Da regionerne blev oprettet ved kommunalreformen i 2007, betegnede den drivende kraft bag, den daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, bl.a. reformen som “fremtidssikret”.
Når samme Lars Løkke nu, godt fire år efter, går i gang med at afskaffe regionerne, stiller det umiddelbart denne udtalelse i et lidt komisk lys.
Men måske lå “fremtidssikringen” netop i, at regionskonstruktionen skulle vise sig at være så latterlig og blive så upopulær, at statsminister Lars Løkke uden modstand kan aflive den og erstatte den med noget endnu værre.
I så fald er Løkke-planen potentielt en succes!

 

Regionerne har i forbindelse med deres eneste virkeligt væsentlige opgave, hospitalsdriften, været et pseudodemokratisk alibi for:
– Gennemførelsen af en stor hospitalsreform, der reelt er styret af regeringen, og som ikke bare indeholder fornuftig centralisering af specialer, men en massakre mod nærhospitalerne generelt, dvs. også nedlæggelse af fødeafdelinger, skadestuer, geriatriske og medicinske afdelinger.
– Opbygningen af en privat hospitalssektor ved hjælp af omfattende indirekte statsstøtte, bl.a. ved regeringens “ventelistegarantier” til netop profitable kirurgiske indgreb, som privathospitalerne kunne lave på samlebånd – mens mere komplicerede behandlinger, også af alvorlige sygdomme, er blevet overladt til det offentlige.
– Dramatiske nedskæringer på en lang række områder på hospitalerne.

Eksempelvis i Region Hovedstaden er det fuldstændig åbenlyst, at regeringen har underkendt regionens hospitalsplan gang på gang – indtil man nu, med vedtagelsen af Hospitalsplan 2020, trods protester har slagtet alle de sygehuse, som regeringen ønskede slagtet.
Ligeledes er de omfattende fyringer af læger og sygeplejersker direkte dikteret af regeringen, idet de suverænt lægger rammen for regionernes økonomi.
De demokratisk valgte regionsrepræsentanter fungerer altså blot som lydige administratorer af beslutninger, der træffes i regeringen.

Intet under, at regionerne ikke nyder nogen stor popularitet. Regionsdemokratiet er et skindemokrati, som færre og færre gider interessere sig for. Valgdeltagelsen til regionsvalgene i 2009 var da også faldet til et historisk lavt niveau mellem 65 og 73%.

Er det så overhovedet værd at kaste sig ind i et forsvar af regionerne, når regeringen nu vil nedlægge dem? Både ja og nej.

Ja, i den forstand, at vi skal forsvare os mod noget værre. Og hvis rygterne om, at hospitalerne fremover skal styres ved “statsligt selveje”, ligesom gymnasierne styres i dag, taler sandt, er det en rendyrket katastrofe. Statsligt selveje er en – sikkert velplanlagt – glidebane til ren privatisering, idet man opdrager/tvinger institutionerne til at “konkurrere på markedet” og sætte det enkelte hospitals økonomi frem for patienternes sundhed som mål. På samme måde som gymnasierne nu går efter at få “eliteeleverne” og lade fanden tage de sidste, vil vi sikkert efter kort tid se overgennemsnitligt vanskelige (læs: omkostningskrævende) sygdomstilfælde havne på “taberhospitaler” – hvor de kan ende med at få en dårligere behandling.

Nej, i den forstand, at en defensiv kamp for regionernes bevarelse er både perspektivløs og håbløs. Der må og skal i samme åndedrag rejses offensive krav om et meget mere reelt demokrati på regionsplan:

– Slut med statslig indblanding i f.eks. regionernes hospitalsadministration. Det forudsætter:
– Skatteudskrivning i regionerne, så regionernes økonomi ikke er dikteret af staten. Det er her vigtigt, at regionsskatten bliver progressiv – mindst på linje med statsskatten.
– Flere relevante opgaver til regionerne. Enhedslisten har her bl.a. peget på særomsorg, genoptræning og miljøkontrol.

Vi kan ikke bare opgive en demokratisk platform, selv om den er totalt udvandet. Men vi kan ikke forsvare den, hvis vi ikke samtidig offensivt stiller krav om en styrkelse, der kan gøre demokratiet bare lidt mere reelt!

Socialistisk Arbejderpartis Forretningsudvalg, den 12.8.2011.

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php