Stortingsvalget i 2009 er overstået, og den rød-grønne regering fortsætter ved magten. Men det lykkedes ikke for den yderste venstrefløj at blive valgt ind.

Valget har ført til en klart styrket højrefløj, et svækket centrum og en svækket venstrefløj. Der er kun ringe grund til jubel – og nogle ubehagelige spørgsmål trænger sig på.

Arbeiderpartiet (Ap) er helt klart valgets vinder. Med 35,4 procent fik Ap sit bedste valg siden 1993, hvor de fik 36,9 procent, og også bedre end valget i 1989, hvor de fik 34,3 procent. Arbeiderpartiet har derfor god grund til at være tilfreds. På den anden side har højrefløjen aldrig været stærkere repræsenteret end i dag. Hele 40,1 procent stemte på Fremskrittspartiet (FrP) eller Høyre. Vi skal tilbage til 1909 for at finde en stærkere højrefløj i norsk politik. Den gang fik Høyre 41,4 procent. Siden har den samlede højrefløj aldrig været i nærheden af 40 procent. Selv under højrebølgens bedste valg i 1981 fik højrefløjen 36,3 procent (fordelt med 31,8 på Høyre og 4,5 til FrP). Højrefløjen er altså kraftigt styrket, og den mindst sympatiske del har styrket sig mest.

Centrum (Kristeligt Folkeparti og partiet Venstre, der svarer til Radikale Venstre i Danmark) fik til sammen 9,4 procent. Dette er et absolut historisk lavmål. Kristeligt Folkeparti må tilbage til 1936 for at finde et lige så dårligt resultat, men den gang fik Venstre 16 procent. For Venstre er resultatet mere ”normalt”, eftersom de igen er under spærregrænsen, som i perioden 1972-1993.

Katastrofalt for venstrefløjen
Hvad så med venstrefløjen? Her gik valget katastrofalt dårligt. SV fik 6,1 procent og Rødt fik 1,3. Vi skal tilbage til 1980’ernes højrebølge for at finde et svagere resultat (1981 og 1985). Ganske vist fik SV 6,0 procent i 1997, men der fik RV 1,7 procent, så samlet var 1997 et stærkere valg.

Udover at den rød-grønne regering blev genvalgt – med et styrket Ap og svækket SV – er der altså ingen grund til at være tilfreds. Dette kræver nytænkning på venstrefløjen.

Sosialistisk Venstreparti (SV)
SV gjorde det rigtig dårligt – selv om det ikke var uventet. Resultaterne fra skolevalgene og fra de fleste meningsmålinger pegede i retning af omtrent dette niveau. Men prisen for at sidde i regering er ikke kun begrænset til tab af mandater.

Et andet vigtigt tab er de politiske bevægelser, som partiet altid har støttet sig på, men som i dag er stærkt demobiliseret. SV er i høj grad selv skyld i dette, fordi de ikke har ønsket at fokusere på deres nederlag i regeringen. Imidlertid er det kun et aktivt SV, der kan stå for en storstilet mobilisering af modstand omkring sager som antikrig, miljø, antiracisme, fattigdom, anti-EØS/EU – sager, der hver for sig har stor sympati i befolkningen. Et svækket SV i regeringssamarbejdet peger derfor i retning af endnu større demobilisering og flere nederlag i fremtiden.

Venstreoppositionen og Rødt
Venstrefløjspartiet Rødt klarede sig også dårligt. Efter fire år med rød-grøn regering, et SV bastet og bundet til Aps moderniseringsprojekter og uden parlamentarisk opposition fra venstre, fik Rødt kun en fremgang på 0,1 procent. I Oslo var det ganske vist kun 0,1 procent fra, at partiet kunne generobre sit ene mandat fra 1995-1999.

Andre steder blev resultatet direkte dårligt. Rødts formand Torstein Dahle fik kun 2,5 procent af stemmerne, dvs. en tilbagegang på 0,9 procent. I Bergen var tilbagegangen på hele 1,4 procent til 3,3 procent. Et svækket SV står altså med et svækket Rødt til venstre for sig, på trods af Rødts fremgang på 0,9 procent i Oslo. Netop i Bergen var partiet gennem en splittelse i kølvandet på fusionen mellem det tidligere Rød Valgallianse og det tidligere maoistparti AKP fusionerede. Så længe Rødt ikke er villig til at foretage et opgør med den dogmatiske arv, er det formentlig dømt til at forblive på omtrent denne størrelse.

Hvad skal der gøres?
Det er naturligvis for tidligt at dømme SV og Rødt ude. Men sandsynligheden for, at regeringsfløjen i SV vil få endnu større dødvægt i partiet er stor. Og sandsynligheden for, at Rødt udvikler sig til et åbent, inkluderende parti for oppositionen til venstre er tilsvarende lille. Nogen må derfor begynde at tænke nyt.

Hvilken slags parti har venstrefløjen behov for? Hvilken slags parti kan bygge på og lære af bevægelserne? Hvilken slags parti kan stoppe den stadigt større og stærkere højrefløj? Hvilken slags parti kan opfange nye former for radikalisering? Dette er spørgsmål, som alle på venstrefløjen nu er nødt til at stille sig – og de bør ikke tro, at svaret er en multiple-choice test med Ap, SV og Rødt som henholdsvis 1,X og 2.

Jan O. Jacobsen er skribent for webmagasinet Arbeidermakt.no, hvor denne artikel først blev publiceret.

 

Opslået i Nordeuropa, Venstrefløj

single.php