Vedtaget på SAP’s kongres

1. Gode tider

Dansk økonomi er inde i et opsving, hvor systemets politikere, økonomer og skriverkarle alle er enige om, at det største problem er at forhindre "overophedning". Med det mener de, at for mange kommer i arbejde, så det er sværere at holde lønnen nede.

Både den officielle og den reelle arbejdsløshed er faldet i flere år, og reallønnen for de, der er i arbejde, stiger jævnt.

Det er gode tider. Men ikke for alle mennesker og ikke for alle sider af vores tilværelse. For mange af dem, der er i arbejde er arbejdstempoet sat op og arbejdstiden langt over de 37 timer.

Titusinder er permanent smidt ud af arbejdsmarkedet, mens andre titusinder er sendt på tvangsarbejde for understøttelsen.

Store danske og udenlandske virksomheder fyrer ansatte i bundter.

Børn og gamle overlades til multinationale service-virksomheder, og solidaritet og velfærd privatiseres.

Ozonlaget nedbrydes, atmosfæren forurenes, drikkevandet fyldes med gift og vores og planternes arveanlæg overlades til Monsanto og Novartis.

Hvad storkoncernerne ikke selv klarer, får EU og WTO lov til at ordne, mens regeringen lever op til arbejdersangens vers: "med krigsbegejstring de os fylder".

Sådan ser virkeligheden ud i disse gode tider. Men endnu har kapitalismen ikke været leveringsdygtig i gode tider uden ende. På et tidspunkt vender vinden, og den kapitalistiske økonomi bevæger sig ud i en recession, som kan føre til en virkelig krise.

Derfor må vi med nogen ret og med en betydelig uro spørge: Hvis dette er gode tider, hvordan kommer de dårlige tider, som venter på os, så til at se ud?

2. Et modspil

I denne situation er der et brændende behov for et alternativ til venstre. En samling af krav og kampmetoder, der med udgangspunkt i arbejderbefolkningens interesser viser en anden retning for samfundets udvikling, og som venstrefløjen må mobilisere bredt for.

Nogle af de centrale områder, hvor der er behov for et modspil, er:

3. De overførte

De pæne arbejdsløshedstal er knap så pæne, når man tæller de mange, som er sat ud på sidelinjen med "overførselsindkomst": modtagere af dagpenge eller kontanthjælp med tvangsaktivering. Deres tal falder kun langsomt, mange bliver tvunget ud i meningsløs aktivering, og deres levestandard bliver jævnligt forringet, så de kan bruges som løntrykkere og til at disciplinere de, der er i arbejde.

Lego, Grundfoss, Århus Flydedok og andre fyrer stadig i bunker af hundreder, når pengene bedre kan investeres andre steder, og det bliver overladt til det offentlige at forsørge og uddanne dem og skaffe dem nyt arbejde. Det er profitabelt for ejerne, men giver underskud for samfundet.

I stedet kræver vi:

Stop for tvangsaktivering, tilbud om rigtige job på overenskomstmæssige vilkår til alle;
30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation;
Offentlig produktion;
Fuld offentlighed om alle virksomhedernes tal, aftaler og kontrakter;
Fritstil arbejdsgivere, som fyrer eller lukker og slukker. Lad det offentlige eje virksomhederne og de ansatte drive dem;
6 ugers ferie.

4. Fællesskabet frem for alt
Samfundets forpligtelser over for dem, der i kortere eller længere tid, ikke kan klare sig selv, bliver gjort til et spørgsmål om overskud eller underskud, når politikerne overlader ældrepleje og børnehaver til private virksomheder.

Eller også afvises fællesskabets ansvar, når først pension og siden efterløn bliver overladt til den enkeltes opsparing.

Det går ud over den offentlige service hos læger og på hospitaler, i daginstitutioner og på skoler. I nogle tilfælde overlades det direkte til de private på samme måde som post, telefon, tv, transport og meget andet.

Den offentligt garanterede velfærd skrider, og det samme gør den offentligt sikrede infrastruktur.

Med udlicitering og privatisering bliver det sværere at drage politikerne til ansvar; de demokratiske muligheder svækkes. Samtidig er udlicitering og privatisering et angreb på de ansattes løn- og arbejdsvilkår.

Under overskriften "solidariske løsninger" må der rejses en kamp:

Mod udlicitering og privatisering;
For demokratiske, samfundsmæssige prioriteringer af ressourcerne;
For højere satser til de, der er på kontanthjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse og social pension;
For pladsgaranti til gode og gratis daginstitutioner, hospitaler, uddannelser og plejehjem;
For større indflydelse til brugerne og de ansatte i den offentlige sektor;
For et kommunalt oprør mod regeringens nedskæringer og sparekrav;
Til kamp for en folkepension, der er til at leve af, imod skattefordele til pensioner.

5. Indvandrere og flygtninge
Med den seneste integrationslov har den danske lovgivning placeret sig på kant med internationale konventioner. Loven giver indvandrere og flygtninge ringere offentlige ydelser. Det sker udover, at det længe har været sådan, at udlændinge har langt dårligere betingelser for at få arbejde, da der ikke er noget, der reelt forhindrer arbejdsgivere i at diskriminere på grundlag af hudfarve, religion og nationalitet. Overfor krav om bestemt påklædning må fagforeningerne kæmpe for plads til forskellighed på arbejdspladserne.

I stedet for diskrimination må integration bygge på solidaritet mellem indvandrere og danskere:

Arbejde og uddannelse til alle;
Nej til diskrimination. For lige muligheder til bolig, arbejde og uddannelse uanset etnisk baggrund;
Asyl til alle forfulgte pga. politisk opfattelse, religion, race, nationalitet og køn;
Asyl til kvinder, der flygter på grund af kønsrelateret forfølgelse, bl.a. omskæring, voldtægt og henrettelse for ægteskabsbrud.

6. Mad, miljø og mennesker
Befolkningen har forventning til og berettiget krav på et ordentlig sundhedssystem. Politikernes svar er, at vi må prioritere: Hvis sclerosepatienten skal behandles må ventelisterne vokse for andre; der er ikke råd til begge dele.

Uafhængigt af hvor mange penge der bevilliges til medicin, læger og hospitaler, er vores sundhed grundlæggende afhængig af firmaer som Monsanto, McDonald og Mitsubishi. De internationale koncerner får frit fortsat frit spil til at nedbryde sundheden med pesticider, til at spille hasard med naturen gennem genmanipulation, til at fodre os med produkter fra det kemisk-industrialiserede landbrug og til at ødelægge vores helbred og jordens overlevelsesmuligheder med forurenende trafikformer.

Fra regeringerne møder de intet betydningsfuldt modspil. I stedet opbygges internationale organisationer som EU og WTO, hvis overordnede formål og faktiske funktion er at slippe koncernerne løs, så de kan tromle alle forhindringer ned i uhæmmet profitjagt.

Modkravene må lyde:

Alle hemmeligheder omkring forskning og forretning skal frem i lyset;
Offentlig forskning uden industri-indflydelse i sund mad, rent vand, ufarligt arbejdsmiljø og ren luft;
Nationalisering af medicinal-industrien;
Stop for pesticider og genmanipulation af fødevarer; økologisk produktion skal favoriseres, når der gives landbrugsstøtte;
Stop for motorvejsbyggeri, miljøvenlig kollektiv trafik til lands og til vands;
Strejkeret mod dårligt arbejdsmiljø;
Arbejdsgiver-licens, der kan inddrives ved gentagne miljø- og arbejdsmiljøovertrædelser.

7. Lad de rige betale
Mens daginstitutioner, hospitaler og ældrepleje udsultes, scorer danske og udenlandske virksomheder og finans-spekulanter kassen. Trods alle myter om det danske smørhul er forskellene mellem landets rigeste og almindelige lønarbejdere for ikke at tale om mennesker uden for arbejdsmarkedet overvældende.

Politikernes "der-er-ikke-råd-snak" må standses med en ægte Robin Hood-skattereform, der bl.a.:

Indfører en høj skattefri bundgrænse;
Fjerner den frihed fra skattestigninger, de rige opnår gennem det skrå skatteloft;
Genindfører formueskatten;
Inddrager værdistigninger i jord og fast ejendom;
Rydder op i erhvervslivets og velhavernes fradragsjungle;
Beskatter virksomhedsprofitter og spekulationsgevinster hårdere.

8. Solidaritet

Befolkningen i Danmark og den øvrige højtindustrialiserede verden betaler deres del af prisen for profitmagernes frihed. Men folkene i Den Tredje Verden – og nu også den tidligere Østblok – lægger i endnu højere grad ryg til.

I århundreder har landene i Den Tredje Verden været frit lege-areal for de rige landes virksomheder og regeringer. Befolkningerne er blevet og bliver udnyttet og udbyttet. Men nu bliver disse lande også omdannet til skraldespand for Vesteuropa, Nordamerika og Japan.

Helt bogstaveligt bliver vores kemiske og industrielle affald læsset af her. Også forældet produktionsudstyr skibes af sted til de fattige lande. Pesticider, asbest og andre dræbere sælges i stadig større mængder til Den Tredje Verden, fordi producenterne ikke kan slippe af med det hos os.

Det eneste, der bevæger sig den modsatte vej, er kapital-overførslerne.

I stedet kræver vi:

Sletning af de fattige landes gæld til Vestens regeringer og finans-institutioner;
Bistandshjælp uden erhvervsmæssige betingelser, især til folkelige græsrodsorganiseringer, der fastholder kontrollen med hjælpen uden om deres egen regering;
At de fattige lande får ret til at beskytte deres egen produkter mod konkurrence;
Forbud mod dumpning af forurenende affald og miljøskadelig teknologi og medicin i andre lande;
For venstrefløjen er det en særlig opgave at sikre økonomisk støtte til folkelige bevægelser og til bevægelser og partier, der kæmper mod imperialismen og dens håndlangere blandt de undertrykte landes egne herskende klasser.

9. Den europæiske union

Socialdemokrater sidder i dag ved regeringsmagten i størstedelen af EU, men det står allerede kart at de ikke vil ændre ved Unionen: Uanset fraser om ‘en social dimension’ er et EU et redskab for en storstilet liberalistisk offensiv og for opbygningen af en væbnet stormagt. Opgøret om de danske EU-forbehold kan føre til en ny højredrejning eller til en ny bølge af modstand. Venstrefløjen må føre en klar kampagne:

Imod EU’s fælles mønt – for en antikapitalistisk økonomisk politik i Danmark og Europa.
Imod Fort Europa med EU militær og fælles restriktiv asylpolitik – for afrustning og international solidaritet.

10. Den internationale kapitals organisationer
EU, NAFTA, ASEAN, MERCOSUR, WTO er i dag redskaber for dominerende kapitalgruppers ønske om en nyliberalistisk politik. Det sker på bekostning af den brede befolknings sociale og demokratiske interesser.

Vores opgave er at afsløre dem, svække dem og nedbryde dem.

Vores alternativ er ikke national selvtilstrækkelighed, men:

International solidaritet;
Fælles aktioner mellem undertrykte og udbyttede på tværs af grænser;
Nej til at indordne sig under skadelige direktiver og kendelser fra de internationale organisationer;
Udnyttelse af gode styrkeforhold i enkeltlande som rambuk for fremskridt og løftestangs-princippet til at udbrede fremskridtene
Frivillige afgrænsede aftaler mellem landene om f.eks. miljøet.

11. Efter Den Kolde Krig
At fjenden er væk har ikke været nok til at fredeliggøre Den Kolde Krigs generaler og krigeriske politikere. Med eller uden et Sovjet i Øst har de imperialistiske lande stadig brug for et offensivt militær, der kan forsvare de rige landes økonomiske, strategiske og politiske interesser over alt i verden.

Derfor fortsætter oprustningen både med konventionelle våben og med atomvåben.

Især de fattige lande i Øst og i Den Tredje Verden må lægge ryg til, også når NATO skal afprøve nye krigs-koncepter.

Hvor Danmark i 80’erne fulgte fodslæbende med i oprustningen med halvhjertede protester og fodnoter, deltager den socialdemokratiske regering i dag med fynd og klem, når der er udsigt til en ny krig.

Kun en fredsbevægelse, der er aktiv og bred, med fagbevægelsens opbakning og med international koordinering kan forhindre oprustning og nye krige.

Kravene må være:

Stop dansk deltagelse i krig og krigsforberedelse;
Stands atomoprustningen og afskaf alle atomvåben;
Sving sparekniven over militæret;
Danmark ud af NATO, NATO ud af Danmark.

12. For en demokratisk og kæmpende fagbevægelse
Hvad enten der er tale om en udliciteringsvenlig Poul Winckler fra FOA, en modstander af lønstigning og mere fritid som Metals Max Bæhring eller en regerings-rygklapper som LO-formand Hans Jensen, så er dansk fagbevægelses top i dag et sørgeligt syn.

Men uanset hvor arbejdsgiver-venlige og system-forsvarende fagbevægelsens ledere er, er fagbevægelsen stadig væk den største folkelige organisering i Danmark, og den organiserer størstedelen af den klasse, som kan skabe forandringerne, både de små delsejre og et socialistisk samfund.

Derfor er der et skrigende behov for, at fagbevægelsen igen bliver et redskab for arbejderklassens kamp.

Første skridt er opbygningen af en aktiv venstrefløj i de faglige organisationer, der kan:

Sikre, at de faglige organisationer støtter arbejdere i kamp;
Demokratisere de faglige organisationer;
Arbejde for, at fagbevægelsen også støtter de arbejderkrav, som ikke er snævert faglige, og andre bevægelser for undertrykte;
Rydde op i pamper-vælde og pamper-privilegier.
Opbygge et alternativt lederskab til de nuværende misledere i fagbevægelsen.

13. Styrk venstrefløjen
Kun aktive folkelige bevægelser kan skaffe resultater, men i de bredt sammensatte bevægelser er der behov for organiserede socialister med bevægelses- og kamperfaringer, med en velfunderet skepsis over for arbejdsgiverne og systemets politikere. Og der er behov for en stadig bedre organisering af aktive socialister på internationalt plan. Disse opgaver må Enhedslisten i stadig højere grad tage på sig.

Samtidig kan socialistiske repræsentanter i kommunalbestyrelser, amtsråd og folketing udgøre en uvurderlig støtte til bevægelserne. De kan være med til at udbrede kritikken af kapitalismen og vinde opbakning for socialistiske løsninger. Endelig kan en stærk socialistisk repræsentation fjerne Socialdemokratiets undskyldning for at føre borgerlig politik og for at samarbejde med de traditionelle borgerlige partier.

Kun Enhedslisten er i dag i stand til at løse denne opgave. Derfor er det afgørende vigtigt at styrke Enhedslisten, både listens parlamentariske repræsentation, listens medlemsorganisering og listens internationale samarbejde med andre socialistiske organisationer og partier.

 

Opslået i Socialistisk Arbejderpolitik

single.php