Socialdemokraterne og SF bakker op om regeringens såkaldte ” ghettoplan ”. En aftale har gjort den lidt mindre uspiselig for boligbevægelsen. Men der er stadig trusler om ekspropriation af 11.000 boliger, der skal rives ned eller overgå til private spekulanter. Og de 1 million beboere i almene boliger skal tvinges til at betale udgifterne af deres opsparing.

 

Set fra en faktuel betragtning virker hele diskussionen om behovet for ”ghettoplanen” lidt besynderlig. Der er en geografisk ulige fordeling af sociale problemer. Som boligmarkedet er skruet sammen, er der en tendens til, at folk med lave indkomster bosætter sig i bestemte bykvarterer.

 

Der er udsatte boligområder med mange arbejdsløse, lavtuddannede og pensionister. De samme steder er der en tendens til, at de unge ikke kommer i uddannelse eller arbejde.
Det er klart, at der er behov for sociale indsatser, hvis der skal rettes op på denne ulighed. Men ”ghettoplanen” handler om helt andre ting.

 

Hokus pokus – ghettoplan
Den gode nyhed er, at det faktisk går den rigtige vej.

 

Siden regeringen fremlagde sin første ghettoplan i oktober 2010, er kriminaliteten faldet i de udsatte områder. Og de unge har klaret sig markant bedre i skolen. Andelen af unge 20-årige med en studentereksamen er steget fra 22% til 38%.

 

Regeringens første ”ghettoliste” bestod af 29 bebyggelser. Med de samme kriterier – korrekt anvendt – ville listen i dag være skrumpet til 13.

 

Men i stedet har regeringen ændret kriterierne og lavet en ny liste på 57 udsatte boligområder. 25 af disse er af regeringen udpeget til ”ghettoområder” og af disse 16 ”hårde ghettoområder”.
Regeringen har et behov for at puste problemerne op. Hvorfor? Det bliver gentaget gang på gang: Samfundets sammenhængskraft er truet. Truet af hvad? Folk med udenlandsk baggrund? Folk, der bor til leje? Parallelsamfund? Men hvad er et parallelsamfund? Endnu har ingen kunnet give en nogenlunde forståelig og klar definition. Det handler mere om ideologi og luftkasteller end realiteter.

 

Til gengæld har regeringen gjort en betydelig indsats for at spænde ben for den positive udvikling – for eksempel ved med 225-timersregel, integrationsydelse og kontanthjælpsloft at skabe endnu større fattigdomsproblemer.

 

Tyveriet fra Landsbyggefonden 
Den nye ”ghettoplan” blev fulgt af protester i hele den almene boligbevægelse. De 12 milliarder, som planen ville koste, skulle betales af de almene lejere. Pengene skulle hentes i Landsbyggefonden, det vil sige tages fra den opsparing, som lejerne indbetaler gennem huslejen, og som bruges blandt andet til nybyggeri, renoveringer og boligsocialt arbejde. Det er så at sige lejernes ”friværdi”, som skal sikre, at boligerne kan få nye vinduer eller nyt tag, når der bliver behov for det.

 

Det provokerende var, at de 12 milliarder allerede var afsat til projekter, der var undervejs. Projekter, der skulle fjerne sundhedsskadelig skimmelsvamp, giftigt PCP og smuldrende asbesttage.

 

Samtidig meldte regeringen ud, at de ville fjerne ”ydelsesstøtten” til nybyggeri. Det ville gøre det praktisk taget umuligt at opføre nyt alment byggeri.

 

I den endelige aftale blev kompromiset, at ydelsesstøtten bevares, så staten stadig støtter nybyggeri. Men der hentes stadigvæk 10 milliarder fra Landsbyggefonden. Disse penge skal bruges til blandt andet nedrivninger, renoveringer og nedsættelse af huslejen i nogle af de udsatte områder. Og så skal der bruges penge til mere boligsocialt arbejde og til infrastruktur, hvad det så end er.

 

Der bliver lovet forhandlinger, der skulle sikre at projekter, der venter, kan gennemføres som planlagt. Det er altså stadig lejerne, der skal betale hovedparten af regningen for planen. En plan, der mere eller mindre bliver trukket ned over hovedet på de berørte lejere.

 

Demokratiet bliver kørt over
Beboerne i de 16 såkaldt ”hårde ghettoer” bliver særligt berørt at planen. Her er kravet, at 60% af de almene familieboliger skal fjernes. De skal enten nedrives, omdannes til ejerboliger eller sælges til spekulanter til privat udlejning.

 

Boligselskaberne skal fremlægge en plan for, hvordan det kan ske. Hvis de ikke er i stand til det, kan staten gå ind og tvangsovertage bebyggelserne og gennemføre deres plan. Det lokale beboerdemokrati bliver sat helt ud af kraft.

 

En konsekvens bliver, at der forsvinder omkring 11.000 almene boliger. Boliger, som der er stort behov for. I mange tilfælde er det billige og velfungerende boliger, der forsvinder. Og der er ikke planer om at opføre erstatningsboliger. Kommunerne kommer til at mange boliger til social anvisning. Alene i Københavns Kommune kommer der til at mangle 3.700 boliger.

 

Kontanthjælp – ingen adgang
Kommunerne har allerede i dag store problemer med at skaffe billige boliger til anvisning. Derfor er den nye regel om, at kontanthjælpsmodtagere ikke må anvises boliger i de udsatte områder, grotesk. Men i øvrigt får reglen kun symbolsk betydning. Med de særlig udlejningsregler, der allerede i dag gælder i disse områder, kan man ikke flytte ind, hvis man er på kontanthjælp. Fleksibel udlejning favoriserer folk med arbejde.

 

Det er et af de store problemer med ”ghettoplanen”, at den ikke forholder sig til manglen på boliger til folk med lave indkomster. Når folk bliver tvunget til at flytte rundt efter hvor der er en billig bolig, er grunden lagt for nye problemer. Nye udsatte boligområder kan opstå.

 

Kamp mod spekulation og privatiseringer
Fogh-regeringen tabte i sin tid kampen om salg af almene boliger. Karen Jespersens berømte forsøgslov blev en dundrende fiasko. Det skyldtes massiv modstand i de almene boligafdelinger. Resultatet var, at under 100 boliger blev privatiseret.

 

Aftalen om “parallelsamfund” er en vigtig sejr for Løkke-regeringen. Den har opnået det, der ikke lykkedes for Fogh. Denne gang er de borgerlige – med støtte fra SD og SF – tilsyneladende ved at vinde en runde i kampen om privatisering og mere privat spekulation i boligsektoren?

 

Opgaven for venstrefløjen må være at rejse kampen mod nedrivninger og privatiseringer. Men kampen har vanskelige vilkår. Problemet er klassisk del og hersk-strategi fra magthavernes side. Det er de svageste, som står i frontlinjen og er udset til at miste deres boliger. En alliance med de øvrige 560.000 almene lejere ligger lige for. Men har den “ressourcestærke” del af boligbevægelsen – i deres begejstring over at pengene fra fonden er reddet på målstregen – opdaget, hvad der er ved at ske?

 

Regeringens ”ghettoplan” fortjener ikke den støtte, som Socialdemokraterne og SF har givet den. Den burde være skrottet. Protesterne og underskriftindsamlingen imod tyveriet fra Landsbyggefonden viste retningen. Der er andre udmærkede initiativer, som for eksempel facebook-grupperne: GHETTOGETHER – sammen imod ghettoudspillet, og Almen modstand – Forsvar beboerdemokratiet.

 

Men der skal naturligvis mere til: En bred bevægelse af almene beboere i en gennemorganiseret, demokratisk og kampberedt lejer – og boligbevægelse. Opgaven med at opbygge denne styrke, organisatorisk og politisk, ligger stadig foran os.

 

SAPs forretningsudvalg, den 26.maj 2018

Opslået i Facebook, SAP's ugekommentar, Socialt og Bolig

single.php