Revolutionen i 1917 var en social revolution på alle leder og kanter - også på familieområdet.

af Svend Vestergaard Jensen

Den russiske revolution fremstilles ofte som et statskup gennemført af brutale mænd. Og det førte jo til det, vi kender, til et diktatur – det stalinistiske bureaukratiske diktatur. En lige linje fra Lenin til Gulag. Dette gentages igen og igen – ikke mindst i 100-året for den russiske revolution. Men sandheden er, at revolutionen i 1917 var en social revolution på alle leder og kanter – også på familieområdet, det vi kan kalde den reproduktive sfære.

Familiesystemet blev rystet i sine rødder, og alle former for eksperimenter blev prøvet i nye former for fælles, kommunalt liv, især blandt unge mennesker. Det skete med det ledende revolutionære partis, det bolsjevikiske parti, nu kaldet det kommunistiske parti, fulde tilskyndelse og opbakning. I et program fra 1919 hed det blandt andet: "Partiets opgave for øjeblikket er først og fremmest at arbejde på området med ideer og uddannelse for fuldstændig at ødelægge alle spor af tidligere ulighed og fordomme, især blandt tilbagestående lag af arbejdere og bønder. Ikke at begrænse det til formel lighed for kvinder, kæmper partiet for at frigøre dem fra de materielle bånd fra forældet husholdning ved at erstatte det med kommunale huse, offentlige spisesteder, centrale vaskerier, børnehaver, osv.".

Det bolsjevistiske program på Lenin og Trotskijs tid var at frigøre kvinderne fra deres rolle som huslige slaver ved at erstatte private husholdninger med fælles former i hele den reproduktive sfære. Som Lev Trotskij skrev i Hverdagslivets Problemer (1923): "På familielivets område er den første nedbrydningsperiode endnu langt fra slut, nedbrydningen og forfaldet er i fuld gang (….) Hverdagslivet er langt mere konservativt end det økonomiske, bl.a. fordi der er endnu mindre bevidsthed om dette. På politikkens og økonomiens områder handler arbejderklassen som helhed, sætter derfor sin avantgarde – det kommunistiske parti – i forgrunden og virkeliggør derigennem sine historiske opgaver. På hverdagslivets område er arbejderklassen splittet i familiecellerne. Omvæltningen af statsmagten, endog omvæltningen af den økonomiske orden – fabrikkernes og værkstedernes overgang til det arbejdende folk -, og alt dette har naturligvis indflydelse på familien, og dog virker denne indflydelse kun udefra, kun indirekte, uden at berøre de fra fortiden nedarvede livsformer"

Kulturrevolutionen
Store indsatser skulle laves på de reproduktive områder, såsom socialisering af familieøkonomien og børneopdragelsen. Trotskij fortsætter fra samme skrift: "Vejen til den nye familie er altså dobbelt: a) kulturel opdragelse af klassen og personligheden i klassen, og b) materiel berigelse af den til stat organiserede klasse. Disse to processer er snævert forbundet med hinanden".

Mange forskellige deltog i disse nye muligheder for at skabe et nyt og andet samfund. Eksempelvis kunstnere på alle fronter dannede et utal af sammenslutninger før, under og efter revolutionen. De var som millioner af andre grebet af begejstring for de frigørende muligheder, revolutionen indebar. Og de blev støttet af det nye styre.

Den kunstneriske avantgarde mente, at de store opgaver, det nye samfund stod overfor, krævede en kulturrevolution, der vedrørte udvikling, uddannelse og opdragelse af masserne. En sådan gjaldt for alle forhold i det daglige liv og folks vante mønstre og normer. Folk skulle lære at indstille sig til de nye livsformer og måder, som socialisme også handlede om.

Så frø
Blandt kunstnerstrømningen Konstruktivisterne blev der udviklet en boligpolitisk vision om kollektivhuse, "dom kommuna", med minimalt boligareal og fællesfaciliteter. Disse skulle agere som "sociale kondensatorer" til at omforme vaner, som modeller for den kulturelle revolution. Der opstod nogle steder eksperimenter med det nye liv, "bytovye kommuny", levende arbejdsfællesskaber og boligkollektiver, byggerier som fx Trotskij var meget optaget af, da han her så – blandt meget – at de indeholdt frø til det nye samfund.

Det nye samfund krævede helt nye fysiske miljøer, som grundlag for arbejds- og boligkollektiver, kollektive faciliteter af enhver art samt klubber og mødesteder. En af konstruktivisterne, Iankowsky skrev i sin bog, "Henimod det nye menneske": "Revolutionen er ikke slut. Der forestår nu en kæmpe opgave med at revolutionere hele statens økonomi. Men det er for intet at regne i forhold til rekonstruktionen af hverdagslivet for landets millioner af indbyggere".

Lunacharskii – kommissær (minister) for uddannelse – skrev samstemmende; "Kommunismens mål er at ændre produktionsmåden og fordelingen af materielle varer. Men dette mål udgør ikke det endelige mål, idet mennesket jo ikke blot lever for at hengive sig til sine økonomiske gøremål, men økonomi og arbejde blot er midler til at understøtte det ´at leve´".

Den hellige familie
Men alt dette – og meget andet – blev slået tilbage. Den bureaukratiseringsproces, der allerede var påbegyndt i 1920erne, rullede alle progressive tiltag på alle livets områder, ramte også her. Den store omvæltning kom i 1936, hvor en ny lovgivning stort set trak alle de tidligere landvindinger tilbage. Undtagelsen var kvindernes ret til arbejde.

Familien blev igen gjort "hellig", aborter gjort ulovlige, skilsmisser blev mere og mere besværlige og kostede økonomisk. Mødre blev præmieret efter det 8. barn og opefter. Homoseksualitet blev igen betragtet som en forbrydelse, der blev straffet med fængsel. Vuggestuer og børnehaver blev lukket eller deres åbningstider forkortet. Man begyndte igen at forfølge de prostituerede i stedet for alfonser og bagmænd og så videre.

De kollektive tanker og handlinger – også på det reproduktive område – fik fra partiledelsen i begyndelsen af 1930erne følgende ord med på vejen inden opløsningen af dem: "Kommunen, set som kollektiver og kooperativer, arbejds- og boligfællesskaber, er en venstreorienteret afvej skabt af en småborgerlig og trotskistisk tankegang".

Indikator
Trotskij skrev om denne bureaukratiseringsproces – også hvad den betød på hele det reproduktive område i bogen Revolutionen Forrådt fra 1936. Han påpegede blandt andet her den nye familielovgivnings sociale slagsider. Det viste sig ret hurtigt, at loven medførte en stigning i antallet af hjemløse børn, et fald i kvindernes erhvervsaktivitet og en stigning i ulovligt afbrudte svangerskaber.

I en artikel fra 1938 med titlen "Følger Sovjetregeringen stadig de principper, som blev vedtaget for tyve år siden?", opsummerede Trotskij: "Kvindens stilling er den mest tydelige og sigende indikator for bedømmelsen af et socialt regime og statspolitik. Oktoberrevolutionen indskrev på sit banner frigørelsen af kvindekønnet og skabte den mest progressive lovgivning i historien vedrørende ægteskab og familie. Dette betyder selvfølgelig ikke, at et "lykkeligt liv" var umiddelbart i udsigt for den sovjetiske kvinde."

Den nu eksilerende revolutionsleder i Mexico fortsatte samme sted:
" En virkelig frigørelse af kvinderne er uopnåelig uden en generel højnelse af økonomien og kulturen, uden omstyrtelse af den småborgerlige økonomiske familieenhed, uden indførelse af samfundsmæssig bespisning og uddannelse. Imidlertid har bureaukratiet, med dets konservative instinkt, anet uråd ved familiens "opløsning". Det begyndte at synge lovsange om familiemiddagen, familiestorvasken, dvs. kvindens slaveri i hjemmet. For at gøre det hele fuldkomment har bureaukratiet genindført kriminel afstraffelse for abort, der er givet officielt stempel på kvindekønnets tilbagevenden til dyreriget."

Revolution og kontrarevolution – også på det reproduktive område – fandt inden for en relativ kort årrække. Det lykkedes ikke at slå de bureaukratiske tiltag i stykker. Det fortsatte på alle livets områder – dog fik bureaukratiet ikke afmonteret de nationaliserede produktionsmidler. Det skete først langt senere i historien – fra bureaukratisk magt til oligarkisk magt.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com