Regeringen har netop lavet den årlige økonomiaftale med kommunerne, som skal gælde for budgetterne i 2013, og uanset hvad man end måtte mene om S-SF-R-regeringens hidtidige resultater, så man konstatere, at det er en højst overraskende aftale.

 

Rigtig mange vælgere havde sat deres lid til at magtskiftet med Socialdemokraterne og SF i ministerkontorerne ville medføre forbedringer af kommunernes økonomi, og at man ville få genoprettet mange års borgerligt dikterede nedskæringer af de basale velfærdsydelser i kommunerne. Nedskæringer der har betydet forringede pasningstilbud for børn og ældre,
dårligere skoler og veje, der ikke blev reparerede.
I valgprogrammerne fra sidste år fremlagde de to partier en række reformer af den kommunale sektor og lovede en større tilførsel af midler til kommunerne. Blandt andet ville man for at rette op på folkeskolen årligt tilføre kommunerne 2 mia. kr. Samlet ville S og SF hæve kommunernes økonomi således, at den i 2015 årligt skulle være 12,5 mia. kr. højere, også udover de almindelige løn- og prisfremskrivninger. ”VKO har konsekvent prioriteret skattelettelser over velfærd. Det er en væsentlig grund til, at et klart flertal af befolkningen oplever, at kvaliteten er blevet dårligere gennem de senere år”, lød den skarpe kritik fra Helle og Villy.

Regeringens politik i foråret har dog skuffet tusinder af lønmodtagere og de færreste havde formentligt forventet et kursskifte eller regnet med, at regeringen ville leve op til sine valgløfter i forbindelse med en aftale på det kommunale område. Men at den aftale, som regeringen nu har endt med at diktere kommunerne, er dårligere end noget som helst, den borgerlige regering lavede i de foregående ti år, kommer nok som en overraskelse for de fleste, der har kigget bag ved de obligatoriske floskler fra finansminister og KL-formand om, at ”velfærden er sikret”, ”at der kommer flere pædagoger” og ”at det forebyggende sundhedsarbejde styrkes”. Udtalelser der kun har til formål at sløre det sande billede af, at der er tale om en historisk ringe kommunal økonomiaftale.

Aftalen betyder, at kommunerne kun må øge deres samlede udgifter med 1,4 %. Så langt lykkedes det aldrig for vekslende borgerlige ministre at presse KL og kommunerne. Med det voksende såkaldte demografiske pres, som indebærer flere plejekrævende ældre, flere borgere der skal have specielle ydelser og voksende sundhedsudgifter, og når man dertil lægger de forventede lønstigninger og inflationen, så vil resultatet være forsatte og forværrede nedskæringer i kommunernes udgifter til velfærd og service.

Der er således ingen grund til at lægge fingrene imellem, når man vil kritisere de to ledende arbejderpartiers kommunalpolitik. Selv ikke når den skal rettes mod en række dybt ulykkelige socialdemokratiske borgmestre, som ikke aner, hvad de skal stille op for at blive genvalgt. Der bliver ikke plads til gaver til vælgerne før næste års kommunalvalg.
Der er heller ingen grund til at revidere parolen om et kommunalt oprør. Det er sådan set mere nødvendigt end nogensinde. I stedet for at fortvivle over de stadigt ringere meningsmålinger for S og SF, så burde borgmestrene stille sig i spidsen for deres borgere og kræve, at regeringen holder sine
valgløfter og forbedrer de økonomiske vilkår for kommunerne. Det kan regeringen sagtens finansiere – ved sammen med Enhedslisten at gennemføre en skattereform, der tager pengene fra de rige.

SAP’s Forretningsudvalg, den 22. juni 2012

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php