Professor Yasser Munif fra Emerson College i Massachusetts besøgte for nylig Syrien og oplevede her revolutionen på tæt hold.

I dette radiointerview med journalit Jeff Napolitano fortæller han blandt andet om, hvad han så, og om de vanskeligheder, som de revolutionære i Syrien står overfor, og om den den store forskel på de revolutionære og jihadisterne. Desuden kommenterer han venstrefløjens opfattelse af, hvad det er der foregår, og hvorfor så mange misforstår, hvad der sker i Syrien.

Yasser Munif: Denne sommer tilbragte jeg to måneder i Syrien, i det nordlige Syrien, det befriede område, og det var en oplevelse, som indgød stor respekt. Jeg lærte rigtig meget, og jeg så en folkelig revolution, der udfoldede sig. Mennesker genopbygger institutioner, de driver selv deres byer efter statens og regimets kollaps, og det er en meget udforende opgave at løse, for der er ingen ressourcer, der er ingen midler, og de er under konstant angreb fra regimet. De områder jeg taler om i nord er befriede: Der er ingen sammenstød på landjorden, men der er konstante luftangreb, og der bliver affyret missiler mod deres byer.

Så folk finder på kreative løsninger: De skaber politiske institutioner. Der er lokale råd i hver af disse byer, og de mødes ugentligt. De diskuterer alt i byen, og de forsøger selv at løse deres problemer.

Og så er der millioner af mennesker, der har hørt i medierne i Vesten og andre steder tale om borgerkrig, men de fleste af disse folk afviser denne betegnelse. De mener, at der er en folkelig revolution i Syrien. Det er sandt, at det er en kritisk periode, og at de står med udfordrende opgaver foran sig, og at der er jihadister, der forsøger at underminere deres arbejde, ligesom regeringen helt åbenlyst gør det.

Jeff Napolitano (radio-journalist): Og jihadisterne bliver ofte slået sammen med, eller bliver regnet for en del af ”oprørerne”, men du siger, at de adskiller sig klart fra selve revolutionen.

YM: Ganske rigtigt. Sådan har det været i omkring tre eller fire måneder nu. De revolutionære kæmper faktisk på to fronter. På den ene side er der regimet, på den anden er der de grupper, som er skabt af Al-Nusra og Al-Qaeda, jihadisterne. Og jihadisterne arresterer, torterer og dræber faktisk mange aktivister – mennesker, som har været med i modstanden siden den første dag. De fleste af Al-Qaeda-grupperne bekæmper i virkeligheden ikke regimet. De holder sig i de nordlige områder. De lader den Frie Syriske Hær og andre fraktioner om at bekæmpe regimet, og så kommer de bagefter og overtager, hvad der af befriede byer og landsbyer. Så de er meget brutale. Som jeg sagde, arresterer de aktivister. Alle, som kritiserer dem, bliver arresteret, torteret og somme tider dræbt. Lige nu sidder der over 1.500 aktivister i deres fængsler.

Så som du kan se, er der to fronter i Syrien lige nu: Jihadisterne på den ende side, og regimet på den anden. Og det er derfor, mange mennesker mener, at jihadisterne på en eller anden måde i virkeligheden er allierede med det syriske regime. Al-Qaeda sælger faktisk olie til regimet. Olierørledningen er nødt til at gå igennem den region som kontrolleres [kan ikke høres, red] …. mellem Al-Quaeda-grupper og regimet for at få olien ud til kysten.

Så forholdene er langt mere komplekse, end det ser ud til i USA, hvor du det meste af tiden læser artikler om ”Al-Qaeda” og ”Al-Qaeda”, men Al-Qaeda er faktisk ikke en del af revolutionen. De er anti-revolutionære.

JN: Ganske rigtigt. Den herskende debat i Kongressen ser ud til at være: ”Godt, hvis vi bomber Syrien (og det man er bange for, er faktisk ikke at bombe Syrien), så er man bange for, hvem der får magten, hvis vi bomber Syrien.” Det er det, snakken går på. Der er øjensynlig mange folk i Kongressen, især Republikanere, som ser ud til at mene, at problemet med at bombe Syrien bare er, at Al-Qaeda vil overtage landet, i modsætning til den kendsgerning, at det simpelthen bare ikke er nogen god ide at bombe landet.

En af de populære myter (jeg ved ikke om det er en myte, men det kan du sikkert fortælle mig) eller indtryk er, at oprørerne eller de revolutionære (de bliver ikke omtalt som ”revolutionære”, de bliver kaldt ”oprørere”), at folk, som er modstandere af Assad og regimet, går ind for et angreb på Syrien. Er det tilfældet?

YM: Du ved, på så lang afstand kan jeg ikke sige det. Jeg tror, at befolkningen er splittet, mange mennesker er imod. Jeg tror, at nogle mennesker, på grund af ødelæggelserne og volden og drabene, så ser de angrebet som en ”udvej”, men jeg tror ikke, at de nødvendigvis er i flertal. Folk har lært, gennem de seneste 30 måneder, at der ikke i virkeligheden er nogen, der støtter deres sag eller bekymrer sig om den syriske befolkning, at den syriske befolkning ikke rigtig har nogen venner (fordi nogle mennesker taler om ”Syriens venner” og så videre) og de har forstået, at Vesten – Europa og USA – ikke nødvendigvis støtter en sejr for revolutionen. Det ved folk faktisk godt – du ved, når man taler med den almindelige borger i Syrien i disse befriede områder – de fortæller dig, at hver gang de mister et område eller en region, når de kæmper mod regimet, så modtager de våben, og hver gang de vinder, så holder våbnene op med at komme. Og grunden til det er, at Vesten og USA ønsker, at denne krig skal gå i hårdknude, fordi det tjener deres interesser. De foretrækker ikke nødvendigvis, at regimet vinder, og de ser heller ikke specielt gerne, at de revolutionære eller dem, de kalder Al-Qaeda, vinder. Så det bedste for USA indtil nu har været at holde konflikten i gang. Det er også i Israels interesse. De ønsker ikke nødvendigvis at se de revolutionære vinde. Og faktisk vil mange israelske politikere og amerikanske politikere foretrække, at en svækket Bashar bliver ved magten.

JN: Jeg er virkelig nysgerrig, for ingen har nogensinde talt om dette, eller i det mindste ikke i offentlige medier i USA. Faktisk handler det meste af det, jeg læser på venstrefløjen, om, hvorfor det er en dårlig ide at bombe Syrien, men de taler faktisk ikke om, hvordan revolutionen i virkeligheden ser ud.
Og du taler om at genopbygge institutioner, og jeg bliver på en måde mindet om det, jeg studerede på universitetet om den spanske revolution – den republikanske revolution, der fik næring fra anarkisterne og socialisterne i 1930’erne – de kæmpede også i en slags tofrontskrig: på den ene side fascisterne, og på den anden kommunisterne, men det er en anden historie. Men det, der slog mig, er beskrivelserne af, hvordan revolutionen i virkeligheden så ud i Spanien, og en slags egalitært samfund, der på en måde voksede frem der. Hvordan ser revolutionen ud på græsrodsniveau?

YM: Revolutionen er meget sammensat, der er mange forskellige lag, der er faktisk forskellige ting, der sker og foregår. Den mest dominerende del er det, vi kan kalde den folkelige revolution, men der er også en vedvarende, halvvejs kold krig mellem USA og dets allierede på den ene side, og Rusland og dets allierede på den anden. Det er også en konflikt mellem Iran og dets allierede på den ene side, og Israel og Golfstaterne på den anden. Så der er alle disse forskellige lag i denne konflikt, men den mest dominerende af dem – og det er sådan mange syrere ser på det – er den folkelige revolution. Og jeg mener, at det er meget vigtigt at forstå dette.

Og en anden grund til at sammenligne den syriske revolution med den spanske borgerkrig, som du sagde, er at alle venstreorienterede, alle progressive har en mening om, hvad der sker i Syrien, på samme måde som det var tilfældet med den spanske revolution for mange år siden. Og størsteparten af venstrefløjen har desværre indtaget det forkerte standpunkt. De forstår den syriske revolution som et valg kun mellem to muligheder – en meget forsimplet måde.

JN: Er det venstrefløjen i USA eller i Syrien?

YM: Selv venstrefløjen i Syrien, den arabiske venstrefløj, og den amerikanske og europæiske venstrefløj er splittet. De fleste forstår de denne konflikt som en krig mellem på den ene side USA og (på den anden side) dem, som er imod USA – ”anti-imperialister”, ifølge nogle, så det vil inkludere Hizbollah, Iran, Syrien, og de tror, at Syrien har hjulpet palæstinenserne og så videre. De har en meget indsnævret forståelse af den syriske historie, og hvor voldeligt det syriske regime har været i de sidste 40 år, og hvor mange gange det har forrådt den palæstinensiske kamp og så videre. Så på nogle måder omfavner disse venstreorienterede eller progressive folk faktisk Bush-doktrinen: enten/eller, hvor hvor der ikke er plads til nuancer i dit synspunkt.

JN: Altså ”enten er du med os eller imod os”?

YM: Ja den tosidede, indsnævrede måde at se på revolutionen. Og jeg mener, at det er meget ødelæggende. Det sender det forkerte budskab til det syriske folk. Mange syrere, tror at venstrefløjen på grund af gammel vane er for regimet. Vi har for nylig set demonstrationer i New York og andre byer med folk, der demonstrerede mod krigen, men som også bar billeder af Asad.

JN: I Boston så jeg for eksempel den anden dag nogle billeder. Der var et prominent billede i The Boston Globe i en artikel mod protesterne, som fokuserede på en gruppe mennesker i mængden, som svingede med syriske flag, der var dekoreret med Asads billede midt i, og artiklen præsenterede hele demonstrationen ikke bare som at være imod et angreb på Syrien, men som en støtte til Asad. Men jeg ved fra kilder i nogle af de organisationer, der støttede den, at det ikke var det budskab, de forsøgte at få ud.

YM: Ganske rigtigt. Og venstrefløjen er – *den * venstrefløj (jeg ønsker ikke at generalisere) – den del af venstrefløjen mister sin troværdighed. Folk, enten i USA eller i den arabiske verden eller i Syrien får ikke nødvendigvis det budskab, at det faktisk er en protest mod krigen. De ser billedet af Asad og forstår, at det bare er propaganda og ikke i virkeligheden en protest mod krigen.

Jeg mener, at venstrefløjen virkelig har en opgave foran sig. Den må virkelig formulere en ny position, en mere sammenhængende position. Et standpunkt, hvor man på samme tid kan være imod krigen og også imod diktaturet. Og så længe de ikke gør det, tror jeg ikke, at de har nogen troværdighed. Mennesker i Syrien vil opfatte det næsten som ”license to kill” fordi det syriske regime faktisk har vist disse demonstrationer på syrisk statsfjernsyn, for at vise hvor populært det er i Vesten, og at folk demonstrerer i gaderne i New York og andre byer, mens de viser disse billeder af Asad. Det syriske regime er ikke engang i stand til at arrangere sådanne demonstrationer eller møder i Syrien, så de var meget glade for at se dem dukke op mange steder. Og mange af de mennesker, der demonstrerer, ved i virkeligheden ikke noget om den virkelighed, mange syrere lever i, om deres kampe, deres daglige modstand, hvad det er, de forsøger at bygge op, og den kreativitet, der er i det, de gør.

Jeg mener, at man skal være meget ydmyg, når man tager til Syrien og ser hvad folk laver. Og jeg mener også, at det er racisme bare at benægte, at syrerne har nogen som helst andel i det, og sige at ”det er alt sammen en sammensværgelse, som USA har planlagt siden begyndelsen, det er en sammensværgelse imod Asad” og så videre. Det vil sige, at syrerne ikke har deres egen dagsorden, at de ikke kan tænke selv, at de kan ikke lave en revolution og så videre. Og jeg mener, at det venstrefløjen begår en stor fejltagelse.

JN: Jeg har den appel, som generalsekretæren for American Friends Services Committee [lokalkomite for fred og social retfærdighed i USA, på hvis radiostation dette interview blev bragt, SI-red] sendte til Præsidenten og Kongressen, hvor hun kræver – lad mig vide hvad du mener om det – men hvor hun kræver en fuld våbenembargo for alle parter i konflikten, at den eneste løsning i Syrien er en politisk løsning, og at vi presser på for (”vi” er AFSC, ”vi” er befolkningen i USA), presser på for at yde fuld støtte til Lakhdar Ibrahimis, den fælles FN-Arabiske Liga udsending, bestræbelser på en hurtig indkaldelse af en Geneve II-konference, og at USA skulle stræbe efter et overgangsstyre, der bygger på de eksisterende institutioner, frem for at udskifte dem, og ikke støde de folk fra sig, der har tjent i regeringen eller i hæren. Det er ledelsen af min organisation, der kommer med dette forslag til, hvad vi skal gøre herfra. Hvad mener du om det, og hvad synes du, at vi skal gøre? ”Vi” er her den amerikanske befolkning, USA’s venstrefløj.

YM: Jeg mener, at det vigtigste, der er at gøre (for de progressive bevægelser og for folk, der virkelig bekymrer sig om den arabiske revolution, og som ønsker, at de kommer videre, som støtter dem og viser deres solidaritet), det er grundlæggende at afholde sig fra alliancer med forskellige stater, og i stedet opbygge en social bevægelse, der støtter den syriske befolkning.

Og denne solidariske støtte kan antage mange forskellige former. Det kan være ved at rapportere: en ansvarlig journalist, som tager til Syrien og ser, hvad der sker på jorden, og som prøver at tage sit arbejde alvorligt. Og ikke bare rapporterer om magtkampe og de militære vinkler på revolutionen, fordi jeg mener, at det kun er toppen af isbjerget, den mest synlige del, men det er ikke den vigtigste del. Jeg mener, at det, der sker i Syrien, er meget mere end det. Der foregår mange revolutioner på alle niveauer: den politiske, den kulturelle, den sociale, den økonomiske. Folk er virkelig i gang med at skabe nye institutioner med nye ideer, de prøver at takle de allervanskeligste problemer og prøver at løse dem. Og det er noget af det, man kan gøre.

Folk har brug for læger, de har brug for ingeniører, de har brug for alle slags aktivister, der kan hjælpe dem. Alle disse former for solidaritet, helt basalt gentage det folk har gjort i Palæstina: prøve at opbygge en global soldaritetsbevægelse, der overskrider den statscentrerede form for politik, der er foregået de sidste 30 måneder, som kun har drejet sig om regeringer og stater, og hære, og så videre.

Jeg tror, at det stærkeste budskab vi kan sende til den syriske befolkning: opbygge en alternative social bevægelse, som er global, og som virkelig forstår kompleksiteten i den syiske revolution og ikek reducerer den til ”jihadister” og ”Al-Qaeda”, og som forstår, at der er forskellige lag. Progressive og vensreorienterede bør virkelig gå i brechen for den revolutionære side og ikke bare gentage fortællingen om ”konspiration”, som bare reducerer det til det, vi har set i medierne.

Yasser Munif har talt og skrevet om Syrien i flere sammenhænge efter sit besøg, herunder et interview med forfatteren Nigel Gibson på hjemmesiden
Jadaliyya.
Denne udskrift af radiointerviewet den 5. september på American Friends Service Committee er oversat fra
International Viewpoint af Martin Mørch.

Opslået i Arabiske revolutioner

single.php