Enhedslistens debat om et nyt principprogram kommer også til at handle om forholdet mellem rådsdemokrati og parlamentarisme. Står det repræsentative parlamentariske demokrati i modsætning til et samfund med folkelige magtorganer, hvor man udøver en direkte magt over sin arbejdsplads eller lokalområde – og måske hele samfundet, eller kan de to forenes?

På sit seneste årsmøde vedtog Enhedslisten, at »kun et overvældende flertal i befolkningen kan gennemføre et brud med kapitalismen, og dette flertal skal manifestere sig ved folkeafstemninger og fuldstændigt frie valg til repræsentative forsamlinger.« Det blev dog også vedtaget, at »det er umuligt at forudsige, hvordan en socialistisk omvæltning i Danmark konkret vil forme sig.« Og endelig, at Enhedslistens vision »rækker langt ud over det nuværende politiske systems rammer.«

Det er ikke altid helt klart i disse vedtagelser, om det handler om et brud med det nuværende kapitalistiske system, om en periode, som gradvist reformerer samfundet i socialistisk retning, eller om principper for, hvordan demokratiet fungerer i det socialistiske samfund. Men modsætningen mellem rådsdemokrati/folkemagtsorganer og et repræsentativt demokrati/parlamentarisme er en tilbagevendende såvel aktuel som historisk debat. Med risiko for at lyde helt kierkegaardsk, er det vel et spørgsmål om både/og eller enten/eller.

Det skal vi se lidt på gennem en mindre rejse i historien.

Råd og parlament
Synspunkter og debatter omkring rådsmagt versus parlamentarisk eller repræsentativt demokrati har været diskuteret siden arbejderbevægelsens tidlige historie og i andre progressive bevægelser. Kendt er Rosa Luxemburgs kritik af bolsjevikkernes håndtering af denne »dobbelthed«. Selvom Rosa Luxemburg fuldt og helt støttede revolutionen i oktober 1917, var hun kritisk overfor bolsjevikkernes håndtering af forskellige forhold. Det gjaldt også deres beslutning om at opløse den grundlovgivende forsamling og andre demokratiske spørgsmål i den daværende situation.

Den russiske revolution i 1917 betød, at råd – eller på russisk sovjetter – af arbejdere, bønder og soldater overtog magten. Sovjetterne havde set dagens lys allerede under 1905-revolutionen. Nu dannede en national kongres af lokale rådsorganer den første sovjetregering, der blev til Folkekommissærernes Råd. I rådene/sovjetterne havde bolsjevikkerne flertal.

Kort efter blev der afholdt valg til en grundlovgivende forsamling, med en valgdeltagelse på ca. 50 procent. De Socialrevolutionære blev det største parti med ca. 40 procent. Bolsjevikkerne fik 24 procent. Men sovjetmagten opløste forsamlingen, da den ved sin første samling den 18. januar 1918 tog afstand fra sovjetstyret.

Rosa Luxemburg var uforstående overfor den vending, som bolsjevikkerne tog med opløsningen af parlamentet efter revolutionen. Hun besvarede det i stedet på denne måde: Opløsning og nyvalg. Altså råd og parlament på en gang!

Enten eller
Rosa Luxemburgs kritik af den russiske revolution var en vigtig diskussion i den internationale arbejderbevægelse, der blev delt i Anden og Tredje Internationale. Det er interessant at følge Luxemburgs holdning i disse politisk voldsomme måneder, hvor den tyske revolution også holdt sit indtog. Her indtog hun en anden holdning til spørgsmålet om parlament og rådsmagt.

I den tyske situation afviste hun andre socialisters parole om »råd og parlament«. Hun mente, at den kun ville være vand på de reaktionære kræfters mølle. De mest indædte modstandere af almindelig valgret sværmede nu for »lige ret til alle«. Pludselig var de vendt om for at redde skindet. Rosa Luxemburg skrev: »Det spørgsmål, som historien har sat på dagsordenen, lyder sådan: borgerligt demokrati eller socialistisk demokrati«.

Hendes holdning til parlamentarisme udtrykte hun således: »Det er total vanvid at tro på, at kapitalisterne godvilligt ville rette sig efter parlamentarisk vedtagelse om socialisme, at de stille og roligt ville opgive besiddelser, profit og retten til udbytning«. Luxemburg brugte de sidste par måneder af sit liv på at udvikle et program for den tyske revolution.

Fri valgproces
At de russiske revolutionære blev fanget i deres egne modsætninger, og at det hele endte i et bureaukratisk diktatur, skyldtes ikke forholdet mellem råd og parlament, men andre årsager, som ikke er emnet for denne artikel. Lev Trotskij skrev i afslutningen af bogen »Revolutionen forrådt« fra 1936: »Sandt at sige er klasserne heterogene, sønderslidte af indre modsætninger og kommer kun frem til fælles hensigter gennem kamp mellem forskellige holdninger, grupperinger og partier«.

Det betyder, at den kollektive vilje kun kan udtrykkes gennem en fri valgproces, hvilke institutionelle rammer der end må være. I Rusland skete det modsatte. Partier, der var modstandere af revolutionen, blev forbudt. Derefter blev kun bolsjevikpartiet tilladt, og til sidst blev uenigheder inden for partiet bandlyst. Det frie valg mellem forskellige partier/platforme er ikke i sig selv en garanti mod korrumpering af magten. Det er også nødvendigt med en række forholdsregler mod magtmisbrug, uanset om det er administrationen, rådene, parlamentariske forsamlinger, eller fagforeninger vi taler om. Der vil altid være tendenser til, at der udvikler sig et bureaukrati med afstand til dem, bureaukraterne skal repræsentere.

München-rådsmagten
Den tyske revolution, som foregik fra november 1918 til kontrarevolutionens sejr i begyndelsen af 1919 fik et særligt forløb i Sydtyskland med centrum i München. Den er værd at nævne her, da den tog en lidt anderledes form og forsøgte at kombinere råd og parlament. Her blev det første arbejder- og soldaterråd dannet mellem den 7. og 8. november. En helt central person her var ikke en sydtysker, men en jødisk litterat fra Berlin, Kurt Eisner.

München-rådene adskilte sig fra andre, blandt andet var Bayern den eneste tyske delstat, hvor bonderåd fra begyndelsen spillede en vigtig rolle. Blev Bayern da i disse måneder et rådssystem? Slet ikke, for det var rådene selv, der dekreterede valgret til en nationalforsamling, men de havde ikke travlt med det. Rådene ønskede ikke noget »rådsdiktatur«. Det, de ønskede, var hverken et råds- eller et parlamentsdiktatur, men et konstitutionelt rådsdemokrati.

Arbejder- og soldaterrådene var den nye stats magtgrupper, men det skulle være et afvejet system, en balance mellem rådsmagt og parlament. Vigtigt for en revolutionær som Kurt Eisner var rådenes forankring i den nye forfatning. Det kunne i de måneder foregå relativt fredeligt, da der ingen af de reaktionære frikorps var i München på det tidspunkt. Hærens tropper var overvejende i hænderne på deres soldaterråd. Bayern var på dette tidspunkt den tyske revolutions mønsterland. Ingen blodsudgydelser modsat andre steder. Eisner forsøgte med al sit talent at udglatte farlige situationer. Kunne det lade sig gøre at glatte ud mellem rådsmagt og parlamentskontrol?

I februar 1919 blev Kurt Eisner myrdet. Dette blev også enden på rådsmagten i Bayern. Kontrarevolutionen med frikorpsene i spidsen – godt støttet fra andre steder i Tyskland – satte voldsomt ind. En periode var rådene den eneste magt mod kontrarevolutionen.

Den bayerske rådsrepublik var således ikke et enten/eller, men et både/og i forholdet mellem rådene og et repræsentativt demokrati.

Pariserkommunen
I Pariserkommunen i 1871 stod arbejderne i Paris i en speciel situation på grund af krigssituationen med Tyskland. Tyskerne havde omringet Paris, og den franske regering flygtet fra byen til Versailles. Arbejderklassen og dens allierede var nu situationens herre. Noget de næppe var forberedte på. Der fandtes ikke en solid partiorganisation, som havde et samlet overblik over situationen, og som havde de fornødne evner til at lede.

De parisiske arbejdere tog den eksisterende politiske magt i Paris i besiddelse og forandrede den i løbet af de cirka tre måneder, kommunen varede. Som Karl Marx i sin grundige analyse af Pariserkommunen bl.a. skrev. »Kommunen skulle ikke være et parlamentarisk, men et arbejdende organ, på samme tid udøvende og lovgivende«.

Kommunen, nu under arbejdernes styre og kontrol, gennemførte en lang række progressive tiltag. Trods dens korte varighed og iøjnefaldende svaghed, viste denne første socialistiske revolution, hvilke former kommunen havde opdaget. Den ødelagde den borgerlige statsmaskine og viste den politiske form, der kan afløse den borgerlige statsmagt, med principielle regler for de valgte repræsentanter: 1) de skal ikke alene vælges, men også være afsættelige til enhver tid; 2) de får en løn, der ikke overstiger arbejderlønnen; 3) man går øjeblikkelig over til, at alle udøver funktioner indenfor kontrol og opsyn, at alle for en tid bliver bureaukrater, så at netop derved ingen kan blive »bureaukrat«.

Men kommunen begik også en række alvorlige fejl, der til sidst blev offer for kontrarevolutionens grusomme hævn. Det var de parisiske arbejdere selv, der tog initiativ og igangsatte bevægelsen, ikke Internationalen. Som Friedrich Engels skrev: »Denne sejr var kommunens, der i intellektuel henseende ubetinget var Internationales barn, skønt Internationale ikke rørte en finger for at skabe den«.

De arabiske revolter
I Fjerde Internationales grundlæggelsesprogram, overgangsprogrammet fra 1938, anvendes i forhold til de mere tilbagestående lande parolen – kravet – om en national forsamling eller en grundlovgivende forsamling. Et krav, der så kombineres med en række andre krav, der igen fører frem til nye kampe. Med »tilbagestående« lande menes her, at de i kapitalistisk henseende er bagud i forhold til den økonomiske udvikling i de imperialistiske lande. Disse lande styres ofte af diktatoriske regimer.

Hvis vi ser på de arabiske oprør fra starten og frem til i dag, står demokratiske krav kombineret med en række andre krav helt i centrum. Oprøret eller oprørerne i den arabiske region har forskellige fremtrædelsesformer, men i sit væsen er de temmelig ens. Centralt er kravet om at afskaffe det regime, der undertrykker, og som opretholder den imperialistiske orden og dominans i landet. I den revolutionære proces er nogle træk fælles på grund af regionens karakter, herunder fælles historie, sprog, kultur og religion.

De aktionerende masser nøjes ikke bare med, at symbolet (præsidenten) på et diktatorisk regime falder. De fortsætter trin for trin, indtil alle de gamle undertrykkelses strukturer er brudt ned. Igen forskelligt fra land til land, men i sit væsen det samme. Det alternativ, som i processen med regimets begyndende sammenbrud kan samle al opposition – ikke mindst de aktionerende, er: »For en grundlovgivende forsamling!«

Opgaven er at sammenkalde det folk, der befrier sig selv. Og påbegynde opbygning af staten på et demokratisk grundlag, dvs. den må bygge på den suveræne folkemagt. Og som gennemfører de krav, massebevægelserne stiller, såsom bekæmpelse af arbejdsløsheden, brød på bordet til en pris, man kan betale, beskatning af de rige og de multinationale selskaber. Krav der forener land og by, som jordreformer, mindske beskatning af småhandlende og småbønder, m.v.

Smelte sammen
Selvfølgelig er kravene forskellige fra land til land ud fra de konkrete sammenhænge, befolkningerne står i. Derfor må de revolutionære (med bidrag fra internationale aktivister) lave analyser og aktionsprogrammer for hvert land og område.

Kravet om en grundlovsgivende forsamling kan få de demokratiske opgaver til at smelte sammen med de sociale opgaver og krav. Heraf revolutionens permanente karakter. Gennem denne kamp og andre kampe bygges »folkemagtsorganer« – her forstået som rådslignende organer, forsamlinger, komiteer, m.v. – massernes demokratiske selvorganisering. Faglige organisationer, bevægelser, der forsvarer arbejderklassens interesser, diverse sociale grupper og lag, må opbygges og videreudvikles. I produktionen, i den offentlige sektor og andre steder udvikles arbejderkontrol, de ansattes kontrol.

Både og?
Kravet om en grundlovgivende forsamling er ikke relevant i lande, hvor der eksisterer et parlamentarisk styre. Men også her må rådslignende organiseringer og deltagerdemokrati på alle planer udvikles i de kampe, der opstår. Det kan antage forskellige former, men historiske erfaringer viser, at de opstår og udvikles, når sociale kampe udvikler sig, når modsætninger skærpes, og når myndighederne begynder at miste deres autoritet. Uanset hvad, må vi arbejde for, at flest mulige beslutninger tages decentralt af dem, det vedrører. Selvfølgelig vil der være behov for koordinering, planlægning og beslutninger på andre niveauer – lokalt, regionalt og nationalt. Råd og andre repræsentative forsamlinger med hemmelige valg og fri opstillingsret for alle partier og lister.

Mest muligt administrativt arbejde i det socialistiske samfund skal varetages direkte af det deltagerstyrede demokrati. Ikke af embedsvældet. Gode principper for repræsentativt demokrati må være: Fuld åbenhed, tilbagekaldelsesret, rotationsprincipper og løn som gennemsnitslønnen blandt dem, man repræsenterer.

Denne artikel tager som forudsætning, at staten ikke er neutral, men udtryk for klasseinteresser. Derfor ændres statsformer også i forhold til den politiske udvikling og klassekampens niveau i de forskellige lande. Spørgsmålet er, om disse folkemagtsorganer kan udvikle sig til at blive (en del af?) den statsbærende struktur.

Min påstand er, at lige så lidt som man kan beslutte, at Folketinget er det eneste legitime organ for at indføre socialisme, lige så lidt kan man sige, at den »rene rådsstrategi« er løsningen. Alt afhænger af den situation, der opstår. Men det må stå helt klart, at forudsætninger for at opbygge et anderledes samfund end det kapitalistiske er, at demokrati udvikles på alle planer.

Erfaringen fra de store samfundskriser viser, at arbejderbefolkningen skaber så at sige sine egne organer imod den herskende klasses organer. Denne kamp er ikke noget, vi behøver at vente på eller være tilbageholdende med at gå i gang med. I en sådan udvikling med nye former for demokrati kan folk være aktive, involvere sig på spørgsmål, de er optaget af, og som berører dem selv. Erfaringer fra det mindste område til det største er i sig selv en skole i forvaltning af samfundet på alle niveauer.

Opslået i Enhedslisten, Historie, Teori

single.php