Der er sket et boom i antallet af private daginstitutioner. For 2 år siden var der 20 private daginstitutioner. Nu er der omkring 200. Og meldingerne fra Daginstitutionernes Landsorgansiation tyder på at stigningen fortsætter.

 

Det er ikke private firmaer, der starter private institutioner op, med det formål at tjene penge, selvom folketinget i 2005 vedtog en lov, der gør det muligt at trække profit ud af private daginstitutioner. ISS har forsøgt sig, men fandt ud af, at det at drive en daginstitution ikke er så enkelt.

Hvad er forskellen?
Kommunale institutioner drives af kommunen, der har kompetence som arbejdsgiver.
Selvejende institutioner drives af en forening, fond, menighedsråd eller et boligselskab. De er underlagt økonomiske forhold og har samme forældrebetaling som de kommunale. De har drifts-overenskomst med kommunen. En bestyrelse har kompetencen som arbejdsgiver.
Private institutioner er private virksomheder. De har ikke overenskomster med kommunen og kan selv fastsætte forældre-betalingen. De får et kommunalt tilskud pr. barn, regnet ud i forhold til, hvilke udgifter kommunen har til børnepasning på de forskellige alderstrin. Kommunen har tilsyns-pligt.

Det er forældre og personale, der selv starter de private institutioner, ofte som en reaktion på at kommunerne vil lukke institutioner i yderområderne. Men i højere og højere grad også som reaktion på de nedskæringer, institutionerne er udsat for.

Regering og kommuner påstår, at der ikke er sket nedskæringer de senere år. De henviser til at bruttodriftsudgiften pr. 0-10 årig var 53.260 kr. i 2001 og 53.023 kr. i 2008. Disse tal tager dog ikke højde for, dels en ændring i alderssammensætningen af børnene (flere af de små, der "koster" mere) og dels at institutionerne er pålagt flere og flere opgaver ud over kerneydelsen: sprogtest, dokumentation, kontrol osv.

Som reaktion på dette, vælger flere og flere at oprette private institutioner. Regeringen gjorde det med lovændringen i 2005 muligt at opkræve en højere forældrebetaling i private institutioner end i de kommunale og de selvejende institutioner. Den forhøjede betaling bruges til at sikre bedre normeringer, mad, bleer osv.

Slipper for bureaukrati
På nuværende tidspunkt er prisforskellen ikke stor. Og når madordninger til børnehavebørn træder i kraft fra 2010, bliver forskellen formentlig endnu mindre, idet kommunerne så får lov til at hæve forældrebetalingen, hvilket mange vil benytte sig af. Når de private kan gøre det bedre for de samme penge (eller kun lidt mere), skyldes det flere ting:

For det første slipper de private institutioner for en del af det kommunale bureukrati. Selvom de fortsat skal leve op til lovgivning vedrørende f.eks. sprogtests og dokumentation, er der også en del af de kommunale regler og sagsgange, som de kan undgå. De private institutioner skal heller ikke betale til den del af det kommunale bureaukrati, der skal understøtte og kontrollere institutionerne. Tværtimod tæller disse udgifter med i det samlede kommunale driftsbeløb og dermed i beregningsgrundlaget for det tilskud, de private institutioner får fra kommunen.

For det andet bygger de private institutioner ofte på en stor frivillig arbejdsindsats fra forældrene, som laver regnskaber og lignende på frivillig basis. Man må forvente at denne entusiasme svinder med tiden, hvorefter de private institutioner må købe sig til disse ydelser og dermed vil forældrebetalingen stige.

For det tredje er det først og fremmest forældre med et vist socialt overskud, der vælger de private institutioner. Det betyder også, at de private institutioner ofte ikke har mange af de børn, der kræver en ekstra pædagogisk indsats. De private institutioner har dermed ikke udgifter til f.eks. støttepædagoger, særlig sprogstimulering etc. Disse udgifter ligger fortsat i kommunen, hvor de (ligesom med de ovennævnte administrationsudgifter) tæller med i det samlede bruttodriftsbeløb og dermed i det grundlag, der bruges til at beregne kommunens tilskud til de private institutioner.

Det bliver dyrere
Udviklingen er imidlertid entydig: Næste gang kommunen skærer ned, vil det for forældrene i de private institutioner være oplagt at hæve forældrebetalingen en smule for at undgå nedskæringerne. På denne måde vil vi langsomt, men sikkert se en opdeling: Private institutioner til de priviligerede børn, hvis forældre har et økonomisk og socialt overskud, og et mere og mere skrabet offentligt tilbud til resten.

Det er ikke den udvikling, de fleste forældre og pædagoger ønsker. Ifølge pædagogernes fagblad Børn og Unge mener mange ansatte i private institutioner, at det er en kommunal opgave at drive institutioner. Men de er kørt trætte i det kommunale system, hvor ressourcer beskæres, samtidig med at opgaverne er blevet flere.

En pædagog, der nu er ansat i en privat institution siger til bladet:

"Jeg har arbejdet 30 år i det kommunale system, så jeg har virkelig oplevet, hvordan forholdene har ændret sig. Til sidst syntes jeg ikke, at jeg kunne leve med at få mindre og mindre tid og overskud til det, jeg er uddannet til: arbejdet med børnene."

På samme måde oplever flere og flere forældre, at samtidig med at de loves skattelettelser og øget friværdi, så forringes vilkårene i de institutioner, hvor deres børn skal tilbringe størstedelen af deres vågne tid. Hvis man oplever, at protester, demonstrationer og andre forsøg på at råbe politikerne op, ikke virker, kan det fremstå som den eneste mulighed: at sende børnene i en privat institution. Det er nu, de er små – de kan ikke vente til revolutionen (eller blot til næste folketings- eller kommunalvalg) på at få bedre vilkår.

Fælles velfærd – fælles kamp
Det er altså ikke udtryk for et bevidst fravalg af offentlige løsninger når forældre og personale vælger private institutioner, men i højere grad udtryk for afmagt i forhold til at ændre vilkårene. Derfor er det heller ikke et udtryk for "forkælelse", når ressourcestærke forældre kæmper for bedre forhold i de offentlige institutioner. Den nemme løsning for disse forældre ville være at oprette en privat institution for de, der kan og vil betale, og lade resten sejle sin egen sø.

Bedre forhold i de offentlige institutioner er ikke noget, der sker på bekostning af de socialt dårligt stillede. Tværtimod er det en fælles kamp, som i høj grad også er til gavn for de svage.

Dette bør være Enhedslistens udgangspunkt både i forhold til kommunalvalget til november og i forhold til det daglige arbejde i kommunerne (uanset om listen er repræsenteret i kommunalbestyrelsen eller ej).

"Welfare for the poor" er "poor welfare" – vi skal samle til en fælles kamp for den offentlige velfærd for alle.

Opslået i Kommuner og regioner

single.php