Mens Helle Thorning-Schmidt sidder til mindehøjtidelighed for Nelson Mandela i Sydafrika og tilsyneladende morer sig med at tage billeder af sig selv sammen med Obama og David Cameron, som hun dog ikke vil offentliggøre, fordi de angiveligt er for slørede, så er billedet af en dansk regering i dyb krise til gengæld ulidelig skarpt.

Svingdørene suser rundt i ministerierne i disse dage. Først roteres justitsminister Morten Bødskov ud, efter at være blevet grebet i at lyve overfor Udenrigsudvalget, og i den slipstrøm finder udenrigsminister og tidligere SF-Formand Villy Søvndal det opportunt at meddele, at han af helbredsgrunde trækker sig ud af politik. Det åbner op for en større ministerrokade, hvor SF`s Holger K. nu endelig kan få sit hede drømmejob, endnu en ung SF’er kan få lov at mærke taburettens varme, og hvor et par højredrejede og karriereorienterede socialdemokrater bliver udskiftet med et par andre af, vil det formentlig vise sig, cirka samme slags.

Helle Thorning Schmidt og den øvrige regering tumler nærmest blindt rundt i den politiske porcelænsforretning, alt imens kærnevælgerne i stigende antal forlader butikken. Et totalt fejlgreb i forbindelse med finanslovsforhandlingerne truer nu med at sende SF under spærregrænsen.SF forsømte en oplagt lejlighed til at generobre bare lidt af sin identitet ved at sætte sin regeringsdeltagelse på spil for kravet om et finanslovsforlig med Enhedslisten.

Selv om regeringen i virkeligheden fik en foræring i form afsløringerne af Venstreformand Lars Løkke Rasmussens skandaløse luksusoverforbrug af skatteborgernes penge, så formåede man ikke at udnytte muligheden. En hårdere kritik af den slags udskejelser, en reform af rejsereglerne for politikere og højere embedsmænd kombineret med et mindre sving til venstre i et finanslovforlig med Enhedslisten kunne ellers have rettet skuden lidt op. Men Helle, Margrethe Vestager og Bjarne Corydon insisterer fortsat stædigt på, at den nyliberalistiske EU-dikterede nedskæringspolitik er den eneste mulighed for at vende krisen og fremkalde et økonomisk opsving, som de stadigt mere krampagtigt tror ligger lige om hjørnet. Villy Søvndal og SF har med sin passive tilslutning til regeringens asociale kurs allerede begået politisk selvmord, og nu er socialdemokraterne i gang med det samme. Vinderne bliver de Radikale, som efter et valg kan fortsætte omfordelingen fra de fattige til de rige sammen med et styrket Venstre.

I forbindelse med Villy Søvndals afgang som udenrigsminister blev repræsentanter for de øvrige partier i øvrigt spurgt om deres holdning til den tidligere udenrigsminister. De fleste havde pæne ord at sige om ham. ”En flink mand, der har tjent landet godt og nydt stor respekt for sit solide virke i demokratiet tjeneste”, lød det fra de forskellige partispidser. Dog med en undtagelse: Lars Løkke Rasmussen. Han mente ikke, at Villy havde gjort nogen særlig god profil som udenrigsminister, nok snarere det modsatte.” Nej”, udtalte Venstreformanden, hvis man virkelig skulle pege på en politisk fortjeneste som Villy havde gjort Danmark, så var det, at ”han havde fået trukket SF i arbejdstøjet og sørget for at partiet var med til at tage ansvar”. Mange tidligere SF´ere og socialistisk indstillede vælgere vil nok lidt modvilligt give Lars Løkke ret i meget af den karakteristik, idet de måske tænker, at arbejdstøjet nok mere har haft form af spændetrøjer.

I forbindelse med sagen om den lyvende justitsminister har Enhedslistens folketingsmedlemmer gjort det helt rigtige og fastholdt, at man ikke kan have tillid til og på nogen måde støtte politikere og ministre, der bevidst vildleder det øvrige Folketing. Det er godt, at Enhedslisten således fastholder en grundlæggende kritik af regeringen og fastholder et pres og derigennem mere og mere fremstår som det eneste ærlige politisk og socialt ansvarlige projekt.

I den nuværende politiske situation er det vigtigere end nogensinde, at Enhedslisten til stadighed påpeger, at selv nok så store sociale nedskæringer og lønnedgange ikke vil løse krisen. At man ikke går på kompromis med holdningerne, og at man klart og konsekvent opretholder forsvaret for arbejderklassen og de svageste. Lige så afgørende er det, at Enhedslisten hele tiden tager initiativ til modstand og støtter alle former for initiativer imod regeringens nedskæringer. For tiden er det de studerende, der viser vejen, idet de nægter at acceptere stramningerne og disciplineringen af studierne, samtidig med at de demonstrerer og besætter læreranstalterne. Disse former for aktiviteter er den eneste vej frem og det eneste middel imod desillusionering og demoralisering, og det er i den slags sammenhænge, at alle Enhedsliste-folk bør lægge så mange af deres kræfter som muligt.

Socialistisk Arbejderpartis Forretningsudvalg, den 13. december 2013

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php