Ny regering af Socialdemokrater og Venstregrønne vil sikre kriseramte familier og udskriver valg til den 25. april.

 

I fire måneder blev der demonstreret hver lørdag eftermiddag foran folketinget i Reykjavík. Demonstranterne forlangte klar besked om, hvordan det islandske folk pludselig nærmest var gået bankerot efter nogle års vilde nyliberalisme, hvor to dusin islandske finansmænd investerede stort i udlandet ,og hvor de privatiserede islandske banker, der var vokset til mange gange den islandske nationaløkonomi, pludselig gik ned.

Ligeledes forlangte folk at de ansvarlige i Finanstilsynet og Nationalbanken gik af. Flere og flere krævede, at også regeringen gik af. Disse demonstrationer blev stadig større og voldsommere, de spredte sig til Nationalbanken og Akureyri i det nordlige Island.

Socialdemokratisk splittelse
Til sidst bar demonstrationerne frugt, regeringen gik af. Det var en koalitionsregering af det konservative Selvstændighedsparti og Socialdemokratiet, dannet i maj 2007, med 2/3 dele af Folketinget bag sig. Den havde intet gjort for at tøjle den vilde kapitalisme, snarere tværtimod. Meningsmålingerne viste, at begge partier styrtdykkede i vælgertilslutning. Og det skabte især splid i Socialdemokratiet, som trods sin deltagelse i nyliberalismens hærgen (ligesom socialdemokraterne i bl.a. Danmark, Storbritannien, Frankrig og Tyskland), også rummede mange talsmænd for de almindelige mennesker, der nu mister deres arbejde og har udsigt til snart også at miste hus og hjem.

Der var også forvirring i partiet, efter at dets formand, udenrigsminister Ingibjörg Sólrún blev indlagt med hjernesvulst, mens næstformanden var isoleret og magtesløs. Først gik den socialdemokratiske finansminister af, efter kort forinden at have fyret Finanstilsynets direktør, næste dag opsagde Socialdemokratiet så regeringssamarbejdet.

De konservative forsikrede, at partierne skam ikke var uenige om, hvad der burde gøres, men at socialdemokraterne bare pludselig havde stillet uacceptable betingelser om at få statsministerposten.

Nu havde også den konservative statsminister fået konstateret kræft, i spiserøret, og regeringen var i opløsning. Den gik af søndag den 25. januar, og en uge senere blev der så dannet en koalitionsregering af Socialdemokratiet og de Venstregrønne (det danske SF’s søsterparti), som er vokset støt i denne krise.

EU-ansøgning stillet i bero
Den nye regering udskrev øjeblikkeligt folketingsvalg til den 25. april og skal altså kun sidde i 80 dage. Den udsendte derfor ikke et egentligt regeringsprogram, men nøjedes med en kort hensigtserklæring.

Dens væsentlige punkter er bl. a. at holde sig til den aftale, den forrige regering lavede med den Internationale Valutafond om et multimilliardlån til Island for at få landet på fode igen, godt nok med nogle strenge betingelser om nedskæringer i det offentlige.

Til gengæld for at sluge denne bitre pille fik de Venstregrønne Islands planlagte EU-ansøgning (forlangt af Socialdemokratiet) stillet i bero. Før krisen var 2/3 af Islændingene imod et medlemskab, nu er det nærmest omvendt, selv om tilslutningen er dalet lidt i den sidste tid.

Island er allerede medlem af det indre marked, og ingen har lyst til at lade EU’s store fiskeriflåder komme ind i 200-mils fiskerizonen. Men folk ønsker sig en mere sikker valuta end den islandske krone, som bygger på et folk på kun 300.000 mennesker.

Modstandere af EU-medlemskab påpeger, at EU trods Centralbank og møntunion ikke har kunnet komme med et fælles initiativ mod krisen. De enkelte landes regeringer har hver for sig smidt milliarder efter deres egne banker og store virksomheder. Det eneste, EU-landene kunne enes om, var at tryne den lille opkomling, Island, og nægte det støtte i nødens stund. Så hvorfor indlemmes iden Union, spørger mange.

Hjælpe gældsramte familier
Den ny regering lægger vægt på snarest muligt at få opgjort bankernes fallitbo og skabe oversigt over problemerne, en oversigt der skal offentliggøres, så folk kan få den indsigt, de så længe har forlangt. Regeringen vil arbejde på at sikre familier mod tvangsaktioner og bankerot i mindst seks måneder ved at indføre regler om lempelig gældsindrivelse. Den lægger også vægt på at genrejse banksystemet, så virksomheder kan få nødvendige driftslån.

Ligeledes skal der postes penge i systemet for studielån, for nu kan islandske studerende i udlandet slet ikke leve af de islandske kroner, de får konverteret til ussel kurs. Den voksende arbejdsløshed har fem gange så mange som sidste år til at søge ind på videregående studier.
 

Regeringen vil undersøge mulighederne for at standse overførsel af formuer til udlandet. Eksperter siger dog, at dette vil være vanskeligt at udføre. De foregående to regeringer arbejdede på at få opført to gigantiske udenlandsk ejede aluminiumfabrikker, drevet af store naturødelæggende kraftværker, der sælget el til udsalgspris. Den politik bliver nu sat i bero, mens man stadigvæk forsøger at tiltrække udenlandske og islandske investorer til andre erhverv. Det offentlige vil investere i rentable projekter, der kræver megen arbejdskraft, således vil man på keynesiansk manér modarbejde den stigende arbejdsløshed.

Regeringen lægger vægt på at undgå de skandaler, som har hærget i den sidste tid med politiske udnævnelser til topstillinger. Således skal den tidligere statsminister Davíð Oddsson nu fyres fra direktørstillingen for Nationalbanken, sammen med sine to kollegaer. Der skal kun være en nationalbankdirektør, stillingen skal slås op, og nyansættelse skal ske efter en faglig bedømmelse, som i andre offentlige stillinger. Offentligt ansatte og ministre skal offentliggøre deres økonomiske interesser. Det skal blive nemmere at holde folkeafstemninger, og folk skal have større muligheder for at stemme på bestemte personer ved folketingsvalg.

Alle disse mål forekommer værdige. Man kan ønske, at de nås, og at venstrefløjen vinder så stort i det kommende valg, som meningsmålingerne nu spår dem. Men det til trods er der dystre udsigter for islændingene. Økonomien er meget afhængig af udenrigshandel. Faktisk har befolkningen aldrig kunnet leve af landets egen produktion, men altid måttet importere korn, træ og forskellige andre ting. Nu behøver man også olie for at kunne fange den fisk, der udgør den vigtigste eksport. Og selv om folk i resten af verden stadigvæk vil spise fisk, falder priserne, og der er dårlige udsigter for verdensøkonomien.

Ligeberettigelse
En anden nyhed er, at Island har fået sin første kvindelige statsminister, og at der nu for første gang er lige mange kvindelige og mandlige ministre.

Der er fire fra hvert parti, og for at understrege regeringens forretningsmæssige karakter er der også to "upolitiske" ministre. En respekteret professor i nationaløkonomi blev finansminister, og den nye justitsminister blev hentet fra en post som kontorchef i Justitsministeriet.  Det vakte forundring, eftersom hun således har tjent under den konservative justitsminister, som de nuværende regeringspartier har protesteret mest imod. 

Lørdagsdemonstrationerne blev igangsat og ledet af den kendte folk-sanger og teaterinstruktør Hörður Torfason. Han var vel den første islænding, der åbent erklærede sin homoseksualitet i et interview i 1970’erne.

Selv blev han overrasket over den voldsomt negative reaktion. Vildt fremmede folk overfusede ham verbalt, han fik ikke flere arbejdsopgaver og måtte flygte til København, hvor han i årevis arbejdede som hjemmehjælper. Men gradvist vandt han igen anerkendelse i Island.

Hvis det ikke havde været for den protestbevægelse han satte i gang, sad den gamle regering nok stadigvæk. Islændingene har så måttet sande, at protester og demonstrationer skam kan nytte noget. Den nye regering ledes af en erklæret lesbisk kvinde, igen en verdensnyhed, ligesom Islændingene valgte verdens første kvindelige præsident i 1980, Vigdís Finnbogadóttir. Der er altså sket fremskridt siden 1970’erne.

Den nye statsminister Jóhanna Sigurðardóttir er nok Islands mest populære politiker. Som socialdemokrat og socialminister har hun i mange år skaffet sig et solidt ry som småfolks talsmand og beskytter mod nyliberalisterne. Deri bliver hun godt støttet af de Venstregrønne. Det bliver spændende at se, hvad de i fællesskab kan opnå.

I lyset af deres stærke fremgang i meningsmålingerne de sidste måneder er det sandsynligt, at denne regering vil bestå efter valget. Muligvis suppleret af det midtsøgende Fremstødsparti, som nu er støtteparti for regeringen, men som for bare to år siden sad i regering sammen med de konservative og bedrev den nyliberalisme, der har bragt det islandske folk på fallitens rand. 

 

Opslået i Nordeuropa

single.php