Silvia Federici kommer i dette interview ind på de særlige belastninger, som væksten i det ubetalte arbejde og reproduktionskrisen i det hele taget indebærer for kvinders arbejds- og livssituation, og i forlængelse heraf undertrykkelsessystemer og -mekanismer som fængselssamfundet i USA, den økonomisk-politisk betingede vold mod kvinder i Latinamerika, militariseringen af hverdagslivet mm, samt til slut eksempler på generobring af reproduktionen til fælles formål i Grækenland og Argentina.

af Silvia Federici, Francesca Coin

Francesca Coin (FC): I 70’erne var du en af de første, der tog diskussionen af ubetalt arbejde op, ud fra en påvisning af, at udgangspunktet for akkumulationsprocessen i fabrikkerne er kvindens krop. Hvad er der sket siden den tid?

 

Silvia Federici (FC): Ubetalt arbejde har  bredt sig med eksplosiv hast. Det, som vi dengang iagttog ud fra husarbejdets særlige perspektiv, har nu gennemsyret hele samfundet. Når vi ser på kapitalismens historie, så er der i vid udstrækning altid blevet udført ubetalt arbejde. Hvis vi ser på slaveriet, på det reproduktive arbejde, på hvordan landarbejde blev udført under slavelignende vilkår – af tjenestefolk og daglejere – så bliver det klart, at betalt arbejde er en regulær undtagelse i forhold til ubetalt arbejde.

 

Ubetalt arbejde fortsætter sin udbredelse i vore dage, både i traditionelle former og i nye former, hvis man skal have fat i et betalt job, så er man nødt til at arbejde uden betaling en del af tiden. Der er nogen, der har fortalt mig, at det nu om dage er nødvendigt at arbejde gratis 6-7 måneder, hvis man vil have sig et betalt job, og det er også mange steder sådan, at de hyrer dig gratis, så arbejder du 6-7 måneder, og så bliver du fyret.

 

Tvunget ubetalt arbejde er lige så udbredt. De første til at udnytte det var uddannelsesstederne. Ideen med praktik er helt central i den sammenhæng. Praktik bliver fremstillet, som om det er til gavn for de studerende, men på den måde bliver de reelt udnyttet fra deres allerførste (produktive) år. Den alder, hvor man begynder med at være produktiv, er stadigt faldende, og gratis arbejde udføres også i grundskolens ældste klasser.

 

Det er en del fremme i medierne nu, at der er masser af ‘gig’-arbejdere. ‘Gig’ er et jazz-udtryk, der refererer til improvisationer, og det bliver så her anvendt inden for arbejdets verden. Det drejer sig mere præcist om ’services on demand’, der udbreder Uber-modellen til alle andre sektorer, og på den måde sættes det i relief, at prekariatets arbejdsforhold nu også gør sig gældende inden for højere sociale ansættelsesområder.

 

Det rummer en meget vigtig pointe i relation til feminisme, især for de feminister, der opfatter deres entré på det betalte arbejdes scene som en slags forbedring eller frigørelse, fordi det drejer sig om områder, der ellers antages at ligge endnu længere fra ubetalt arbejde.

 

Vi betaler selv
FC: Du har allerede for noget tid siden påpeget, at fordismens [industriel produktionsform, baseret på seriefremstilling af ensartede produkter i store mængder; efter bilfabrikanten Henry Ford], o.a.] krise var karakteriseret ved gentagelsen af den ‘reproduktive krise’, som er så fremtrædende i forbindelse med udhulingen af hele det sociale system. Det er fra dette synspunkt overraskende, hvordan ubetalt arbejde i løbet af de seneste 40 år er blevet det normale, samtidig med at en bebrejdende retorik har gjort det usynligt ved at lægge skylden for de nuværende sociale lidelser på dem, der lider under dem. Jeg tænker f.eks. på den fortælling, der både har skabt og stigmatiseret ‘de dovne’ – der er en masse snak om dem for tiden – for at skjule afviklingen af velfærdsstaten bag hyklerisk snak om behovet for at straffe dem, der, som det bliver sagt, nasser på samfundet. Hvad betyder disse ting for samfundsmæssige forhold?

 

SF: Det er en omvendt verden. Siden 70’erne har der været en fordistisk tilgang til socialpolitikken – der var rent faktisk en sådan politik før fordismen, og den var baseret på offentlige investeringer, der skulle sikre reproduktionen af arbejdskraften. Det er en tilgang, der kulminerer med New Deal, med det formål at tilvejebringe en mere medgørlig og mere produktiv arbejdsstyrke. Denne idé dør med fordismen. Efter offentlige investeringer kom vi til finansialiseringen af det reproduktive arbejde: Det, der engang blev finansieret af staten, bliver nu betalt af os selv. Fra det øjeblik, hvor de offentlige ydelser blev skåret ned, er reproduktionen blevet et moment ved akkumulationen.

 

Fjernelsen af stipendier har fået studerende til at optage svimlende høje lån, så de i dag udgør en stærkt forgældet befolkningsgruppe, før de overhovedet er indtrådt på arbejdsmarkedet. Noget tilsvarende er sket inden for social- og sundhedsområdet, især med hensyn til de ældre, børneforsorg og daginstitutioner.

 

USA førte an i denne udvikling. Dem, der har brug for lægehjælp, må betale et betragteligt beløb, og stadigt færre ansatte presses til det yderste af et permanent overarbejde.

 

Offentlige nedskæringer
Den tayloristiske model [efter F.W. Taylor: ledelsesteori om optimering af den rationelle arbejdsproces, o.a.] er i de senere år kommet til at gælde på for arbejdet inden for social- og sundhedsområdet. De offentlige ydelser er blevet skåret ned, samtidig med at de (offentlige) ydelser er blevet ‘tayloriserede’. Så dem, der arbejder inden for disse områder, har langt flere klienter/patienter/brugere end før, så det ubetalte arbejde er også her i stærk vækst. Denne reduktion af offentlige ydelser til et minimum er omdrejningspunktet for den reproduktionskrise, som vi oplever.

 

Ofrene for denne alarmerende krise er først og fremmest kvinder, børn og ældre. Situationen på plejehjemmene er stærkt kritisk, fordi en permanent og tiltagende medicinering kompenserer for manglen på personale.

 

Mishandling på plejehjem er udbredt, det sker hver eneste dag. Ældre bliver fyldt med beroligende medicin og bundet til sengen. Det er langt fra tilfældigt, at antallet af dem, der tager deres eget liv, er steget i yderst skræmmende grad.

 

Det er også blevet almindeligt at give skolebørn medicin for at få dem til at makke ret og være medgørlige. Disse følger af reproduktionskrisen er et resultat af skiftet fra offentligt forbrug til markedsmodellen. Det indebærer, at der bliver taget udgangspunkt i, hvad reproduktionen koster, og det har i mange sammenhænge dødbringende konsekvenser for befolkningen.

 

Udskamning af de sociale ofre
Der er også et andet aspekt af reproduktionskrisen, der bør nævnes, det er den offentlige skam – den dér form for tilsvining, hvor de få, der stadigvæk modtager en eller anden form for hjælp eller understøttelse fra det offentlige, bliver beskyldt at være forkælede, sociale bedragere osv.

 

Disse bad guys bliver så sat i gabestokken og beskyldt for at være direkte årsag til budgetnedskæringerne, som om det er dem, der har fået hele økonomien til at bryde sammen. I Italien har offentlig tilsvining nået skændige højder. Det er vigtigt for mig at understrege, at vi må sige meget kraftigt fra over for den forestilling, at statens økonomiske vanskeligheder har noget som helst med misbrug af offentlig hjælp at gøre: Det er altså snarere sådan, at staten har det direkte ansvar for, at proletariatet i mange tilfælde tvinges ud i kriminalitet.

 

De tvinger os til at blive kriminelle for at overleve, fordi de har skåret enhver form for understøttelse eller lovmæssig adgang til reproduktive ydelser så drastisk ned eller helt væk, så det for en stor del af befolkningen ikke længere er muligt at eksistere uden at overskride lovens grænser: uden at sælge stoffer, uden at prostituere sig, uden at snyde og bedrage.

 

Det er derfor USA, neoliberalismens førende land, også er det førende land med hensyn til skabelsen af et fængselssamfund, det vil sige et samfund, hvor en stor del af befolkningen er underlagt et særligt styresystem – den er spærret inde, fordi den ikke har nogen lovlig indkomstkilde, og fordi den bliver opfattet som potentielt samfundsfjendtlig og voldelig, da den som historisk diskrimineret kan antages at gøre krav på, hvad der er taget fra den. Og den er således fra et tidligt tidspunkt blevet sat i fængsel og afskåret fra de få lovlige kanaler, der er tilbage at overleve på i en modbydelig og syg heksering.

 

Marx pointerede, hvordan kapitalismens udvikling førte til dannelsen af et ‘uden-for-loven’-proletariat. Vi kan udtrykke det på den måde, at dannelsen af et sådant proletariat er et verdensomspændende projekt i vore dage.

 

Det fremtræder tydeligt i forbindelse med migration. Det er i tiltagende grad nødvendigt at begive sig ud i kriminalitet, hvis man vil overleve, og det åbner så på sin side op for, at staten kan anvende vold over for arbejdsstyrken.

 

Vold mod kvinder
FC: Jeg læste forleden noget statistik om Grækenland, hvor det fremgik, at afviklingen af det offentlige forbrug påvirker kvinders liv dobbelt negativt, for det første fordi nedskæringer af sociale udgifter i overvejende grad går ud over kvinder, der arbejdede i den offentlige sektor, og som nu lades tilbage i hjemmet, og for det andet fordi nedskæringerne i sammenhæng hermed tvinger kvinderne til at genoptage deres traditionelle, ubetalte rolle med huslige opgaver, omsorg og pleje. Det fremgår også, at vold mod kvinder må opfattes som en uundgåelig konsekvens af den samfundsmæssige vold, som nedskæringspolitikken forårsager.

 

SF: Vold er tiltaget i enormt omfang de seneste år. Det er den permanente krigs vold. Der går ikke mange år imellem, at et nyt land bliver lagt i ruiner. Verden bliver i accelererende grad en slagmark og et fængselssystem. Den kapitalistiske vold vokser ukontrollabelt. Man kan se det ved indførelsen af strengere straffe og ved militariseringen af hverdagslivet.

 

I vore dages USA og Latinamerika er det hæren, der træner politiet; USA har bygget fængsler overalt i verden; firmaer og selskaber har deres egne soldater, og antallet af sikkerhedsvagter stiger støt. Det, der er hensigten med volden, og som dens fremtrædelsesformer er bestemt af, er udformningen af samfundet og subjektiviteten fra den mandlige subjektivitets synspunkt.

 

Disse processer rammer, som sædvanligt, kvinder allermest. Jeg deltog for nylig i et seminar om drab på kvinder i Colombia i en havneby ved Stillehavet, i Buenaventura-området, hvor der har været mange massakrer.

 

Dér kunne man iagttage mange af de faktorer, der bidrager til volden. Buenaventura er måske et af de allersmukkeste steder i denne verden. Det er en by med udsigt over Stillehavet, fra midten af en vidunderlig tropisk skov, der for nylig blev stærkt forurenet på grund af udvinding af guld. Vandet og floderne, som befolkningen anvendte til deres reproduktion, blev forurenet af kviksølv. Der er hele tiden sammenstød, fordi udvindingsaktiviteterne medfører udbytning og fordrivelse af folk fra lokalområdet.

 

Sådanne steder tjener vold, og i særlig grad vold mod kvinder, til at terrorisere befolkningen. En latinamerikansk antropolog, Rita Segato, har skrevet en meget interessant bog om det. Hun taler om et voldsbudskab, om en pædagogisk grusomhed i den forstand, at ved at dræbe kvinder, der er værgeløse og ikke nogen del af de stridende hære, så bliver folk advaret om, at de ikke kan modstå fordrivelsen, fordi de så ville støde sammen med kræfter, der ikke kender til barmhjertighed. At dræbe kvinder er et budskab om en grusomhed uden nogen som helst forsonende omstændigheder.

 

Det skal tilføjes, at kvinder er hovedaktørerne i forbindelse med genrejsningen af verdensøkonomien. I 1970’erne genstartede kvindearbejdet det økonomiske system. Kvinder har traditionelt måttet se volden i øjnene i de hjemlige omgivelser: ægtemanden har tugtet sin kone med vold, hvis hun ikke udførte sit husarbejde.

 

I vore dage må kvinder tit, for at overleve, arbejde på steder, hvor de i særlig grad er udsat for vold fra mænd. Det siges, at kvinder fra Guatemala, der migrerer til USA, tager p-piller, fordi de er sikre på, at de vil blive voldtaget undervejs. Mange af dem forsøger at hutle sig igennem, for blot at overleve, ved at sælge ting på gaden, så de render hver dag ind i vold, eller får politiet på nakken, hvad der kan komme ud på ét. Sexarbejde, arbejde i maquilas – de nyudlagte plantagemarker, hvor der udbydes arbejde med 14-16 timer pr. dag, gadesælgerne … hver eneste af disse arbejdssituationer er en lejlighed til vold.

 

Vold har også en intimiderende effekt. Den forhindrer eller begrænser muligheden for selvorganisering. Militariseringen af hverdagslivet indebærer, at kvinder i stadig større udstrækning bliver konfronteret med mænd, der arbejder med vold: soldaten, fangevogteren, sikkerhedsvagten.

 

Denne militarisering har indflydelse på subjektiviteten og på personlige relationer. Fanon skrev, at dem, der torturerer hver dag, ikke vil være i stand til at være gode ægtemænd, når de kommer hjem, fordi de vil blive ved med at løse konflikter på den måde, som de er vant til. Vi ser det i vore dage i et samfund, der bliver mere og mere krigsorienteret, hvor udnyttelse er baseret på åben vold, og dette har stadig større indflydelse på forholdet mellem mænd og kvinder.

 

Homo oeconomicus
FC: I 70’erne påviste du, hvordan udnyttelse var skjult i subjektivitet og i kvindelighed, og hvordan den blev fremstillet som ‘naturlig’ og usynliggjort, sådan at kvindens arbejde fremstod som en medfødt rettighed. At transformere denne usynlighed til politisk kamp blev af grundlæggende betydning for at rette fokus på den måde, hvorpå akkumulationen fandt sted, igennem kroppen og på den. At bringe udnyttelsen i subjektivitetens skjul – jeg tænker på migranters arbejde og på ‘Race at work’, en bog af Anna Curcio og Miguel Mellino – bliver undertiden opfattet som noget erhvervet, men er også tit uhåndgribeligt. Jeg tænker på ideen om homo oeconomicus. Denne kategori er stadigvæk almindelig brugt, selv om disse ‘selvets iværksættere’ i dag er ekstreme individer uden sikkerhedsnet, og hvis eneste værn mod fremtiden afhænger af deres tilgængelighed med hensyn til at arbejde stadig længere tid til stadig mindre betaling. Er denne idé om homo oeconomicus så ikke bare en anden slags udnyttelse, der bliver præsenteret som frigørelse?

 

SF: Ideologien om homo oeconomicus, om valget og om selvbeskæftigelsen er klokkeren neoliberal. Den uafhængighed, som selvbeskæftigelsen tilbyder, er reelt yderst begrænset. Hvis 8-timers arbejdsdagen på fabrikken var et fængsel, så er det det samme, hvis du ikke ved, om du om seks måneder vil have en indkomst, som du kan leve af, så du ikke har nogen muligheder for at lægge planer.

 

Der er ingen frigørelse forbundet med at leve under en vedvarende ustabilitet og med en permanent ængstelse i forhold til tilværelsens usikkerhedsmomenter. (Franco) Bifo (Berardi) skrev om dette i en af sine bøger. Han sagde, at usikkerheden, prekariteten, påvirker personlige relationer, skaber personligheder med hang til opportunisme, og som er tvunget til at dyrke sociale relationer for at overleve. Vi kan også se dette i de (sociale) bevægelser. Hvor der engang var en klar adskillelse mellem arbejde og politik – politik gik over i arbejde, når det sidstnævnte blev én nægtet, men arbejde blev ikke brugt til noget politisk – så er grænserne nu blevet grumsede, og det har negetive konsekvenser, fordi det indfører forskellige former for opportunisme i politikken, og jeg tror, at det er et af de største problemer, som vi står over for i dag.

 

Kollektiv selvorganisering
FC: Sidste år, da du var i Grækenland, talte du om de besatte steder og huse i Athen som vigtige erfaringer med hensyn til at befri reproduktionsbetingelserne fra monetær kontrol. I de senere år har der været meget frugtbare og lovende eksperimenter som f.eks. kollektive former for eksproprieringer i supermarkeder, selvreduktion af huslejer og regninger, forsøg på generhvervelse af jord, etablering af alternative økonomiske kredsløb, hvormed reproduktion kunne anvendes som en mulighed for at befri livet for udnyttelse. Hvordan kan denne pengekommando bringes til fald?

 

SF: Vi kan slippe fri af pengekommandoen, hvis vi først og fremmest forsvarer vore ‘fælles goder’, og så genvinder kontrol over og genoptager anvendelsen af jord, skove og vand. Det er en af de vigtigste kampe i dag, og det er ikke tilfældigt, at kapitalismen lægger hele regioner øde for at være sikker på, at deres mineralressourcer ikke falder i andres hænder.

 

Kampen imod mineudvinding, samt imod monokultur, genmodificerede afgrøder og transnationale selskabers kontrol over såsæd  er meget vigtig for de sociale bevægelsers politik både i Latinamerika og i USA og Canada. En af de stærkeste kampe i dag er sioux’ernes kamp imod etableringen af en pipeline, der skal krydse deres territorium for at forbinde Dakota med Illinois. Repræsentanter for oprindelige folk, samt mange andre aktivister kommer fra alle dele af landet og fra Latinamerika for at blokere for dette projekt.

 

Det er vigtigt at understrege, at disse kampe til forsvar for de fælles goder aldrig kun er defensive. De sigter alle imod at skabe et ‘fælles’ gode. At afgrænse sit landområde betyder også at forsvare muligheden for at kontrollere det territorium, der er nødvendigt for at opbygge politisk autonomi og selvstyre.

 

I byområder, besatte huse og organisatoriske netværk, skabt af kvinder i gaderne – fordi reproduktion nu om dage i flere og flere lande flyttes ud i gaderne – at skabe nye tilværelses- og solidaritetsformer. I brasilianske favelas eller argentinske villaer [slumbyer, o.a.] skaber folk, der er sat på gaden i landområder nye nabolag, nye lejre, hvor der bliver bygget huse, anlagt haver og plads til børnene.

 

Jeg besøgte en af disse ‘villaer’ i Argentina, Villa Retiro bis, hvor jeg mødte kvinder, der virkelig gjorde indtryk på mig. Jeg følte, at der var noget helt nyt i gang, fordi disse kvinder lever i en situation, hvor ethvert øjeblik af deres daglige liv bliver et øjeblik med politisk diskussion. Pointen er, at der er intet, der er garanteret der, og at alt skal erobres. Alt skal forsvares.

 

Disse kvinder prøver at skabe deres eget liv. De kæmper med staten for at få såsæd, for at få gratis elektricitet, for at få rent drikkevand, for at få rigtige veje i stedet for bare mudder, og det er derfor en uafbrudt kamp.

 

Disse kvinder prøver at skabe deres eget liv, de er bundet til hinanden, de har skabt et ‘kvindens hjem’, hvor der også er plads til forebyggende omsorg. Staten har bygget en mur for at adskille ‘villaen’ fra resten af byen, og for at forhindre andre beslaglæggelser, men kvinder har revet den ned. Disse kvinder bruger ‘de undertryktes teater’ som en slags politisk uddannelse, for at skabe politisk debat i deres egen kreds og for at tage fat på emner som f.eks. seksuelt misbrug, undertiden også på en sjov måde, og hvor de inviterer andre kvinder til at deltage.

 

Jeg ved ikke, om det, der sker, rækker til at stå makropolitikken imod, men jeg ved, at der er noget nyt, der er ved at ske, og det er der, det hele må begynde.

 

Silvia Federici er en italiensk-amerikansk politisk filosof, økonom og feministisk aktivist gennem mere end 40 år. Francesca Coin er ansat ved Cà Foscari-universitetet i Venezia, hvor hun underviser i neoliberalistisk politik og globale sociale bevægelser.

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com