Korruptionsskandaler, magtmisbrug og samarbejde med diktaturstater er bagsiden af Arbejderpartiet PTs syv år lange regeringstid.

af Bjarke Friborg

Da Luiz Inácio "Lula" da Silva blev præsident første gang i 2003, faldt aktiekurserne i landet, mens værdien af landets valuta reais røg ned på en fjerdel af en amerikansk dollar. Efter syv år med hans parti PT ved magten, blev valget af Dilma Rousseff som hans efterfølger budt velkommen af stigende aktiekurser, mens valutaen ligger stabilt på 1,7 reais til en dollar.

Valgresultatet viser, at Arbejderpartiet PT stadigvæk er det foretrukne parti i den brasilianske arbejderklasse og blandt de fattigste i landet – men også at PT i perioden har vist sig villig til at gå langt for at undgå konfrontation med landets magtfulde og griske overklasse.

Mens mange proteststemmer ved forrige valg gik til venstrefløjspartiet PSOL og dets præsidentkandidat Heloísa Helena, blev det i år den tidligere miljøminister og PT-udbryder Marina Silva fra det grønne parti PV, der tiltrak de utilfredse vælgere.

En ”stille revolution”
PTs strategi ved magten har været at gradvist udbygge infrastruktur og sociale ordninger, uden direkte at udfordre selve magtforholdene med f.eks. jordreformer, radikal omfordeling osv. Under den tidligere præsident, Henrique Cardoso, levede halvdelen af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Under Lula og PT er andelen reduceret til en tredjedel. Men på trods af disse forbedringer er Brasilien stadigvæk et af de lande i verden, der har den mest afgrundsdybe klassedeling.

I Latinamerika overgås klasseskellene kun af Haiti og Colombia. Til gengæld er Brasilien meget større med 200 milllioner indbyggere – hvoraf 10 procent eller 20 millioner mennesker lever i ekstrem fattigdom med en gennemsnitlig indtægt per familiemedlem på under en fjerdel af mindstelønnen. Udover dette lever 23 procent med en indtægt på op til halvdelen af mindstelønnen. Omvendt vælter en lille overklasse sig i ekstrem luksus og koncentration af rigdom, opsamlet gennem årtier – for ikke at sige århundreder. Så lidt som kun 5.000 familier i det folkerige land råder over en formue på 40 procent af hele Brasiliens BNP.

Ganske vist har mange fattige fået det bedre under PT, men i løbet af perioden har de rigeste fået det endnu bedre. I kriseåret 2009, hvor væksten i BNP var tæt på 0, kunne den største privatejede bank i landet – Itaú-Unibanco – øge overskuddet med hele 29 procent. Bankens profit var 10 milliarder reais, eller lige så stort som statens samlede udgifter på årsbasis til børnepenge og udsatte familier.

Samtidig har Lula og PT satset meget på at tiltrække udenlandske investeringer, hvilket også klart har båret frugt. Brasilien er bl.a. et af de lande i verden, der hidtil er kommet mest uskadt gennem finanskrisen. Undervejs har PT også satset på geopolitiske alliancer og økonomisk samarbejde med bl.a. Venezuela og diktaturstaten Iran, og dermed set stort på f.eks. fagforeningsfrihed og knægtelse af menneskerettigheder i den islamiske republik.

Korruption og PT-kritik
På trods af de sociale forbedringer har PTs strategi helt utvetydigt bygget på en accept af kapitalismen – mere eller mindre i strid med partiets rødder i fagbevægelsen og bevægelser for direkte demokrati, de jordløses rettigheder m.v. Ydermere har PT undervejs vist sig villig til at benytte sig af lige så ufine metoder som dets forgængere i regeringsstolene, herunder den udbredte korruption, som Brasilien lider under.

Konkret har dette ført til konstant strid i PT og gentagne afskalninger. Så sent som under valgkampen i år, blev præsidentkandidat Dilmas højre hånd, Erenice Guerra, tvunget til at gå af som minister efter klare indikationer på korruption og favorisering af Guerras sønner omkring tildeling af offentlige licenser. Både i 2004 og 2005 førte anklager om korruption og magtmisbrug – sammen med kritik af PTs højredrejning – til udspaltninger til venstre fra PT.

PSOL og venstrefløjen
Efter flere år som intern venstrefløj brød en gruppe omkring den tidligere PT-senator Heloísa Helena ud og stiftede partiet PSOL i juni 2004. Den sidste dråbe var forringelsen af pensionssystemet, som Lulu ønskede at gennemtvinge på trods af udbredt kritik og protester. PSOL slog fra starten fast, at de ønskede et åbent og gennemsigtigt parti med fulde rettigheder for tendenser og fraktioner – dels som principielle demokrater og dels i erkendelse af, at PSOL i høj grad netop bestod netop af forskellige tendenser, som man ønskede at respektere.

Mange havde en baggrund i forskellige trotskistiske grupperinger, bl.a. tilhængerne af Fjerde Internationale, men også andre retninger på den revolutionære venstrefløj. Andre kom fra en venstrekatolsk baggrund. I september 2005 kom der en ny bølge af udmeldelser fra PT på grund af korruptionsskandaler, og også her gik mange nye medlemmer over i PSOL. En af disse var Plínio de Arruda Sampaio, der i 2010 blev PSOLs præsidentkandidat, efter en strid omkring Heloísa Helena, der bl.a. ønskede et tættere samarbejde med de grønne i PV.

I 2006 var PSOL stadigvæk en klar samlende kraft, der bl.a. kunne gå i spidsen for en alliance med to andre venstrefløjspartier PSTU og PCB. Til sammen fik spidskandidaten Heloísa Helena knap syv millioner stemmer eller 6,8 procent. I 2010 kunne de tre partier ikke blive enige, og i stedet for Helena blev det den 80-årige Plinio Sampaio, der blev frontfigur. Denne gang fik PSOL kun knap 1 procent eller 887.000 stemmer i et valg, der også blev præget af mange sofavælgere. Hver femte vælger undlod denne gang at stemme, en klar nedgang fra tidligere. Heller ikke udenomparlamentarisk har man formået at stå sammen, bl.a. gik en længe ventet samling af radikale fagforeninger i vasken på grund af uenigheder mellem PSOL og PSTU.

Dermed blev initiativet overladt til de grønne i PV, der gik frem fra omkring 8 procent i starten af valgkampen til 19 procent i første valgrunde. Dermed måtte der gennemføres en anden valgrunde – der altså til sidst endte med en valgsejr for PTs Dilma Rousseff. Der er dog intet, der tyder på rolige år for PTs nye præsident – heller ikke Lula kunne holde ”ro på bagsmækken”, som de jævnlige udspaltninger har vist. Og Brasiliens fattige kan ikke vente i al evighed på de forbedringer, som de er blevet nægtet så længe.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com