Det officielle resultat fra parlamentsvalget i december gav kup-præsident Sisis støtter en sikker sejr. Men bag propagandaen og undertrykkelsen gemmer sig en udbredt modstand mod regimet. Det viser denne rapport fra de nylige valg til studenterrådene.

af Jacques Chastaing

Valget til studenterrådene på de offentlige universiteter i Egypten blev en jordskredssejr til revolutionens tilhængere og et nederlag til præsident Sissis støtter.

Valget havde bred tilslutning og fandt sted i den første uge af december 2015.
Således er både Anwar Abdullah, studenterrådsformand på Cairos Universitet, og Amr Al-Helw, studenterrådsformand på Tanta Universitet, begge kendt for deres tilknytning til den revolutionære opstand den 25. januar 2011. De er nu blevet valgt til henholdsvis formand og næstformand for den nationale Egyptiske Studenterunion.

Det skete trods myndighedernes kvælertag på valgene ved at forbyde opstillingen af omkring 700 studerende, som påstås at være medlemmer i “ulovlige” partier. Faktisk blev det forbudt at stille op, hvis man var mistænkt for at tilhøre Ungdomsbevægelsen af 6. April eller det Muslimske Broderskab, begge forbudte organisationer. Desuden var det en betingelse for at kunne stille op, at man ikke havde været i konflikt med myndighederne – hvilket har været tilfældet for mange studerende, der har deltaget i strejker og demonstrationer mod myndighederne, eller som er blevet dømt efter demonstrationer, sit-ins eller forskellige protester i løbet af de seneste fem år.

Oven på denne ydmygelse i studenterrådsvalget har ministeren for de videregående uddannelser, Ashraf al-Shehy, krævet valget annulleret. Hans påskud er såkaldte proceduremæssige fejl, hvilket er en uforskammethed, eftersom magtens partier aldrig har købt så mange stemmer og lavet så mange svindelnumre som i denne vinter. Endelig har han krævet, at Amr Al-Helw suspenderes fra universitetet for sine forbindelser med forbudte politiske organisationer, og fordi han turde stå op og anklage myndighederne for at have presset de studerende til at stemme på kandidater støtte af Undervisningsministeriet, som i øvrigt i strid med reglerne direkte finansierede en liste med de Egyptiske Studerendes Stemme.

Den 28. december opfordrede de revolutionære studerende til mobilisering på en pressekonference til mobiliseringer, der støtter den Egyptiske Studenterunion. En ny styrkeprøve er på vej mellem regeringen og studenterbevægelsen. En udtalelse kræver, at Ashraf al-Shehyen træder tilbage med henvisning til, at hvis han fortsætter på posten vil det være ensbetydende med fortsat korruption og bestræbelser på at ensrette de studerende. Denne udtalelse er underskrevet af Ungdomsbevægelsen af 6. April, Revolutionære Socialister og organisationer som det egyptiske Socialdemokrati og bevægelsen Brød og Frihed.

Uanset hvad det ender med, så viser det foreløbige resultat, at de studerende netop ikke er modløse og lige glade med politik, som man hele tiden påstår. Og hvis myndighederne definitivt annullerer valget og dermed dropper hele ideen om en demokratisk studenter-repræsentation, er det klart, at mange af dem ville blive skubbet væk fra den parlamentariske vej og over i en anden retning, hvor de vil skrive sig ind i revolutionens praktiske erindring.

(3. januar 2016)
Oversat fra
A l´encontre (Schweiz) af Karina Skov

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com