»To trotskister udgør et parti. Hvis du har tre, har du et parti med en fraktion«, siger Rasmus, der er til seminar i Socialistisk Arbejder Parti.

 

Det er langfredag, og vi er fem i en basisgruppe omkring et solbeskinnet bord til Socialistisk Arbejder Partis påskeseminar på Nordsjællands Efterskole. Vi deltager i kurset ‘ Giv mig de rene og ranke’. Det handler om at leve socialistisk, og vores leder har med et glimt i øjet givet os en række opgaver.

Når man er sapper, er man trotskist, men også en del af Enhedslisten, og en af opgaverne handler om vores lokale spidskandidat.

En 30-årig pige, som ser godt ud. Hun har dog et par fremtrædende vorter i ansigtet, der lidt ødelægger helhedsbilledet.

På et partimøde fortæller hun, at hendes læge har tilbudt hende at fjerne dem, så hun kan blive en ren skønhedsåbenbaring inden valget. Hun synes egentlig, det er noget pjat, men vil gerne få det gjort »i revolutionens tjeneste«, som hun siger.

»Men hvad siger du«, lyder spørgsmålet til os i basisgruppen. Nemt er det ikke. For som en af deltagerne siger: »Hvis du har to trotskister, har du et parti. Hvis du har tre trotskister, så har du et parti med en fraktion«. Der er omkring 100 medlemmer af SAP.

Mange af dem er her i dag. Her er nogle mellem 70 og 60 år, flest mellem 60 og 50 år og nogle i 40′ erne. Så begynder det at knibe. Eller som Michael Voss , der er 57 år og medlem af forretningsudvalget, siger om dem under 40.

»Der var en generation, vi ikke vandt«. [citatet er ikke korrekt, det skulle have været: »vi vandt ikke generationen, der i dag er mellem slutningen af 20’erne og 40«, SI-red.] 

Man kan mene, at vortespørgsmålet er politisk irrelevant. Ikke i Enhedslisten.

Her findes faktisk folk, der er forargede over, at spidskandidaten, Johanne Schmidt-Nielsen, muligvis bruger foundation på valgplakaterne. Så vi diskuterer.

Udseende burde ikke have indflydelse på noget som helst. Men det har det.

»Jeg stryger for eksempel min T-shirt. Det kan godt være, jeg er rådden indeni, men udenpå vil jeg gerne se godt ud«, siger Kjeld Christensen på 53 år.

De fleste i basisgruppen svarer, at kandidaten med vorterne selv må bestemme.

Der er også et økologisk spørgsmål. Det får Kjeld til at fortælle om dengang, han mødte en butiksindehaver, der solgte økologiske grøntsager fra Israel. Falsk varebetegnelse, mener Kjeld: »Hvordan kan man kalde noget økologisk, når det er dyrket på besat jord?«. For et par år siden blev det økonomisk muligt for Kjeld at blive drengerøv igen.

Han købte en motorcykel. Han er kørt hertil fra Aarhus.

Også selv om hans kæreste og hendes to børn kørte i bil.

»Det er jo noget værre svineri. Jeg lukkede en masse CO2 ud. En gammel BMW. Det er jo totalt ukorrekt. Men det var en fed tur«. Hos SAP holder man med Trotskij »Nå, hvad vil du så her i vores outrerede del af verden«, griner en af de unge midt i en pause under seminaret ‘ Trotskij for begyndere’.

De ved det godt hos SAP. De er sådan nogle, man smiler lidt ad. Hos SAP holder man med Trotskij.

Han var en af lederne af den russiske revolution i 1917, men blev udvist af Sovjet i 1927, fordi han bekæmpede den diktatoriske udvikling under Stalin. Han endte i eksil i Mexico, hvor han i 1940 blev myrdet af Stalins folk. Men det var Trotskij, som i 1938 grundlagde Fjerde Internationale, som er en sammenslutning af revolutionære partier i over 40 lande. I Danmark hed de først Revolutionære Socialisters Forbund. De blev så til SAP, som siden blev en del af Enhedslisten. Efter SAP’s opfattelse er Trotskijs ideer om den revolutionære demokratiske socialisme stadig det bedste bud på noget nyt fra venstrefløjen.

»Men de sidste mange år har vi ikke gjort noget for at promovere os selv. Vores målsætning er den bedst mulige Enhedsliste«, siger Michael Voss . Han drømmer om et rødt flertal uden om de radikale.

»Så ville vi i Enhedslisten kunne sige: Hvis I vil lave noget, der er bedre, så kan I bare lave det med os. Vi skal bare have 49 procent og så et par grønlandske mandater«. Man skal ikke tage fejl. Det kan godt være, de fleste betragter SAP som en sekterisk anakronisme fra dengang, nogle troede på socialismen. Men påskeseminaret er for alvor. Verden er uretfærdig, arbejderklassen udbyttes, og arbejdsgiverne stryger profitten. Det kræver revolution.

Men mens vi venter, er det i orden at spille fodbold, volleyball og lege med sine kreative unger, der maler politiske plakater, og som er kommet her sammen med deres forældre, siden de blev født.

Det her er ikke kun et politisk parti, men også en politisk familie. Her er ret mange under 25 år, og når Frederik på 11 år bliver 14 år, skal han være aktiv i ungdomsafdelingen af SJAP.

»Det er Socialistiske Jydsk Arbejder Parti«, siger Frederik, og både han og Ina på 14 år er så godt skåret for tungebåndet, at det borgerlige Danmark ikke skal føle sig alt for sikre. Ina har været med på påskeseminar, siden hun blev født. Hun elsker det.

»Jeg ser det som et sted, hvor man kan mødes med fornuftige mennesker, for der er ikke så mange mennesker i min alder, der er fornuftige«. Både hun og Frederik har været på et kursus. Her har de lært, at dagens folkeskole udelukkende fungerer på arbejdsgivernes præmisser, fordi det eneste, rektor tænker på, er at få dem uddannet til arbejdsmarkedet.

»Det er sådan et system, der producerer gode lønslaver. Det handler ikke om, at man skal have et godt liv«, siger Frederik.

Der er ingen grund til at ringe til børneværnet.

Ina og Frederik og alle de andre unge, Politiken taler med, virker glade, åbne, normale og selvstændige. Eller som en teenagepige omkring de 13-14 år med meget klar og autoritær stemme råber til kokken, da han ganske højlydt kommer ud og efterlyser madholdet til frokosten.

»Sig mig har du kigget inde i køkkenet, før du begynder at stille dig herud og råbe op!?«. Så fortsætter hun med det, hun er i gang med. Siger ikke mere. Det gør kokken heller ikke rigtig.

A. P. Møller og selskabsskatten Hans Christian Nielsen er en fortælleglad mand på 63 år. Hans T-shirt er tidløs. Upåvirket af modens og kapitalismens globale triumftog. På en nusset baggrund stiger solen op under hammer og segl, og der står CCCP hen over brystet. Det er de russiske bogstaver for det nu opløste Sovjetunionen.

Han vurderer, at han blev socialist, da han var otte år.

Han stod sammen med sin mor i en lejlighed på femte sal og kiggede ud over Frihavnen. Så kom Amerikadamperen sejlende.

»Hvem ejer den«, spurgte han sin mor.

»Det gør A. P. Møller«, sagde hun.

»Hvor meget betaler han i skat«, spurgte Hans Christian. Det var et socialdemokratisk hjem, og selv om Hans Christian kun var otte år, vidste han godt, hvad skat var. Hans mor sagde altid, at den betalte hun med glæde.

»Det bestemmer han selv«, svarede mor.

»Hvorfor må han det, når du ikke må«, spurgte Hans Christian.

»Fordi hvis han ikke selv bestemmer, så flytter han bare skibene til udlandet«, svarede moderen.

»Det var der, det begyndte«, siger Hans Christian Nielsen, der blev student i 1968.

Siden har han været statskundskabsstuderende, chauffør, jord-og betonarbejder, bryggeriarbejder, flymekaniker og arbejdsløs, men altid socialist. Det var også i socialistiske kredse han mødte moderen til sine tre børn. De er alle medlemmer af Enhedslisten i dag. Men der har også været svære stunder.

»Jeg kan godt lide countrymusik og sydstatsrock, og det er ikke politisk korrekt i de her kredse. Jeg måtte høre meget, da jeg begyndte at høre Johnny Cash«, siger Hans Christian.

Om aftenen er der fællesspisning. De skal have grøntsagskarry med spinatfrikadeller og narnbrød. Men socialister er også mennesker. Ved afslutningsfesten i aftes fik de lam og flødesovs.

Artiklen blev bragt i Politiken den 24. april 2011

Opslået i Dansk venstrefløj, Socialistisk Arbejderpolitik

single.php