Fredsforhandlingerne i Mindanao ser ud til at have båret frugt. Men lige under overfladen truer manglende anerkendelse af oprindelige folks ret til deres “forfædrene territorier”, med at ødelægge freden. International kapital står klar på sidelinjen, til at springe til og skabe nye fordrivelser. Vi har brug for at vise international solidaritet med de bevægelser der kæmper for alle befolkningsgruppers rettigheder.

 

Den væbnede konflikt og fredsprocessen
I Mindanao i det sydlige Filippinerne har de væbnede muslimske separatister i Moro Islamic Liberation Front (MILF) indgået en historisk fredsaftale med regeringen. Det juridiske grundlag for en ny autonom region – udarbejdet af MILF og regeringens forhandlingsgruppe – er ved at blive forhandlet på plads i Kongressen. Om alt går efter planen, bliver det vedtaget inden årets udgang. Mange har stærke interesser i, at intet kommer til at stå i vejen for overgangsprocessen.

Befolkningen er slidt op af årtiers væbnet konflikt. MILF er ivrige for at overtage styringen i den nye autonome region. Præsident Benigno Aquinos fireårige periode er ved at udløbe, og at skabe fred i Mindanao har været en af hans mærkesager. Han er allerede i gang med at rejse verden rundt for at levere budskabet til den fjerde aktør med interesser i ”freden”: Virksomhederne. Mindanao er nu, langt om længe, erklæret ”open for business”. Så snart våbnene forstummede, begyndte boremaskinerne til anlæggelse af miner at rumle.

Mindanao har ikke kun den højeste forekomst af våben i landet. Øen har også den højeste forekomst af mineraler, som udenlandsk kapital længe har været sulten på. For ti år siden vurderede USA at Mindanao har ”uudnyttede mineraler” til en værdi af mere end én billion dollar. Øen bliver også kaldt Filippinernes forrådskammer. Størstedelen af landets produktion af fødevarer kommer fra Mindanaos frodige jord. Områder, der hidtil har været beslaglagt til militærlejre, skal nu ”normaliseres”. Det betyder anlæggelse af plantage- og minedrift. Det betyder skovhugst. Det betyder en ny form for intern fordrivelse af de mennesker, der bor der.

De oprindelige folks kamp
En af de befolkningsgrupper, der systematisk har været sat på sidelinjen i de adskillige fredsforhandlinger, der gennem årtierne har kørt mellem den filippinske centralregering og forskellige oprørshære i Mindanao, er oprindelige folk. Dem, der har boet i Mindanao lige så længe som moroerne – de muslimske grupper – men som aldrig er blevet hverken islamiseret eller kristnet. Som for manges vedkommende lever efter egne sociale og politiske organiseringsformer med egne valgte ledere, og som bebor de ”forfædrene territorier”, som deres stammer har beboet siden ”tidernes morgen”.

Deres rettigheder til jorden er nu mere truet end nogensinde før. De territorier, MILF engang ”lånte” af de oprindelige folk til at anlægge militærlejre, bliver nu invaderet af store virksomheder, der vil anlægge plantager og miner. Loven om oprindelige folks rettigheder, vedtaget i Filippinerne i 1997, har aldrig været implementeret i det område, der nu skal omdannes til ny autonom region. I kombination med, at den jordreform, den nuværende præsidents mor Corazon Aquino skrev under på i 1988, aldrig er blevet fuldført, står de oprindelige folk i Mindanao i en prekær situation. De fleste af dem har ingen papirer på deres jord. Nu forsøger de desperat at få deres rettigheder til de forfædrene territorier anerkendt i det juridiske grundlag for den nye autonome region. Eller i det mindste nå at få papirer på den jord, de dyrker, inden overgangsprocessen går i gang.

Manglende solidaritet
De oprindelige folk har fra første dag støttet moroernes kamp for selvbestemmelse. Solidariteten ser desværre ikke ud til at gå den anden vej. MILF ønsker ikke at give de oprindelige folk andet end vage mundtlige løfter om, at de også vil blive betænkt i den nye autonome region. I den nuværende situation bliver enhver, der kritiserer fredsprocessen, beskyldt for at være ”spoilere”. De oprindelige folks kamp for retten til jorden er en ekstremt vanskelig balancegang, og venner er der ikke mange af. Mindanao Peoples Peace Movement, der arbejder på tværs af moroer, oprindelige folk og kristne filippinere, er en af de få grupper, der konsekvent og åbnet har bakket op om oprindelige folks ret til at få anerkendt deres forfædrene territorier i den nye autonome region. Deres parole har nemlig altid været: Ingen fred uden retfærdighed.

Befolkningen i Mindanao, moroer såvel som oprindelige folk og kristne filippinere, har brug for international solidaritet, hvis ikke ”freden” blot skal blive en ny form for krig. Hvor det før var våbnene, der fordrev befolkningen, er det nu kapitalen.

Vi opfordrer alle til at støtte Mindanao Peoples Peace Movements arbejde, ved at overføre et beløb til reg. 1551 konto 5073928, mærket ”Mindanao”. Så sender vi beløbet ubeskåret til MPPMs arbejde for social retfærdighed.

SAPs forretningsudvalg, 3. november 2014

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php