I disse kampe vil nye ledere stå frem, som det skete i West Virginia, og enten vil de gamle fagforeninger ændres, eller nye vil blive dannet. Vi så begge udviklinger under de store opsving i arbejdskampe i USA i 1930’erne.

 

15. marts 2018

Oversat fra Green Left Weekly af Steen Andersen

Opslået i Facebook, Faglig kamp, Nordamerika

single.php