Vedtaget af SAPs Landsmøde 13. november 2016.

Dette er del 2 af Program for Socialistisk Arbejderpolitik – del 1 kan læses her!


Fra hverdagens kampe til samfundsforandring

Vores centrale strategiske opgave som revolutionære socialister er derfor hele tiden at prøve på at bygge bro mellem på den ene side de umiddelbare problemer og kampe, der optager folks hverdag, og på den anden side målet om et grundlæggende opgør med kapitalismen. Det er nødvendigheden af den brobygning, den sammenkædning, der i vores politiske tradition er blevet kaldt nødvendigheden af et overgangsprogram.

Systemet er problemet

Der er intet kunstigt eller påklistret i denne sammenkædning, tvært imod. Det er ikke kun afværgelsen af en økologisk katastrofe, der forudsætter et opgør med kapitalismen (således som vi redegjorde for det i kap.2). Stort set alle de hverdagsproblemer, der rejser sig, skyldes grundlæggende det kapitalistiske systems uhensigtsmæssigheder, og derfor kræver holdbare løsninger på problemerne også direkte angreb på dette system.

Et eksempel:
Når de voldsomme nedskæringer i den offentlige velfærd skal bekæmpes, skal der skaffes penge til stats- og kommunekasser. Det er oplagt krav at hæve skatten på de voldsomt stigende virksomhedsprofitter på den ene eller den anden måde. Men ethvert tiltag af den slags vil straks blive mødt af trusler om, at virksomhederne så bare vil flytte til udladet. Og hvad så?

Vores svar må nødvendigvis være: Yderligere indgreb! Hvis nogen vil nedlægge en produktion i Danmark pga. en skattestigning – så må vi kræve statsovertagelse uden erstatning. Hvis de ”bare” vil skære ned og fyre personale, skal der betales erstatning til de fyrede og et særligt arbejdsgiverbidrag til a-kasserne. Hvis/når EU-regler står i vejen for det, agiterer vi for at afvise dette og om nødvendigt bryde med EU. Alternativet til dette svar er den socialdemokratiske model: At bøje os for truslerne og deltage i konkurrencen om at frede erhvervslivet profitter og i stedet tage pengene fra løn og overførselsindkomster.

Et andet eksempel:
Når medicinudgifterne – især til kroniske og livstruende sygdomme – stiger til vanvittige højder, mens medicinalkoncernerne skovler profitter ind og udbetaler gigantiske udbytter, skal der stilles krav om medicinpriser, der afspejler de dokumenterede omkostninger. Men hvad nu, hvis medicinalkoncernerne afviser dette?

Så må staten overtage medicinalindustrien. Dette vil også give bedre grundlag for en forskning, der har sundhed frem for øget medicinforbrug som overordnet mål. Et første skridt kan være etablering af en offentlig medicinproduktion. Alternativet er, at sundhedssystemet fortsat er et tag selv-bord for medicinalkapitalen – og den socialdemokratiske løsning: at milliarderne til medicinalkoncernerne skaffes ved fyringer af sundhedspersonale o.l.

Et dynamisk program
Forudsætningen for at bygge bro mellem de aktuelle krav, som der er bred opbakning til, og kampen for et brud med kapitalismen, er naturligvis, at et socialistisk parti har sådanne systemoverskridende krav i sit partiprogram. Det er også nødvendigt, at partiet prioriterer at udbrede og vinde opbakning for disse krav i stadig større dele af befolkningen. Men først og fremmest handler det om en sammenhæng, en dynamik.

En mobilisering vil ofte starte som en simpel protest mod forringelser eller for lidt bedre forhold, men den kan meget hurtigt støde imod det, der er ”realistisk muligt” inden for systemets grænser. Og her er det, vi ikke skal stoppe der hvor kapitalismen sætter grænsen for sociale fremskridt og sikring af natur, miljø og klima. Hvis og når indlysende krav støder imod systemets grænser, så viser det netop nødvendigheden af at gå til angreb på systemet.

Derfor må socialister:
• hele tiden rejse de krav og foreslå de kampformer, der faktisk kan få nogen til at organisere sig og handle.
• hele tiden også præsentere det næste skridt, der er nødvendigt, hvis modstanderens modangreb skal slås tilbage. Det er nødvendigt af to grunde. For det første skal kamp og mobiliseringer for mere vidtgående krav forberedes i god tid ved at skaffe opbakning til dem blandt de mest aktive og de mest politisk bevidste. For det andet udvikler klassekampen sig ikke gradvis efter et skema, men nogle gange i pludselige spring, hvor der den ene dag er vilje til at slås for krav, som blev regnet for urealistiske dagen før.
• hele tiden holde fast ved målet – og netop der, hvor målet tydeligt støder mod systemets rammer, så at samle til kamp mod disse rammer.

Enhedslisten har allerede ved flere lejligheder arbejdet dynamisk på netop denne måde. F.eks. ved at kæde kampen mod arbejdsløshed sammen med krav om arbejdspladser i offentlig, grøn produktion. Da EL udviklede ideer om en alternativ fødevareproduktion på Bornholm i forbindelse med kampen mod slagterilukninger. Eller da EL krævede offentlig medicinproduktion og stillede krav til medicinalindustrien som svar på valget mellem medicinfravalg og fyringer af sygeplejersker.

Fælles handling – nej til splittelse
Hvis et andet samfund skal blive en realitet, er udgangspunktet i de konkret oplevede problemer og de krav, der kan samles bred opbakning til, lige så vigtigt som slutpunktet: den offensive kamp mod systemet. Hvis ikke vi tager vores udgangspunkt der, hvor folk faktisk er, får vi ikke mobiliseret nogen til handling. Uden kollektiv handling kan vi godt glemme alt om at vælte systemet. Og det er den fælles handling, der også flytter bevidsthed. Det ved enhver, der har været med i en strejke, en skolebesættelse eller bare en demonstration.

Derfor bruger vi enhver lejlighed til at skabe og fastholde en folkelig organisering, der er uafhængig af arbejdsgivere, af kapitalens institutioner og af statsmagten

Derfor arbejder vi for at skabe det bredest mulige fællesskab i aktion. Jo flere, der kæmper sammen, jo større chance er der for at opnå bevægelsens mål. Samtidig får så mange som muligt erfaringer med, at kollektiv handling kan give social forvandling. Derfor arbejder vi for at samle bevægelsen omkring de krav og aktioner, som på det givne tidspunkt kan samle flest mulige.

Derfor udfordrer vi konsekvent politiske ledere og organisationsledere, som arbejderklassen har tillid til og accepterer, men som ikke vil udfordre systemets rammer og dermed før eller siden vil forsøge at bremse kampen. Vi udfordrer dem med opfordringer til at gå ind i kampen og støtte de krav, der er bred opbakning bag. Med to mulige udfald: At de faktisk gør det, med den umiddelbare styrkelse af kampen dette indebærer. Eller at de afviser – og flere erkender, at disse ledere faktisk ikke forsvarer arbejderklassen.

Derfor afviser vi konsekvent krav eller pakkeløsninger, der sætter den ene del af arbejderklassen op imod den anden. F.eks. forslag om, at en gruppe skal gå ned i løn for, at en anden kan stige, eller forslag om, at der skal skæres ned på ældreplejen for at skaffe ressourcerne til daginstitutioner.

Bevægelsesarbejdet

Socialisters arbejde med at organisere kamp mod undertrykkelse og uretfærdighed samt modstand mod kapitalismen foregår i forskellige former for organiserede bevægelser. Hvis ikke de eksisterer, er det vores opgave at opbygge dem!

For en demokratisk og kæmpende fagbevægelse

Fagbevægelsen i Danmark har fortsat en høj organisationsprocent og dermed en betydelig styrke. Men fagbevægelsen er også gennemsyret af en bureaukratisering, der afgørende svækker dens evne til at varetage forsvaret af arbejderklassens interesser.

Bureaukratiseringens sociale grundlag er, at arbejderbevægelsens ledere og mange af de ansatte har opnået en mere behagelig hverdag, betydeligt højere levestandard og ikke mindst større magt og indflydelse end dem, de repræsenterer. For mange bliver det hurtigt det vigtigste at forsvare denne status, som er bundet til deres positioner i de organisationer, de arbejder i. Og dette forsvar for status quo hænger dårligt sammen med kæmpende medlemmer og et dynamisk demokrati, hvor nye kræfter kommer på banen og pamperprivilegier hurtigt bliver truet. Derfor får bureaukratiet andre interesser og andre mål end dem, de repræsenterer. Interesser og mål, hvis omdrejningspunkt er bevarelsen af status quo, af klassesamarbejdet og af deres personlige karriere som formidlere af dette.

Størstedelen af fagbevægelsen i Danmark er gennemsyret af bureaukratisering. Bureaukratiseringen med alt, hvad deraf følger, er slået tydeligst igennem, jo hørere oppe i ledelse og apparat, man kommer. Hvorimod man langt oftere finder engagerede mennesker, som ønsker at arbejde for deres medlemmers interesser, længere nede i fagbevægelsen, hos tillidsrepræsentanter og lokale fagforeningsfolk. Den samme bureaukratisering har for øvrigt i endnu højere grad præget arbejderbevægelsens traditionelle politiske partier, i særlig grad Socialdemokratiet, som har opgivet enhver målsætning om et socialistisk samfund for i stedet at blive forvalter af den kapitalistiske stat.

Derfor er det en fuldstændig afgørende del af enhver revolutionær strategi at genopbygge en mobiliserende, demokratisk og kæmpende fagbevægelse, der:
• Kæmper konsekvent for medlemmernes interesser
• Gør op med klassesamarbejdet, både som politisk linje og organisatorisk ramme (hovedaftale, arbejdsret m.v.)
• Gennemfører en gennemgribende demokratisering af organiseringen, og
• Gennemfører en pamperkur, der giver fagforeningens valgte og ansatte samme lønforhold som medlemmerne, indfører rotationsregler osv.

Andre bevægelser
Også i alle andre slags bevægelser – fra interesseorganisationer for uddannelsessøgende til enkeltpunktsbevægelser eller miljøbevægelser – arbejder vi generelt for, at kampen og dens organisering er demokratisk og orienteret mod at mobilisere nedefra. Det er den demokratiske proces i bevægelsen, der sikrer, at bevægelsen vælger de mest samlende mål og de bedste metoder. Den demokratiske diskussion i bevægelserne er forudsætningen for, at deltagerne kan opnå en større bevidsthed om, hvad der skal til for at opnå bedre forhold – helt frem til en forståelse for, at vi må afskaffe kapitalismen.

I enhver organisation vil der også være en tendens til bureaukratisering. Det behøver ikke at være i form af, at toppen får adgang til særlige privilegier. Det kan også være tendensen til at toppen ikke inddrager medlemmerne og måske forhandler hen over hovedet på disse og indgår kompromisser med modparten. Den demokratiske organisering er den vigtigste modvægt mod den slags tendenser, men der bør også altid sikres anti-pamper-regler i forhold til privilegier til ledere og ansatte.

Men ud over den demokratiske proces og debat, er udadvendt handling og mobilisering af nye aktivister naturligvis helt afgørende opgaver i bevægelsesarbejdet.

Parlamentarisk arbejde

Vi har ikke to forskellige programmer – ét for vores arbejde udenfor de parlamentariske forsamlinger og et andet indenfor. Vi har det samme program: Et program for at erstatte kapitalismen med socialisme.

Derfor gælder de holdninger, vi har præsenteret tidligere, også for revolutionært socialistisk arbejde i Folketinget, kommunalbestyrelser og regioner.

Det parlamentariske demokratis grænser
Som vi beskrev det i kapitel 2, har staten – på trods af de demokratiske fremskridt/muligheder i et land som Danmark – den grundlæggende funktion at sikre det kapitalistiske samfunds funktion og overlevelse. Dette afspejler sig i, at der er klare begrænsninger på, hvilke samfundsforandringer der kan gennemføres inden for det parlamentariske systems rammer.

I det parlamentariske arbejde gælder nemlig forudbestemte betingelser, som begrænser mulighederne for vidtgående forandringer. De parlamentariske forsamlinger fungerer alle indenfor rammerne af, hvem der har magten i samfundet – både den økonomiske og den fysiske. Det betyder blandt andet:
• At enhver lovgivning skal respektere den private ejendomsret, som den er garanteret i Grundloven
• At lovgivningen er yderligere begrænset af EU, som beskytter kapitalens interesser på en række områder
• At kapitalister kan undergrave lovgivning, de er utilfredse med, ved at true med at lukke deres virksomheder eller flytte investeringer til andre lande
• At kapitalister kan undergrave lovgivning, de er utilfredse med, ved at skabe økonomisk usikkerhed gennem spekulation i handel med aktier, obligationer og valuta samt fødevarer og råstoffer på børsen
• At kapitalister og samfundets andre velhavere kan bruge store formuer på støtte til de politikere og partier, der tjener deres interesser bedst. I sammenligning med det, har arbejdernes organisationer og de sociale bevægelser kun småpenge
• At kapitalister og samfundets andre velhavere kan bruge store formuer på at drive massemedier (aviser, radio, tv og sociale medier) til at fremme deres synspunkter

Disse forhold betyder, at allerede inden de revolutionære socialisters repræsentanter indtager deres pladser i de parlamentariske forsamlinger, står de svagere end alle repræsentanterne for den herskende klasse. De betyder samtidig, at uanset hvad de revolutionære socialisters repræsentanter måske kan skaffe flertal for – og derfor formelt få vedtaget – så har kapitalisterne nærmest uanede muligheder for at undergrave det reelt.

Statsapparatet og hele den offentlige administration – fra regeringsapparatet over ministerierne og til de enkelte offentlige institutioner (skoler, ældrecentre, hospitaler, trafik- og energiselskaber o.s.v.) er organiseret og bliver ledet efter forbilledet i de private virksomheder. Det betyder, at:
• Magten til at lede og fordele arbejdet går éntydigt ovenfra og ned, og hvis de ansatte enkelte steder får indflydelse er det en undtagelse og ikke reglen.
• Lønnen til de ansatte er fordelt lige så ulige som i de private virksomheder – eller værre.
• Kontrollen med de ansatte og presset for et større arbejdstempo er lige så stort som i de private virksomheder – eller større.
• De offentlige indkøb – med eller uden gennemskuelige udbud – er med til at sikre de private virksomheder deres afsætning og profit.
• De offentligt ansatte presses på løn, arbejdsforhold og jobsikkerhed på en måde, der på mange måder ligner de privat ansatte lønarbejdere, som er presset af arbejdsgiverens konstante forsøge på at øge profitten.
• De øverste kommanderende lag i statsapparatet, både på landsplan og i kommuner, udgør en del af samfundseliten med indkomstforhold, der ligner virksomhedsdirektører. De udgør en klike, der opfatter det som deres opgave at styre samfundet ”på den rette vej”, dvs. i overensstemmelse med den overklasse, de er en del af – om nødvendig uafhængigt af eller i strid med befolkningsflertallet og de valgte politikere.

Den borgerlige stat og dens institutioner er altså meget langt fra at være neutralt område, som revolutionære socialister med et flertal bag sig bare kan erobre. Men det er ikke desto mindre en vigtig kampplads.

Revolutionære socialister i parlamentet

I et land som Danmark med et tilsyneladende velfungerende parlamentarisk demokrati, er der i arbejderbefolkningen er en udbredt accept af:
• at politik kan og skal udøves i de eksisterende parlamentariske forsamlinger
• at valgene til de eksisterende parlamentariske forsamlinger giver et demokratisk udtryk for folkets vilje

Derfor er det en vigtig opgave for et revolutionært socialistisk parti at skabe sig den størst mulige platform i det parlamentariske system. Selv om vi ved, at der er snævre rammer for, hvad dette parlamentariske demokrati kan ændre, og at opbygningen af folkelig organisering og bevægelse er det helt afgørende, er Folketing m.v. utroligt vigtige politiske kamppladser. Vi skal bruge vores repræsentanter til:
• at fremlægge de krav og det program, vi også kæmper for i samfundet udenfor – fra det mindste reformkrav og til offensive, systembrydende krav
• at foreslå og lægge stemmer til selv de mindste forbedringer og stemme imod enhver forringelse
• at understrege det parlamentariske demokratis begrænsninger, og at forandring – fra forsvar af velfærdssystemet til et nyt samfundssystem – kræver, at folk selv organiserer sig i bevægelse og kamp
• at samarbejde med alle progressive bevægelser og så vidt muligt støtte deres arbejde
• at udfordre de andre politiske grupper – ikke mindst de partier, som har fået stemmer fra arbejder-befolkningen
• at afsløre ethvert forsøg fra samfundets magthavere – indenfor eller udenfor – på at modsætte sig eller undergrave beslutninger, der svækker deres magt
• at afsløre ethvert forsøg fra regeringen og statsapparatet på at modsætte sig eller undergrave de demokratiske rettigheder (ytrings-, forenings og forsamlingsfrihed, ret til indsigt i den offentlige forvaltning, ret til privatliv uden overvågning)
• at kritisere kapitalismen, profitstyringen, markedsgørelsen osv. og alle dens konsekvenser
• at udbrede ideen om, at en grundlæggende samfundsforandring til et økosocialistisk samfund er nødvendigt og mulig

Revolutionære socialister skal, i forlængelse af sidstnævnte punkt, i en skærpet klassekampssituation, hvor der er grundlag for det – agitere for dannelse af en antikapitalistisk regering, der kan sætte økosocialistiske løsninger på dagsordenen. Et sådant perspektiv kan have en fin dynamik i sammenhæng med opbygningen af et folkeligt grundlag for en samfundsomvæltning. Vi kan ikke udelukke, at et parlamentarisk flertal kan være dynamo i et socialistisk gennembrud, men forestillingen om, at en parlamentarisk proces i sig selv er en mulig vej til at afskaffe kapitalismen, er en illusion.

Forudsætninger for en social revolution

Det er nødvendigt, det er muligt, og det er en umådelig opgave – at afskaffe kapitalismen. Hvordan det vil ske, kan vi ikke forudsige i detaljer. Vi står helt uden erfaringer fra socialistiske revolutioner eller revolutionære situationer i lande, der tilnærmelsesvis ligner det Danmark, vi kender i dag. Revolutionære omvæltninger vil foregå på forskellig vis i forskellige lande. Forløbet i Danmark vil afhænge af, om vi er et af de første lande til at tage konfrontationen, eller om revolutionen kommer til Danmark under påvirkning af succesrige samfundsomvæltninger i andre lande.

Men ud fra vores kendskab til, hvordan kapitalismen fungerer, og ikke mindst ud fra arbejderbevægelsen og revolutionære socialisters erfaringer med at udvikle modstand og forsøge sig med opgør med kapitalismen i snart 200 år, kan vi i første omgang fastslå nogle forudsætninger for succesfulde revolutioner.

Hvis et flertal af befolkningen skal støtte og bakke op om grundlæggende indgreb som forandrer den måde, selve samfundssystemet fungerer på, er det indlysende, at dette samfundssystem ikke længere fungerer på en måde, som befolkningen kan og vil acceptere. Sagt med andre ord, at kapitalismen ”hænger i tovene”. Omvendt: Så længe kapitalismen kan levere resultater eller fremstå som et troværdigt og legitimt system, vil kun et mindretal i befolkningen anse det som nødvendigt at bryde med dette system. Man kan tænke sig flere muligheder for, hvordan det kapitalistiske samfund kan havne i så dyb en krise. Det kan for eksempel ske i tilfælde af krig og besættelse, i forbindelse med en miljøkatastrofe elle ren økonomisk krise, der for alvor kaster folk ud i arbejdsløshed og fattigdom.

I en sådan krise er det afgørende, at arbejderklassen og den allierede aktivt kæmper og organiserer sig i kampen, at man går i samme retning og kæmper sammen om et fælles politisk projekt – trods forskelle og modsætninger inden for arbejderklassen og andre undertrykte sociale grupper.

Evnen og styrken til at udnytte kapitalismens svage øjeblikke kommer ikke fra den ene dag til den anden. Den skal opbygges gennem små og store kampe. Kampene kan handle om at forsvare rettigheder, vi allerede har opnået, eller de kan dreje sig om forbedringer og reformer. Det kan foregå lokalt, nationalt eller internationalt koordineret. Det kan omfatte en bestemt del af arbejderklassen, eller det kan være en samlet bevægelse – for bedre velfærd eller for at vælte en regering.

Gennem den slags bevægelser og kampe opnår arbejderklassen erfaringer om, hvordan man kan opnå resultater gennem kollektiv aktion. Den type erfaringer skaber også en større forståelse for, hvordan kapitalismen fungerer, og hvem der har ansvaret for f.eks. dårlige velfærd, arbejdsløshed, klima-ødelæggelse osv. Ud af kampe og bevægelser er der også mulighed for at styrke mere blivende organiseringer, som kan forsvare de resultater, man opnår undervejs, og som kan skabe afsættet for nye kampe.

Andre afgørende forudsætninger for at afskaffe kapitalismen er:
• At arbejderklassen har opbygget organisatoriske styrkepositioner i samfundet, der gør den i stand til at hamle op med modstanden
• At et stort aktivt lag i arbejderklassen har opsamlet erfaringer om kampe og organisering og er bevidste om behovet for at afskaffe kapitalismen
• At arbejderklassen på et tidspunkt bliver så stærk (politisk og organisatorisk), at den er i stand til at udnytte de muligheder, som opstår, når kapitalismen er i krise, ikke kun økonomisk, men også politisk, dvs. at den har svært ved at holde sammen og har svært ved at herske.

En situation, hvor alle disse forudsætninger er opfyldt, opstår ikke af sig selv. Derfor er der brug for organiserede socialister. Derfor er der brug for et socialistisk og revolutionært parti.

Hvad mener vi med revolution?

Når vi taler om en revolution, taler vi om at gennemføre en fundamental samfundsforandring. En samfundsforandring, der fratager kapitalejerne deres ret til at styre samfundsøkonomien – og derved i sidste instans det meste af samfundsudviklingen. Vi taler om en afskaffelse af kapitalismen og en etablering af et økosocialistisk demokrati, som vi har skitseret det i kap.3.

En demokratisk, folkelig magtovertagelse

En sådan omvæltning kan og skal kun gennemføres, når den bakkes op af et klart flertal af befolkningen. Alene fordi hele ideen i det nye samfund er en drastisk udvidelse af demokratiet – og udviklingen af et langt mere aktivt og deltagende demokrati end det nuværende (jf. kap.3).

Før, under og efter en revolution står vi ubetinget fast på de demokratiske rettigheder. Erfaringerne med revolutionære undtagelser, hvor man i tilspidsede situationer lige efter en revolution f.eks. forbyder nogle partier, er katastrofale. Et nyt samfund, der starter med at begrænse demokratiet, har alle muligheder for at løbe af sporet og aldrig få det genindført. Og et nyt samfund, der starter med at begrænse demokratiet, er ikke det nye samfund, vi kæmper for.

Når vi alligevel er overbeviste om, at denne samfundsomvæltning nødvendigvis må foregå i en situation, hvor det kapitalistiske system er i krise, og hvor befolkningen er mobiliseret, velorganiseret og politisk radikaliseret, så er det således ikke for at snige os uden om den opgave at skabe et flertal for et systemskifte. Derimod bygger det på en historisk baseret analyse af, hvordan magthavere reagerer, når de bliver truet med, at magten tages fra dem.

Op gennem historien – og også i allernyeste tid – har vi set, hvilke midler magthaverne er parate til at benytte sig af, hvis deres kapitalinteresser for alvor er truet. Det starter med økonomisk sabotage på mange planer, men det fortsætter med afskaffelse af elementære demokratiske rettigheder, brug af politisk undertrykkelse og vold, militærkup og indsættelse af diktatoriske regimer.

Sådanne midler er systematisk blevet anvendt mod alle de alvorlige trusler mod kapitalismen eller vigtige kapitalinteresser, der har været. Det er i nyeste tid ikke nået længere end til økonomisk sabotage og begrænsede indskrænkninger af demokratiet i vores del af verden. Men sådanne overgreb er foregået i Latinamerika, i Asien og i Afrika – og bagmændene har mere eller mindre direkte været borgerskabet (og endda regeringer) i de vestlige demokratier.

Derfor er ideen om, at en revolution kan gennemføres stille og roligt i små skridt – først 10%, så 20% osv. – desværre helt usandsynlig. Den dag, vi tager et første væsentligt skridt og f.eks. beslutter at nationalisere energisektoren, vil vi møde en modstand, som vi næppe kan forestille os. I første omgang en total økonomisk sabotage: kapitalflugt, EU-indgreb, investeringsstrejke, nedlukning af produktion osv. osv. I den situation er der kun én anden mulighed end at opgive: at tage de næste skridt. At nationalisere banksektoren. At overtage kontrollen med og få gang i nødvendig produktion. Osv.

Dobbeltmagt
En forudsætning for, at den slags modsvar overhovedet er en mulighed, er, at der i denne situation er en politisk målbevidst og mobiliseret befolkning, der ikke bare har sat deres kryds ved Enhedslisten på valgdagen. Fordi om så Enhedslisten har 90 eller 150 mandater, er det en illusion at forestille sig, at det borgerlige statsapparat påtager sig disse opgaver. Der vil ikke bare komme en slæde i vejen, men hundrede isbjerge! Den borgerlige stat er en institution, der grundlæggende set er designet til den opgave at regulere og bevare det kapitalistiske samfund – herunder den profitstyrede økonomi, den borgerlige ideologis dominans og de store begrænsninger af demokratiet, der sikrer kapitalistklassens magt. I en revolutionær situation, hvor vi er i gang med at afskaffe kapitalismen som system, vil det være umuligt at benytte dette statsapparat.

Derfor er det helt afgørende, at der er et enormt netværk af folkelige organiseringer – lokale organiseringer af alle slags, organiseringer på arbejdspladser og uddannelsessteder og i boligkvarterer, græsrodsorganiseringer omkring lokale produktioner eller miljøtiltag osv. osv. – der står klar til at tage over. En organisering af befolkningens egen magt, en parallelmagt eller dobbeltmagt, som kan tage over, når den borgerlige statsmagt går i strejke. Som gør det muligt at tage styringen fra kapitalisterne og deres medsammensvorne – lokalt og på landsplan – når de, sandsynligvis, bevidst vil forsøger at skabe kaos og kollaps, når kapitalismens grundstrukturer trues.

Derfor kræver en revolution af samfundet betydeligt mere end et befolkningsflertal, der er parate til at stemme for en samfundsændring. Det kræver et aktivt befolkningsflertal, der er organiserede i bevægelser og parate til at kæmpe for det – med strejker, demonstrationer, virksomhedsbesættelser. Og det kræver en organisering, der er så stærk, at den kan præstere en modmagt, hvis og når det bliver nødvendigt.

Revolution og vold?
Revolution har som sådan intet med vold at gøre. Vi er ubetingede modstandere af enhver form for vold, og vi vil til hver en tid arbejde for, at samfundsomvæltningen bliver fuldstændig fredelig. En væbnet revolution kan kun som en nødløsning komme på tale i en diktaturstat, hvor politisk opposition bliver forhindret med vold.

Vi skal imidlertid ikke have den illusion, at vore modstandere – dem, der vil sikre kapitalismens beståen – har lige så høje idealer. Historien er desværre fuld af eksempler på, at hvis kapitalmagten føler sig truet, ryger enhver respekt for menneskerettigheder, frihedsrettigheder, demokrati og fred. Den tyske kapitals støtte til nazisterne, militærkuppene mod demokratisk valgte regeringer i Chile og Grækenland f.eks.

At den moderne kapitalisme i de parlamentariske demokratier skulle holde helt andre standarder, er der meget, der taler imod:
• Hver gang, der løftes en flig af det tæppe, der mørklægger efterretningstjenesterne, afslører det en skruppelløs stat i staten, der opfatter det som sin opgave i samarbejde med andre kapitalistiske landes efterretningstjenester at beskytte kapitalismen mod dens fjender – også hvis disse fjender er politikere, og endda også hvis de sidder i regering!
• Anti-terrorlovgivningerne i Danmark og resten af verden viser også, at man er parat til åbent at indføre lovgivning, der tillader politistatsmetoder og underminerer retssikkerhed og elementære borgerrettigheder.
• Først og fremmest viser USA´s og en stribe andre vestlige demokratiers fremfærd i andre dele af verden, at magthaverne i disse lande ikke tøver med at benytte sig af massiv vold, terror og tortur for at fremme Vestens politisk-økonomiske interesser dér. Hvad taler for, at der vil være helt andre standarder, hvis truslen mod kapitalismen kommer indefra? Den økonomiske revolverpolitik, der sætter al demokratisk selvbestemmelse ud af kraft, og som oprindeligt kun blev benyttet i den tredje verden, blev hurtigt importeret til den hjemlige arena i Sydeuropa, da behovet opstod dér…

Derfor må ethvert parti og enhver bevægelse, der arbejder for at afskaffe eller bare truer kapitalismen, være forberedt på den risiko, at man en dag – hvis man har succes! – risikerer at blive mødt af repression og vold. Det må man gøre alt for at undgå og forebygge på fredelig vis, f.eks. ved at være så mange og så stærke, at voldelig repression på forhånd virker håbløs, og f.eks. ved at få menige politibetjente og soldater over på demokratiets side. Men i sidste instans kan man også være nødt til at forsvare sig, hvis magthaverne – som f.eks. i Syrien nu – bruger våben mod befolkningen. Eller forsvare sig mod en væbnet kontrarevolution, der vil omstyrte et socialistisk demokrati. Vi mener ikke, at man i sådanne situationer skal afstå fra at bruge vold som selvforsvar, hvis der ikke er andre muligheder. Og vi mener, at man skal være politisk forberedt på, at sådanne situationer desværre kan opstå.

Fortsat revolution
Selv om vi, jf. ovenstående, forudsiger nødvendigheden af et revolutionært brud, hvor kapitalens grundlæggende magt over samfundet afskaffes over nogle dage, uger eller måneder, vil en gennemgribende ændring af samfundet naturligvis ikke kunne gennemføres så hurtigt. At fratage kapitalmagten den økonomiske (og politiske) magt over samfundet vil blot være det første nødvendige skridt i en langsigtet proces, der revolutionerer vores samfund og åbner for en økosocialistisk udvikling. En proces, som vi har præsenteret vores første pejlemærker for i kapitel 3.

Klassekampen er international

Imperialismen er et verdenssystem. Al kapital tragter efter at blive størst, hurtigst, stærkest. Enhver kapitalistisk stat sigter mod at gøre sine egne kapitaliser til andre landes kapitalister. Derfor er det en fejl, at tro, at de undertrykte har noget at vinde ved at forlade sig på konkurrencen mellem internationale magthavere. Som revolutionære ser vi det som vores opgave at bekæmpe vores eget nationale borgerskab først, derfor stiller vi os solidarisk med dem, som er undertrykt og udbyttet af dette borgerskab. Vi søger at opbygge solidaritetsbånd med alle, der bliver undertrykt af dansk og europæisk kapital. Vi kæmper mod at nogle stater dominerer andre. Vi går imod, at USA og deres allierede f.eks. i Europa dominerer verden med økonomisk og militær magt. Det gør vi til fordel for undertrykte folk. Vi har ingen præferencer for udfordrerne i den globale magtkonkurrence, Rusland og Kina, over for USA, ligesom det ikke var socialisters opgave at støtte USA’s udfordring af Storbritanniens magt for 100 år siden

Vi bekæmper de internationale organisationer og aftaler, som på mange forskellige måder medvirker til at sikre kapitalens interesser – på bekostning af national selvbestemmelse og befolkningers demokratiske indflydelse. Det gælder f.eks. IMF og WTO – og det planlagte TTIP. I Europa gælder det i særlig grad EU, der som overnational konstruktion på alle måder knæsætter den europæiske storkapitals interesser, fremmer social dumping og underminerer de demokratiske muligheder i medlemslandene på en lang række områder. Vi arbejder i særlig grad for at styrke den solidariske kamp på tværs af grænserne i Europa. Det gælder f.eks. solidariteten med gældsplagede sydeuropæere i kampen mod EU-dikteret nyliberalisme, samarbejdet mellem klimabevægelser på tværs af grænserne mod EU’s helt utilstrækkelige klimaindsats, nye kulkraftværker m.v., samt kampen mod den umenneskelige europæiske flygtningepolitik.

Vi anerkender, at et folk skal have ret til at bestemme sin egen skæbne. Vi modsætter os derfor ethvert forsøg på, at fratage folk deres selvbestemmelse, og vi mener, at det på demokratisk vis må afgøres, hvad grænserne for et folks selvbestemmelse skal være. Disse processer må foregå uden storpolitisk og chauvinistisk indblanding, og uden trusler om økonomiske og militære sanktioner. Det gælder f.eks. i Palæstina, for de oprindelige folk, og for de dele af den spanske stat, der ønsker selvbestemmelse. Og naturligvis også for Færøerne og Grønland.

Vi arbejder aktivt for at opbygge internationale bevægelser, der er åbne og mangfoldige, og som optager og inkluderer de historiske erfaringer i kampen mod enhver undertrykkelse. Derfor støtter vi f.eks. kurdere, som søger at opbygge en bedre tilværelse i Rojava, såvel som oprindelige folk, der står i frontlinjen i såvel kampen mod udvindingsindustrien som i arbejdet mod konsekvenserne af samme. Udviklingen af praktisk solidaritet med alle undertryktes kampe er et nødvendigt led i opbygningen af stærke internationale fællesskaber. Derfor fører vi, hvor det er muligt, kampagner for støtte til kampe for bedre livsforhold, rettigheder for undertrykte grupper, til strejker og arbejdskampe. Og vi arbejder for asylret og god behandling af dem, som er drevet på flugt af imperialismens hærgen.

I det omfang det lykkes et folk at løsrive sig delvist fra imperialismen, stiller vi os på dette folks side, og vi vil solidarisk og kritisk give vores støtte til dette lands kamp for ret til selvstændighed. Men vi stiller os også kritisk overfor ikke-kapitalistiske regeringer, og vi afviser, at ”det større onde” kan bruges som et argument for politisk ufrihed, overgreb og tilfældig magtanvendelse.

Så længe kapitalismen dominerer verden på globalt plan, er det ikke muligt at etablere et enkeltstående trygt og stabilt økosocialistisk land. Landet vil blive udsat for et enormt, på længere sigt formentlig ødelæggende, pres fra imperialismen. Derfor vil den internationale solidaritet og kamp – og i sidste ende udbredelsen af revolutionen – i den situation være helt afgørende. Det bedste forsvar af den første revolution vil være at sætte gang i den anden, den tredje, den fjerde…

 

 

5. Opbygningen af et parti, der kan gå forrest i en samfundsomvæltning

 

SAP ønsker at udvikle EL og SUF til socialistiske organisationer, der kan være drivende i kampen for økosocialismen.

Opbygning af Enhedslisten og SUF

Dette betyder noget for, hvordan vi ønsker at udvikle SUFs og Enhedslistens politik og organisationer. Vi ønsker at udvikle brede antikapitalistisk partier, som kan vise de undertrykte grupper en vej ud af undertrykkelsen. Vi ønsker demokratiske og kollektivt handlekraftige partier, integreret i alle folkelige bevægelser, drivende i alle undertrykte gruppers kampe. Partier, der med afsæt i en socialistisk analyse, opsamler og bearbejder medlemmernes erfaringer og på den baggrund udvikler sin politik og sine planer kollektivt og demokratisk. Partier, der kan og vil være en drivende kraft i afskaffelsen af det kapitalistiske system og opbygningen af et økosocialistisk samfund.

Kollektiv udvikling af analyser og politik

Der er afsnit, vi ville have formuleret anderledes i Enhedslistens principprogram, men overordnet set er det godt, og det tager afsæt i en marxistisk, kritisk analyse af det kapitalistiske system. Men et socialistisk parti, der vil revolutionere samfundet, kan ikke bare vedtage sit politiske program en gang for alle. Der er brug for løbende at analysere nye udviklinger i samfundet og den globale klassekamp, og løbende at udvikle et politisk program og en strategi, der matcher de aktuelle udfordringer, men fastholder det socialistiske mål.

Denne løbende udvikling af politikken kan ikke overlades til ledelsen alene, men er en kollektiv opgave for hele partiet. Dels fordi det kun er ved at opsamle og kollektivt bearbejde alle medlemmernes erfaringer ude i den virkelige klassekamp, at vi kan udvikle den rigtige strategi og politik. Og dels fordi det netop også er medlemmernes fælles forståelse af og samling om et politisk program, der giver dette program muligheder for at få gennemslagskraft ude i samfundet, på arbejdspladser og i bevægelserne.

Hvis ikke medlemmerne faktisk er samlet om og kollektivt udvikler et socialistisk program, men blot slutter op om nogle dagsaktuelle krav, er der også al mulig fare for, at partiet på længere sigt vil blive præget af den politiske konsensus i den borgerlige offentlighed og miste sit revolutionære perspektiv.

Et levende demokrati
At gøre programmet til kollektiv ejendom og politikudviklingen til en kollektiv proces forudsætter for det første, at der løbende tilbydes nye og gamle medlemmer introduktion til Enhedslistens program og til marxistisk teori i bredere forstand. Men frem for alt betyder det, at Enhedslistens program og politik er genstand for en levende debat blandt medlemmerne, og at partiet har et levende og velfungerende demokrati.

Det betyder, at større politiske og strategiske spørgsmål/nyudviklinger skal gøres til genstand for kollektive diskussioner i hele partiet og besluttes på et årsmøde. Det betyder, at mindretal (og flertal!) skal have ret til at organisere sig om at formulere og fremføre deres synspunkter, og at de skal have mulighed for at fremføre dem i diskussionen på linje med ledelsesflertallet. Faktisk er det ikke bare en ret, men en forpligtelse at fremføre og pointere væsentlige uenigheder, fordi det er det, der sikrer en god diskussion, og dermed det, der sikrer de rigtige konklusioner – i sidste ende også de rigtige handlinger. Det betyder også, at mindretal i udgangspunktet skal repræsenteres forholdsmæssigt i ledelsen af partiet,. Endelig betyder det, at ledelsen har et ansvar for at sikre rammer om alle væsentlige debatter – og dermed også lave forslag til prioritering af debatterne, der ikke undertrykker væsentlige uenigheder. Omvendt skal vi heller ikke lade alle debatter køre samtidig, så der reelt ikke bliver tale om partidiskussioner, men bare kaotisk snak.

Udviklingen af et velfungerende partidemokrati med en frugtbar, politikudviklende debat er imidlertid ikke klaret alene med demokratiske vedtægter. Det er i høj grad også et spørgsmål om at udvikle en kultur, hvor:
• Der udvikles en god uenighedskultur, hvor alle tør udvikle deres forskellige synspunkter, fordi man ikke ser skævt til hinanden pga. den ene eller den anden politiske uenighed.
• Partiet bliver bedre til kollektiv erfaringsopsamling og – bearbejdning på alle niveauer blandt alle medlemmer – ved at gøre fælles status – så vi bedst muligt udnytter vores erfaringer til at udvikle vores strategi og politik.
• Ledelsen meget bevidst påtager sig opgaven, at formulere ny politikudvikling som oplæg til åben medlemsdebat.

Et parti med kollektiv handlekraft
Vi ønsker ikke bare et parti, der handler på baggrund af demokratiske beslutninger og demokratiske valg. Vi ønsker også et handlekraftigt parti. De demokratiske beslutninger skal munde ud i beslutninger, som den demokratisk valgte ledelse efter bedste overbevisning skal stå i spidsen for at udføre. Når afstemningen er taget, er det flertallets beslutninger, vi sammen går ud og arbejder for.

Vores styrke afhænger i høj grad af vores evne til at handle kollektivt. At f.eks. alle afdelinger og afdelingsledelser gør deres bedste for at virkeliggøre en fælles kampagne, som årsmødet har besluttet – uanset om de selv stemte for den eller ej. Den samme respekt bør vi udvikle i forhold til beslutninger, som Hovedbestyrelsen tager. Det er langt fra alt, der kan besluttes på forhånd – mange af de vigtigste og rigtigste politiske beslutninger om handlinger træffes med kort varsel. I disse situationer har vores demokratisk valgte ledelser både ret og pligt til at sørge for, at vi er et handlekraftigt parti, der kan reagere hurtigt – ikke bare med politiske udtalelser og parlamentariske initiativer, men også med slagkraftige udenomsparlamentariske aktiviteter.

De valgte ledelser skal derfor have stor frihed til – på baggrund af vores principper og hidtidige beslutninger – at træffe nye beslutninger ud fra den faktiske situation. Så må de efterfølgende stå til ansvar for disse beslutninger – og det kræver selvfølgelig fuld åbenhed over for medlemmerne om præcis hvad der er besluttet og hvorfor.

Enhedslistens parlamentariske repræsentanter skal naturligvis også have en vis frihed til at tage hurtige beslutninger, hvis de skal kunne gøre deres arbejde godt. Men her er det utroligt vigtigt at fastholde, at det ikke er parlamentarisk grupper (lokalt og nationalt), der er partiets valgte ledelse, men Hovedbestyrelsen og afdelingsledelserne. Vores talspersoner udadtil, herunder de parlamentariske repræsentanter, må 100% respektere de valgte ledelsers beslutninger – og skal konsultere dem, når de står over for større eller svære beslutninger. Sådan har det altid været i Enhedslisten, og sådan skal det blive ved med at være. Men i praksis er der brug for, at den daglige politiske ledelse i Enhedslisten med tiden styrkes betydeligt, så landsorganisationens ledelse bedre kan tage teten, når den politiske situation udvikler sig hurtigt.

Begrundelsen for dette er ikke, at vores MF´eres politiske evner eller kvaliteter på nogen måde er ringere. Heller ikke, at MF’erne ikke har en slags mandat, idet de jo også er valgte af årsmødet og medlemmerne. Begrundelsen er først og fremmest den, at Enhedslistens politik ikke skal fastlægges under alt for meget påvirkning af det tunnelsyn, som placeringen inden for Christiansborgs (eller det lokale rådhus’) tykke mure uvægerligt truer med at give. Enhedslistens politik skal først og fremmest fastlægges ud fra situationen og mulighederne i klassekampen – i virkeligheden uden for Folketinget – ikke ud fra de parlamentariske muligheder. Og det er så dén politik, vi skal føre frem – blandt andet i den parlamentariske sammenhæng.

Derfor er det også vigtigt, at Enhedslistens ledelser rummer et bredt spektrum af erfaringer i klassekampen. Selv om valget af især Hovedbestyrelsen først og fremmest er et politisk valg, hvor man stemmer for folk med bestemte synspunkter på partiets politiske og organisatoriske udvikling, bør den samlede HB også rumme en rimelig repræsentation af erfaringer, bl.a. af de særligt undertrykte grupper i samfundet. Der bør således ikke bare sikres en rimelig repræsentation af kvinder, men også en vis spredning mht. erhverv, alder samt etnisk og geografisk tilhørsforhold. For at sikre dette er der behov for at ændre den nuværende procedure for valg af HB, som – bortset fra kønsmæssig balance – nemt kan ende med en skæv sammensætning.

Organiseret bevægelsesarbejde
Et opgør med kapitalismen kræver, at de undertrykte grupper mobiliseres, organiserer sig og selv tager ansvaret for det nye samfund. Det er selve fundamentet for det samfund, vi ønsker. Hverken SUF, Enhedslisten eller SAP kan gennemføre den socialistiske revolution; den kan kun gennemføres gennem massemobiliseringer.

Mobiliseringer og bevægelser kan både tage udgangspunkt i enkeltsager, f.eks. flygtningebevægelsen, eller i bredere interesser, f.eks. fagbevægelsen. Medlemmer af Enhedslisten og SUF har mange og vigtige opgaver i bevægelserne. For blot at nævne nogle af de vigtigste (se i øvrigt forrige kapitel…):
• Det grundlæggende arbejde med at tage initiativ, mobilisere og organisere.
• Sikring af fuldt basisdemokrati, kamp mod pamperstrukturer og bureaukrati.
• Politisk kamp for en klassekampslinje, der giver kamperfaring og resultater.
• At pege på ikke bare det første, men også det næste nødvendige skridt i kampen – også når det tørner imod systemets rammer.
• At arbejde for solidaritet, koordinering og om muligt fælles kamp mellem de forskellige undertrykte grupper.

For at løse disse opgaver bedst muligt, er det nødvendigt at organisere arbejdet kollektivt: at oprette netværk af medlemmer af Enhedslisten og SUF. Gennem disse netværk kan medlemmerne diskutere erfaringer, krav og initiativer til handling. Ikke for at manipulere med bevægelserne, men for at levere det bedst mulige bidrag til dem ud fra de problemstillinger, som bevægelsens basis står overfor.

I bevægelsesarbejdet skal medlemmer altid være åbne om deres tilknytning til hhv. Enhedslisten og SUF. Den bedste måde at imødegå mistænkeliggørelse på, er gennem åbenhed. Netværksorganiseringen bør selvfølgelig ske på alle niveauer – både blandt medlemmer uden tillidsposter og med tillidsposter. Poster er ikke et selvstændigt mål, men det kan både være nødvendigt for bevægelsen at påtage sig et ansvar, og det kan være en god platform for agitation og initiativer til handling. Det stærkeste mandat har man, når man stiller op på et klart grundlag og bliver valgt, fordi der er opbakning til krav, som kan bringe bevægelsen videre.

Et masseparti, men ikke en vælgerforening
Som det fremgår af ovenstående, har SAP store ambitioner for Enhedslistens udvikling – både mht. politisk program, organisationens udvikling og medlemmernes organiserede indsats i klassekampen.

Men vi har også ambitioner om at udvikle Enhedslisten som et masseparti – ikke som en lille gruppe af ”professionelle revolutionære”. Derfor forestiller vi os heller ikke, at partiet skal indføre obligatorisk skoling eller aktivitetspligt for alle medlemmer. Vi skal møde medlemmerne hvor de er – og så selvfølgelig prøve at motivere så mange som muligt til at deltage i kurser og debatter, møder, aktiviteter og netværk.

Det, der ikke må ske, er at Enhedsliste-afdelinger er vælgerforeninger, hvor det store flertal kun er aktive i de kommunale og lokale valgkampe – og størstedelen af medlemmerne blot opfatter sig som baggrundsgruppe for de parlamentariske repræsentanter.

Selv om det lykkes at opbygge et aktivt klassekampsparti generelt, kan den store mængde passive medlemmer stille os over for nogle dilemmaer mht. partidemokratiet. Hidtil har dette været reguleret af kravet om fremmøde til afdelingsmøder i forbindelse med urafstemning og delegeretvalg. Men muligheden for fjernafstemninger om hvad som helst, har medført en i risiko for, at en overvægt af passive, parlamentsfikserede, vælgerforeningsagtige medlemmer pludselig udgør et flertal i partidemokratiet.

Det vil være en meget uheldig udvikling. Dels fordi medlemmer, der ikke deltager i partiets aktiviteter, erfaringsopsamlinger og diskussioner, i langt højere grad end aktive partimedlemmer vil være præget af de dominerende opfattelser, main-stream-synspunkter fra medierne, frem for socialistiske synspunkter suppleret med klassekampserfaring – og man derved risikerer en snigende højredrejning af partiet. Dels fordi en sådan gruppe lidt for hyppigt vil tage politisk parti for de synspunkter, de mest kendte folketingspolitikere tilfældigvis støtter, frem for at tage konkret stilling ud fra kendskab til diskussionens substans – hvilket vil underminere værdien af partiets diskussioner og partidemokratiets substans.

Opbygningen af en selvstændig ungdomsorganisation

Det at være ung giver en række særlige problemstillinger, f.eks.:
• Problemer med elendige muligheder for at få egen bolig
• Problemer med at få uddannelse eller arbejde
• Økonomisk pres, utilstrækkelig studiestøtte, der ofte giver økonomisk afhængighed af forældre, og/eller underbetaling på arbejdsmarkedet

Ikke mindst de neoliberalistiske nedskæringer på uddannelser, SU, uddannelse og offentlig transport medvirker til, at ungdommen derfor ofte kommer i konflikt med staten og får anledning til protester.

Og de unge har også andre kendetegn:
• Mange unge er fuldtidsstuderende og uden børn, hvilket gør, at de lynhurtigt kan reagere og engagere sig i forhold til en vigtig politisk dagsorden, om det så er racisme, flygtninge, SU, krig eller klima.
• Unge er generelt i mindre grad end de voksne/ældre frosset fast i en oplevelse af tingenes – og samfundssystemets – uforanderlighed. Derfor er det gennem historien altid ungdommen, der er gået forrest i samfundsomvæltende bevægelser.

Tiden, hvor man er ung, er ofte den, hvor man bliver politisk tænkende. Den politisk aktive unge spænder til gengæld over en kort periode. Tiden fra, at man bliver politiseret, til man indtager en ledende rolle, er meget kort. Derfor har ungdommen brug for at arbejde selvstændigt. Hvis ungdommen ikke har selvstændigheden, så bliver den nemt overtrumfet af ældre kammeraters indgroede (afprøvede?) praksis.

Ungdommens meget hurtige rytme kræver, at ungdomsarbejdet struktureres på en bestemt måde. Der er brug for en organisation, som meget hurtigt kan skifte fokus.

Derfor må en selvstændig organisering finde sted. Denne organisering ligger og bør ligge uden for Enhedslisten. Faren ved blot at lave et ungdomsnetværk inden for Enhedslisten ville bl.a. være, at ungdommen så kun kom til at beskæftige sig med sin egen rolle. Men ungdommen skal ikke kun fokusere på uddannelse og SU – den skal også spille en vigtig rolle i f.eks. den økosocialistiske bevægelse.

Den selvstændige ungdomsorganisation giver også de største muligheder for, at de unge får masser af erfaringer med organisering, ledelse osv. Og at de får muligheden for at skabe et socialt liv omkring organisationen på de unges egne præmisser.

Vi må dog ikke glemme, at SUF og Enhedslisten er en del af den samme kamp. Derfor skal der være et stærkt og organiseret samarbejde mellem de to organisationer.

SAP – Socialistisk Arbejderpolitik
Som nævnt i indledningen, er SAP en politisk strømning i Enhedslisten. I 1989 var SAP med til at danne Enhedslisten (sammen med VS og DKP). Dengang stod SAP for Socialistisk Arbejderparti. I 2014 ændrede vi navn til Socialistisk Arbejderpolitik (SAP) for at understrege det, der allerede havde været en kendsgerning i omkring 20 år: At vi er medlemmer af ét parti, Enhedslisten, og én ungdomsorganisation, SUF, og at SAP er en politisk strømning inden for de rammer.

Medlemmerne af SAP er loyale medlemmer af Enhedslisten. Og når vi f.eks. vælges til poster i Folketing eller kommunalbestyrelser, så repræsenterer vi Enhedslisten der, og de kompetente organer i EL er dem, der bestemmer, hvilken politisk linje vi skal føre – ikke SAP. SAP laver som udgangspunkt ikke selvstændige, udadvendte aktiviteter eller kampagner – vi udfører de kampagner, som Enhedslisten beslutter, og vi gør det som medlemmer af Enhedslisten.

Vi har i et dokument om demokratisk centralisme i Enhedslisten, SUF og SAP slået fast, at SAPs medlemmer ikke er bundet af nogen ”SAP-disciplin” i Enhedslistens interne debatter, men alene af deres egne synspunkter. Det har vi, fordi det ville være skadeligt for den frugtbare og åbne debat i Enhedslisten, hvis vi optrådte som en blok, som stemte på samme måde, uanset hvad vi hver især faktisk mener i den konkrete situation.

Men hvad bruger vi så egentlig organisationen SAP til? Hvorfor har vi ikke – som Venstresocialisterne (VS) – bare nedlagt os selv?

Fordi vi mener, at vi har noget væsentligt at bidrage med, når Enhedslisten skal udvikle sig politisk og organisatorisk til at parti, der kan gå forrest i en samfundsomvæltning. Fordi vi mener, at de tankegange og metoder, som vi har præsenteret i dette dokument, er vigtige at holde fast i, udvikle og udbrede både i Enhedslisten og SUF. Og denne opgave løser vi bedst ved åbent at være organiserede omkring det. Dels er det en forudsætning for, at vi hele tiden har et rum for – ud fra vores fælles grundlag – at udvikle vores analyser og synspunkter (- det i dag efter vores opfattelse meget vigtige økosocialistiske perspektiv var f.eks. ikke noget, vi havde med i bagagen i 1989). Dels giver det bedre muligheder for at udbrede vores synspunkter i Enhedslisten og SUF. Og dels er det langt bedre med åbne politiske strømninger, som alle kan være med i (hvis de deler synspunkterne), og som andre kan forholde sig politisk til – end med halvhemmelige kaffeklubber på uklart grundlag og med ukendt dagsorden. Faktisk mener vi, at organiserede politiske strømninger – når de optræder åbent, loyalt og ufraktionelt – er en positiv ting for at kvalificere den politiske debat i Enhedslisten.

Endelig har SAP som den danske sektion af Fjerde Internationale særlige muligheder for at bidrage til analyser og politikudvikling med et internationalt perspektiv – ligesom vi gennem organisationen SAP bidrager til at holde liv i denne efter vores mening vigtige organisation (mere om dette nedenfor).

Behovet for en socialistisk internationale

Når man følger den politiske debat i Danmark, hører man ofte argumenter om, hvad der ”tjener Danmarks interesser”. Det indebærer som regel en idé om, at der findes fælles interesser for alle i Danmark uanset klasse eller tilhørsforhold til undertrykte grupper. Over for dette stiller vi et perspektiv om fælles interesser for de udbyttede og undertrykte i verden. Det globale perspektiv er nødvendigt, hvis vi ikke skal acceptere, at krav for bedre arbejdsforhold og velfærd begrænses af hensyn til konkurrenceevnen. Det nationale perspektiv svarer til, at arbejderne på en enkelt virksomhed allierer sig med virksomhedsejeren om f.eks. løntilbageholdenhed og dårlige arbejdsvilkår for at klare sig bedre i konkurrencen med de andre virksomheder – i stedet for at alliere sig med arbejderne på de konkurrerende virksomheder i fælles kamp for ordentlige forhold. Den kapitalistiske globalisering med øget frihed for kapital-, vare- og arbejdskraft-strømme er et redskab for borgerskabet til at underminere arbejderklassens styrke. På samme måde som vi afviser en fælles interesse med det danske borgerskab i den økonomiske konkurrence, afviser vi fælles interesser med borgerskabet i den imperialistiske konkurrence om global dominans, herunder med militære midler.

Der er brug for et globalt politisk perspektiv, for internationalisme. Vores internationalisme er selvfølgelig båret af, at alle mennesker bør have ordentlige levevilkår uanset, hvor de tilfældigvis er født. Men den er også båret af nødvendigheden af et internationalistisk program, hvis nationale krav og kampe ikke skal begrænses. De krav, vi opstiller, vil ofte være rettet mod den nationale dagsorden, da det er den politiske ramme, og det er på lokalt eller nationalt plan at konkrete kampe føres. Men vi er nødt til at sætte kampen og de krav vi kæmper for ind i et internationalt perspektiv. Kampene i forskellige lande er i den globaliserede kapitalisme tæt forbundne, således at sejre i et land for arbejderklassen eller undertrykte grupper giver bedre mulighed for sejre i andre lande – og omvendt…

Et internationalistisk program er ikke noget, der opstår af sig selv eller kan udtænkes af kloge mennesker i et bestemt hjørne af verden. Det kræver input fra revolutionære aktivister i alle dele af verden, der kender til de politiske betingelser, der hvor de er. Derfor er der behov for international organisering af revolutionære socialister. Politiske organisationer, der er en del af en international organisering, kan bruge dette til at bidrage politisk til bevægelser og kampe.

…….. Teksten fortsætter i del 3 her!

Opslået i Socialistisk Arbejderpolitik

single.php