Med Sundhedskartellets nej til at hæve arbejdstiden til gengæld for en lønforhøjelse, ruller strejkerne blandt offentligt ansatte videre. Hvis kravene skal opfyldes, kræver det et stærkere politisk pres.

 

Sygeplejersker, jordemødre og andre faggrupper i Sundhedskartellet har nu strejket siden 16. april – i syv uger. Pædagogerne i BUPL har strejket siden 19. maj. Til gengæld er FOA’s medlemmer tilbage i arbejde, efter et ja til det forlig, som forbundet forhandlede sig frem efter 19 dages strejke. Den 6. juni kommer afstemningsresultatet for FOA’s medlemmer inden for sundhedsområdet. Hvis de stemmer nej til forliget med regionerne, er de atter i strejke. Det er sandsynligt, fordi sundhedsarbejderne er utilfredse med, at de ikke får samme lønstigning som de FOA-medlemmer, der er ansat i kommunerne.

FOA stemte ja
Social- og sundhedshjælpere, pædagogmedhjælpere og andre FOA-medlemmer på det kommunale område stemte med næsten tre fjerdedeles flertal ja til det forlig, som Dennis Kristensen havde forhandlet sig frem til med Kommunernes Landsforening. Forliget sikrer en gennemsnitlig lønstigning på 13,4 procent.

Kun i to afdelinger var der et nej-flertal. I FOA Storkøbenhavn stemte 64,4 procent nej, og i Århus var der et nej-flertal på 50,8 procent. Begge afdelinger – samt få andre – opfordrede til et nej.
På landsplan sagde 73,1 procent ja til forliget.

Formanden for FOA Århus, Kirsten Normann Andersen, ærgrer sig over afstemningsresultatet:

– Jeg synes FOA medlemmerne havde fortjent noget mere. Især er jeg ked af, at så mange mindre faggrupper reelt har betalt for de forbedringer, som de store faggrupper har fået. At vi selv har betalt for forbedringer ved omprioriteringer af den begrænsede ramme, giver ikke den store tillid til, at arbejdsgiveren reelt har forstået budskabet. Omvendt tror jeg også FOA-medlemmerne var trætte. Det er hårde odds, at strejke på de betingelser som gælder i den offentlige sektor. Arbejdsgiveren tjener penge mens vi strejker – vi skal selv passe nødberedskaber – og mange andre offentlige organisationer havde aftalt deres overenskomster. Således stod vi alene – sammen med sundhedskartellet, om at kræve en større ramme.

Ja eller nej til FOA-forlig
På den politiske venstrefløj blev FOA-forliget hilst velkommen som et reelt brud med regeringens lønramme.
FOA’s konflikt har betalt sig, skrev SF på deres hjemmeside, og Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslistens forretningsudvalg kaldte det ”et lille skridt på en lang vej”. Men han understregede, at en række lavtlønnede blandt FOA’s medlemmer ikke fik del i de ekstra penge. Partiet holdt sig dog fra at opfordre direkte til at stemme nej. Blandt medlemmerne var meningerne delte.

For eksempel anbefalede Jan Hoby, forretningsudvalgsmedlem i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger, som organiserer københavnske pædagoger og er en del af FOA), et ja til forliget.

Han argumenterede med, at det er bedre at gå sejrrig ud af en strejke end at lide et udmarvende nederlag. Forliget havde bevist, at strejker virker, fremhævede han. Desuden at rammen var sprængt, ligelønskampen uomgængeligt sat på dagsordenen, kampviljen intakt, og at der dermed var taget et lille, men meget vigtigt skridt i kampen mod uligeløn.

Omvendt argumenterede SAP i sin ugekommentar for et nej til forliget, fordi det ikke var godt nok. En række forhold peger på, at fortsat kamp kan give et bedre resultat, skrev SAP:

– Sammenholdet og aktivitetsniveauet blandt de strejkende, som det til gengæld er vigtigt at holde liv i, mens der stemmes.
– Opbakning i befolkningen, som langt hen ad vejen kan overleve et Nej, især hvis Nej-fløjen får nogle synlige talspersoner, der kan forklare svaghederne i forliget, når Dennis Kristensen ikke gør det.
– Den magiske grænse, det regeringsdikterede loft, er brudt. Nu er det styrkeforholdene, der afgør, om FOA skal have forligets indhold, lidt mere eller meget mere.
– Med et FOA-nej eksisterer muligheden for, at de – sammen med Sundhedskartellet – kan indgå i en endnu bredere strejkefront, hvis BUPL også stemmer Nej.

Politisk ansvar
FOA i Århus opfordrede også til et nej. På spørgsmålet, hvordan det skulle have været muligt at opnå et bedre resultat, siger Kirsten Normann Andersen:

– Strejkerne har påvirket politikerne – blandt andet fordi borgernes opbakning var og er så stor – den er faktisk stigende. Aftalesystem eller ej – så er de offentlige overenskomster et politisk ansvar. Det er jo blevet tydeligt, at det er finansministeren, der fastsætter rammen – og for den sags skyld rammen for de kommunale og regionale budgetter. I FOA fik vi slet ikke tid til at afprøve styrken i forhold til det politiske system, siger hun.
Hun tilføjer, at styrkeprøven ville have haft bedre odds, hvis kræfterne var slået sammen med de andre organisationer, som også kæmper for en større ramme.

– Nu får vores forhandlinger karakter af, at vi konkurrerer om, hvem der kan få den bedste aftale. Men uanset afslutningen på denne konflikt – så venter en lang sej politisk kamp om fremtidens velfærdssamfund – og den kamp vedrører alle lønmodtagere og borgere i Danmark.

Akilleshælen
Faglig sekretær i Enhedslisten, Michael Schølardt er helt enig i, at det er nødvendigt med en større koordinering mellem de strejkende forbund, hvis strejken skal give resultat.

– Det har været akilleshælen, at man ikke har snakket mere sammen, siger han.

Konkret er det kommet til udtryk ved, at de strejkendes organisationer kun i meget beskedent omfang har lavet fælles aktioner, og at de i en vis udstrækning har argumenteret forskelligt for højere løn.
En del af grunden er efter hans mening traditionel fag-egoisme, at man ikke bryder sig om hinanden, og at specielt FOA ikke hører til i ’det gode selskab’. FOA’s enegang i forhandlingerne og bruddet med de andre forbund i KTO forstærkede dette.

Men en anden grund er, man har været bange for at gøre overenskomstkampen til en politisk kamp.
– I Enhedslisten har vi hele tiden sagt, at løsningen ligger i folketinget, de skal give pengene. Det er dumt at lade som om, at det ikke er den borgerlige regering, der spænder ben for en løsning. Men fagforeningerne tør ikke tage en politisk konfrontation, med den borgerlige regering. Man er bange for sin egen skygge, fordi medlemmerne er pænt borgerlige, nok især i Sundhedskartellet. Det holder bare ikke, sådan som den økonomiske styring fungerer. Hverken på kort eller på langt sigt, siger Michael Schølardt.

I Folketinget har Enhedslisten flere gange stillet forslag om at afsætte en lønpulje på 5 millioner kroner. Men det har ikke fået støtte, heller ikke fra S, SF og DF, som før valget sidste år ikke holdt sig tilbage med løfter til de offentligt ansatte.

Senest er S og DF kommet med den undskyldning, at de ikke ville blande sig i konflikten. Og SF havde nu erstattet det håndfaste krav om 5 mia. med kravet om en ligelønskommission. Ikke fordi, der er noget galt i en ligelønskommission, men det er bare ikke nogen konkret løsning på et konkret problem.

Samarbejde i Århus
Århus er formentlig det sted i landet, hvor der har været mest fodslag mellem de strejkende. En forklaring er, at fagforeningerne gennem mange år har samarbejdet i Det Kommunale Fællesrepræsentation i forhold til kommunens økonomi. Budget-sparerunder har tvunget de ansatte ud i strejker og protester mange gange de senere år. Dertil kommer en høj grad af politisk fodslag. Lokalafdelingerne af DSR, BUPL og FOA ligger alle politisk til venstre for deres forbundsledelser.

– Og så oplever vi faktisk også, at vores medlemmer har en forventning om at vi snakker sammen. Medlemmerne arbejder jo sammen ude på arbejdspladserne – og som kolleger har de fælles interesser. Det smitter af på deres forventninger til det lokale samarbejde. Det er en styrke for det faglige arbejde, at kravene har grobund i medlemsskaren, siger Kirsten Normann Andersen.

LO fraværende
Mens befolkningen ifølge flere meningsmålinger bakker de strejkende op, har støtten fra LO-fagforeningerne nærmest ikke-eksisterende.

Selv på fagbevægelsens venstrefløj i Fagligt Ansvar er den igangværende strejke næsten usynlig på netværkets hjemmeside.

– Det har været rigtig slemt, siger Michael Schølardt fra Enhedslisten og tilføjer:
– Vores folk har prøvet, men det er op ad bakke, det har ikke engang været muligt at få fagforeningerne til at være med til at indkalde demonstrationer.

Finn Sørensen, formand for 3F Industri og Service København, og aktiv i Fagligt Ansvar, har denne forklaring:
– Fagforeningerne og især forbundene ser alt for snævert på overenskomstspørgsmålet. De ser slet ikke de politiske perspektiver, som jo er dobbelt vigtige i de offentlige overenskomstforhandlinger. Helt grundlæggende burde alle lønmodtagere forholde sig til det, fordi vi jo både er "arbejdsgivere" og "brugere". Men den bevidsthed er der ikke, og der er ikke ret mange fagforeninger, der arbejder ud fra den. Samtidig er der en lang tradition for, at fagforbundene ikke "blander sig" i hinandens overenskomstforhandlinger, og man må sige, at fagforeningerne i den private sektor har taget dette meget bogstaveligt i denne situation, siger han.

Finn Sørensen mener desuden, at de offentligt ansattes fagforeninger selv har gjort for lidt:

– De offentlige forbund, der har været i overenskomstforhandlinger og strejkekamp, har ikke på nogen måde været offensive i forhold til at få inddraget de privatansatte i kampen, tværtimod. Når man ikke beder om hjælp, får man den heller ikke. Imens sidder de borgerlige og griner…
 

Enhedslisten afholder konference for medlemmer og andre interesserede den 14. juni i Odense for at diskutere strejken og opsamle de hidtidige erfaringer fra de forskellige faggrupper. Tilmelding til Enhedslisten: 33 93 33 24.

Opslået i Faglig kamp

single.php