Under indtryk af den omfattende og voksende tilslutning til kravet om selvstændighed for Katalonien afholdt tidsskriftet Viento Sur den 17. oktober et debatmøde i Madrid med ovenstående titel. Blandt oplægsholderne var Jaime Pastor, mangeårig leder af Fjerde Internationale i Spanien. Før mødet skrev han dette indlæg.

 

Baggrunden for det, vi kalder ”det katalanske spørgsmål”, er i virkeligheden en krise for den dominerende ide i den spanske nation, som ikke har været i stand til at anerkende den katalanske nation på lige fod, og som nu – med udbruddet af den sociale og samfundsmæssige krise, falder sammen med en krise for den spanske stat inden for rammen af en dybere krise for hele eurozonen.

Det er rigtigt, at gældskrisen og rækken af ”redningspakker” for de selvstyrende regioner (også Katalonien) har bidraget til at puste liv i modsætningerne og skærpe konflikten om de nationale identiteter, men det ville være en fejl at anskue disse gnidninger som et spørgsmål om ”rige” mod ”fattige”, selv om der ikke mangler anledning i den retning, når man hører denne type argumenter fra den katalanske statsminister (præsidenten for Generalitat, regeringen i Katalonien, o.a.) og andre ledere af CiU (det regerende parti i Katalonien, o.a.).

Vi må ikke glemme, at modsætningen mellem den spanske nationalisme og kravene om at anerkende Katalonien som en nation går langt tilbage og fandt sit seneste juridiske udtryk med den spanske Grundlovsdomstols afgørelse i juli 2010 vedrørende ændringen af den katalanske grundlov (afgørelsen annullerede eller omdefinerede forskellige bestemmelser i den katalanske selvstændighed, som den var defineret i Kataloniens Estatur fra 2006 o.a.), og døren så dermed ud til at være definitivt lukket for en moderat føderalisering af Grundloven fra 1978.

Har man først anerkendt, at demonstrationen den 11. september var udtryk for en ubøjelighed, som ikke kan reduceres til ren og skær manipulation fra den katalanske regering, og at kravet om retten til at bestemme sin egen fremtid – herunder også selvstændighed – fra denne dag har fået en større folkelig opbakning, så vil det næppe være det bedste svar, hvis man fra kræfter uden for Katalonien hægter sig fast i en grundlovs-fundamentalisme, for slet ikke at snakke om de seneste trusler med frankistisk bismag om at ”spanificere” katalanerne.

Uanset ens overvejelser om det smarte eller realistiske i selvstændigheds-løsningen, så kan man ikke komme uden om, at dette krav står i centrum for den politiske debat, og derfor duer det ikke at afvise denne diskussion af hensyn til andre ”prioriteter”. Vi er nødt til at tage stilling til et reelt problem, ikke et ”opfundet” problem, og på den baggrund vil det være mest oplagt ud fra et demokratisk synspunkt at forsøge at skabe en ramme for dialog, som kan gøre det muligt – hvis det er det, katalanerne beslutter ved regionalvalget den 25. november (se note) – at finde en legal vej, hvor den katalanske befolkning uden trusler udefra kan holde en afstemning om, hvilken relation de ønsker at have med resten af den spanske stat.

Med respekt for såvel de historiske bånd mellem alle folk i den spanske stat, og for den dobbelte identitet, som eksisterer hos mange indbyggere i Katalonien og Baskerlandet, så har jeg været en indædt fortaler for en multinational føderalisme, som desuden, fra et venstreorienteret synspunkt, må være solidarisk. Men problemet er, at selv ikke denne mulighed har vi kunnet bane vej for gennem hele den lange periode siden Franco-diktaturets afslutning, netop på grund af grundloven fra 1978, som byggede på en eksklusiv opfattelse af den spanske nation, som forhindrede en sammenslutning af autonome regioner.

Dertil kommer den beklagelige status over en venstrefløj på statsligt plan, som for hovedpartens vedkommende ikke alene undlod at anfægte denne tese, men som endda gik så langt som at lovprise den med ”konstitutionel patriotisme”. Ikke engang en reform af et handlingslammet Senat som det nuværende i retning af et Føderalt Andetkammer har kunnet lade sig gøre. Derfor kan det, som jeg for nylig skrev i en bog, ikke overraske, at der nu vokser selvstændighedsprojekter frem i Katalonien og Baskerlandet, som er klar til at gennemføre civil ulydighed og gennemtvinge retten til selv at bestemme – og at lade sig ”skille – som reaktion på de permanente spændebånd fra Madrid.

Når man desuden ser på Quebecs erfaringer med Canada, og Skotlands med Storbritannien, så duer det heller ikke at reducere retten til selvbestemmelse til noget, der kun gælder for de koloniserede lande. Mange af staterne på den nordlige halvkugle er opbygget omkring en ”model” for en homogen nation, som har ført til marginalisering, tvungen assimilation eller underkastelse af andre eksisterende nationaliteter i de pågældende områder.

Det spanske eksempel bliver mere klart, hvis man husker på, at det netop var svaghederne i nationaliseringsprocessen, som staten stod i spidsen for, som fra 1898 fremmede udviklingen af nationalismen i periferien. Senere tillod hverken den 2. republik (1931-36) eller som nævnt den lange periode efter Franco en reel anerkendelse på lige vilkår af de forskellige nationale identiteter.

Derfor ser vi nu – under globaliseringens nyliberale krise og krisen for centralismen i disse stater – at forhåbningerne for disse statsløse nationer kommer kraftfuldt til udtryk mange forskellige steder. Det nytter altså ikke hverken at kigge den anden vej eller – ud fra en statslig venstrefløjsvinkel – at vende sig mod en demokratisk rettighed med den begrundelse, at dette krav kan udnyttes af kræfter som CiU eller PNV (borgerlige nationalister i Katalonien og Baskerlandet, o.a.).

Tværtimod, så er vores opgave at finde et svar, som kombinerer begge brudflader – den nationale og den sociale – for på den måde klart at tage afstand fra den dominerende spanske nationalisme, og samtidig bygge bro til de strømninger, som i Katalonien, Baskerlandet og andre steder står for et suverænt og anti-nyliberalt projekt.

Jaime Pastor er professor i politisk videnskab på universitetet for fjernundervisning UNED og medlem af ledelsen i Antikapitalistisk Venstre. Artiklen er oversat af Åge Skovrind fra tidsskriftet Cuarto Poder.

Note: En mulig legal vej kunne være artikel 150.2 i den spanske grundlov, som omhandler uddelegering af beføjelser til de autonome regioner, men denne vej blev desværre for nylig forkastet af et flertal i det spanske parlament. En anden mulighed er en helt ny lov, som grundlovseksperten Francisco Rubio Llorente har foreslået.

Opslået i Sydeuropa

single.php