Da den østrigsk- ungarske tronfølger Franz Ferdinand blev skudt i Sarajevo d. 28. juni 1914 var det gnisten, der antændte en krudttønde. Første Verdenskrig eller ”den store krig”, som den hed i samtiden, var en kendsgerning. De imperialistiske stormagter i Europa havde længe forberedt krigen. De var rustede til tænderne.

Det nuværende Sønderjylland (Nordslesvig) havde siden krigen i 1864 været en del af først Prøjsen og fra 1871 af det tyske kejserrige. Også her oprustedes der. I 1910 blev en ny stor flådestation i Sønderborg taget i brug, og i starten af krigen en luftskibsbase nord for Tønder.

Socialdemokratiets forræderi
Forud for krigen havde fredskræfterne i Europa aldrig stået stærkere. Arbejderbevægelsen – samlet i 2. internationale – havde på kongresser i København i 1910 og senest i Basel i 1912 vedtaget resolutioner om at stemme mod krigsbevillinger og krigsdeltagelse i de nationale parlamenter. Da det kom til stykket, svigtede de socialdemokratiske ledere. Den tyske rigsdag stemte d. 4. august 1914 om nye krigslån. Der udbrød tumultagtig jubel, da socialdemokraternes leder udtalte: ”Socialdemokratiet svigter ikke fædrelandet i farens stund”. Derefter drog de socialdemokratiske ledere og rigsdagsmedlemmer rundt i landet, hvor de på massemøder mobiliserede til krigen.

Karl Liebknecht var en af de få, der talte mod krigen, han blev senere fængslet, ligesom Rosa Luxemburg.

Blodig krig
Krigen blev usædvanlig blodig, soldaterne døde som fluer i skyttegravene. I mange af de krigsførende lande bredte nød og elendighed sig efterhånden, som krigen skred frem.

Efter revolutionen i Rusland i oktober 1917 og freden i Brest-Litovsk (mellem det revolutionære Rusland og Tyskland) flyttede det tyske militær sine tropper fra Østfronten til Vestfronten. Revolutionære, antimilitaristiske og pacifistiske tanker flyttede med.

I sommeren 1918 var Østrig – Ungarn bankerot, millioner sultede. I Tyskland havde general Ludendorff nærmest indført militærdiktatur. Krigspropagandaen forstærkedes, militæret oprettede filmselskabet UFA. Strejkende kom for en militærdomstol, og der blev opfordret til stikkeri i civilbefolkningen. Alligevel bredte krigstrætheden og oprøret sig.

Sammenbrud
Om efteråret stod de kejserlige tyske styrker overalt i en håbløs militær situation, og et snarligt sammenbrud kunne ventes. På hjemmefronten var den jernhårde tyske disciplin for længst begyndt at smuldre. Først på året havde der været massestrejker på ammunitionsfabrikkerne i de fleste af Tysklands store byer og industriegne. Under disse dannede arbejderne for første gang lokale arbejderråd. Også ved selve fronten løftede håbløsheden og trætheden sig til åbne oprørsforsøg. Et mytteriforsøg i flåden i juli måned var blevet nedkæmpet og to af dens førere blev skudt til skræk og advarsel.

Oprøret i Kiel
Kejserrigets endelige dødsstød kom, da marinerne i Kiel gjorde oprør. Efter at have gæret voldsomt i flere dage bryder revolutionen ud d. 5. november. Herefter bredte den sig med fængende hast over hele Tyskland. Allerede den 9. november kunne socialdemokraten Philipp Scheidemann udråbe den tyske republik. 2 timer senere udråbte Karl Liebknecht den frie socialistiske republik fra balkonen på slottet i Berlin. Scheidemann blev republikkens første præsident, og den tidligere sadelmager Fritz Ebert indtog posten som statsminister. Den tyske Kejser Wilhelm måtte abdicere og begav sig i landflygtighed .

Oprør på luftskibsbasen i Tønder
Også i Nordslesvig (Sønderjylland) var jorden gødet for revolutionen, og som en slags nabo til Kiel tog det ikke lang tid inden udviklingen også bredte sig hertil.

Som en af de første Nordslesvigske byer kom Tønder under de røde faner. Allerede i dagene 5. og 6. november var der på luftskibsbasen nord for Tønder (Zeppelinbase) blevet oprettet et arbejder- og soldaterråd blandt marinesoldaterne her under ledelse af overmatros Alexander Leppert. Den 7. november om morgenen skred rådet og marinesoldaterne til handling – officererne blev afvæbnet, og våbenmagasinerne brudt op. Selv om magtovertagelsen forløb uden større besvær forberedte man sig på det værste, men bagefter kunne Leppert med stolthed berette, at det kun havde taget ham 3½ time at gennemføre nyordningen. Da der næste dag ankom en lastbil fra Kiel med skarptbevæbnede marinesoldater kunne disse kun konstatere, at deres påtænkte opgave allerede var udført af luftskibsbasens eget mandskab.

Dagen efter om morgenen stiftede byen for første gang mere håndgribeligt kendskab til marinesoldaternes magtovertagelse. Tidligt om morgenen var der overalt i byen blevet omdelt og opslået røde plakater – et opråb med følgende tekst (her oversat til dansk):

"Da der dags middag i tiden fra kl. 12 indtil videre i Tønder afholdes møde af arbejder- og soldaterrådet i Tonhallen, befales der, at i dette tidsrum skal samtlige vinduer og døre holdes lukkede. Der henvises også til, at samtlige kvinder og børn ikke må opholde sig på gaden så længe.
Disse anordninger ska1 ubetinget efterkommes.
Tønder Arbejder- og Soldaterråd."

Rødt klæde
Som et andet tegn på revolutionen blev en rød fane flere gange ført i optog gennem byen, og senere på dagen blev der hejst røde faner på posthuset, Rigsbanken, jernbanestationerne og på rådhuset.

Det pludselige behov for rødt klæde til de revolutionære faner gav store problemer, og indtil der var skaffet faner udefra måtte man nøjes med de røde stykker der kunne flænges ud af det sort-hvid-røde prøjsiske rigsflag, hvoraf der til gengæld fandtes et stort antal. Da arbejderrådet havde forlangt, at der skulle hænges et rødt flag ud fra rådhuset, ofrede borgmester Paulsen resolut konens højrøde underskørt til formålet.

På mødet i "Tonhalle" klokken 12 konstituerede arbejder- og soldaterrådet sig endeligt, dog blev der her rokeret meget rundt på medlemmer og poster de nærmeste dage og måneder. Denne formelle begivenhed blev samme eftermiddag offentliggjort ved en parade på Torvet, der samtidig skulle understrege de nye omvæltninger. På Torvet var der holdt en firkantet plads fri, flankeret af tredobbelte rækker af marinesoldater med opplantede bajonetter. En bil med røde standere var blevet sendt efter landråd Bøhme. (højeste prøjsiske embedsmand) Da landrådens ankomst trak ud, blev der yderligere sendt fire soldater af sted for at skynde på. Det viste sig, at han havde vægret sig ved at komme under bevogtning og erklærede, at han kun ville følge med til torvet, såfremt han kunne bevæge sig dertil uden ledsagere. Soldaterne tog ikke mere voldsomt på tingene, end at de roligt lod ham gå gennem byen alene, og selv sluttede op noget efter ham. Også politimesteren var blevet hentet, og foran folkemængden på Torvet måtte de højtideligt erklære, at de ikke ville modarbejde revolutionen.

Efter paraden på Torvet fortsatte mødet i "Tonhalle", hvor der bl.a. valgtes tilforordnede til landråd og borgmester. Også de kommende dage blev der holdt en mængde møder på rådhuset af de nye magthavere.
Bortset fra de ovennævnte episoder var der ikke andre ydre tegn på revolutionen for den almindelige borger. Marinesoldaterne udførte på almindelig vis, som før revolutionen, de daglige bevogtningsopgaver og visiteringer. Dog var der også opstillet vagter ved alle byens livsvigtige funktioner som el-, gas- og vandværket. Også på soldaternes uniformering var der tegn på omvæltningen, alle kokarder og distinktioner var fjernet. Den kendte og forhadte pikkelhue blev erstattet af den mere behagelige felthue. Et par dage senere blev uniformskravet dog igen skærpet i et opslag fra arbejder- og soldaterrådet, samtidig med at alle revolutionens sympatisører blev opfordret til at bære et rødt bånd om armen.

Heinrich Wienecke
Fra luftskibsbasen i Tønder bredte revolutionen sig til det øvrige Vestslesvig. D. 9. november om aftenen blev et halvt hundrede sværtbevæbnede marinesoldater fra basen i Tønder sendt til Skærbæk. Her mødte de op hos amtsforstander Jürgen Eriksen, der blev bekendtgjort med den kendsgerning, at byen nu befandt sig i revolutionsstyrkernes magt. Også opstanden i de militære forlægninger på Sild blev styret fra Tønder. Derfra havde man sendt sin vel nok mest ihærdige revolutionære skikkelse, mureren Heinrich Wienecke. Også her foregik revolutionen under hans ledelse ublodigt og problemfrit.

Wienecke, der fra starten var Tønder-revolutionens ledende personlighed, var født i Bremen. Moderen var tysk, faderen amerikaner, med den baggrund lykkedes det ham ved krigens udbrud at blive erklæret statsløs, og derved undgå indkaldelse til militæret. (Mere end 26.000 dansksindede sønderjyder blev indkaldt, 5500 faldt i krigen)

I 1907 var Wienecke med blandt stifterne af den lokale socialdemokratiske forening. Selv om han fra starten var revolutionens drivkraft, var han ikke medlem af det første regulære arbejder- og soldaterråd. Et forhold, der formentlig skyldtes, at han på dette tidspunkt stadig var statsløs. Dette forhindrede ham dog ikke i at indtage, vel nok rådets vigtigste funktion som tilforordnet for landråden. Det blev også Wienecke, som kom til at organisere kredsens landarbejder- og bonderåd i landdistrikterne, der var en pendant til byernes arbejder- og soldaterråd. Som pressereferent og senere redaktør af arbejdernes eget dagblad "Der Freie Arbeiter" (”Den frie arbejder”), repræsenterede han også arbejderrådet udadtil. Ved det sidste af valgene til arbejder- og soldaterrådet overtog Wienecke endeligt formelt posten som rådets formand, den fjerde i rækken.

Soldaterrådene
Efter at revolutionen var gennemført i hele Nordslesvig og dagene gik, gled soldaterrådene efterhånden i baggrunden. Deres virksomhed var ret begrænset. De sørgede i de første måneder for den nødvendige bevogtning af de vigtigste bygninger, og understøttede arbejderrådene i deres virksomhed navnlig ved, at de leverede den fornødne magtudfoldelse, hvis det en gang imellem var ønskeligt. I virkeligheden lå rådenes største indsats i, at de var en slags demobiliseringsmedhjælpere. Tønder oprettede som den eneste af de Nordslesvigske købstæder et hjemsendelseskontor, som hjalp til med at skaffe alle ikke-hjemsendte de nødvendige papirer og derved spare dem for en tilbagerejse til deres troppeafdeling for at blive hjemsendt. En af grundene til disse råds svindende indflydelse var også, at de gamle garnisoner efterhånden blev opløst.

Bonderådene
Heller ikke bonderådene fik stor og langvarig betydning. De blev nedsat i landsognene uden synderlig interesse herfra, men som et nødvendigt onde. Hvor man ved soldaterrådenes oprettelse kunne tale om en spontan bevægelse, var oprettelsen af landarbejder- og bonderådene i landdistrikterne fra begyndelsen dikteret fra højeste sted. Rådenes opgave skulle først og fremmest være at organisere levnedsmiddeludskrivningerne, der i det krigsudpinte land behøvede en effektiv organisation.

Arbejderrådene i funktion

Naturligt blev det arbejderrådene, der fik den største betydning og var længst i funktion. Officielt fungerede de lige til den internationale kommission overtog alle styrende funktioner kort op mod genforeningen. Men også deres betydning skrumpede naturligvis meget ind, så snart regeringsmagten var blevet grundfæstet, og flere og flere beslutningsprocesser gled over i centralinstansernes hænder. Men hele den første vinter var arbejderrådet i Tønder i uindskrænket funktion. (”Republikken Als” levede kun i 3 dage!!) Der blev udpeget folk som tilforordnede til landråden, politimester og borgmester.

I de første måneder gik rådene energisk til værks. De udstedte en række daglige bekendtgørelser, og de tilforordnede kontrasignerede stort set alle bekendtgørelser og skrivelser. Selv om det var begrænset, hvor stor indflydelse de tilforordnede kunne udøve ved denne ret til kontrasignatur var den til stor irritation, især for den i ånd og sjæl prøjsiske landråd Böhme. I begyndelsen af 1919 kom denne irritation til udtryk i form af en klage til regeringen, over den langsommelige forretningsgang kontrasigneringen medførte for landråden. Landråden fik da også delvis medhold i klagen, ved at Wienecke og arbejderrådet fik henstilling om at kun nye og vigtige sager skulle kontrasigneres. I løbet af foråret 1919 mistede arbejderrådets tilforordnede også adgangen til byråds- og kredsudvalgsmøderne. (Amt)

Især voldte den politisk drevne og administrative dygtige Wienecke de prøjsisk-borgelige embedsmænd store problemer. Dette bragte ham i en voldsom konflikt med disse kredse, og i februar 1919 foranledigede et borgerudvalg da også, at der udstedtes en arrestordre mod ham for højforræderi. Sammen med nogle soldater fra luftskibsstationen skulle han have planlagt et spartakistisk oprør. (Rosa og Karls gruppe) Det var jo på denne tid, at den efterhånden åbenlyse reaktionære socialdemokratiske regering var i fuld gang med at nedkæmpe revolutionære arbejdergrupper i hele Tyskland.

Den socialdemokratiske forening i Tønder protesterede straks voldsomt mod arrestationen af Wienecke, og han blev hurtigt frikendt og løsladt igen og genindsat i sine tidligere tillidshverv. Wienecke lå også dengang langt til venstre for flertalssocialdemokraterne, men havde nok stadig en form for loyalitetsfølelse over for partiet. Om han havde forbindelse til den lille kommunistiske celle i Tønder, der eksisterede fra januar 1919, vides ikke.

Senere på sommeren blev der igen fra landråd Böhmes side gjort et forsøg på at slippe af med Wienecke . Selve arbejderrådets magt var på dette tidspunkt allerede så meget svækket, at det i første omgang lykkedes for Böhme at få afsat Wienecke fra posten som sin tilforordnede. Der var dog gjort regning uden byens arbejdere – store massive arbejdsnedlæggelser og demonstrationer (den 27. juni) tvang myndighederne og Böhme til at acceptere Wieneckes genindtræden på posten og at love, at dennes stilling som tilforordnet skulle være uændret også i fremtiden. Wienecke og hans kolleger forblev da også på deres poster i arbejderrådet og som tilforordnede helt ind til kort før genforeningen, hvor de som de sidste i Nordslesvig nedlagde deres poster.

Gudinden står ved grænsen
Revolutionen i Tyskland og særligt Nordslesvig vakte stor opmærksomhed i Danmark. "Med Slesvig under den røde fane er revolutionen nået så nær til Danmarks grænser, som det overhovedet er muligt. Et skridt endnu og "gudinden" træder over grænsen, og vi har revolutionen i landet", skrev socialisten Marie Nielsen begejstret i "Klassekampen" den 10. november 1918. Den danske regering (forsvarsminister Zahle) var derimod stærkt bekymret for den videre udvikling, Den forøgede vagten ved grænsen (2 rekylkorps) og gav ordre til at fremskynde hjemsendelsen af det mandskab, der var indkaldt på grund af verdenskrigen, af frygt for smitte fra de tyske soldaterrevolter. (Der havde været uro på kasernerne i København, og arbejderbefolkningen var stærkt utilfredse med livsbetingelserne. Politi og arbejdere stødte sammen i ”Slaget på Grønttorvet”)

Både frygt og forventning viste sig hurtigt at være ubegrundet. Oprettelsen af arbejder- og soldaterråd blev ikke indledningen til en revolutionær udvikling i Nordslesvig (Sønderjylland). Og i Danmark var der trods uro vel næppe en revolutionær situation.

Den forrådte revolution
I Tønder gik det fredeligt til, men i Berlin og de andre store tyske byer blev revolutionen kvalt i blod. Omkring nytår 1919 blev det tyske kommunistparti dannet med Rosa og Karl i spidsen. 2 uger senere blev de to myrdet.
Drømmen om en tysk arbejderstat døde i januar måned 1919, da arbejderklassens revolution blodigt blev kvalt af de tyske socialdemokrater, der i samarbejde med de reaktionære junkere, borgerklassen og militære frikorps nidkært bekæmpede arbejder- og soldaterråd, strejker, demonstrationer og mytterier.

Ebert og blodhunden Noske fuldendte Socialdemokratiets dobbelte forræderi. Tusindvis af arbejdere blev myrdet.

Hvis socialdemokratiet i 1918- 1919 havde støttet arbejderne og drømmen om en arbejderstat, kunne verden have undgået Hitlerdiktaturet, der i begyndelsen af 1930’erne støttede sig på de samme morderiske militære frikorps, som socialdemokraterne brugte mod deres egne klassefæller i 1919.

Rådene mister indflydelse
Regeringens politik betød, at rådene ved midten 1919 havde mistet det meste af deres indflydelse. Denne proces lettedes af, at den borgerlig – socialdemokratiske fraktion fra begyndelsen havde været i flertal i arbejderråderne. Alligevel var rådene vedblivende politisk mistænkelige for alle borgelige, tyske såvel som danske. Frygten for rådene som potentielle bærere af en revolutionær udvikling var rodfæstet.
Arbejder- og soldaterrådene blev ofte fra dansksindede kredse i landsdelen beskyldt for at være tyskorienterede, en beskyldning der også i Tønder havde en vis rigtighed. Dette blev brugt af nationale danske kredse mod arbejderrådet.

Med den internationale kommissions overtagelse af forvaltningen i Nordslesvig den 15. januar 1920, ophørte alle arbejder- og soldaterrådets funktioner i Tønder.

Strejker
Der gik dog ikke lang tid, før man i Tønder igen hørte fra revolutionstidens lokale ledere. Overgangen til kronemønt betød betydelige prisstigninger på alle varer. Som en naturlig følge krævede arbejderne i Tønder og det øvrige Sønderjylland, timelønnen hævet fra 1.60 til 2 kroner, herved ville timelønnen nærme sig niveauet i det øvrige Danmark. Da man pure nægtede at efterkomme disse rimelige krav, erklærede et arbejderudvalg med Wienecke i spidsen generalstrejke i de fire sønderjyske købstæder, fra den 4. juni (1920). Strejken var særdeles effektiv, især i Tønder – alt var lammet, på nær vandværk, posthus og jernbanen. Et forsøg fra borgerlig side på at indsætte politiet mod strejkevagterne på de kommunale værker, var ikke lykkedes.

Dagen efter brød militæret dog blokaden. Hertil så de danske dragoner, modsat politiet, sig ikke for gode. Efter trusler fra de strejkende om, at værkerne og kredshuset (amtshuset)ville blive stormet, såfremt militæret ikke blev fjernet, blev også store dele af byen omkring kredshuset afspærret af militæret. Da det senere på dagen viste sig, at det var bystyret, og kun bystyret, der kunne kræve politi eller militærbeskyttelse af de kommunale værker, krævede magistraten efter korte forhandlinger med strejkelederne militæret fjernet. Et dundrende nederlag for militæret og de ledende embedsmænd.

Tydeligt mærket af nederlaget, opfordrede de den fungerende landråd greve O.D. Schack til at lade strejkelederne arrestere. Af frygt for blodsudgydelser afviste greven dog forslaget. Dagen efter udnyttede politimester Stemann et kort fravær af greven fra byen til fra anden side at indhente tilladelsen til arrestationerne.

Arrestationen af Wienecke og tre andre af arbejdernes ledere fandt sted natten mellem den 6. og 7. juni. Herefter blev de uden varsel og lovhjemmel, sammen med deres familier, udvist og ført over grænsen til Flensborg med et totalforbud mod nogen sinde at rejse ind i Danmark igen! Dagen efter blev deres få ejendele ført samme vej på militære lastbiler.

Det danske borgerskab i Tønder jublede! Strejken varede endnu en uge efter Wieneckes og de andre lederes arrestation, men blev derefter afblæst med et løfte om, at kravene ville blive opfyldt. Der måtte dog mange nye kampe til, før dette skete fuldt ud.

Wieneckes videre skæbne
Efter udvisningen slog Wienecke sig ned i Husum, hvor han videreførte en aflægger af sit arbejderdagblad fra Tønder. Kort efter gik turen videre til Hamborg, ligeledes som redaktør for et arbejderblad.

På trods af forbudet mod at rejse ind i Danmark, vendte han tilbage i 1930 som kurér for Kommintern (kommunistisk internationale) for at bistå Martin Nielsen og Arne Munch Petersen i fraktionskampene i DKP.
Wienecke måtte i nazitiden flere gange i fængsel for sit politiske arbejde og sin kurérvirksomhed. Han endte da også i KZ-lejr, men overlevede. Efter krigen flyttede han til DDR, hvor han genoptog sit arbejde som murer og fagforeningsmand. Han døde i 1957.

I Tønder eksisterede der hele vejen gennem 20’erne en lille kommunistisk celle, der helt frem til 1932 følte sig mere knyttet til det tyske parti end det danske. De gamle kontakter fra revolutionstiden fik stor betydning for det antinazistiske arbejde 1933-45.

(Artiklen bygger bl.a. på research af lokalhistoriker Ingolf Haase)
 

 

”Tondernsche Zeitung, 9. november 1918:

Til befolkningen i Tønder
og omegn!

For at opretholde orden og sikkerhed, samt for at gennemføre den revolutionære bevægelse er der dannet følgende organisationer:

1. Arbejder- og soldaterrådet,
2. Eksekutivkomite,
3. Soldaterrådets kommandomyndighed

I forbindelse med nyordningen er der indtil nu truffet følgende beslutninger:

Forsyningen og ernæringen af militær og borgere bliver ordnet, henholdsvis fortsat på samme måde som hidtil.

Der er skabt sikkerhed for, at der sker en ordinær udbetaling af lønninger.

Henvisningerne fra eksekutivkomiteen og soldaterrådets kommandomyndighed skal i vores sags interesse følges.

Arbejdstjenesten ved gasværket, elektricitetsværket, ved læsning og losning af togene med fødevarer og behovsartikler, samt ved andre transporter af fødevarer og behovsartikler skal indtil , der er truffet andre ordninger, ubetinget fortsættes.

Ro og orden skal ubetinget opretholdes i gaderne.

Et hvert formålsløst skyderi skal undlades.

Eksekutivkomiteen og soldaterrådet kræver, at våben ikke bæres uden tilladelse, og at ammunition opbevares af soldaterrådet.

Civilister skal straks mod kvittering aflevere alle våben til soldaterrådet, Magistraten, 1. sal.

Til benyttelse af jagtvåben af en hver slags skal der søges om tilladelse hos soldaterrådet.

Efter soldaterrådets bestemmelse patruljeres der. Politiet forbliver i sin hidtidige funktion.

Alle bestemmelser fra soldaterrådet skal bære formanden Alexander Lipperts underskrift foruden underskriften fra yderligere et medlem af eksekutivkomiteen.

Eksekutivkomiteen forpligter indtrængende befolkningen til i egen interesse kun at følge disse bestemmelser, ubetinget og straks.

Tilhængerne af den revolutionære bevægelse blandt militær og borgere bliver bedt om at bære et rødt bånd på et synligt sted.

Arbejder- og soldaterrådet.
Alexander Lippert, Walter Birker, Franz Blunk, Otto Pastré
Ludwig Göbig, Wilhelm Langschwager

Opslået i Historie

single.php