Regeringen vil forsøge at privatisere vandforsyningen. Det fremgår af en bestilt rapport til Finansministeriet.

Regeringen vil dog ikke offentliggøre rapporten, men flere medier har refereret til rapporten, der er lavet af konsulentfirmaet McKinsey. Her er opskriften på vandforsyningen i Danmark blandt andet privatiseringer og nye professionelle ledelser – kendte metoder fra andre tiltag i den neoliberalistiske offensiv.

Ved at privatisere kan det drives mere effektivt, og prisen bliver billigere for forbrugerne, er den slidte grammofonplade, der kører rundt og rundt. Der kan spares op mod 7 mia. kroner, påstår rapporten, hvis fjernvarmesektoren og vandforsyningssektoren bliver privatiseret. En medicin McKinsey rundt om i verden foreslår, nemlig at løsningen er at kommercialisere naturressourcer, gøre dem til varer – herunder vand. Deres medicin på alle problemstillinger er kendte – at privatisere og gøre stadig flere områder til genstand for økonomisk udbytning. Også når det gælder den basale forudsætning for alt liv – vandet.

Vandgiganter
I Danmark er vandforsyningen overvejende kommunal og forbrugerejet og arbejder ud fra "hvile i sig selv-princippet". Et overskud må ikke trækkes ud af selskabet. Det skal indgå i selskabets drift. Disse bruger-ejede og offentlige selskaber har monopol i deres forsyningsområde. Selskaberne har en klar interesse i at gøre vandforsyning så god, billig og energi-rigtig som mulig. Der er ingen profit at hente. Vand er noget, man kan bruge – skånsomt – men ikke eje. Tillige har disse virksomheder og kommunerne interesse i at klima-sikre et område, hvilket en privat koncern på vandområdet ikke har.

En privatisering vil have en helt anden logik – maksimal økonomisk afkast af investeringerne – ikke billigere for forbrugerne. Tværtimod. Når først vandforsyningen er privatiseret, er det svært at føre sektoren tilbage til fællesskaberne. Dog har en række områder og lande i verden gjort det efter erfaringer med den neoliberalistiske vandpolitik.

Selskaber, der vil opkøbe retten til vandet, eje det og distribuere det til den pris, de kan få på markedet, er store selskaber, der opererer globalt. Privatisering af vandforsyningen er det første skridt i retning af privatisering af alt, hvad der har med vand at gøre. Og når vandgiganterne har gjort deres entre, så stiger priserne, og vandkvaliteten falder. Eksempelvis kan postevand efter år med privatisering være en saga blot. Vand kommer på flasker. Miljøaffald er en stor omkostning, som flaskevandsindustrien påfører samfundet.

Dyr fornøjelse
Privatisering af vand har fundet sted i mange lande, i mange lokalområder. Erfaringer med det har også ført til en modsat tendens – afprivatisering, det vil sige at man tager vandforsyningen tilbage til fællesskaberne. Den tyske hovedstad Berlin forsøgte sig med privatisering af vandsektoren. Det blev en dyr fornøjelse. Privatisering af vandet betød – logisk nok – at der skulle tjenes penge på vand ved at lade prisen stige og lave færre investeringer i infrastrukturen.

Politikerne i Berlin så privatisering som en mulighed for at tjene penge og havde en forventning om, at de private virksomheder kunne drive vandforsyningen mere effektivt. I perioden fra 1999 til 2014 oplevede Berlins borgere en prisstigning på omkring 35 procent. Mens borgerne betalte det ekstra, høstede de private investorer en profit på 11,4 mia. kroner i perioden 1999-2011.

Delstatsstyret tog konsekvenserne og købte de private ud og førte vandforsyningen tilbage på det offentliges hænder. For at gøre det måtte delstaten optage et lån, der bliver betalt af over indbyggernes vandregning de næste 30 år.

Lignende tiltag er sket verden over med afprivatisering, gennationalisering af vandforsyning. Ifølge en rapport fra 2015 fra tænketanken Transnational Institute er der 235 tilfælde af gennationaliseringer. Generelt er erfaringerne, at det private marked har gjort vandet dyrere og dårligere, og at man har forsømt at investere, blandt andet for at sikre vandforsyningen mod klimaforandringer.

Eksemplet Bolivia
Det latinamerikanske land Bolivia viser, at kampen om vandet – kampen mellem privattilegnelse og fællesskabet fik store politiske konsekvenser – også i forhold til regeringsmagten gennem de seneste par årtier. I 1999 anbefalede Verdensbanken en privatisering af den kommunale vandforsyning. Samme år i oktober blev en lov om drikkevand og spildevandsafledning vedtaget, som standsede offentlige tilskud og tillod privatisering.

Priserne steg voldsomt. Året efter blev der dannet en borgerbevægelse. Bevægelsen lavede massemobiliseringer i byen Cochabamba og lammede byen i fire dage. Inden måneden var omme, marcherede millioner af bolivianere til byen, lavede generalstrejke og stoppede al transport. Under møderne udsendte demonstranterne Cochabamba-erklæringen, der krævede en beskyttelse af de universelle vandrettigheder.

Regeringen lovede at sænke priserne på vand, men det skete ikke. Kampene fortsatte og bolivianerne førte "vandkrig" og vandt til sidst. Vandsagen og andre centrale kampe om de fælles ressourcer mobiliserede befolkningen mod det gamle system, der lavede privatiseringerne. Gennem disse kampe kom et systemskifte. Evo Morales fra MAS – Movimiento al Socialismo – kom til magten.

Vanddemokrati
Den kendte forsker og aktivist Vandana Shiva fra Indien skrev i sin bog "Krig om Vand – privatisering, forurening og profit": "Den menneskeskabte knaphed på vand og de allestedsforekommende konflikter om vandet kan reduceres, hvis man indser, at vandet er en fælles ressource. Bevægelserne for at bevare vandet viser også, at den virkelige løsning på krisen om vandet ligger i folks energi, arbejdskraft, tid, omhu og solidaritet. Det mest effektive alternativ til vandmonopolerne er et vanddemokrati. Den nuværende krig om vandet, igangsat af internationale koncerner, kan kun vindes gennem den brede kamp for demokrati omkring vandet. De folkelige bevægelser har vist, at man kan skabe overflod ud af knaphed".

Vandana Shiva har været meget aktiv omkring de tidligere World Social Forums. Hun modtog som leder af International Forum on Globalization sammen med to andre i 1993 den Alternative Nobelpris.

Med erfaringer fra områder rundt om i verden og med den gode danske vandforsyning – drevet af ikke profit-motiver, men ud fra menneskelige behov – må regeringens forsøg på privatiseringer afvises. Den bestilte rapport fra McKinsey skal blot arkiveres lodret. Kontrollen og styringen af vandforsyning og anden grundlæggende forsyning kan, hvis man kæmper, udvikle sig længere i retning af mere vanddemokrati – for nu at bruge Shivas udmærkede begreb.

 

Opslået i Dansk politik

single.php