Gennem de sidste to år har europæisk politik mindet om et gammeldags melodrama med en indbygget cliffhanger i slutningen af hver episode. Ved næsten hvert eneste valg har observatørerne bidt negle over spørgsmålet: ”Vil et parti fra den yderste højrefløj blive størst denne gang? Kan det endog komme til at lede regeringen?”

af Peter Drucker

Generelt optræder mainstream-medierne hver gang, som om det lige præcis er denne gang, det bliver afgørende. Men det sker aldrig.

 

Undertiden er der gode nyheder, undertiden dårlige. I juni i 2016 gav folkeafstemningen i Storbritannien om at forlade EU (”Brexit”) et lille flertal for af forlade unionen, efter en kampagne domineret af udfald mod indvandrere og snæversynet engelsk nationalisme. Sidste år udstødte ”eksperterne” et stort suk af lettelse, da ”Frihedspartiet” på den yderste højrefløj i Holland kun blev det næststørste ved valget i marts og et endnu større, da den nyliberale centrumskandidat Emmanuel Macron besejrede Marine Le Pen fra den yderste højrefløj i anden runde af det franske præsidentvalg i maj.

 

Siden da er fremmarchen for den yderste højrefløj dog fortsat. Det østrigske Frihedsparti gik markant frem ved parlamentsvalget i oktober 2017 og sikrede sig nøgleposter i en koalitionsregering på højrefløjen.

 

I et endnu vigtigere slag vandt den yderste højrefløj i Tyskland, som ellers ikke var kommet over spærregrænsen siden 1950’erne, 12,6 procent af stemmerne i sin nyeste reinkarnation, Alternative für Deutschland (AfD), ved valget til Bundesdagen i september 2017. De efterfølgende endeløse forhandlinger om at danne en koalitionsregering fik som resultat en genoplivning af den selvsamme upopulære ”Store Koalition” mellem de Kristelige Demokrater og Socialdemokratiet, der ellers lige var blevet så eftertrykkeligt afstraffet i stemmeboksene.

 

I Italien kom Lega Nord ud af valget i marts 2018 som det største parti på højrefløjen. I en ny koalitionsregering med den populistiske, hverken venstre- eller-højreorienterede, Fem Stjerne Bevægelse, sikrede Ligaen sig den afgørende post som indenrigsminister i form af partiets leder Matteo Salvini, som er kendt for sin ondskabsfulde hetz mod indvandrere.

 

Ved valget i Sverige fik Sverigesdemokraterne sit hidtil bedste valg, efter at det har ændret sig fra et parti for nynazistiske tabere til et parti for selvfede professionelle. Selv om der i skrivende stund ikke er dannet en regering i Sverige, så har centrum-højre allerede allieret sig med den yderste højrefløj for at fjerne centrum-venstreregeringen og vælge en formand for parlamentet fra centrum-højre.

 

I mellemtiden forsætter regeringerne i Østeuropa, som i Polen og Ungarn er kontrolleret af den yderste højrefløj, med at konsolidere deres greb om magten, renser deres modstandere ud fra domstole og civile institutioner, trods forgæves forsøg fra den Europæiske Union på at holde tilbage i tømmerne. Den yderste højrefløj forventes at kunne udgøre en stor blok i det nye EU parlament, som skal vælges til maj.

 

Den yderste højrefløjs rødder

De politiske kommentatorer bliver ved med at spørge, om den yderste højrefløj har toppet. Deres normalt overfladiske analyser giver sjældent grund til at tro, at det endnu er tilfældet.

 

Analyserne medgiver normalt, at den yderste højrefløjs fremgang afspejler de afsavn, som brede dele af befolkningerne har måttet lide, specielt efter den økonomiske krise brød ud i 2007-8. ”Eksperterne” vrider deres hænder lidt over den kendsgerning, at de europæiske samfund bliver stadig mere ulige, og at lønningerne stadig halter efter profitterne.

 

Nogle indrømmer endog, at problemet ikke begyndte i 2007. Mange regioner, der før var Europas industrielle kraftcentre, har gennem årtier været sociale ødemarker. De ødelæggende virkninger af Margaret Thatchers første politik kunne især mærkes i det nordlige England i 1980’erne – et område, hvor Brexit fik et solidt flertal her i 2016.

 

Imidlertid varede sprækkerne i etablissementets fælles nyliberale forståelse efter 2008 ikke i lang tid. Den nyliberale offensiv fik snart igen damp under kedlerne.

 

Ideologerne vendte hurtigt tilbage til at lave det, som de får deres penge for: at retfærdiggøre tingenes tilstand. De genoplivede det udslidte mantra om, at når det har gjort ondt en eller to gange mere, så vil den nyliberale medicin omsider løfte alle økonomisk og dermed udtørre den yderste højrefløjs grobund for at vokse.

 

Det er dette synspunkt, som ligger bag den nye bølge af antisociale ”reformer” fra Frankrigs præsident Macron. Disse har allerede ført til et markant fald i hans popularitet, og forudsigelsen om, at en stemme på Macron i 2017 i virkeligheden vil føre til en stemme på Le Pen næste gang, forekommer således mere troværdig.

 

Selv i de dele af Europa, hvor det øjeblikkelige opsving synes stærkest og arbejdsløsheden nærmer sig rekordlave niveauer, sakker lønningerne stadig bagud. Nedskæringerne på de sociale programmer er heller ikke i noget særligt omfang blevet ophævet, ligesom det sociale boligbyggeri ikke er genstartet. Tværtimod vokser hjemløsheden i en række storbyområder på grund af de voldsomme stigninger i huslejerne.

 

Det bliver kun alt for let for arbejdende mennesker at give indvandrere skylden for at presse deres lønninger, for klemte små forretningsdrivende at give indvandrerbutikkerne skyld for at løbe med deres omsætning og for de lokalt fødte i almindelighed at se indvandringen som en trussel mod velfærdsstaten.

 

Hvis vi betragter krisen ud fra en knap så økonomisk synsvinkel, har den undermineret mange mænds følelse af maskulinitet, hvor kvinder og LBGTIQ-folk oftest får skylden. Nationale kulturer antog først faste former i det 19. århundrede, men er siden blevet grundlæggende for mange europæeres følelse af identitet. Men de synes nu at være truet af en kombination af kosmopolitiske nyliberale eliter og folk fra andre nationer, hvad enten disse stammer fra Europa eller ej.

 

Muslimer, farvede mennesker og EU-bureaukrater i Bruxelles udgør en belejlig, sammensat syndebuk. Resultatet er en stadig vækst i de forskellige samfund af nationalisme, racisme og reaktion, herunder (uundgåeligt mandlig) racistisk vold i gaderne. Politisk betyder dette, at i så godt som hver eneste valg, hvor et betydeligt parti fra den yderste højrefløj stiller op, når dets stemmeandel nye rekordhøjder.

 

Det ville selvfølgeligt være mere fornuftigt for vælgerne at give kapitalismen skylden for deres problemer end muslimer eller eurokrater. Men fornuftige forklaringer i sig selv overbeviser ikke mennesker. Progressive argumenter er nødt til at blive formuleret og kraftfuldt fremført af progressive bevægelser. Fagbevægelsen og andre sociale bevægelsers svaghed, og dermed også fraværet af et synligt venstrealternativ til nyliberalismen, er en yderligere årsag til den yderste højrefløjs fremgang.

 

Årsagerne til denne svaghed stikker dybere, end denne artikel kan gøre rede for. Ikke alle europæiske fagforeninger har konsekvent været tilhængere af tilbageholdenhed og klassesamarbejde gennem de sidste fire årtier (skønt mange har).

 

De venstreledede græske fagforeninger har for eksempel gennem de sidste ti år organiseret den ene generalstrejke efter den anden i deres modstand mod de angreb, der har nedskåret en fjerdedel af Grækenlands BNP. De franske fagforeninger har, trods deres alvorlige splittelse, givet nogle fremragende eksempler på modstand mod nedskæringer. Undertiden, især i 1995, med held til at forhindre forslag om nyliberale ”reformer”.

 

Imidlertid befinder den sociale modstand mod nyliberalismen sig nu på et lavpunkt i Europa. Selv de mest radikale arbejderbevægelser har endnu ikke fundet den rigtige kombination af kampvilje, kreativ taktik, organisering af nye sektorer (hvilket ville kræve omfattende feministiske og antiracistiske strategier) og politiske gennembrud som forudsætning for at kunne være i stand til at vinde varige sejre.

 

Nye radikale partier til venstre har ikke endnu haft held til at knytte bånd til fagbevægelsen, og båndene mellem socialdemokratierne og fagforeningerne er blevet sønderslidt for længe siden. Som følge heraf er Europas centrum-venstre ved at bryde sammen, og indtil nu er den radikale venstrefløj ikke vokset tilsvarende. Mange af den yderste højrefløjs stemmer kommer fra den traditionelle venstrefløj.

 

Pasokisering

Grækenland har givet et navn til den europæiske socialdemokratiske krise: pasokisering.

 

PASOK, det græske socialdemokratiske parti, som regerede landet i en stor del af de 40 år, der gik efter oberstjuntaen måtte opgive magten i 1984, blev så godt som udslettet på grund af sin støtte til nedskæringspolitikken fra 2011 til 2015. Fra 43,9 procent af stemmerne i 2009 fik det kun 4,7 procent i 2015. Tilsvarende tilbagegange er senere forekommet i det ene land efter det andet [Danmark er her en klar undtagelse, o.a.].

 

Frankrigs Socialistiske Parti, som både vandt præsidentposten og kontrol med begge kamre i parlamentet i 2012, fik kun 6,4 procent i første runde af præsidentvalget sidste år.

 

Hollands Arbejderparti, i 2012 landets næststørste parti med 24,8 procent af stemmerne, blev sidste år straffet for sin rolle som juniorpartner i en nyliberal nedskæringsregering med et styrtdyk til 5,7 procent. Mindre dramatisk gik det tyske Socialdemokrati tilbage fra 25,7 til 20,5 procent. Det svenske Socialdemokratis stemmeandel faldt fra 31,0 procent til 28,3 procent i år, det dårligste valgresultat i de sidste hundrede år.

 

I land efter land har centrum-venstre reageret ved at forsøge at imitere den yderste højrefløj. I Danmark forsøger Socialdemokratiet nu endog at overgå den yderste højrefløjs indvandrerfjendske forslag [forsøger er her nøgleordet, Støjberg, DF og Pernille Vermund kan være svære at overgå, selv når viljen er til stede. O.a.].

 

I en periode syntes fremgangen for den yderste højrefløj især at ske på bekostning af centrum-venstre, hvorimod centrum-højre nogenlunde var i stand til at holde skansen. For eksempel som opfølgning på Brexit-folkeafstemningen, hvor det Konservative Parti gjorde sit bedste for at støtte Brexit, og hvor UKIP fra den yderste højrefløj derfor mistede vælgeropbakning.

 

I Holland lykkedes det sidste år den traditionelle højrefløj på overbevisende måde at stjæle Frihedspartiets islamofobiske og euroskeptiske dagsorden, og således holde den yderste højrefløj nede på andenpladsen.

 

Men i år fik de tyske Kristelige Demokrater, som blev identificeret med opfattelsen af Kansler Angela Merkels imødekommende holdning overfor flygtninge, deres egen vælgerlussing, med et fald fra 41,5 til 32,9 procent. Centrum-højrepartier har reageret med at styrte yderligere til højre.

 

I Tyskland truede den mest højredrejede del af den kristdemokratiske familie, CSU i Bayern, i ugevis med at torpedere den nye ”Store Koalition”, med mindre der blev foretaget nye stramninger i flygtningepolitikken (et krav som Merkel og Socialdemokratiet i stor udtrækning efterkom). I stigende omfang ser det, med digteren Yeats ord, ud til, at “things fall apart; the centre cannot hold.” (”tingene falder fra hinanden, centeret kan ikke længere holde”).

 

Voksende farer

Det længe eksisterende tabu mod alliancer mellem centrum-højre og den yderste højrefløj ser nu i stigende grad skrøbelig ud. Østrig brød med det allerede i år 2000.

 

Allerede nu er det meningsfuldt at spørge: Hvad hvis centrumpartierne i Frankrig og Holland, ved valgene i 2022, igen taber stort, hvorimod den yderste højrefløj og muligvis den radikale venstrefløj vinder? Hvis traditionelle borgerlige politikere bliver stillet over for valget mellem deres angivelige forpligtelse overfor menneskerettighederne og deres stenhårde forpligtelse overfor den nyliberale økonomi, hvilken vej vil de så gå?

 

Alliancer med det traditionelle højre kunne åbne den yderste højrefløjs vej mod magten i endnu flere europæiske lande. I det mindste i udgangspunktet ville den yderste højrefløj i dette scenarie været noget begrænset af grundlovsmæssige regler. Men selv inden for grundlovens rammer ville den yderste højrefløj ved magten kunne gøre enorm skade, specielt ved at gennemtvinge store dele af deres racistiske programmer.

 

Når det kommer til stykket, var USA i 230 år med så godt som ubrudt forfatningsmæssigt styre, også foreneligt med 75 års afroamerikansk slaveri, og et århundrede hvor afro- og indfødte amerikanere var uden stemmeret. Vesteuropæiske regeringer, selv dem uden ministre fra den yderste højrefløj, har allerede udvist markant opfindsomhed for at finde nye lovmæssige veje til at undertrykke egne etniske mindretal.

 

Der er for eksempel fundet veje til at fratage folk deres europæiske statsborgerskab, og derefter i nogle tilfælde udvise dem fra Europa. Hundreder eller tusinder af ikke-europæere, hvoraf nogle under international lov er flygtninge, drukner i Middelhavet fordi europæiske regeringer nægter dem indrejse med normale transportmidler.

 

Danmarks borgerlige regering, med parlamentarisk støtte, men uden regeringsdeltagelse fra den yderste højrefløj, tvinger nu blandt andet børn med ikke-europæisk baggrund til at tilbringe 25 timer om ugen uden kontakt med deres egne familier, således at de kan blive indført i ”danske værdier”, og overvejer at fordoble straffen for forbrydelser, der bliver begået i lovmæssigt afgrænsede ”ghettoer”. [Ellen Barry og Martin Selsøe Sørensen: “In Denmark, Harsh New Laws for Immigrant ‘Ghettos,’” New York Times, 1. juli, 2018.]

 

I nogle lande er opførelsen af minareter blevet forbudt; i andre er det halalkød, som kalder minderne frem om kampagnerne mod kosher-slagtere, som var en del af antisemitismen i Europa i mellemkrigstiden. I øjeblikket er det kun fantasien, der sætter grænserne for, hvor langt ministrene fra den yderste højrefløj kunne eller ville gå i indførelsen af, hvad Le Pen kalder for de ”nationale præferencer”: diskrimination mod retten til bolig eller sociale ydelser over for mennesker med én eller to forældre med ikke-europæisk oprindelse. Og medens den yderste højrefløj ofte ikke har fået sin vilje i parlamenterne i dag, så har deres åbent paramilitære afdelinger, fascistiske og racistiske bøller, allerede usædvanligt spillerum i mange dele af Europa til at angribe og endog dræbe mennesker med synlig anden etnisk baggrund.

 

Borgerlige grundlovsmæssige rettigheder gjaldt selvfølgelig historisk ofte ikke for kvinder eller LGBTIQ-personer. På spørgsmål om køn og seksualitet er det europæiske yderste højre imidlertid undertiden ikke konsekvent og ligger ikke altid i forlængelse af tidligere fascistiske traditioner. Sara Farris har vist, hvorledes den franske, italienske og hollandske yderste højrefløj undertiden hævder at forsvare europæiske kvinder og LBGTIQ mennesker – selv de der har indvandrerbaggrund – mod muslimske mænd eller andre mænd af ikke-europæisk oprindelse.

 

Samtidigt har den yderste højrefløj, i Vest- såvel som i Østeuropa, fulgt op på pavens angreb på ”kønsideologi” og hans forsvar for de traditionelle begrænsninger af mande- og kvinderoller. Det hollandske Frihedsparti på den yderste højrefløj bliver nu udfordret fra højre af Thierry Baudets åbent kvindeforagtende Forum for Demokrati.

 

Mens den yderste højrefløj i Holland og Skandinavien ser ud til at have affundet sig med ægteskaber mellem mennesker af samme køn, så har Le Pens Rassemblement National [hendes nye navn for Front National] svoret at rulle dem tilbage, hvis partiet kommer til magten i Frankrig, og den yderste højrefløj i Øst- og store dele af Sydeuropa tager skarpt afstand fra sådanne ægteskaber.

 

McCarthyismen i USA demonstrerede, hvorledes et forfatningsbaseret styre godt kan forenes med frontalangreb på den yderste venstrefløj. Indtil nu har den yderste højrefløj i Europa ikke i særlig høj grad fokuseret sine angreb på marxister, men har ofte foretrukket at lange ud efter mennesker, som højrefløjs-ideologerne (underligt nok) kalder for ”kulturmarxister” (hvormed de mener fortalere for ”identitetspolitik”). Men det ville være dumt for den radikale venstrefløj at bilde os ind, at vi i al fremtid er immune.

 

Udslettelsen af den selvstændige arbejderbevægelse var en historisk topprioritet for fascismen, men underligt nok, så har fagforeninger endnu ikke være specielt udvalgt som angrebsmål for den yderste højrefløj i dagens Europa.

 

I Tyrkiet er fagforeninger for eksempel forsat med at organisere, forhandle og endog vinde indrømmelser ved at true med strejker i en situation, hvor landet ellers er præget af en massiv undertrykkelse af store dele af samfundet.

 

Men erfaringerne med den yderste højrefløj tæt på regeringer viser, hvor tåbeligt det ville være for fagligt aktive at forvente en imødekommende holdning fra den kant. Partier på den yderste højrefløj, som flirter med økonomisk populisme, mens de er i opposition, viser næsten altid deres sande erhvervsvenlige tilbøjeligheder, når først de kommer i nærheden af magten. Geert Wilders i Holland, som før valget i 2012 erklærede, at hans eneste ultimative krav var, at pensionsalderen ikke måtte hæves, droppede for eksempel dette krav efter blot få timers indledende forhandlinger om at blive støtteparti for en borgerlig koalitionsregering.

 

Oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com