Myndighedernes vold mod de homoseksuelles optog i Moskva under det europæiske melodigrandprix ligger i forlængelse af en reaktionær seksualpolitik, der skriver sig tilbage til stalin-tiden. Men bolsjevikkernes seksualpolitik før Stalin var radikalt anderledes.

 

Angreb på homoparader i Østeuropa har været et tilbagevendende fænomen, trods demokratiseringer på visse andre områder, siden "murens fald" i 1989. Grundlæggende rettigheder, som retten til at demonstrere, synes ikke at gælde seksuelle mindretal. Såvel myndigheder som såkaldt folkelige bevægelser har stået bag angreb på seksuelle mindretals aktiviteter og overfald på enkeltpersoner. Senest nedlagde myndighederne i Moskva forbud mod paraden i forbindelse med det europæiske melodigrandprix i maj. Politiet angreb demonstrationen, opløste den og anholdt et stort antal deltagere. Lederen af Ruslands homoseksuelle sammmenslutning, Nikolaj Aleksejev, var blandt de anholdte.

Reaktionær kontinuitet
Fremtrædende politikere har sammen med de højrekristne, nationalister og deciderede fascister fremstillet homoseksuelle som en trussel mod nationen, familien og traditionen. Selvom der på det økonomiske plan siden Sovjetunionens opløsning er sket voldsomme ændringer med indførelse af kapitalisme, er der på nævnte områder en kontinuitet fra Stalin og frem til i dag. Altså en reaktionær kontinuitet på hele familie-, køns- og seksualitets-området fra Stalins seksuallov i 1936 til i dag, hvor højrebevægelser nu understøtter myndighederne. Som den danske revolutionære socialist, Marie Nielsen, ironisk skrev i 1936 i sin kritik af denne lov:
– Alt seksuelt samvær mellem mand og kvinde, der ikke har forplantning til formål, er "syndig" (om ikke mod Gud, så mod Stalin).
I løbet af 1930erne knuste det stalinistiske bureaukrati alle de landvindninger, som oktoberrevolutionen i 1917 havde opnået i familie- og seksuallovgivningen. Kampen for det nye liv blev erstattet med en kamp for en styrkelse af familien. Mænd og kvinder skulle genoptage deres gamle roller fra før revolutionen. Alle forsøg på nye veje inden for pædagogik og børneopdragelse blev knust og erstattet af en autoritær opdragelse. Homoseksualitet blev forbudt. Kunsten blev i samme periode også rettet ind efter centrale normer, der kun accepterede den såkaldt ”socialrealistiske” genre. En genre, der i de ”socialistiske” lande begrænsede sig til skønmalerier af den lykkelige arbejderklasse og (ikke mindst) dens glorværdige ledelse.
Bureaukratiet måtte varetage sine særinteresser. Enhver selvstændig og kritisk aktivitet fra arbejderklassens side blev opfattet som en mulig trussel. Seksuel adfærd, der ikke harmonerede med det sovjetiske familie-ideal, blev forfulgt og undertrykt.

Bolsjevikisk frigørelse
Før vi går videre, er det vigtigt at slå en kendsgerning fast: Der eksisterede faktisk en fornuftig lovgivning i perioden fra oktoberrevolutionen i 1917 til ca. 1934. Bolsjevikkerne med Lenin, Trotskij og ikke mindst Kollontaj i spidsen gennemførte en række reformer på området. I 1917 ophævedes loven, der kriminaliserede homoseksualitet. Bolsjevikkerne fratog staten retten til at blande sig i seksuelle handlinger, undtagen i de tilfælde, hvor der ikke forelå samtykke. Der blev indført fri og gratis abort, som kun måtte foretages af læger på sygehuse. Kvinder fik lovfæstet ligeret med mænd.
Ægteskaber blev en simpel registreringssag, baseret på gensidig samtykke. Skilsmisse kunne opnås, hvis den ene part ønskede det. Begrebet uægte børn blev afskaffet. Mange andre eksempler på en progressiv familie- og seksuallovgivning kunne nævnes.
At socialisme også var at kæmpe for et frit og lykkeligt liv, var for disse revolutionære en naturlig og nødvendig del af kampen for den sociale revolution.

Fødemaskiner
Pravda – partiavisen – skrev i en lederartikel i 1936:
– En kvinde uden børn fortjener vor medynk, thi hun kender ikke den sande glæde ved livet. Vore sovjet-kvinder, disse medborgere i verdens frieste land, kender moderskabets velsignelse. Vi skal vide at vogte vor familie og opfostre og opflamme sunde sovjethelte.
Så hvorfor beskæftige sig med lesbiske kvinders rettigheder og kvindeundertrykkelse i almindelighed, når kvinder skulle reduceres til fødemaskiner. Homoseksuelle blev forfulgt. Stalinismens triumf betød, at staten bevidst blandede sig i den personlige sfære og nøje underlagde den, hvad staten (dvs. bureaukratiet) anså for at være rigtigt. Med statens entydige opbakning ophøjedes kernefamilien til ubrydelig norm, og moderrollen defineredes atter som en patriotisk handling. I seksualloven af 1936 blev abort forbudt, og der blev indført præmiering af børnefødsler. Efter det ottende barn kunne en kvinde opnå "moderskabsmedaljen"!
Et angreb på familien blev betragtet som et angreb på staten. Gennem en fuldstændig kontrol over de økonomiske magtmidler kunne det stalinistiske regime på den grovest mulige måde sikre, at ingen afvigelser fra det hetero-seksuelle, monogame ægteskab blev tolereret. Enlige blev end ikke tilladt at skrive sig op til en bolig. Homoseksuelle var dømt til at tilbringes deres liv i forældrenes hjem eller at gifte sig og forsøge at omforme sig til hetero-seksuelle, hvilket naturligvis gik imod alle deres følelser og ønsker.
Selv om der siden er sket visse lovgivningsmæssige lempelser – nogle år efter Stalins død i 1953 blev fri abort således genindført – er det denne ufrihed og seksualpolitiske konservatisme, der lever videre i dag.

Revolutionær kontinuitet
Denne udvikling foregik ikke uden modstand. De opnåede resultater og videreudvikling af disse var i mellemkrigstiden en del af venstreoppositionens program. Så tidligt som i 1927, i venstreoppositionen platform, blev der stillet krav om at genetablere en række sociale tiltag på dette felt.
Staliniseringen af de kommunistiske partier verden over betød udviklingen af venstreoppositioner i mange af disse. Disse venstreoppositioner blev kernen i en ny internationale, den fjerde, der blev stiftet i 1938. I Danmark var ovennævnte Marie Nielsen med i den meget lille gruppe, der igennem fyrrerne og halvtredserne udgjorde Fjerde Internationales sektion i Danmark – som i dag hedder SAP.
I Fjerde Internationale har oktoberrevolutionens landvindinger på det seksualpolitiske område været en tradition, der fortsatte med at udvikles.

Således vedtog Fjerde Internationale på sin seneste kongres i 2003 en resolution om frigørelse for bøsser og lesbiske, (engelsk). , Forud for denne verdenskongres vedtog SAP en dansk udgave.

 

 

Opslået i Historie

single.php