Også i år holdt Socialistisk Arbejderparti ”Socialistisk påskeseminar”. Socialistisk Information har bedt én af de i alt ca. 80 deltagere om at beskrive sin personlige oplevelse af seminaret.

af Ulla Jensen

Igen i år var der planlagt et spændende påskeseminar med mange politiske oplæg, afslapning og dejlig mad. Det hele fandt sted på Nordsjællands Efterskole, hvor eleverne stillede deres værelser til rådighed for påskeseminarets deltagere. Rammerne var perfekte, og det dejlige påskevejr gjorde oplevelsen endnu bedre.

Som udgangspunkt havde jeg det luksusproblem, at jeg havde vanskeligt ved at vælge, hvilke work-shops, jeg ville deltage i. Der var et gennemgående tema om kapitalismekritik, som så rigtig spændende ud. Så var der også et par workshops om klima; der var kvindekamp – fra feminisme til kønsstereotyp opdragelse af piger og drenge, og en række andre spændende problemstillinger til debat.

Det evindelige tørklæde
Om torsdagen faldt mit valg på den work-shop om Islam og feminisme, hvor Nina Trige Andersen holdt oplæg. Bagefter var der en spændende diskussion, hvor vi også fik snakket om ”det evindelige tørklæde”. Det er og bliver en vanskelig balancegang mellem retten til at klæde sig, som man vil, og oprøret mod, at patriarkatet altid har haft travlt med at regulere kvinders seksualitet. Nina har skrevet en artikel om emnet i Socialistisk Information. Der kan man læse en række andre af hendes pointer.

Derefter valgte jeg at være med til at diskutere ”Hvad er koden?” ved researchgruppen ”Kodeordet”. Der blev fremlagt en analyse af, hvordan Enhedslisten skal forsøge at komme i dialog med de store vælgergrupper, som nu også bliver svigtet af SF. Der blev fremlagt en mængde interessant statistik, og oplægget blev leveret med stor præcision og elegant timing. Det var en sjov work shop, hvor jeg – uden for diskussion – fik lejlighed til at reflektere over, hvorfor jeg ikke lige tror, at reklamebranchens metoder kan bruges til at vinde kampfæller for socialismen. Vi skal jo ikke flytte stemmer, men holdninger.

Fredag valgte jeg så at høre om NPA, Frankrig, hvor Léon Crémieux på engelsk fortalte om partiets kanonstart. Det er jo altid spændende at høre nyt fra SAP’s internationale kontakter. I rigtig dårlige tider er det det, der holder humøret oppe!

Så sker der noget…
Fredag eftermiddag blev tilbragt i selskab med John Jessens oplæg om ”SF – så sker der noget… men hvad?” Det var svært underholdende, men også deprimerende at få sat fokus på SF’s program og oplæg til deres årsmøde. Om ikke andet, så fandt jeg da ud af, hvorfor SF aldrig rigtig kan blive noget for mig.

Heller ikke om aftenen kommer man til at kede sig. Det største tilløbsstykke var Michael Schølardts gennemgang af ”Ciderens revolutionære historie”. Det var virkelig en fortælling for alle sanser. Der går nu nok noget tid, før jeg for alvor bliver afhængig af cider; men hyggeligt og spændende var det altså.

Som sædvanlig var det sjovt at være med i Falles fremtidsværksted, hvor vi lørdag formiddag fik et veloplagt oplæg til at drøfte venstrefløjens svar på krisen. Eftermiddagen blev afslutningen på seminaret med oplæg om venstrefløjens opgør med VKO.

For de, der aldrig har deltaget i et påskeseminar, er det måske vanskeligt at forestille sig, hvor skønt det er at tilbringe påskedagene sammen med nogle rare mennesker, som grundlæggende er politisk enige med én selv. Dertil kommer, at planlægningen får det hele til at køre, og at alle er indstillede på at bidrage til middage og oprydning. Det er også let at komme med i en gruppe, der spiller bezzerwizzer eller spille bordtennis, eller hvad man nu har lyst til. Man kan også bare sidde og snakke eller sove til middag, hvis man har behov for det.

Alt i alt er jeg fuld af begejstring og glæder mig allerede til næste år.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com