Denne uges store politiske begivenhed var regeringens udspil til en skattereform – en såkaldt Jobreform II. Under dække af at give flere penge til lavtlønnede HK’ere er reformen en slet skjult gave til de velbjergede. Gennemføres reformen i sin nuværende form, vil den være historisk skæv og give massive skatterabatter til direktørerne, mens pensionister og arbejdsløse intet får. Reformen – og det finanslovsudspil, den er vævet sammen med – kalder på modstand!

Trods klichefyldte kolbøtter kan VLAK-regeringen ikke skjule det forhold, at den repræsenterer en snæver økonomisk elites økonomiske interesser. Alene navnet Jobreform om en skattereform, der åbenlyst vil gavne de rige mest, får regeringens spin til at virke latterlig. Oven i købet har regeringen været dum nok til at fodre pressen med åbenlyst misvisende familietype-beregninger, der skulle give statsministeren hold i påstanden om, at HK’eren tjener mere på regeringens skattereform end direktøren – procentvis altså.

Giv til de rige…

Skattereformen indeholder en række sænkninger af skatten gennem øget fradrag, som først og fremmest vil komme de rigeste til gavn. Hele 23 mia. kr. om året vil regeringen bruge på reformen, når den er fuldt indfaset. Det svarer til knapt 17½ mia. kr. efter tilbageløb. Regeringen mener selv at folk vil arbejde mere, og at udgiften derfor er 15 mia. kr.

Udgifterne skal gå til 9 forskellige initiativer, hvoraf de vægtigste er et jobfradrag til lav og mellemindkomster, forhøjelse og afskaffelse af maksimumsbeløbet på beskæftigelsesfradraget, øget skattefradrag ved indbetaling til pension, samt nedsættelse af registreringsafgiften på bilkøb fra 150 pct. til 100 pct. Fælles for initiativerne er, at de berører de fleste lønmodtagere. Men virkningen er størst for indkomstgrupper omkring topskattegrænsen og i flere tilfælde helt oppe i den øverste del af indkomstfordelingen. Dette er tilfældet for afskaffelsen af maksimumsgrænsen for beskæftigelsesfradraget, som er det mest udgiftskrævende initiativ i udspillet.

Reformen vil forøge uligheden markant, hvis den gennemføres i sin nuværende form. Regeringen egne tal – hvis man da kan stole på dem – viser, at Jobreform II er den mest ulighedsskabende reform i 20 år, næst efter Forårspakke 2.0 fra 2009. Det skyldes både, at reformen gavner toppen mest, men også det simple faktum, at folk på overførselsindkomst ikke får noget ud af reformen.

Angreb på velfærden – og klimaet

Samtidig er reformen et direkte angreb på velfærden. Med fremlæggelsen af regeringens finanslov er det nemlig blevet klart, at reformen finansieres for en stor dels vedkommende ved at bruge af det såkaldte råderum – bl.a. skabt af tidligere aftaler om nedskæringer på velfærden – og ved at skære på overførsler. Fuldt indfaset skal hele 7 mia. kr. bruges af råderummet, mens der skal findes nye besparelser for godt 5 mia. kr. Med andre ord skal der være meget mindre velfærd for at finansiere skattelettelser.

Af åbenlyse grunde beskyldes regeringen for hykleri, når den vil udhule de offentlige budgetter ved at sænke skatten. Gennemførelsen af grimme reformer de sidste 10-15 år har jo været under påskud af at ’skaffe penge til at bevare velfærden’. Nu er VLAK-regeringen tydeligt i gang med at afmontere denne for at skaffe penge til skattelettelser, som kommer de rigeste til gavn.

Forslaget til finanslov trækker desuden i en helt forkert retning i forhold til klimakrisen, hvis konsekvenser bliver mere og mere tydelige.

Besparelserne på DSB, nedsættelsen af afgiften på dyre fossilbiler. og nedsættelsen af taksterne på Storebælt vil medføre øget CO2-udslip. Dertil kommer mere trængsel på vejene, mere støj og forurening og flere trafikuheld. Desuden øges statens udgifter når folk flygter fra den kollektive trafik over i privatbiler.

Bevægelse for velfærd

Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten må arbejde på alle fronter for at forhindre, at skattereformen, erhvervsreformen og finansloven bliver vedtaget i sin nuværende form. Enhedslisten må bidrage til at afsløre regeringens velfærds-hykleri og dens manipulation af fakta for at skabe opbakning til sin arbejderfjendske politik. Og Enhedslisten må kaste kræfterne ind i at opbygge den bevægelse for velfærd, som bl.a. det faglige initiativ ”Danmark for velfærd” er spiren til. Det er afgørende, at dette ikke bare bliver en kampagne kørt af ansatte og tillidsvalgte, men at det faktisk lykkes at komme ud og mobilisere på græsrodsniveau. Og det er vigtigt at skabe samarbejde og samspil mellem det faglige initiativ og andre grupper, f.eks. arbejdsløse og ’reformramte’, uddannelsessøgende, klima- og miljø-bevægelser m.fl.

Der er ikke andre end Dansk Folkeparti til at bære denne aftale igennem i Folketinget. Opbygningen af en bred folkelig bevægelse er det, der realistisk kan skræmme DF fra at gentage historien fra 2000erne og give skjulte topskattelettelser til de rige, mens der ikke bliver råd til bedre velfærd for børn og ældre. Så det er langt fra en håbløs kamp.

Men EL må også bruge den nuværende situation til at vise, at venstrefløjen må stå for en fundamentalt anden skatte- og velfærds-politik. Den skatteaftale, som S-SF-R-regeringen lavede sammen med Venstre i 2012, var desværre et skandaløst skridt i præcis samme retning, som den borgerlige regeringen nu går endnu et skridt videre. Derfor er det i høj grad op til Enhedslisten troværdigt at præsentere og samle opbakning bag et alternativ: En politik, der beskatter de rigeste for at skaffe penge til velfærd og lavere skat til de laveste indkomster – både på og uden for arbejdsmarkedet.

SAP’s forretningsudvalg, den 3. september 2017

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php