For 7 år siden lancerede den britiske økonom, Guy Standing begrebet ”The Precariat”, om en ny og farlig klasse. Klassen, der godt nok stadig først er ved at blive dannet, stod fx bag det Arabiske Forår, ifølge Guy Standing. Så det siger sig selv, at vi har at gøre med stærke sager.

af Steen Andersen

Prekariatet er forskelligt fra proletariatet: Proletarerne har (historisk set) intet andet at miste end sine lænker, som Marx udtrykte det.  Prekarerne er bunden af bunden – de har end ikke lænker!

 

Begrebet, blev direkte oversat til dansk: ”Prekariatet” og siden har venstrefløjen diskuteret prekariat, prekære ansættelser og prekære ansættelsesforhold (note 1)

 

Indholdsmæssigt har ordet prekariat fået lov til at dække over mange forskellige ting, lige fra Guy Standings (GS) (note 2) oprindelige meget snævre definition over til at betyde noget i stil med ”Alle dem, der ikke har fast arbejde på fuld tid”, som prof. Steen Scheuer (StS) bruger i LO-rapporten ”Atypiske ansættelser i Danmark” fra 2017 (note 3).

 

Oprindelig definition af prekariat
Guy Standing, der opfandt ordet tilbage i 2011 (note 4) og centralt for hans definition af begrebet, er syv former for tryghed på arbejdsmarkedet, som prekaren mangler i sin ansættelse (note 5):

 

1.      Arbejdsmarkedssikkerhed – Tilstrækkelige muligheder for at få et job (fx regeringens ønske om fuld beskæftigelse)

2.      Beskæftigelsessikkerhed – Beskyttelse imod vilkårlig afskedigelse

3.      Sikkerhed i jobbet – Mulighed for at opretholde sit felt i virksomheden og muligheder for udvikling og karriere i virksomheden

4.      Sikkert arbejdsmiljø – Beskyttelse imod arbejdsulykker, nedslidning, stress, regulering af natarbejde osv.

5.      Udviklingen af faglige kompetencer – Mulighed for deltagelse i formel efteruddannelse og kurser, og mulighed for anvendelse af disse ny kompetencer.

6.      Indkomstsikkerhed – Tilstrækkelig mulighed for en passende og stabil indkomst, fx gennem en mindsteløn, et socialt sikkerhedsnet, progressiv skattepolitik m.v.

7.      Repræsentativ sikkerhed – Tilgængelighed af kollektive, repræsentative organer til beskyttelse, fx uafhængige fagforeninger med strejkeret.

 

GS påstand er, at prekaren vil være karakteriseret ved at mangle disse rettigheder helt, eller i det mindste have dem i væsentlig mindre grad, end medlemmerne af den ”traditionelle arbejderklasse”.

 

Punkterne blander faglige, politiske/sociale og økonomiske forhold mellem hinanden, og ret beset kan størstedelen af verdens arbejdsstyrke siges at arbejde under vilkår, hvor disse syv forhold er dårligt opfyldt. I virkeligheden er det vel kun i de gamle vestlige industrialiserede lande, hvor en væsentlig del af arbejdsstyrken arbejder under forhold, hvor disse syv punkter er opfyldt.

 

Omvendt, så er der ikke mange arbejdere i de gamle vestlige industrilande, der er ramt på alle ovennævnte punkter. De fleste har mulighed for at melde sig ind i en fagforening, der er – de fleste steder – en eller anden form for sygesikring, der findes arbejdsmiljølove osv. osv.

 

Så vi har en definition, der på den ene side gør stort set alle arbejdere til medlemmer af prekariatet i store områder af verden, og på den anden side gør prekariatet forsvindende lille i lande, hvor arbejderbevægelsen har stået stærkt.

 

GS har naturligvis ret til at lave sine definitioner, som han har lyst til, men det er efter min mening ikke en særlig operationel definition. han er kommet frem til.

 

Atypiske ansættelser i Danmark
I LO har man naturligvis både hørt diskussionen og hørt, at beskæftigelse på usikre og dårlige vilkår er på fremmarch. I 2017 satte man sig for at undersøge problemets omfang i Danmark. Det blev til den tidligere nævnte rapport, udarbejdet af Steen Scheuer.

 

Dens udgangspunkt er noget anderledes, idet man her forsøger at se på det, man kalder ”atypiske ansættelser”.

 

”Atypisk” vil sige, at man ikke er arbejder på fuld tid i en fast stilling.

 

Det, man regner til atypisk, er:

 

Midlertidig ansættelse
Ansættelse på deltid
Soloselvstændige (dvs. selvstændige uden ansættelse)

Det viser sig, at cirka 40 procent af arbejdsstyrken i Danmark har atypiske ansættelsesforhold!

 

Styrken ved Scheuers studium er ikke, at den viser udbredelsen af et prekariat – det siger sig selv, at det danske ”prekariat” ikke udgør 40 procent af de ansatte, lige som der heller ikke i sig selv er noget udsat ved at arbejde på deltid, være fx selvstændig konsulent, eller arbejde i byggebranchen.

 

Styrken ligger i, at Scheuer antager, at fremkomsten af et prekariat og udbredelsen af usikre arbejdsforhold på det danske arbejdsmarked, over en periode vil kunne måles i en øget brug af deltid, midlertidige ansættelser og ”soloselvstændige”.

 

Udviklingen i Danmark
Rapportens hovedtal synes at slå fast, at der ikke er tale om en øget brug af usikre ansættelsesformer – slet ikke efter krisen i 2008 og frem.

 

Nedenstående graf viser, hvor stor en procentvis andel af arbejdsstyrken, som de tre ”mindre sikre” ansættelser udgør af den samlede arbejdsstyrke.

 

Som det fremgår, er udbredelsen af alle tre typer af ”mindre sikre” ansættelser enten faldet lidt eller stagneret siden krisen. En oversigt over brugen af bureau-vikarer viser samme tendens (de udgør cirka 1 procent af arbejdsstyrken).

 

 

Det kan selvfølgelig tjene til en vis beroligelse. Arbejdsmarkedet er forholdsvist stabilt, og fagbevægelsens kerne – de fastansatte, fuldtidsarbejdende – er ikke under pres fra et fremstormende og farligt prekariat, som Guy Standing ellers havde truet med. Der er ingen tvivl om, at en graf som ovenstående har medført et kollektivt lettelsens suk i toppen af dansk fagbevægelse.

 

Det siger dog sig selv, at det er en meget indirekte måde at forsøge at måle udviklingen af et prekariat på.

 

Store dele af arbejdsmarkedet er bygget op med midlertidige ansættelser som normen. I hele bygge- og anlægssektoren er ansættelser til enkelte opgaver reglen, snarere end undtagelsen. Der findes store firmaer, der har en fastansatte håndværkere, men selv disse benytter sig i udpræget grad af ”løst” ansat arbejdskraft. ”Løst” i gåseøjnene, fordi en midlertidig ansættelse sagtens kan strække sig over flere år – bare tænk på de store bro- og motorvejsprojekter.

 

Ansættelserne er også ofte omfattet af overenskomster, og det er nok de færreste håndværkere, der vil mene, at deres ansættelsesforhold er særligt udsatte.

 

Derimod kan håndværkere godt skrive under på, at de arbejder i konjunkturfølsomme brancher, men den overvejelse er slet ikke inde i billedet, når vi taler om prekariat (selv om det måske burde høre med).

 

Den danske sundhedssektor er et eksempel på en branche, hvor deltidsansættelser er udbredte. Det er nok også de færreste sosu-assistenter, der vil mene, at de har særligt udsatte arbejdsforhold i den betydning, vi taler om, når vi taler om prekariat (men sikkert på mange andre måder!). Sundhedssektoren er også gennemreguleret af overenskomster, og organisationsgraden er meget høj.

 

Andre fag har også udbredt brug af deltidsansættelser: Butiksansatte er et en faggruppe, hvor deltid også er udbredt.

 

Ovenstående grupper er karakteriseret ved, at deltidsansættelserne – eller de midlertidige ansættelser – i høj grad er et tilvalg for den enkelte eller en så ”naturlig” del af faget, at de faglige organisationer for mange, mange år siden har sikret arbejdsvilkårene.

 

Djævlen ligger i detaljen
Selv om Steen Scheuers gennemgang kan virke beroligende, så er faren, at man ikke kan se træerne for bar’ skov, for nu at vende ordsproget på hovedet.

 

Skal man afdække prekære arbejdsforhold – og se på udviklingen af prekære ansættelser – så bliver man nødt til at grave dybere og se ud over ansættelsens formaljuridiske kategori.

 

Man bliver nødt til at se på de mere specifikke vilkår for den enkelte ansættelse. I den sammenhæng må man også se på ”normalområdet”, de fastansatte med 37 timers arbejdsuge. Hvis man skal opfange udviklinger og trends, bliver man også nødt til at se på udviklingen i arbejdsmarkedets randområder, hvor ændringerne sker.

 

Det organiserede, overenskomstdækkede område udgør – stadig – langt størstedelen af det danske arbejdsmarked. Her sker ændringer og forringelser umådeligt langsomt.

 

Ved at inddrage det område i det statistiske materiale bliver alle ændringer og udviklinger på det mindre regulerede arbejdsmarked, både positive og negative, effektivt skjult i tallene.

 

Overtegnede har arbejdet i otte år med at rådgive små og mellemstore, fortrinsvis uorganiserede arbejdsgivere, om ansættelsesforhold. Jeg har set mange tusinde ansættelseskontrakter og mange, mange hundrede opsigelser fra mere end tusinde forskellige arbejdsgivere

 

Det er min påstand (helt uvidenskabeligt og baseret på en mavefornemmelse), at vi siden krisen i 2008 har set markante ændringer i retning af mere prekære ansættelser på den ikke-OK-dækkede del af arbejdsmarkedet.

 

Det er også min fornemmelse, at denne del af arbejdsmarkedet er voksende. Man skal bl.a. huske på, at det ikke kun er de traditionelle faglige organisationer, der mister medlemmer og indflydelse. Noget tilsvarende gør sig gældende for arbejdsgiversiden, hvor organisationer som Dansk Industri og Dansk Erhverv er om muligt mere irrelevante og ukendte for de nye arbejdsgivere, end de faglige organisationer er for lønmodtagerne.

 

Trends på det ikke-OK-dækkede arbejdsmarked
Der er især to områder, hvor der har været en tendens til at kontrakterne har udviklet sig i retning af mere usikre ansættelsesforhold:

 

Arbejdstid
Der er i løbet af årene sket en stærkt øget brug af kontrakter med variabel arbejdstid. ”Arbejdstiden aftales efter en fastlagt vagtplan” (note 6) er en sætning, der var næsten ukendt i ansættelseskontrakter for 10 år siden, og i dag er det nærmere reglen end undtagelsen. Man kan godt supplere med en aftale om et minimumstimetal, for den virkelige fidus er, at der ikke er noget lovkrav om, hvornår ”vagtplanen” skal foreligge, eller hvor langt ud i tiden den skal række. Dermed har man reelt genindført daglejerne og indført de såkaldte 0-timers kontrakter.

 

Disse kontrakter vinder også, og måske især, indpas på funktionærområdet (note 7)

 

Opsigelsesvarsler
Som bekendt gælder aftalefriheden også, når det drejer sig om opsigelsesvarsler for ansættelser, så længe vi er uden for funktionærlovens område.

 

Her ser vi en tendens til, at opsigelsesvarslerne bliver kortere og kortere. Samtidig ser vi, at der hyppigere optræder kontrakter, hvor varslet er længere for medarbejderen end for arbejdsgiveren.

 

Ud over, at arbejdsgiveren kan komme af med medarbejderen, så har det yderligere den fordel, at arbejdsgiveren kan varsle væsentlige kontraktændringer med kortere varsel.

 

”Freelancere”
Læg dertil, at vi har kunnet se en stigende interesse for ansættelsesformer, hvor Funktionærloven kan sættes ud af kraft. Her kommer de såkaldt ”soloselvstændige” (eller freelancere) ind i billedet – altså folk med deres eget firma. Det er dog ikke helt ligetil at anvende den type ”ansættelser” i praksis, da de også indebærer en vis risiko for arbejdsgiveren. Har man først gjort den ansatte selvstændig, er der jo en rimelig stor risiko for, at vedkommende faktisk benytter sig af selvstændigheden og fx tilbyder sine tjenester til konkurrenten. Man skal også ofte aftale leveringen af en veldefineret ydelse, hvilket mindsker fleksibiliteten, da man ikke ”bare” kan sætte freelanceren til andet arbejde.

 

Det er svært at måle ovenstående kvantitativt; man kan dårligt nok spørge de ansatte, da skiftet i kontraktindholdet oftest sker i forbindelse med nyansættelser. Den nye medarbejder vil ikke vide, at forgængerne havde mere stabile vilkår.

 

Delkonklusion
Udviklingen af prekære ansættelsesformer favoriseres af en række ændringer i produktionsmåden, som på en helt anden måde end tidligere gør det muligt at anvende løs arbejdskraft. Samtidig kan vi se, at uddannelsessystemet på mange områder er begyndt at uddanne arbejdskraft, der stort set kun kan bruges i midlertidige ansættelser.

 

Det får – og har allerede fået – konsekvenser også for det mere stabile OK-dækkede arbejdsmarked.

 

Disse ting vil jeg forsøge at analysere nærmere i en kommende artikel om udviklingen af prekariatet.

 

Noter:

1.       Guy Standing er professor i økonomi ved University of Bath, UK.

2.       Det engelske ord ”precarious” skal oversættes med usikker eller risikabel, afhængig af held eller lignende. Det danske ord Prekær betyder Ømtålelig eller pinlig (Gyldendals Ordbog). I litteraturen taler man om ”prekære situationer”, og det dækker med usvigelig sikkerhed over situationer, hvor folk er antruffet i senge, de ikke burde være i… Så det virker lidt prekært, når folk slynger om sig med ord som ”prekære ansættelser”.

3.       Atypiske Ansættelser i Danmark, undertitel: Om deltidsansattes, midlertidigt ansattes og soloselvstændiges vilkår, LO-Dokumentation 1/2017, udarbejder af Prof. Dr. Merc Steen Scheuer.

4.       Guy Standing: The Precariat. The New Dangerous Class (Bloomsbury Acaddemic, 2011). Udgivet i dansk oversættelse i 2017 på Informations Forlag.

5.       Oversættelsen er taget fra Steen Scheuers analyse. Vil man læse GS egen version på engelsk kan det fx ses i denne artikel: https://www.eurozine.com/defining-the-precariat/ fra 2013.

6.       Formuleringen er godkendt af Højesteret som værende i fuld overensstemmelse med Ansættelsesbevislovens krav. Der er heller ingen faglige organisationer, der for alvor påstår det modsatte.

7.       Og nej: Det er heller ikke i modstrid med Funktionærloven. Funktionærloven blander sig ikke i løn og arbejdstid.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com