Den 4. april gik Romeo Dionis, 62, og hans hustru Annamaria Sopranzi, 68, ud af deres lejlighed og ned til et lille rum ved siden af deres garage. Her hængte de sig ved siden af hinanden. De efterlod en besked med søsterens mobilnummer og en undskyldning for deres handling. Da Giussppe, 72, bror til Annamaria, fandt ligene, gik han til den lokale havn og kastede sig i vandet.

af Dave Kellaway

(se oversigt over partierne sidst i artiklen!)

Romeo var en arbejdsløs murer og havde også svært ved at få betaling for det arbejde, han havde udført. Annamaria havde en lille pension på ca. 500 euro om måneden. De havde gæld og var i huslejerestance. Kort forinden havde han været hos kommunen og søge arbejde. På grund af de seneste nedskæringer var han ikke berettiget til pension. Politiet er ikke i tvivl om, at økonomiske vanskeligheder var årsagen til disse forfærdelige hændelser.

Virkeligheden
De boede i en af de italienske regioner, som må betragtes som en af de mere velstående – Marche – som altid har været styret af centrum-venstre. De var flove over at bede om sociale ydelser, som alligevel ikke ville have ændret deres levevilkår. Selvfølgelig har alle de ledende politikere vredet hænderne i moralske beklagelser, men de har næsten alle støttet den sparepolitik, der har ført til denne situation. Hvis man tror, at dette er en usædvanlig historie, så er virkeligheden, at så snart venner fortalte om det, så tilføjede de, at det samme var sket for nogle uger siden her i Salerno. Vi ved, at det samme er tilfældet i Grækenland, og at der også i Storbritannien har været en stigning i antallet af selvmord. (…)

I går var der en fjernsynsudsendelse af den slags, hvor politikere, professorer og journalister ævler løs I uendelige politiske diskussioner. Men denne gang var der i det mindste et indslag med en gruppe af arbejdere fra Merlonifabrikken i Umbrien, som er blevet lukket. En af arbejderne, som i fem år havde været på en særlig understøttelse (cassa integrazione) på 500 euro om måneden, men som nu ikke længere er berettiget, eksploderede i vrede over al den tomme snak i studiet om grundloven og de 57 måneder, den næste regering kan sættes sammen på. Kort fortalt sagde han, at politikerne og kommentatorerne ikke havde nogen som helst ide om, hvad der sker ude i virkeligheden. Det er præcis denne vrede og nogle gange opgivenhed, som forklarer, hvad der skete i det sidste valg med det usædvanlige gennembrud for Beppe Grillos 5-Stjernebevægelse (M5S).

Alle mine venner og de fleste af mine slægtninge (bortset fra en lille Berlusconifløj) har altid været moderate eller stemt længere til venstre. Denne gang mange havde stemt på Grillo. Hvorfor? Som flere sagde ikke, fordi de er specielt begejstrede for Grillos lejlighedsvise bandeord eller hans evindelige fordømmelser, men fordi de mener, at det politiske system er nødt til at blive rystet grundigt igennem. Nogle af de kloge i Italien (eller Storbritannien) siger, at hans tese om, at M5S hverken er højre- eller venstreorienteret og ønsker at udrydde hele den politiske elite, er et tegn på en begyndende fascisme, men de tager fejl og ikke lytter til, hvad almindelige folk siger.

Alle står for det samme
For de fleste mennesker er den direkte erfaring gennem mindst 20 år, at centrum- venstre og centrum-højre (og det gælder også for eks-kommunisterne, som nu er i det Demokratiske Parti) stort set har stået for det samme.

Disse partier har skåret ned i lønninger og pensioner, forlænget arbejdstiden, lavet nedskæringer i de offentlige udgifter, har undladt at skabe arbejdspladser og har ligget på halen for den internationale trojka. Dertil kommer, at den politiske elite (inklusiv PD) har bevilget sig selv enorme lønninger og ufattelige privilegier, ikke bare i parlamentet, men på alle niveauer af det politiske system, så forstår man folks vrede. Endnu værre end alle disse superlønninger, så har disse velbetalte repræsentanter i årtier undladt at skabe organisationer i den offentlige sektor, som fungerer effektivt på selv det mest elementære niveau. Fornyelse af licenser eller officielle dokumenter kan vare evigheder, og folk regelmæssigt tusindvis af kilometer for at undgå operationer på deres lokale sygehus. Politikerne har brugt de offentlige institutioner som et redskab til at berige sig gennem bestikkelse eller til at indgå kontrakter med deres egne selskaber eller placere venner på alle niveauer. Folk er også vred over, at deres skattepenge således også offentligt finansierer disse korrupte partier.

5-stjernebevægelsen
Derfor fokuserer M5S meget på at angribe det, de kalder ”partitokratiet” De siger, at alle politikere burde forbydes at have mere end to embedsperioder, og at ingen, som er anklaget eller dømt skyldig for forbrydelser, skal have lov til at blive valgt (i de seneste år er 25 eller flere parlamentsmedlemmer i denne kategori), at offentlig finansiering af politiske partier bør høre op, og at der skal vedtages en lov om interessekonflikter. Sidstnævnte omhandler selvfølgelig Berlusconi eller andre, der ejer store dele af medierne, og som fortsat kan være en del af et politisk system, der regulerer disse forhold. Mange af M5S’s øvrige krav, såsom miljømæssig modstand mod megaprojekter som højhastighedsbanen i Val de Susa, samt ideen om en borgerløn, har også tiltrukket vælgere og var til venstre for PD-koalitionen.

Hvor star vi så nu, 14 dage efter valget? Folk her spøger med, at selv Kirken har formået at vælge en ny pave hurtigere end politikerne kan danne en regering. Grundlæggende betød valget i februar, at der er tre næsten lige store mindretal.

PD er den største koalition i Underhuset og får dermed i kraft af Berlusconis berygtede valgsystem tildelt 55 procent af mandaterne. Men i Senatet har PDL-Lega (Berlusconi og Lega Nord) flest mandater og blokerer for et PD-flertal. Man skal have flertal i begge kamre for at kunne regere. Selv om Berlusconi klarede sig langt bedre end forventet, har hans parti stadig mistet millioner af stemmer i forhold til tidligere valg.
M5S er gået frem i de tre år siden sin grundlæggelse fra en tilslutning på ca. 3 til over 25 procent i dag og er den vigtigste faktor for det, man kalder "stallo" eller den fastlåste politiske situation i dag. Præsidenten, som fungerer mere eller mindre som den britiske dronning, i og med at han/hun kan opløser parlamentet og anmode partiledere til at danne regering, gav først Bersani, som leder af det relativt største parti, mulighed for at danne regering.

I en uge forsøgte Bersani desperat at indgå en aftale, primært med M5S. I et smart træk tog han afstand fra PD’s tidligere angreb på Grillos bevægelse som a-politisk, krypto-fascistisk eller højrepopulistisk og udarbejdede en 8 punkts plan, der først og fremmest inkluderede en række af Grillos centrale punkter i forhold til den politiske elite, for eksempel nedsættelse af politikerlønninger, færre parlamentsmedlemmer, ændring af valgsystemet osv. Trods nogen vaklen fra et par af hans parlamentsmedlemmer og anmodning fra over hundrede tusinde af hans vælgere på internettet modsatte Grillo sig enhver aftale. De fleste af mine venner, som havde stemt på M5S, kritiserede denne holdning og sagde, at en aftale om en regering til at gennemføre nogle af de vigtigste krav ville have været et skridt fremad.

Men Grillo har gentaget, at hvis folk har stemt på hans bevægelse for at indgå en aftale med en del af "partitokratiet", så har de ikke hørt efter, hvad han sagde. Derfor var præsident Napolitano nødt til at erkende, at Bersani ikke havde det nødvendige antal mandater, og han måtte således tage det næste skridt.

Nyvalg?

Denne uge har præsidenten nedsat to kommissioner, én om økonomi og én om det politiske system, bestående af ti "vismænd". Ja, de er alle mænd og for det meste involveret i de vigtigste politiske grupperinger, bortset fra M5S. Sidstnævnte er alt for fræk for trojkaen og det italienske oligarki.
De skal inden for otte til ti dage komme med forslag, som parterne kan drøfte som grundlag for en ny regering. I mellemtiden fortsætter Montis regering som teknokratregering, mest af alt for berolige den europæiske trojka. (…)

Berlusconi har gentagne gange opfordret Bersani og PD til at danne regering med PDL – og altså accepteret Bersani som premierminister. Indtil nu har Bersani afvist. På den ene side mente han, at en reformregering ville kunne tiltrække Grillo eller tilstrækkeligt mange M5S-parlamentsmedlemmer, og på den anden side at en aftale med Berlusconi ville skabe enorme problemer i PD. Silvio Berlusconi er naturligvis også interesseret i at være i regering, fordi det vil gøre det vanskeligere at få ham dømt. Han har indvilget i ideen med vismændene uden begejstring og sagt, at enten kommer der en aftale med PD, eller også bør der udskrives valg allerede i juni. Bersani (og Napolitano) har begge sagt, at det ville være dårligt for Italien (dvs. markedet kan ikke lide det), hvis den usikre politiske situation fortsætter med nyvalg.
(…)

Monti tabte – men regerer fortsat
I en tidligere artikel før valget sagde vi, at uanset hvad der skete, ville Monti. Det paradoksale er, at selvom hans liste klarede sig dårligt (kun ca. 10 procent eller mindre), og folk overvejende stemt imod hans nedskæringspolitik, så er han stadig premierminister. Han kan endda i en ny Bersani-ledet regering eller en bred samlingsregering. I en anden forstand er han også vinder, fordi hans nedskæringspolitik stadig er gældede, og de konkurrerende parter enten støtter den (PD-PDL) eller har svage eller usammenhængende alternativer (M5S).

Grillo’s folk har mange rigtige holdninger i forhold til den politiske elite, og nogle af hans reformer fortjener støtte fra det yderste venstre, men i sidste ende er det en illusionat tro, at hvis politiske repræsentation kan renses og demokratiseres ved hjælp af internettet, så kan de økonomiske problemer løses. De virkelige magtcentre i det økonomiske system bliver ikke anfægtet i Grillo’s verden. Jo, der tales om en blød exit fra euroen, at staten skal hjælpe små og mellemstore virksomheder, om borgerløn, men der er ingen plan for, hvad man skal gøre ved det offentlige underskud, med trojkaen eller med de erhvervsledere, som sidder på nøgleposterne i økonomien. M5S har mange aktivister, som er involveret i sociale eller økologiske bevægelser, som for eksempel kampagnen mod TAV (højhastighedstog, o.a.) eller den succesfulde folkeafstemning om privatisering af vandforsyning, men bevægelsen har ingen orientering mod arbejdspladser eller mod arbejderklassen som en klasse med potentiale for et politisk lederskab. Man forholder sig til borgere eller folk i bred almindelighed eller til ideen om, at alle er lige på internettet. Det er primært en holdning til politik, som bygger på klassesamarbejde. (…).

Venstrefløjen
Det synes klart, at Grillo’s strategi er at være i opposition til en regering bestående af PD-PDL. Han er ikke nødvendigvis imod nyvalg, men mener at hans afvisning ikke vil koste ham stemmer til venstre. Nogle meningsmålinger tyder på, at han måske har ret, men der er visse risici. Han mener, at dødvandet vil tilskynde flere til at stemme på M5S, så de kan danne en regering og gennemføre deres store reform. (…)
Den klassekamps-orienterede venstrefløj i Italien er noget rod. Sammenbruddet for Rifondazione – en venstreorienteret udsplitning fra det gamle itaienske kommunistparti PCI (forgængeren for det nuværende PD) på grund af partiets samarbejde med [det socialdemokratiske] PDS i Prodis regering [2006-2008] skabte et stort rum for M5S til at vokse. Et betydeligt antal Grillo-aktivister har deltaget i de globale bevægelser for social retfærdighed, som skabte en enorm mobilisering blandt andet i Genova [i forbindelse med World Social Forum i 2000, o.a.].

Fiaskoen for Ingroias liste [venstrefløjens koalition, støttet af Rifondazione og anført af Antonia Ingroia, en antimafia-dommer, o.a.] i det nylige valg, hvor det ikke lykkedes at blive repræsenteret i parlamentet, var ganske givet delvist forårsaget af den måde, som miniapparaterne på den yderste venstrefløj, såsom Ferreros PRC eller Di Pietros ”Italiens Værdier” satte sig på den ellers lovende koalition omkring appellen Cambiare Se Puo [”Vi kan forandre”]. Deres største bekymring var ikke at skabe en selvstændig valgkoalition med sigte på en mere langsigtet proces med at opbygge modstand mod nedskæringer, men snarere at gøre alt for at redde eller generobre deres pladser i parlamentet. Under valgkampen brugte Ingroia en masse tid på at klage over, at Bersani ikke reagerede på hans tilbud om samarbejde. Helt forudsigeligt arbejder komponenterne i koalitionen da heller ikke længere sammen.

Vendolas SEL-parti (Sinistra, Ecologia e Liberta – Venstre, Økologi og Frihed) er nu, i kraft af sin valgalliance med PD, repræsenteret i parlamentet, faktisk er den politiske ordfører i Underhuset fra SEL, og partiet fremstår således relativt styrket som en del af den radikale venstrefløj. Men deres støtte til PD, som bakkede op om alle Montis nedskæringer, og deres accept af at indgå i en PD-ledet regering med ministerposter, hvor Bersani har offentligt har forpligtet til at holde sig inden for trojkaens rammer, betyder, at det er vanskeligt at se partiet som et alternativ til PD. Det vil være en pressionsgruppe fra venstre, som i nogen grad kan modificere PDs linje.

Ikke desto mindre står de i en god position i forhold en ny omgruppering med en venstrefløj, som kan bryde ud fra PD, hvis Renzi [borgmester i Firenze, udfordrer aktuelt Bersanis ledelse af PD fra højre, o.a.] tager over. I den situation ville Vendola stå med muligheden for at opbygge et parti med større indflydelse. Vendola er også blevet meget mere aktiv med at nå ud til parlamentsmedlemmerne fraM5S og forsøge at finde fælles fodslag med dem på bestemte spørgsmål. Det er vigtigt at anerkende den progressive karakter i Grillos bevægelse, især blandt græsrodsaktivisterne. At stemple M5S som fascistisk eller højrefløjspopulister er ikke bare forkert, men også en hindring for at vinde en del af deres basis over til mere klasseorienterede progressive holdninger.

Sinistra Critica
Det er helt klart tid til refleksion, genopbygning og måske omgruppering på den yderste venstrefløj. Der foregår en interessant debat, som er blevet sat i søen af kammerater fra Sinistra Critica [Fjerde Internationales gruppe i Italien, o.a.]. Det drejer sig om, hvordan man vurderer situationen i arbejderbevægelsen. Nogle har argumenteret for, at nederlagene har været så massive, og fagbureaukratiet er kommet så langt væk fra at forsvare de grundlæggende lønmodtager interesser, at vi må tale om en egentlig genopbygning af arbejderbevægelsen. Opgaven for venstrefløjsaktivister bliver at tage del i alle de uafhængige bevægelser og give dem plads og styrke. Behovet for at opbygge et revolutionært parti er mindre vigtigt på nuværende tidspunkt end disse grundlæggende opgaver.

Andre kammerater siger, at selv om situationen ikke er fantastisk, så er det ikke så slemt, at vi skal tale om genopbygning af strukturer, og at samtidig med opbygning af kampagnebevægelser, så er der stadig muligheder for at arbejde i oppositionsgrupper i fagbevægelsen, tiltrække medlemmer til et åbent revolutionært parti og at indgå i en aktiv dialog med andre venstreradikale grupper.
Vi kan se, hvordan fænomenet M5S, sammenbruddet for Rifondazione-projektet og erfaringerne fra Ingroia-kampagnen danner rammen for denne diskussion. Det er beundringsværdigt i forhold til denne diskussion, at Sinistra Critica har kunnet holde sammen, og at de forskellige holdninger bliver diskuteret helt åbent, og at man finder veje til fælles arbejde, samtidig med at forskellige perspektiver bliver prøvet af. Her er noget at lære for den britiske venstrefløj.
På trods af fortvivlelse og resignation, der eksisterer der stadig er en overflod af vrede afspejles i den bemærkelsesværdige vækst i M5S. Organiseret modstand ikke er forsvundet, der var en meget stor demonstration i Val de Susa efter valget, studerendes kampe var omfattende sidste år og den politiske ustabilitet kan føre til yderligere åbninger.
En ting er klart, at ingen af de politiske partier er ved at udarbejde en slags ferie med Montis besparelsespolitikker. Af denne grund trojkaen og den italienske oligarki vil arbejde for en PDL-PD regering – de fleste af Napolitano’s bestræbelser i denne retning. Meget afhænger af, om Bersani fløj af PD holder ud mod dette og hvis det ikke er (det er ikke sikkert) om det kan vinde et flertal i partiet for at vende tilbage til valg.
På trods af den eksisterende fortvivlelse og resignation, afspejler der sig stadig en masse vrede i den bemærkelsesværdige fremgang for M5S. Organiseret modstand er ikke forsvundet. Der var en meget stor demonstration i Val de Susa efter valget, der var var omfattende studenterkampe sidste år, og den politiske ustabilitet kan føre til nye muligheder.

En ting står klart: Iingen af de politiske partier forbereder sig på et opgør med Montis nedskæringspolitik. Af denne grund vil trojkaen og det italienske oligarki arbejde for en PDL-PD-regering – de fleste af Napolitanos bestræbelser går i denne retning. Meget afhænger af, om Bersanis fløj i PD kan modstå dette, og hvis den kan (det er ikke sikkert), om den så kan vinde flertal i partiet for at et nyvalg.

Salerno, Italien, 6. april 2013

Forfatteren er medlem af Socialist Resistance i England, men følger tæt italiensk politik og besøger regelmæssigt Italien. Artiklen er forkortet og oversat af Karina Skov fra International Viewpoint.

 

Valget 24-25. februar: Partier og valgalliancer
Navn

Valgresultat Underhuset (procent)

Mandater
(ialt 630)
Partito Democratico (PD)/Socialismo, Ecologia e Liberta (SEL)
Partito Democratico (PD) ledes af Pier Luigi Bersani. SEL er en af resterne fra det gamle Rifondazione Communista.
29 345
Partito della Liberta/Lega Nord
Ledet af hhv. Silvio Berlusconi og Umberto Bossi
29 125
Movimento Cinque Stelle (5-Stjerne)
Protestbevægelse ledet af komikeren Beppe Grillo
26 109
Med Monti for Italien
Mario Monti var leder af den seneste (teknokrat)regering, indsat af EU, og fortsætter, indtil ny regering er dannet
11 47
Rivoluzione Civile
Ledet af dommer Antonio Ingroia, i aliancen indgik et stærkt svækket Partito della Rifondazione Comunista (PRC)
2,25 0
Sinistra Critica
Fjerde Internationales gruppe, var tidligere med i PRC, men gik ud pga. højredrejningen. SC kom ikke med med nogen stemmeopfordring ved valget i februar 2013. Se artikel.
   

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com