Det begyndte så fint, da Helle Thorning-Schmidt skulle holde tale på Folkemøde på Bornholm. Hun lagde ud med en benhård kritik af regeringen for at friholde de rige, når regningen for krisen skal betales. Hun henviste til, at det er banker og spekulanter, der har skabt krisen, og hun påpegede med eksempler, at det er almindelige mennesker, som betaler regningen.

 

Denne del af talen havde en klar social profil. Man kunne et øjeblik blive helt i tvivl, om det var den samme Helle Thorning-Schmidt, der afskaffede både klasser og klassekamp, da hun skulle vælges til partiformand.
At markere sig med en klar profil, nærmest en klasseholdning, er vejen frem, hvis Socialdemokraterne skal vokse, hvis vi skal have et regeringsskifte, og ikke mindst, hvis S skal vokse så meget, at vi kan få et rent rødt flertal. En helt ny undersøgelse (Berlingske Tidende, 20.6.11) viser, at vælgerne igen er begyndt at stemme ud fra klassetilhørsforhold.
En undersøgelse af de partipolitiske meningsmålinger de sidste år peger i præcis samme retning: Socialdemokraterne nåede i januar/februar det bedste resultat i mange år i januar/februar, og vi har ikke før været så tæt på et rent rødt flertal som i disse måneder, hvor S og SF meldte klart ud mod regeringens efterlønsangreb med sociale, nærmest klasse-argumenter.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Det var tydeligt i talen på Bornholm, at Thorning-Schmidt ikke føler sig helt tryg, når hun bevæger sig ud i klassepolitiske argumenter. Derfor var talen samtidig pakket ind i en stribe vamle fraser om, at vi alle må rykke sammen i krisetider, at dette er en særlig dansk kvalitet, og at vi alle sammen må være med til at betale krisens regning.
Hun så ikke nogen grund til at forklare, hvorfor vi skal rykke sammen med dem, der har skabt krisen, og som siden kun er blevet rigere og rigere og tilegnet sig en stadig større del af samfundets rigdom (se bl.a. Information, 23.6.11)

Der er ingen tvivl om, at det er Socialdemokratiernes politik: Vi skal arbejde en time længere, og der skal spares på den offentlige velfærd.
Helle Thorning-Schmidts ved, at det er den sociale profil, hun kan vinde valget på, men hun ved også, at det kan afføde stor skuffelse og vrede efter valget. Derfor må hun samtidig tale forventningerne ned. Skyggesocialdemokraten Søvndal ligner også på dette punkt Thorning-Schmidt på en prik. Ved et andet møde fortalte han, hvordan han havde været til møde med arbejdsløse bornholmske 3F’ere. De havde forklaret ham, at der er over 1.400 arbejdsløse på Bornholm og under 40 ledig stillinger. "Hvordan skal dårligere mulighed for at gå på efterløn hjælpe de arbejdsløse bornholmere," spurgte SF-formanden. Men han forklarede ikke, hvordan det skulle hjælpe de arbejdsløse bornholmere, at de øvrige bornholmere arbejder en time mere om ugen.

Socialdemokraterne og SF står i denne valgkamp for en klassisk reformistisk linje. De vil gerne samle opbakning og stemmer på at forsvare lønmodtagere og socialt dårligt stillede. Men så snart den slags sociale og solidariske tiltag generer kapitalejerne og forstyrrer kapitalismen som system, bremser de op. Derfor lover de en smule, og måske vil de også give lidt i begyndelsen, men de vil hele tiden sikre sig, at overklassen og finansmarkederne ikke bliver vrede.
Med den selvpåførte begrænsning vil de ikke være i stand til at løse deres egne vælgeres problemer med velfærd, beskæftigelse, klima, uddannelse osv., og de vil ikke være i stand til at løse den økonomiske krise. Tværtimod vil de i bedste fald skubbe den foran sig, men før eller siden forværre den.
Som altid er problemet med reformismen ikke, at den fokuserer på reformer, men at den ikke er i stand til at skaffe virkelige reformer (forbedringer af velfærd, løn- og arbejdsforhold, demokratiske rettigheder) og forsvare dem mod tilbagerulning, når krisen kradser, og når kapitalen klager.

Der kan siges meget skidt om Socialdemokraternes og SF’s politik, men den giver i hvert fald god plads til Enhedslisten. Og det kan allerede registreres i meningsmålingerne, der peger på mindst en fordobling af stemmetallet i forhold til sidste valg.
Enhedslisten har frit spil på en politisk platform, som tager udgangspunkt i:
– At det er banker, spekulanter og kapitalejere, som har skabt krisen
– At Enhedslisten uforbeholdent vil forsvare arbejderklassen og folk på overførselsindkomst med f.eks. afvisning af efterlønsindgreb, modstand mod længere arbejdstid, bedre dagpengeforhold, velfærdsgenopretning og -oprustning og med offentlige investeringer i grønne arbejdspladser
– At vi skal finde pengene via antikapitalistiske løsninger som f.eks. indgreb mod A.P. Møllers og oliefirmaernes milliardprofitter og magt over olien, mod medicinalindustriens udnyttelse af samfundets behov forebyggelse og helbredelse og mod banker og finansverdens kriseskabende aktiviteter.
Dette skal udmøntes i konkrete forslag. I den kommende tid bliver der mange taktiske valg, der skal træffes. Men på denne politiske platform kan det ikke gå helt galt, og Enhedslisten har alle muligheder for at vokse og for at kunne inspirere til og deltage i kamp og bevægelse mod nedskæringer og for at lægge et maximalt pres nedefra på en kommende S-SF-regering.

SAP’s forretningsudvalg, 24.6.2011

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php