I de sidste 20 år er der sket et langsomt og skift i det danske politis rolle. På den ene side har politikerene vedtaget flere og flere restriktive love og på den anden side har politiet fået stadigt flere offentlige midler. Startende med den direkte erklæring om at Christiania skulle ‘normaliseres’ i 2001 er det danske politis beføjelser og finansiering bare vokset og vokset til det punkt hvor det for tre uger siden var muligt for politiet at anholde 64 mennesker i København for noget de måske ville gøre i Odense.

 

Dette sætter en uhyggelig standard for retssikkerheden i Danmark. For det første er det meget svært at gennemskue hvad der ligger til grund for en anholdelse når hverken faktiske handlinger eller fysisk tilstedeværelse er afgørende. For det andet giver det anledning til spekulationer om et politisk politi.

Vi vender os skarpt imod denne udvikling. Der er intet, der tyder på at politiets øgede beføjelser har ført til mindre kriminalitet i det danske samfund – tværtimod. Den øgede politiaktivitet rejser derimod spørgsmål om
hvor meget staten blander sig i at skabe den kriminalitet, som politiet skal bekæmpe.  

Historierne om provokationer fra politiets side – særligt civilbetjentes – bliver hele tiden flere, og det er beskæmmende, at der endnu ikke er faldet dom over en eneste af disse. Der er ikke tale om enkeltbegivenheder eller sorte får i politistyrken, men om en generel bevægelse mod et mere magtfuldkomment politi, der går statens ærinde før borgernes.

At politiet er blevet mere aggressivt er ikke noget enestående dansk problem.

I december sidste år var det, det græske politis nedskydning af en 16-Ârig anarkist – Alexis Grigoropoulos – der satte gang i store sociale oprør. I Barcelona blev besatte fakulteter i foråret 2009 stormet af politiet og i Frankrig er såvel studenterdemonstrationer som unge fra forstæderne kommet i konfrontation med politiet. F.eks. startede forstadsoptøjerne, i de såkaldte banlieus, fordi fransk politi jagede to drenge ind i en transfomatorstation hvor de døde.

I det hele taget virker det som om, politiet er blevet den eneste løsning på sociale spændinger – derfor kan man kun frygte, at politiet får yderligere beføjelser i takt med at krisen bliver dybere.

Forklaringen skal ikke findes hos enten politikere eller politi. Tværtimod er der tale om en kompleks kombination af de to.

Mens politikerne på den ene side fortsætter med at vedtage nye love, der giver politiet mere at lave, opfører politiet sig sådan at de retfærdiggør yderligere bevillinger og yderligere beføjelser til styrken.

Det er et grundlæggende demokratisk problem når flere og flere ting bliver forbudte og flere og flere måder at opføre sig på bliver mødt med vold fra statens side. Det er nødvendigt at have en sikkerhed fra borgernes side for, at vores samfund på bedste måder opretholder det højeste demokratiske niveau.

Men den danske regering har tydeligvis en anden dagsorden. Frem for at tage kritik af politiet seriøst leverer de det ideologiske skyts, som når justitsministeren kalder asylaktivister for dumme og slappe autonome, som
politiet skal tage sig af.

Den magtfuldkomne retorik fra politikernes side giver kun bange anelser om, hvad politiet mon forbereder til klimattopmødet i december. Indtil videre har vi udelukkende hørt om hvilke nye metoder politiet vil tage i brug,
mens alle demonstranter har insisteret på at undgå konfrontationer med politiet.

Under rydningen af Brorsons kirke var det optagelser fra almindelige borgere, der viste at politiet havde fortsat med at filme, hvor de selv nægtede. Vi opfordrer alle til skarpt at overvåge – og hvis muligt – dokumentere politiets adfærd.

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php