De sidste meningsmålinger peger i retning af, at den rød-grønne regering bliver væltet. Men hvis regeringen falder, så falder den for sin egen politik. eget greb.

”Kunne du være så venlig at fortælle mig hvilken vej, jeg burde tage herfra”?
”Det afhænger jo i høj grad af, hvor du vil hen,” sagde katten.
”Jeg er ikke så optaget af målet”, sagde Alice.
”Så spiller det heller ikke så stor rolle, hvor du går hen,” sagde katten.

(Fra Alice i Eventyrland)

Om valgresultatet fører til en regering af Arbeiderpartiet alene, de tre borgerlige partier eller en regering med Høyre og Fremskrittspartiet, er tilsyneladende det eneste spændingsmoment. Den entusiasme for et rød-grønt flertal, der fandtes for fire år siden, er i dag næsten fuldstændigt forsvundet. Bortset fra nogle vigtige markeringer i Soria-Moria-erklæringen (den oprindelige regeringserklæring, red.), og nogle vigtige tiltag for at styrke arbejderrettigheder over for en hæmningsløs kapital – hvilket ikke bør undervurderes – er det ikke meget, som regeringen har opnået. Og selv om den har stået for en række små, men vigtige skridt i rigtig retning, har den ikke formået at mobilisere nogen entusiasme for dem.

Ændringer fra oven bliver aldrig forsvaret på samme måde, som ændringer, der er blevet kæmpet igennem nedenfra. Og de store tiltag, der kunne skabe entusiasme – som f.eks. at få sygehusene under folkevalgt kontrol; lægge kraftigt om i retning af vedvarende energi; lade krisen ramme dem, der har scoret kassen på nyliberalismen frem for at redde dem; at trække de norske soldater hjem fra Afghanistan; give skolerne et mærkbart løft; gøre en kraftindsats for ligeløn og for at udrydde fattigdommen, blot for at nævne nogle sager – dem har vi ikke set noget til.

Alternativet er værre
Regeringens eneste håb om en valgsejr er, at alternativet er så uendelig meget værre, men det tør de ikke engang sige klart og tydeligt. Jens mod Jensen-debatterne (statsminister Jens Stoltenberg mod Fremskrittspartiets formand Siv Jensen, red.) er høflige meningsudvekslinger, og efterlader ikke nogen følelse af drama. Forklaringen er vel, at Jens ikke mener, at der findes noget mere dramatisk end et underskud på finansloven – hvilket de fleste af os er ligeglade med.

Den politiske impotens hos Rødt (tidligere Rød Valgallianse, red.) i denne situation viser, at en kraftfuld opposition fra venstre ikke kan vokse ud af en alliance af gammelmaoister og unge radikale.

Hvor går SV hen efter valget?
Det centrale spørgsmål er derfor, hvor SV bevæger sig hen efter valget. Vil de opretholde den rød-grønne alliance i opposition, eller vil de rejse opposition mod både den nye højrefløjsregering (enten det nu bliver sammen med Fremskrittspartiet eller de småborgerlige) og den socialdemokratiske elites moderniseringsprojekter – som indebærer at styrke oliekapitalen så vel som den øvrige finanskapital, chikane mod de syge og svage for at få dem i arbejde, liberalisering af arbejdsmarkedet for at gøre det mere dynamisk, fortsat deltagelse i USAs krige og en indvandringspolitik, der efterligner Fremskrittspartiet så meget, de tør.

Vælger SV det sidste, er de nødt til at bevæge sig ud fra Stortinget, og ikke bare ud på plænen foran bygningen, men ud for at opbygge sociale bevægelser. Det vil sige lægge vægten på at opbygge deres egen organisation, sagte, sikkert og møjsommeligt – som Fremskrittspartiet har gjort i snart 20 år. Og for at opbygge og mobilisere store og stærke bevægelser. Håbet om en bedre fremtid, for folkemagt mod kapitalmagt ligger ikke i alliancer i Stortinget, men i mobilisering af en stærk fagbevægelse, en stærk miljøbevægelse, en stærk fredsbevægelse, en stærk anti-racistisk bevægelse, en stærk bevægelse for international solidaritet. Jo stærkere bevægelserne bliver, jo mere entusiasme de skaber, jo vigtigere bliver det for SV at udvikle politiske svar på udfordringerne, de kommer med og med styrke bære dem ind i Stortinget. Mens SV i denne situation vil være isoleret i Stortinget, kan de være afgørende allieret med store dele af befolkningen.

Vælger de derimod at fortsætte det rød-grønne samarbejde i opposition, bevise deres fortsatte samarbejdsvilje ved at ikke true Arbeiderpartiet fra venstre, fortsat lade finansministeriet styre den økonomiske politik og være så systemloyale, som samvittigheden tillader, så øges nok sandsynligheden for en retur til regeringskontorerne ved næste krydsvej. Men uden at en rød-grøn regering II vil mobilisere anden entusiasme end at komme af med højrefløjsregeringen. Så hvor skal SV bevæge sig hen? Det afhænger i høj grad af, hvor de vil hen.

Jan O. Jacobsen er skribent for webmagasinet Arbeidermakt.no, hvor denne artikel først blev publiceret.

 

Opslået i Nordeuropa, Venstrefløj

single.php