“De Fattige Folks Kampagne” har til formål at uddanne et massivt netværk af aktivister i at starte en mangesidet bevægelse som kan udfordre fire systemiske “onder” i det amerikanske samfund: Fattigdom, racisme, økologisk ødelæggelse og krigsøkonomi.

 

I 1967 sagde Martin Luther King Jr. følgende til en “Southern Christian Leadership Conference” (SCLC):

 

“Jeg tror, at det er nødvendigt, at vi indser, at vi har bevæget os fra borgerrets-æraen til menneskerets-æraen. … Når vi indser, at der skal ske en radikal omfordeling af økonomisk og politisk magt sted, så har vi indset, at vi i de sidste 12 år har befundet os i en reformbevægelse… At efter Selma og valgretsloven, har vi bevæget os ind i en ny tidsalder, der må være en revolutionens tidsalder… kort sagt har vi bevæget os ind i en æra, hvor det kræves af os, at vi må stille nogle bestemte basale spørgsmål om hele samfundet.”

 

King blev myrdet for 50 år siden – den 4. april 1968, mens han var ved at organisere støtte til strejkende afrikanskamerikanske rengøringsarbejdere i Memphis, Tennessee.

 

Han tog til Memphis, mens mange borgerretsledere tvivlede på Kings beslutning om at dreje bevægelsen mod bredere sociale spørgsmål – Vietnam krigen, arbejderklassens kampe for værdighed og økonomisk fremgang, og menneskeretskampagner som den planlagte Fattige menneskers Lejr i Washington D.C.

 

Kings bevægelse mod en ikke-voldelig “sand værdirevolution” var centreret om menneskerettigheder hjemme og ude i verden. Den afspejlede hans udvikling og radikalisering. Han anerkendte gyldigheden af det opråb, som Malcolm X (snigmyrdet i 1965) var kommet med år tidligere, om at internationalisere kampen for Sort Frihed.

 

Kings syn på menneskerettigheder og de fattige gik videre end til den sorte arbejderklasse, der var hans primære fokus. Han talte om klassespørgsmål, der appellerede til hvide arbejdere. Hans berømte tale, den 4. april 1967, ved Riverside Church i New York om Vietnamkrigen, blev ikke støttet af de fleste traditionelle ledere af borgerretsbevægelsen.

 

King viste sin villighed til at gå uden for den snævert definerede borgerrets-boks. Mange af hans nærmeste hjælpere, selv i SCLC, så dette skifte som en fejltagelse. Præsident Johnson havde underskrevet borgerretslovgivningen, så hvorfor rokke ved det partnerskab, var manges mening.

 

Kings march i Nord

King havde presset på for at flytte frihedskampen fra Syden til Nord, som han gjorde det i 1966, med sin ret til boliger-march i Chicago. Da King nåede frem til Marquette Park, blev han mødt af en flok hvide racister, der var så ondskabsfulde som noget, han havde mødt i Selma og i andre byer i Syden.

 

King forstod, at virkelig ligestilling ikke var mulig med vigtige, men begrænsede juridiske rettigheder. Han fremførte ofte, at den juridiske ligestilling var som at løbe kapløb 50 meter efter de hvide løbere. Der måtte tages konkrete skridt fra regeringens side, til at sørge for at sikre lige muligheder i praksis.

 

Efter mordet på King vendte de fleste af de traditionelle ledere sig mod muligheder i det Demokratiske Parti. Mange fik valgte poster. Og dog ændredes den sorte arbejdsklasses dårlige situation sig kun ganske lidt. Racismen blev ikke mindre i de fleste storbyer som Detroit, Chicago og New York.

 

Hævntogter fra hvide racister eskalerede, og de fleste liberale var på tilbagetog. Mange var mere fokuserede på at vinde støtte fra tilbagestående hvide racister end de uligheder, som afrikanske amerikanere stod over for. (Selv i dag ses dette blandt det Demokratiske Partis frontfigurer, der forsøger at udvande kravene for at appellere til den hvide arbejderklasse, der stemmer på Trump).

 

Programmer, der skulle modvirke racisme og raceadskillelse, og love mod raceopdelte skoler, blev angrebet. Selv fagligt organiserede sorte arbejdere i fremstillingsindustrien blev i 1970’erne nødt til at udfordre deres egne ledere og arbejdsgiverne for at få faglærte jobs, som flymekanikere og piloter. Som et resultat af dette blev der udstedt retlige påbud til mange firmaer og fagforeninger.

 

King så menneskeretsrevolutionen som en fortsættelse af borgerretsrevolutionen. Han mente, at strategien med ikke-voldelig civil ulydighed var nøglen til sejren. Bevægelsens venstrefløj hævdede, at en mere radikal strategi var nødvendig for at bekæmpe staten. Vejen til revolutionær forandring, måtte imidlertid begynde med fundamentale reformer.

 

De fattiges Kampagne i 2018

Hvorfor nu? Siden valget af den første afrikansk-amerikanske præsident i 2008 og efter at han umiddelbart blev erstattet af en hvid nationalist, har der været en stærk vækst i hvid, nationalistisk politik.

 

Donald Trump vandt, fordi det lykkedes anti-immigrations- og anti-Black Lives Matters ideologi at overbevise et flertal af den hvide befolkning om, at de ville drage fordel af ham som præsident. Hvad enten de personligt støtter hans anti-immigrations- eller anti-Black Lives Matters politik

 

Højrefløjen har allerede overtaget mange delstaters administrationer og gjort det vanskeligere at stemme. Stemmeundertrykkelse er et nøglepunkt for borgerrettighederne. Den nye Fattige folks Kampagne er en upartisk udfordring af den snævertsynede hvide tænkning.

 

Initiativtageren er den gejstlige William J. Barber fra North Carolina, som siden 2013 har anført en kampagne mod den yderste højrefløj i sin delstat. Barber trak sig som formand for North Carolinas NAACP i 2017, for at hellige sig “De Fattige Folks Kampagne: Et nationalt opråb for moralsk genfødsel”.

 

Kampagnens mål er at uddanne et massivt netværk af aktivister i at starte en mangesidet bevægelse som kan udfordre det, som Barber kalder fire systemiske “onder” i det amerikanske samfund: Fattigdom, racisme, økologisk ødelæggelse og krigsøkonomi.

 

De første aktioner skete i januar i D.C. og i stater over hele USA.

 

“Bevægelsen stræber efter at tiltrække fagforeninger, landarbejdere, borgerretsgrupper og marginaliserede samfund fra hele landet, hver uge med fokus på et enkelt spørgsmål om uretfærdighed. Hver uge vil indeholde specifikke politiske krav og skolingsprogrammer for vælgere på delstats og landsniveau, såvel som træning i ikke-voldelige direkte aktioner og civil ulydighed. Ved at organisere gennem delstats- og lokale afdelinger, vil kampagnen opretholde en relativ decentral struktur, styret af et sæt kerneværdier og mål.”

 

“Det, vi står overfor, er ikke nyt,” sagde Barber til en jublende forsamling ved et møde i Raleigh i North Carolina. “Men når du bliver bange, så husk, at magthaverne også er bange. De har mareridt!”

 

Kings visionære Sidste Prædiken

Martin Luther Kings sidste søndagsprædiken i 1968 understregede hans ikke-voldelige vision:

 

“Man kan ikke modsige den kendsgerning, at der finder en stor revolution sted i verden i dag. På sin vis er det en tredobbelt revolution; det vil sige en teknologisk revolution, med en effekt af automatisering og robotisering; der er en våbenrevolution, med fremkomsten af atomare våben og kernevåben til krigsførelse. Der er en menneskeretsrevolution, med den frihedseksplosion, der finder sted over hele verden. Ja, vi lever i en tid, hvor forandringer finder sted og der er stadig flere, der siger: ‘Se, jeg gør alle ting nyt, det gamle er forsvundet'”

 

“… Nu er det sådan, at når noget nyt bliver skabt, så bringer det nye udfordringer … og nye muligheder … Vi er kommet til Washington i De fattige menneskers Kampagne. Ja, vi vil bringe de trætte, de fattige, de bange masser ..  Vi er kommet for at kræve, at Amerika står ved det enorme løfterige brev, som det underskrev for mange år siden. Og vi er kommet for at engagere os i dramatiske, ikke-voldelige aktioner, for at henlede opmærksomheden på kløften mellem løfte og opfyldelse, for at gøre det usynlige synligt.”

 

Kampagnen blev opløst efter Kings død. Den fejlede i høj grad på grund af ledelsens vending mod parlamentarisk politik. De traditionelle borgerretsledere så de lovgivningsmæssige sejre som en anledning til at gå frem.

 

Der er nu tusindvis af sorte offentligt valgte over hele landet. Og dog er husstands­indkomsten og opsparingen for millioner af afrikansk-amerikanere stadig meget lavere end andres, især i forhold til hvide arbejdere.

 

William Barber og en ny generation af aktivister siger, at Kings vision stadig er sand og værd at kæmpe for. De anerkender, at valgkampe er vigtige, men at en strategi ikke kan ændre systemet eller beskytte menneskerettigheder undtagen som et resultat af en massebevægelse.

 

I 1964, 1964 og 1968 blev borgerretslove vedtaget af en Kongres bestående hovedsageligt af hvide mænd. Frygten for sociale bevægelser var årsagen til at dette skete. Det er lektien af de 50 år, der er gået siden mordet på King.

 

For at opnå fundamentale ændringer i regeringen kræver det en langvarig, gadebaseret massekamp af politisk og social karakter. Den nye Fattige menneskers Kampagne kan være et vigtigt bidrag til det mål.

 

24. februar 2018

 

Malik Miah er redaktør på Against The Current, der er magasin for den amerikanske socialistiske feministiske organisation, Solidarity.

Oversat fra Against the Current af Steen Andersen

Læs mere om kampagnen: https://poorpeoplescampaign.org/

 

 

Opslået i Anti-racisme, Facebook, Nordamerika

single.php