POstarbejdere i flere europæisek lande frygter konsekvenser af EU-krav om liberalisering. Løsarbejdere og cowboy-firmaer presser løn- og arbejdsforhold.

 

Det er i 1989, at PTT Post, det hollandske statsejede postvæsen, bliver privatiseret. I løbet af de følgende år bliver selskabet splittet op i forskellige dele, der er ansvarlig for henholdsvis postudbringning, telegrafi og telefoner. De forskellige dele gøres uafhængige, og aktierne bliver solgt på markedet. Posten er ikke det eneste offentligt ejede eller kontrollerede selskab, der bliver privatiseret og solgt fra. De hollandske jernbaner, de tidligere statsejede miner – nu et kemikaliefirma – og forskellige offentlige servicevirksomheder følger efter. Neoliberalisme og alt hvad det trækker med sig bliver den fremherskende dagsorden.

Tyve år efter privatiseringen af PTT, der nu hedder TNT Post, er cheferne på kollisionskurs med de ansatte og fagforeningerne. Enten skal de ansatte acceptere en lønnedgang på 17,5 procent, eller 11.000 mennesker bliver fyret. Postarbejderne afviser at acceptere dette og kræver lønforhøjelse på 1,5 procent

Holland ligger i spidsen med hensyn til privatisering. Dennis de Jong, der er medlem af Europa-Parlamentet for Socialistpartiet, skjuler ikke sin utilfredshed: ”EU har besluttet, at fra den 1. januar 2011 skal postselskaber være privatiseret. Holland haster foran den europæiske politik, det er dens bidrag til at gå forrest med privatisering”

I Belgien er tempoet langsommere: ”Postområdet er endnu ikke privatiseret, staten ejer 51 procent af aktierne, og en britisk bank og forsikringsgruppe ejer resten. Men udsigten til, at der kommer en ny privatejet virksomhed i 2011 har ført til markante ændringer i løbet af de sidste par år,” siger Serge Alvarez-Fernandez fra Bruxelles. Han har arbejdet for Posten i over tyve år. Postmarkedet er ikke fuldstændigt åbent i Belgien, men private virksomheder har lov til at levere ekspresbreve og pakker. De vigtigste konkurrenter på dette nye marked er DHL, FedEX og det hollandske TNT.

Situationen i Storbritannien kan sammenlignes med den i Belgien. Pete bor i London og har arbejdet i tyve år i British Royal Mail: ”Royal Mail et stadig statsejet, men i løbet af de seneste få år er privatiseringen blevet indført lidt efter lidt.” Dele af postudbringningen bliver besørget af TNT og det tyske Deutsche Post. Peter siger: ”Ingen af disse firmaer har den nødvendige infrastruktur til at sørge for dør-til-dør leveringer. De sorterer post fra store firmaer, mens den faktiske udbringning foretages af Royal Mail.

Det franske postvæsen er også stadig statsejet. Christophe fra Paris har arbejdet i 16 år i postvæsenet. ”Hvis du vurderer dem på grundlag af, hvad de siger, er alle de politiske partier, inklusiv højrefløjen, modstandere af privatisering. Men højrefløjen og det socialdemokratiske Parti Socialiste er enige om, at det er nødvendigt at ”modernisere” postvæsenet.”

Privatiseringen af postvæsenet i Holland får voldsomme konsekvenser for lønninger og arbejdsvilkår. Rob van der Post er 54 år og har arbejdet for PTT og TNT, siden han var 17 år: ”Liberaliseringen af postmarkedet har åbnet dørene for firmaer som Sandd og Selekt Mail. Når man tillader det, bliver lønninger og arbejdsvilkår bragt i fare. Regeringen kan ikke tvinge selskaber som dem, vi kalder ”cowboys på postmarkedet” til at betale anstændige lønninger. For at kunne konkurrere med dem, har TNT starte sit eget andenrangs omdelingsfirma, Netwerk VSP. Det er en underafdeling af TNT, som er 100 procent ejet af TNT . Resultatet er, at TNT ødelægger det gamle selskab. TNT er delvis selv skyld i en ødelagt forretning og et fald i antallet af breve, der bliver bragt ud af TNT.

Kort før jul lykkedes det for postselskaberne Sandd og Selekt Mail at trække staten i retten. Disse to konkurrenter til TNT betalte ikke deres ansatte løn i forhold til arbejdstid, men i forhold til hvad de leverede. Frank van Heemskerk, minister for udenrigshandel, forsøgte at ændre på dette, fordi postarbejdere har meget få rettigheder under de nuværende forhold . Derfor forpligtede van Heemskerk postselskaberne til at give ti procent af postarbejderne faste kontrakter inden den 1. april 2010. Ved slutningen af 2012 skulle denne procentsats være steget til 80 procent. Men på grund af domfældelsen kan ”cowboy-selskaberne” fortsætte med at betale deres ansatte akkordlønninger.

Fyring af fuldtidsansatte
Vi kan se en tendens i Holland, til at TNT skaffer sig af med fuldtidsansatte og langsomt erstatter dem med mere løst ansatte arbejdere på deltid eller i tidsbegrænsede stillinger. Ofte er det unge mennesker og kvinder eller pensionister, der er på udkig efter en måde til at øge sin indkomst. Fordi disse arbejdere ikke først og fremmest har postarbejdet som deres vigtigste indkomstkilde, er de også mindre tilbøjelige til at blive organiseret eller stille offensive krav. Ved at splitte jobs og ansvar, kan TNT betale de deltidsansatte mindre.

Rob van der Post siger: ”TNT Post erklærede til medierne, at de i løbet af seks år ikke vil have nogen fuldtidsansatte tilbage. Parlamentsmedlemmer siger nu, at postmarkedet har lidt skade af kapløbet mod bunden. Men havde det ikke hele tiden været formålet med liberaliseringen? Forholdene er ikke forbedret for hverken de ansatte hos TNT eller de nye firmaer . Og den hollandske befolkning har kunnet registrere en nedgang i service og kvalitet i postudbringning, det er hverken blevet billigere eller hurtigere at få sendt et brev.”

Ikke kun er sammensætningen af arbejdsstyrken ændret, de ansatte bliver presset mere og mere, og bliver truet af deres chefer. ”Ledelsen er meget hurtig til at bruge disciplinære forholdsregler mod arbejdere. For selv den mindste ”forseelse” tilbageholder de en times løn. Du må kun bruge baderummet, hvis gruppelederen giver dig lov, det er ikke tilladt at tale sammen, og du må ikke spise i arbejdstiden. Det er ledelsen og ikke lægen, der afgør om en person er syg eller ej.”

I øjeblikket er 60 procent af postarbejderne i Belgien statsansatte. Fra for få år siden er midlertidige kontrakter ikke blevet ændret til fastansættelse, og ansatte, der forlader selskabet, bliver erstattet med løst ansatte. I Frankrig har 60 procent af de ansatte faste kontrakter, men La Poste har ikke taget nye ind på faste kontrakter siden 2002. Christophe siger: ”Hvert år forsvinder der jobs. Det mindre Mediapost rekrutterer kun deltidsansatte. I nogle firmaer er de ansatte på akkord. Ved Colipost skal de ansatte bruge deres egne biler til at udbringe post.

Fagforeningerne rolle
Indenfor de seneste måneder har postarbejderne i Holland i stadig større omfang krævet handling, og der er også utilfredshed blandt postarbejdere i andre lande. Pete siger: ”Royal Mail søger i stadig højere grad at arbejde med deltidsansatte. De har delvis succes med det, men fagforeningen er imod det, og flertallet af postarbejderne er stadig fuldtidsansatte. Medlemmer af telearbejdernes forbund (CWU) var involveret i store konflikter mod truslen om at miste deres job. Der var ingen forhandlinger, så der blev organiseret strejker. De begyndte som lokale strejker og langsomt bredte det sig som en stafet af nationale punktstrejker. Mange mennesker er bange for, at hvis Royal Mail får held med at ansætte flere og flere deltids postarbejdere, vil det åbne vejen for en fuldstændig privatisering.”

Der er også strejker i Belgien.”Posten ønsker at erstatte de nuværende ansatte med deltidsansatte, som arbejder tre timer om dagen for en lav løn” siger Serge Alvarez-Fernandez. ”Både den kristne fagforening CSC/ACV og den socialdemokratiske PMB/ACOD støtter postarbejdernes aktioner, men de koordinerer dem ikke. De flamske dele af begge fagforeninger har godkendt en ny kollektiv overenskomst med løn og arbejdsvilkår, og det har svækket mulighederne for aktioner i Flandern.”

På overfladen er alt roligt i TNT i Holland, men der er masser af utilfredshed i selskabet. De ansatte kræver i stadig stigende grad, at fagforeningerne griber til handling. Van der Post siger: ”Fagforeningerne ønsker både at bevare arbejdspladser og og få nye medlemmer i postselskaberne. Så længe fagforeningerne ikke tager initiativet, bliver der ingen strejker.”

Udsigten til handling er yderligere hindret af det faktum, at der er to fagforeninger, der organiserer postarbejderne. ABVAKABO FNV, der er fagforening for statsligt ansatte, organiserer de ansatte i TNT, fordi det tidligere var statsejet. FNV Bondgenoten organiserer de ansatte i de nye firmaer. Ingen af fagforeningerne organiserer støtte til hinanden. Dennis de Jong bekræfter det triste billede, som postarbejderne maler: ”I TNT ser du, hvad der sker, når noget gøres til et marked, som burde være forblevet en offentlig service. Efter privatiseringen risikerer TNT at blive splittet op i passende mundrette stykker til spekulations-kapitalen.”

Perspektivet
Femtiden for det belgiske postvæsen er uklar. De Post er forpligtet til at levere post dagligt i hele landet, men under de nye love kan de nye firmaer nøjes med at bringe post ud to gange om ugen og kun til dele af Belgien. Alvarez-Fernandez siger. ”Det sætter De Post i en vanskelig økonomisk position. Under disse vilkår bliver det vanskeligt at konkurrere med de nye firmaer.”

Den eneste britiske fagforening med væsentlig støtte blandt postarbejdere er CWU. Fagforeningen har altid bekæmpet forsøg, både fra Tories (konservative) og New Labour, på at privatisere postvæsenet. Officielt er Labour imod privatisering, men deres politik viser et andet billede. ”Tidligere i år forsøgte Labour at privatisere en del af Royal Mail, men det blev udskudt. Tories og de Liberale går ind for fuld privatisering.”

Perspektivet i Frankrig er stadig uklart. Christophe siger:
”Venstrefløjspartier som kommunistpartiet og det Nye Antikapitalistiske Parti forsvarer ligesom fagforeningerne ideen om, at posten skal være en offentlig service, og de er imod privatisering.” (se note). Dennis de Jong: ”Det er muligt, at den franske regering vil privatisere posten, men beholde flertallet af aktierne. Men EU vil stadig kræve, at konkurrenter får lov til at operere.”

I slutningen af sidste år var der folk, som påstod, at med den nuværende krisen var det slut med neoliberalismen. Men det ser ud til, at det er det modsatte bliver sandt. En ny bølge af privatisering, mere fleksibilitet og mere afmontering af social sikkerhed og kollektive forsikringer er i vente over hele Europa. På den baggrund er det bydende nødvendigt, at fagforeningerne begynder at sætte deres aktivister i forbindelse med hinanden. Enhver bevægelse begynder med at informere folk og med at udveksle informationer. Hvor svært kan det være for den europæiske fagbevægelse at oprette et internationalt netværk i denne digitale tidsalder? Et netværk, der ikke kun skal være for organisationerne selv, men for medlemmer og aktivister. Kendskab til de fælles udfordringer, der er over hele Europa, og opbygning af internationale kontakter vil hjælpe de ansatte til at udveksle kamperfaringer og til at vide, at de ikke er alene. Alle bevægelser har sin egen dynamik, og den kan virke på tværs af grænser.

Lot van Baaren er fagforeningsakivist og medlem af SAP, den hollandske sektion af Fjerde Internationale.

Note:
En bred kampagne, der samlede venstrefløjspartier fra NPA til socialdemokraterne og fagforeninger, har aktivt mobiliseret en offentlig modstand mod den nye lov om postservice. Den 3. oktober 2009 deltog over to millioner menneske i en ”folkeafstemning”, der blev organiseret foran rådhuse og postkontorer. Mere end 90 procent stemte imod den nye lov. Den 15. december deltog Oliver Besancenot, talsmand for NPA og selv postarbejder, i en demonstration, som postarbejdere arrangerede foran Nationalforsamlingen. Da de kravlede op på statuerne for at klæde dem på som postarbejdere (”De ændrer vores status, så vi ændrer deres status”) blev de brutalt stoppet af politiet. Besancenot blev derefter behandlet på hospitaler og sendt på sygeorlov efter en skade på hånden.

Oversat fra webmagasinet International Viewpoint af Martin Mørch

 

Opslået i EU, Faglig kamp, Nordeuropa

single.php