Hvis Socialdemokraterne og SF havde stået mere skarpt på velfærd og omfordeling under valgkampen, havde de ikke været så afhængige af De Radikale i dag. Det er det reelle budskab i bogen ”Krisevalg – økonomien og folketingsvalget 2011” – baseret på en omfattende vælgerundersøgelse.

af Michael Voss

Et flertal af befolkningen ønsker både at forsvare velfærdsordningerne og at forbedre dem. Der er også et flertal for bedre omfordeling fra høje indkomster til lave indkomster. Det gælder i særlig grad for de vælgere, der overvejer at stemme på S, SF og Enhedslisten.

Havde Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal været mere faste i kødet på disse to punkter under valgkampen, kunne de have undgået det, der reelt var et valgnederlag for de to partier i 2011. Det vil sige, at de måske kunne have fastholdt det næsten-flertal til S, SF og Enhedslisten, der eksisterede i meningsmålingerne otte måneder før valget.

Selv efter valget kunne de to partier have undgået deres gradvise nedsmeltning, hvis de havde sat velfærd og omfordeling i centrum. Og måske er det også recepten for en genkomst fra de døde for S og SF.

Det fremgår af den store vælgerundersøgelse, der er emnet for ”Krisevalg” af Rune Stubager, Kasper Møller Hansen og Jørgen Goul Andersen, selv om de tre traditionelle valgforskere ikke selv drager den type konklusioner. Hvad de slet ikke kommer ind på, er, om ledelserne i de to gamle arbejderpartier havde noget ønske om for alvor at prioritere velfærd og omfordeling, om det var muligt, når de samtidig ønsker en ”fredelig sameksistens” med arbejdsgivere, finanskapital og EU – og om de ønskede at blive uafhængige af samarbejdet med De Radikale. Så det er en helt anden historie.

Tilslutningen til velfærd
Generelt er der over en lang periode (fra slutningen af 1960’erne) en bred opbakning til velfærden blandt danskerne. Fra 1994 og frem viser undersøgelser, at et klart flertal afviser ”øget brugerbetaling”, og at et betydeligt flertal er ”for mere velfærd frem for skattelettelser” (side 171).

I modsætning til forfatternes forventninger er denne opbakning kun faldet en smule under krisen, dvs. efter 2008. I undersøgelsen fra 2011 er opbakningen til hjemmehjælp, uddannelse, sundhed, daginstitutioner og folkepension markant. Den er noget mindre tydelig, når det gælder dagpenge og kontanthjælp, selv om der stadig er flere, der vil øge udgifterne, end der er vælgere, som vil sænke dem (side 95 og 177).

Dertil kommer, at det kun er blandt Venstres, De Konservatives og De Radikales vælgere, at støtten til velfærden er faldet under krisen. Hos Enhedslisten, S og SF er den uændret, og den er steget hos Dansk Folkepartis vælgere (side 179).

Ulighed og omfordeling
I undersøgelsen har man også spurgt til vælgernes holdning til ”øget skat på høje indtægter” og ”ulighed gavner samfundet”. Svarene på begge spørgsmål har en klar overvægt til det, forfatterne kalder de ”venstreorienterede svar”. (side 95)

Det er i øvrigt en klar klasseholdning. I undersøgelsen har man opdelt befolkningen efter deres besiddelse af formue i form af færre eller flere ”høj-risiko-aktiver” (aktier og virksomheder). Opbakningen til de ”venstreorienterede svar” på omfordelingsspørgsmålet er meget tydelig for dem, der ingen høj-risiko-aktiver har, mindre eller tæt på lige for dem, der har lidt høj-risiko-aktiver, og der er en helt entydig opbakning til de ”højreorienterede svar” hos dem, der har mange høj-risiko-aktiver. (side 95)

Kriseansvar
Også på et tredje område peger undersøgelsen på ”forspildte muligheder” for S og SF op til og under valgkampen. Med forfatternes egne ord:

”Oppositionen lykkedes ikke med at placere ansvaret for krisen hos den siddende regering. Kritikken i ”Fair forandring” begrænsede sig til den førte finanspolitik (…) Desuden var der bemærkninger om den faldende produktivitet (som regeringen ikke entydigt kunne bebrejdes for). Den tredje krisediagnose – den kreditpolitiske deregulering og kredit- og boligboblen – forblev derimod stort set uomtalt hos både regering og opposition – og dermed medierne.” (side 57)

Undskyldninger undergravet
Et øjebliksbillede af, hvad vælgerne mener, når de bliver spurgt hver for sig på nettet eller af en interviewer, giver ikke det store endegyldige svar på, hvilke muligheder der eksisterer for at skabe forandring i samfundet.

Men det kan – som her – give nogle antydninger af, hvilke muligheder socialistiske kræfter har. Dermed kan det også undergrave de undskyldninger, socialdemokratiske og SF-ledere griber til, når de skal undskylde, at de fører en nyliberal politik. I den forstand er ”Krisevalg” en interessant og anvendelig bog.

Usikkert grundlag
Men den har også en stribe svagheder. Selv om forfatterne er åbne for eksistensen af politiske valgmuligheder, skinner en traditionel borgerlig virkeligheds-opfattelse igennem indimellem. Som når forfatterne skriver: ”I 2011 var hovedopgaven at skabe vækst – men helst uden at øge de offentlige udgifter.” (side 139)

Interessant er en stribe forsøg på at opdele de ca. 2.000 adspurgte på køn, aldersgrupper, indkomstgrupper, parti, meget andet – og ikke mindst kombinationer af disse variable. Undertegnede er ikke kompetent til at forstå alle de statistiske metoder, der tages i brug – og slet ikke til at vurdere deres holdbarhed. Men en vis tvivl sniger sig dog ind på side 70-71, der indeholder en oversigt over partivalg, fordelt på ”klasse”, sektor, hustandsindkomst og formue.

Om denne tabel skriver forfatterne: ”Vi skal her gøre opmærksom på, at datamaterialet, som det fremgår af den sidste kolonne i Tabel 3.2., desværre rummer så få respondenter med baggrund som arbejdere eller selvstændige, at resultaterne for disse grupper er behæftet med en større usikkerhed end normalt.” Selv med bogens snævre definition af arbejderklasse (ufaglærte og faglærte, men ikke lavere funktionærer), er det da et problem af betydning, hvis der er få arbejder-respondenter.

Klassebevidsthed
Trods den uanvendelige klassedefinition skal det dog gives forfatterne, at de gør en stor indsats for at undersøge sociale forskelle og klasseforskelles sammenhæng med synspunkter og stemmeafgivning. I visse passager kommer de væsentlige tættere på en ide om udviklingen af progressive standpunkter og klassebevidsthed end andre ikke-marxistiske forfattere:

”Der eksisterer med andre ord en selvstændig effekt af at tilhøre en bestemt klasse. Denne effekt synes bedst at kunne forklares som resultatet af en mobiliserings- og socialiseringsdrevet gruppesolidaritet, der virker ud over individets egen, umiddelbare interesse, således at holdningerne i et vist omfang indrettes efter, hvad der er i gruppens eller klassens interesser.” At denne solidaritet yderligere kan udspringe af fælles mobiliserings-erfaringer, har forfatterne dog ikke fanget.

De falske blokke
I efterhånden en del år har den politiske debat i høj grad handlet om ”blå blok” og ”rød blok”, den sidste i form af Enhedslisten, S, SF og De Radikale. Her har bogen en del at bidrage med, men også en del svagheder.

På den ene side fremgår det af tabel efter tabel, at De Radikales vælgere har meget mere til fælles med Venstres og Konservatives end med arbejderpartiernes vælgere. Her findes mange tal frem, der belyser, hvorfor S og SF har svigtet deres egne vælgere ved i så stort omfang at føre De Radikales politik.

Men alligevel fastholder forfatterne gang på gang at måle vælgernes holdning opdelt efter de to blokke. Trods gode takter har de ikke en samfundsforståelse og -teori, der gør det muligt for dem at løsrive sig fra den herskende politik-opfattelse, selv når resultaterne peger i en anden retning.


Rune Stubager, Kasper Møller Hansen, Jørgen Goul Andersen: ”Krisevalg – økonomien og folketingsvalget 2011”, Jurist- og Økonomiforbundets Forlag, 2013, 212 sider.

Bogen er en præsentation af den 16. valgundersøgelse, gennemført tre måneder efter valget i 2011 som led i ”Det Danske Valgprojekt”, der begyndte i 1971 (www.valgprojektet.dk)

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com