Socialistisk Påskeseminar havde i år besøg af den filippinske kammerat ’Mabel’, der berettede om den alvorlige politiske situation i hendes hjemland. Hendes rigtige navn oplyses ikke her af sikkerhedsmæssige årsager, men er kendt af redaktionen.

 

I Filippinerne er landets skrøbelige demokrati under voldsomt pres. Efter valget af Rodrigo Duterte til præsident i 2016, har landet bevæget sig i en stadig mere autoritær retning. Hvordan er det kommet dertil, og hvor er landet på vej hen? Socialistisk Påskeseminar havde i år besøg af den filippinske aktivist Mabel, der gjorde os klogere på situationen i Filippinerne i almindelighed. Idet Mabel kommer fra Mindanao, var det desuden en glimrende mulighed for at forstå den aktuelle situation på den konfliktramte ø, hvor også Duterte kommer fra.

 

Rodrigo Duterte – populist og opportunist

I Filippinerne møder man de samme politiske strømninger, som for tiden vinder indpas overalt i verden. Da Rodrigo ”Digong” Duterte vandt præsidentvalget i 2016, var det således resultatet af en populistisk-nationalistisk platform, ganske som vi har set det i både Ungarn, Indien og USA. Selvom han selv kommer fra en familie med politiske forbindelser, har han omhyggeligt kultiveret et image som en folkets mand, og han har som den første præsident fra Mindanao (landets næststørste ø) brandet sig som en outsider til det korrupte politiske establishment i Manila. Ganske som andre populister verden over, er Duterte gået til valg på at kanalisere folks vrede og frustrationer, og samtidig love enkle løsninger på komplekse problemstillinger. Han har lovet at rydde landet for narkohandlere, og er efter magtovertagelsen gået brutalt til værks med denne opgave. Dødspatruljer har fået carte blanche til at dræbe pushere på gaden uden retssag; en strategi han har taget med sig fra sin tid som borgmester i Davao City (hovedbyen på Mindanao). Allerede under hans borgmestertid blev det anslået, at omkring 3.000 folk var blevet henrettet uden rettergang, og det tal estimeres ifølge Mabel nu at være over 20.000. En paradoksal bedrift for en tidligere offentlig anklager. Hvorvidt alle disse tusindvis af mennesker har været involveret i narkohandel er yderst tvivlsomt. Der berettes om utallige tilfælde af personlige vendettaer, hvor hele familier, inklusive børn, er blevet dræbt under dække af påståede kriminelle forbindelser. Bagmændene bag landets narkotikahandel er kinesiske karteller, som Duterte hverken kan eller vil røre ved.

 

Dutertes ”war on drugs” er med andre ord en blanding af spil for galleriet, og kynisk udnyttelse af situationen til egen vinding. Således blev blandt andet fem generaler, der alle havde været kritiske overfor Dutertes regering, belejligt anklaget for at være involveret i narkosmugling. Også hans anden krig – krigen mod terror – forekommer i vid udstrækning at være et dække for hans autoritære dagsordener. Den har muliggjort, at Duterte har kunnet indføre undtagelsestilstand på Mindanao, hvilket ifølge Mabel må anses som en slags lakmusprøve for, hvorvidt han kan få den indført i resten af landet. Undtagelsestilstand er forfatningsmæssigt begrænset til 60 dage, hvilket dog er undtaget i tilfælde af naturkatastrofer og invasion.

 

Krigen på Mindanao – et skalkeskjul

Den sydlige del af Filippinerne har længe været ramt af en række forskellige konflikter. Tvangsflytning og diskrimination fra det filippinske diktatur mod den overvejende muslimske Moro-befolkning førte i 1969 til oprettelsen af The Moro National Liberation Front, der senere omdøbtes til Moro Islamic Liberation Front. Senere er udenlandske jihadistiske grupper gået ind i konflikten, der også omfatter den kinesisk-støttede maoistiske oprørsgruppe Moro Resistance and Liberation Organization og den progressive koalition National Democratic Front of the Philippines, som Mabel tilhører.

 

Duterte har spinnet krigen mod oprørerne på Mindanao til at legitimere en forlængelse af undtagelsestilstanden på øen på ubestemt tid. Islamistiske terrornetværk som Abu-Sayaf, Daesh og Al-Qaeda er ganske vist tilstede på Mindanao, men ikke i et omfang der kan retfærdiggøre den massive diskrimination af civilbefolkningen i almindelighed, og den muslimske befolkning i særdeleshed. Da oprørsgrupper indtog Marawi City på Mindanao, blev det modsvaret af 5 måneders intenst tæppebombardement af byen, der af Mabel nu beskrives som ”vores eget Aleppo”. Det har haft voldsomme konsekvenser for store dele af civilbefolkningen, der er blevet internt fordrevne i Filippinerne. Særligt det store muslimske mindretal – omkring 20% af befolkningen på Mindanao – og de indfødte stammer er blevet ramt af krigen.

 

Duterte forsøger ved hjælp af sine to interne krige at konsolidere sin egen magt, og bruger samtidig det statsstyrede medieapparat til at udbrede et falsk narrativ om, at særligt krigen mod terror er utroligt populær på Mindanao. Duterte er bemærkelsesværdigt opportunistisk, og benytter enhver lejlighed til at fremme sin egen position. De aktuelle konflikter bliver brugt til at lukke munden på en lang række kritikere. Blandt disse kan nævnes formanden for landets menneskerettighedsdomstol, der er blevet fængslet på opdigtede anklager om at være ”narkofortaler”. Ligeledes er landets dommerformand blevet anklaget for magtmisbrug, og også landets ombudsmand søges fængslet på opdigtede anklager. Alle tre er progressive, højrøstede kvinder, hvilket gør dem til en ekstra stor torn i øjet for den misogyne præsident, der for nyligt opfordrede de filippinske soldater til at ”skyde kvindelige oprørere i kussen”. Dutertes ”terrorliste” er et glimrende eksempel på denne politiske opportunisme: de 600 navne herpå ligner til forveksling en liste med politiske modstandere og kritikere. Duterte forsøger også at trække landet ud af samarbejdet med den internationale krigsforbryderdomstol, så han kan gøre hvad der passer ham.

 

Geopolitik

På det storpolitiske plan arbejder han på at styrke landets bånd til Kina og Rusland, og samtidig stække den amerikanske indflydelse i landet. Historisk set har landet haft nære bånd til USA, der har udnyttet dette til at etablere baser i et strategisk vigtigt område af Stillehavet. Dette er dog ikke helt så enkelt, da toppen af landets militær har tætte forbindelser til dets amerikanske pendant, og desuden i vid udstrækning er afhængigt af det amerikanske samarbejde ift. baser, øvelser osv. Dutertes magt er – som de fleste andre autoritære regimers – bundet op på militærets accept af hans regering, og hans frigørelse fra amerikansk indflydelse har derfor vist sig at lettere sagt end gjort. Med valget af Donald Trump til Det Hvide Hus har han desuden fået en mere ligesindet amerikansk kollega, og projektet er derfor blevet mindre presserende.

 

Dutertes overordnede politiske vision er en omdannelse af landet fra en føderal struktur til en enhedsstruktur. En sådan omskrivning af forfatningen fra 1987, vil gøre ham i stand til yderligere at centralisere magten omkring regeringen i Manila, og vil desuden facilitere mere udenlandsk kapitalinvestering og privatisering af landets ressourcer. Denne neoliberale, kapitalistiske ambition besværliggøres af den nuværende forfatnings krav om, at landets ressourcer skal blive på Filippinske hænder. Dette er naturligvis frustrerende for en lang række multinationale investorer, der ønsker at udnytte Filippinernes naturlige rigdom indenfor mineraler som guld, kobber og krom, foruden landets store skovbrugspotentiale og dets olie og naturgasser. Netop olie og naturgas er vigtigt for at forstå baggrunden for den geopolitiske konflikt i havområdet vest for Filippinerne. Kina har længe gjort krav på en større del af dette olie- og gasholdige område, der desuden er et af de vigtigste handelsstræder i verden. Den autoritære dagsorden er således også et udtryk for den velkendte historie om klassekamp og fordelingspolitik. Selvom ”Digong” ynder at fremstille sig selv som en jævn mand af folket, er der næppe nogen tvivl om, at hans privatiseringsprojekt også vil være yderst lukrativt for ham selv.

 

Perspektiver

Den filippinske modstand mod Duterte er under pres, og har hårdt brug for et årvågent verdenssamfund, der kan stække Rodrigo Dutertes greb om landet. Selvom den autoritære præsident gør sit bedste for at stramme grebet om Filippinerne, er der masser af modstand imod ham internt, og som enhver aspirerende diktator, ønsker han at udbrede en forestilling om, at han står stærkere end det reelt er tilfældet. Blandt de mange interne modstandsgrupper mod Duterte er det tidligere omtalte maoistiske kommunistparti, men også grupperinger som ”Tindig Pilipinas” (Rise Up Philippines) og den socialistiske koalition Laban ng Masa (Struggle of the Masses) er udtryk for den massive interne modreaktion på Dutertes autoritære regime.[1]

Fra dansk side ønsker vi at videreudvikle samarbejdet med vores filippinske kammerater, og at udbrede viden om situationen i landet. Hvis man ønsker at bidrage konkret til Mabel hendes kammeraters kamp for et progressivt, solidarisk Filippinerne, kan man kontakte Socialistisk Information for nærmere oplysninger.

[1] Læs mere om de forskellige modstandsgrupperinger her og her!

Opslået i Asien, Facebook

single.php