Racisme i fodboldverdenen er ikke først og fremmest spillerne imellem, men mellem tilskuere og spillere. Racistiske tilråb, abelyde og hadefulde slagsange mod mørke spillere er desværre udbredt ikke blot i Danmark, men over det ganske Europa.

 

Dette oven i købet efter sommerens VM i Sydafrika, hvor det internationale fodboldforbund FIFA bestemte, at spillerne før kampen stillede op med et banner med teksten: ”Sig nej til racisme”.

VM i Sydafrika repræsenterede alle hudfarver, frisurer og spillestile, på landshold fra alle kontinenter. Den samme farverighed møder man i andre turneringer, også den danske – fra toppen og helt ned i serierækkerne, fra voksenturneringer ned til de yngste. Alle fodboldtilhængere er vant til at se på denne virkelighed, denne farverighed og mangfoldighed.

Ikke desto mindre foregår der racisme i de allerstørste europæiske ligaturneringer.

Multietniske hold
Gennem nogle eksempler rejser vi fra top til bund i denne artikel.

I oktober måtte en kamp i den italienske serie A mellem Cagliari og Inter afbrydes på grund af Cagliari-fans’ racistiske sange mod Inters Samuel Eto’o – stjernespilleren fra det vestafrikanske land, Cameroun. I Italiens landskamp mod Rumænien i november blev holdets angriber Mario Balotelli udsat for grov racisme. Det er ikke alle italienske tilskuere, der synes, at Italien skal stille med et multietnisk landshold. Blandt de italienske fans var der ca. 100 højreradikale, der buhede af den mørke spiller hver eneste gang, han var i berøring med bolden. Yderligere havde de medbragt et banner med teksten ”Nej tak til et multietnisk landshold”.

Balotelli, der er født på Sicilien med afrikanske rødder, er ofte blevet udsat for grov racisme, da han spillede for Inter. Han spiller i dag for Manchester City.

Men problemet findes også i dag i dansk topfodbold. Primært fra tilskuere mod spillere, men det foregår også spillerne mellem. Som f.eks. fra forårets superligakamp mellem FC Midtjylland og Esbjerg, da en Esbjergspiller kaldte Baba Collins fra FCM for ”en abe”. Collins fik derefter rødt kort for at slå ud efter Esbjergspilleren som hævn. Episoden røg videre til DBU’s disciplinærudvalg, som gav Collins en ekstra straf i form af et gult kort for usportslig optræden, mens Esbjerg-spilleren fik fri, da Collins ikke kunne dokumentere den racistiske udtalelse.
 

FCM har en gruppe på fire fra Nigeria i deres bruttotrup.

Giv racismen det røde kort
Også Spillerforeningen, der organiserer de danske elitefodboldspillere, arbejder med racisme i fodbold-verdenen. Foreningen har startet projektet Giv racismen det røde kort. Ifølge Spillerforeningen skal selv de mindste episoder tages alvorligt, hvis racismen skal til livs. Og det er ofte svært at dokumentere de racistiske episoder, der finder sted på de danske fodboldstadioner og i særdeleshed blandt fodboldfans. Giv racismen det røde kort er imod racisme i og omkring fodbolden og i samfundet som sådan, Kampagnen er for integrration og for positiv mangfoldighed.

Der er mange episoder, hvor fans råber abelyde, racistiske tilråb og sange ind mod eksempelvis afrikanske spillere, som der er kommet flere af i de europæiske turneringer, også den danske. Tilråb og andre mishagsytringer rettes især mod modstandernes hold, men relativt sjældent mod mørke spillere på det hold, man selv er fan af – som i det nævnte eksempel fra det italienske landshold.

Organisationen Giv racismen det røde kort, der altså både bekæmper racisme ”på og udenfor banen”, tog en anden sag op i efterårets pokalturnering mellem Lyngby og Hvidovre. Lyngby-spilleren Ayoub Sørensen mødte i denne kamp samfundets skyggesider, trods sin succes som topspiller, da han blev udsat for racistiske tilråb i udekampen mod Hvidovre.

Spillerforeningens direktør, Mads Øland, kommenterede rystende episoderne i Hvidovre overfor DR:

”Det er uacceptabelt, hvad Ayoud blev udsat for. Vi vil ikke finde os i det. Episoden er et skræmmende eksempel på, hvor lang vej, vi endnu har i forhold til at gøre op med den racisme, som findes i dansk fodbold og i samfundet generelt”.

Også denne sag vil blive forelagt DBU’s disciplinærudvalg gennem fodboldforbundets jurist, Thomas Jønsson. Mads Øland håber, at udvalget tager sagen op af egen drift og kigger på, om den arrangerende klub skal tildeles en straf.

Når racismen netop kan slå igennem blandt fodboldtilskuere skyldes det ikke, at disse er specielt modtagelige eller disponerede for den. Højreradikale grupper, herunder nynazister, bruger bevidst fodboldmiljøet som kampplads og rekrutteringssted og viser, hvordan almindelige entusiastiske drenge og unge mænd langsomt bliver tiltrukket af det højreekstreme miljø og radikaliseres i en politisk retning med nazistiske slagord og sange, og vold som endemålet.

Rekruttering gennem racisme
Disse højreradikale grupper bruger fodboldstadioner til rekruttering og radikalisering af helt unge, der trækkes ind i et miljø, der foretager sig meget andet end at se fodbold en gang om ugen. F.eks. bruges de som stormtropper mod venstrefløjens aktiviteter, arrangementer og voldelige overfald på enkeltindivider fra etniske mindretal.

Fan-grupper med udgangspunkt i forskellige klubber kan sagtens slås mod hinanden, for derefter at forenes på eksempelvis et værtshus. Det er set i England, hvor fan-grupper fra konkurrerende klubber tilhører British National Party – et fascistisk parti, der stiller op til de parlamentariske valg

Som vist i Charlotte Johannsens bog Forklædt som nazist bruger højreradikale grupper fodboldstadioner til at rekruttere og hærde de fans, de kommer i kontakt med her. Det er her, radikaliseringen foregår, især blandt helt unge drenge, der således trækkes ind i højreekstremismen.

Som White Pride fra Århus selv siger:

”Vi er ikke som de andre fodboldfangrupper. De ser kun fodbold og slås. Vi har også stærke politiske og ideologiske holdninger. Vi vil have et racerent Danmark. Og deler man ikke den holdning, har man intet at gøre i WP. Så er det ud!”

Anledning til slagsmål
Racistisk, voldelig opførsel på fodboldstadionner behøver ikke at være rettet mod modstanderens mørke spillere. Eksempelvis opstod der optøjer ved en 1. divisionskamp den 21. november mellem Brønshøj og AGF på Tingbjerg Idrætsanlæg. Årsagen var en anden.

AGF’s hooligans med White Pride og omkreds i spidsen tog til et stadion midt i eller nær en ”ghetto”. Her kunne der være mulighed for slagsmål mod nogen, de ikke kan lide. Udover tilrejsende WP’ere og deres periferi kunne denne gruppe mobilisere en halv snes højreradikale fra det københavnske, så gruppen var ca. 50 stykker, oplyser en Brønshøj-tilhænger, Johan Poulsen, til Socialistisk Information.

”Ingen af holdene havde farvede spillere på holdene. Så sammen med klubbens tætte placering op til Tingbjerg, og det at Brønshøjs tilhængerskare er kendte for deres antiracisme, kunne give WP’erne med flere mulighed for slagsmål,” siger Johan Poulsen og fortsætter:

”I pausen mellem 1. og 2. halvleg kom nogle etniske mindretalsunge ind fra Brønshøj-tribunen og går over til hegnet, hvor AGF’s tilhængere er. Blandt AGF’s fans er der nogle, der begyndte at ”heile”. Det ophidsede naturligvis de unge, og disse kastede et kanonslag mod AGF’s tilhængere. Derefter blev der kastet en flaske mod WPerne. WP’erne og andre bliver herefter meget aggressive og finder alt, hvad der kan kastes mod Brønshøj-tilhængerne – også der, hvor jeg står, og de råber slagord mod Brønshøj-tilhængerne med ordene ”antifa -ha, ha” – forstået som slagord mod antifascisme.”

Episoden betød, at 2. halvleg blev udskudt i ca. 10 minutter. Efter kampen tvinges den voldelige del af AGF-tilhængerne ind i deres busser af politiet.

En stjerne skrev en bog
Bag en tilsyneladende lighed gennem forskellighed, mangfoldighed, som udtrykt gennem VM, ligger der stadig racisme i fodboldverdenen. En racisme, mørke spillere også reagerer på. F.eks. skrev den franske VM og EM-stjernespiller Lilian Thuram i januar 2010 bogen Mine sorte stjerner, hvor han forsøgte at tackle racismen, herunder tilstandene i det franske samfund.

Sejre i de store turneringer – EM og VM – forbrødrede franskmænd af alle farver. Eller gjorde de?

Mine sorte stjerner består af 45 portrætter af sorte historiske personligheder. Det udtrykkelige formål er at bekæmpe racismen gennem eksempler på sorte rollemodeller. Heriblandt Malcolm X, Martin Luther King og Rosa Parks – kvinden der trodsede opdeling i busser mellem sorte og hvide i de amerikanske sydstater, og derved gav borgerrettighedsbevægelsen anledning til nye tiltag.

Gennem eksempler skriver Thuram, at slaveriets historie ikke er et spørgsmål om hvide mod sorte. Det var et udbredt økonomisk udbytningssystem. Også inden for Afrika, hvor heltene var dem, der bekæmpede slaveriet her. Men racismen har sit afgørende udspring i kolonialismen.

Lilian Thuram har efter sin aktive fodboldkarriere lavet en fond, hvis formål er at bekæmpe racismen – ikke bare i fodboldverdenen, men i hele samfundet.

Særlige indsatser
Fra stjerner til dansk seriefodbold. Også her opleves racisme. En fodboldtræner for et sjællandsk seriehold med tyrkisk baggrund siger til Socialistisk Information, at holdet tit udsættes for uheldige bemærkninger, tilråb, slagsmål spillere imellem, dommeres for hurtige trækken det røde kort osv.

Holdet består næsten udelukkende af tyrkiske, kurdiske og arabiske spillere. Alle såkaldte andengenerations-indvandrere.

Måske skal Giv racismen det røde kort være mere opmærksom på ”hele spekteret”! Selv blandt de yngste eksisterer problemet med racistiske tilråb.

Det eksisterende foreningsliv har tilsyneladende også svært ved at håndtere, at ”kulturen” er forskellig. At fremelske etniske mindretalstalenter er ikke dansk fodbolds særkende, og det bliver ikke bedre, når dertil kommer en udlændinge-ovgivning og en ”stemning i samfundet”, der negativt supplerer hinanden.

Det er vel ingen tilfældighed, at Danmark ikke har fået sin Zlatan Ibrahimovic, jvf. Enhedslistens valg-youtube fra 2007 ”Hvorfor har vi ingen Zlatan?” . Ibrahimovic er en svensk fodboldstjerne, der voksede op i ”Rosengård-ghettoen” med bosnisk-kroatiske forældre. Filmen kombinerer fodboldstjernens mange mål med udlændingepolitikken i Danmark.

I kampen mod racisme og nynazisme i fodboldverdenen må en klassisk antifascistisk kamp, som tidligere beskrevet i SI, kombineres med særlige indsatser her. Især blandt tilskuere. Hvor kommer de fra, hvorfor tiltrækkes meget unge mennesker af højreekstremismen, når de lige så godt kunne lave noget andet. Her er Charlotte Johannsens bog Forklædt som nazist et udmærket oplæg til, hvordan konkrete tiltag bør igangsættes fra politik til sociale og pædagogiske indsatser.
 

Opslået i Sport og fritid

single.php