Da 60.000 nationalister og nynazister marcherede gennem det centrale Warszawa i starten af november, fik det overskrifter verden over. På overfladen er Polen ikke det mest oplagte sted for radikale politiske forandringer, med kun fem procents arbejdsløshed og lønninger, der stiger hurtigere end i noget andet EU-land.

af Ewa Jasiewicz

Alligevel er antallet af demonstranter steget støt siden 2011, hvor der kun var 20.000 deltagere, og desuden er deltagerne blevet mere og mere radikale for hvert år. Kommentatorer har været i vildrede med at forklare de mulige årsager til den fremvoksende fascisme i landet.

 

Polske kommentatorer var ikke overraskede over, at det regerende Lov og Orden-parti (PiS) forholdt sig tavs i forhold til den åbenlyse tilstedeværelse af fascister, eller at kvinder blev angrebet af uropoliti og marchdeltagere. Arrangørerne er nynazistiske grupper – den Radikale Nationale lejr og den Alpolske Ungdom – som gentagne gange har demonstreret under anti-semitiske, anti-kommunistiske, homofobiske og racistiske paroler. PiS har accepteret disse medlemmer gennem en stiltiende accept gennem et årti. Men er PiS med sin tolerance og stille solidaritet med den yderste højrefløj gået for vidt? Hvordan er det kommet dertil?

 

Przemyslaw Wielgosz, redaktør af den polske udgave af Le Monde Diplomatique, forklarer fremgangen for PiS med de sidste 20 års økonomiske krise, hvor landets økonomi har gennemgået en nyliberal omstrukturering, ungdomsarbejdsløsheden nåede op på 50 procent og to millioner er rejst ud af landet for at søge arbejde.

 

”Medlemsskabet af EU forandrede situationen i Polen dramatisk. De fattigste socialgrupper har fået mest ud af det gennem de sidste 10-15 år, men levevilkårene for den lavere middelklasse blev forværret. De, der troede på den nyliberale myte om individuel succes, de små forretningsdrivende, de selvstændige, måtte konkurrere med den transnationale kapital på et marked domineret af store virksomhed – og de tabte kampen. De blev gen-proletariseret. Det er denne gruppe, som støtter PiS og den yderste højrefløj.”

 

National-konservativ “velfærd”

En meningsmåling i 2013 viste, at 70 procent af polakkerne så sig selv som ”middelklasse”, men faktisk er det kun 10 procent (1,5-3 millioner), som reelt er i en økonomisk situation, der kan beskrives sådan. ”PiS-vælgere føler ikke solidaritet med deres egen klasse, arbejderklassen, men med den klasse, som de stræber efter at være en del af,” forklarer Wielgosz.

 

PiS’ politik med at hæve mindstelønnen, nedsætte pensionsalderen (med syv år for kvinder og fem for mænd), indføre et mindste antal arbejdstimer for løsarbejdere, børneydelse – alle familier får 500 zloty (900 kroner) per barn om måneden som en del af 500+-programmet, og statslån til familier til at købe ejendom (Mieszkanie Plus) – alt dette er blevet beskrevet som en slags nationalsocialisme. Men Wielgosz er ikke enig. ”Der er nationalsocialistiske aspekter i PiS’ økonomiske programmer, men der har ikke været nogen omfordeling af rigdom, ingen beskatning af de rige og ingen mekanisme til omfordeling af værdierne. Retoriken er radikal, men den tidligere økonomiske orden gælder stadig.”

 

Selv om deres politik kan have sociale og demokratiske fordele, så bygger PiS’ identitet på en tilgang, et tilhørsforhold og en aktivitet, som er nationalistisk, og som nødvendigvis må udelukke de ”andre”, som er defineret og bliver brugt som dem, der ikke tilhører den hvide, katolske, nationalistiske identitet (det vil sige ikke-kristne, flygtninge, LGBTQI-miljøer, feminister, venstreorienterede).

Jakub Grzegorczyk, generalsekretær i det anarkistiske fagforbund Arbejder-Initiativet (IP), som har 53 afdelinger over hele Polen, blandt andet på VW og Amazon, er enig: ”Der er sket meget få ændringer i forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere. PiS’ planlagte lovændringer, som skal regulere den faglige repræsentation og strejkeretten, vil favorisere især Solidaritet og de andre større fagforbund, men undergrave vilkårene for de mindre fagforeninger som vores, og afspejler den centralistiske, arbejderdisciplinerende og korporative taktik under Franco-regimet i Spanien og Salazar-regimet i Portugal.

 

PiS tager det hele

Jaroslaw Urbanski, sociolog og grundlægger af Arbejder-Initiativet, blev fængslet for at organisere Solidaritet i 1980’erne.

 

”Med så megen polarisering på den politiske scene er der mange ansatte, som vælger vores fagforening, som ikke skjuler sin sympati for kvindebevægelsen, ikke er modstander af flygtninge og ikke går med homofobiske paroler. Vi vinder også frem, fordi vi ikke er forbundet med noget politisk parti og konflikten mellem PiS og PO (Borgerplatformen, tidligere regeringsparti, 24 procent i sidste valg, SI-red), og Nowoczesna (borgerligt, liberalistisk parti, fik 7,6 procent i sidste valg, SI-red).”

 

Urbanski mener, at PiS’ popularitet er overvurderet, og at arbejderne stemmer ud fra økonomiske snarere end identitets-baserede interesser: ”Hvor vedholdende den nuværende nationalistiske sympatier i Polen vil være, er vanskeligt at sige. De er, på den ene side, resultatet af en systematisk kamp mod venstrefløjen gennem mange år, og på den anden side en massiv skuffelse over nyliberalismen og kapitalismen. Dertil kommer, at PiS har fået regeringsmagten under usædvanligt gunstige økonomiske betingelser. Arbejdsløsheden er lav, statsbudgettet er stort. Men hvad sker der, når den næste krise kommer? Jeg tror, at opbakningen til Pis mere bygger på økonomiske faktorer end på nogle særlige patriotiske værdier.”

 

Flygtningeven og sociolog ved Poznan Universitet Katarzyna Czarnota mener, at det ideologisk og strukturelt vil gå fremad for PiS og dets støtter, og uanset om det er økonomiske drivkræfter eller følelsesmæssigt motiverede vælgere, så vil det tage generationer at annullere den radikale højrekonservative kultur, som PiS ruller ud. Jeg snakkede med Czarnota efter en demonstration, der skulle forhindre Robert Winnicki, MEP og grundlægger af det nynazistiske Alpolske Ungdom fra at tale i Poznan. En koalition af 13 organisationer, blandt andet Stonewall, Poznan Fri for Had, partiet Razem, Vores Sag (den feministiske platform for kvindestrejken i 2016) and det anarkistiske Rozbrat center. Den statslige radio og tv fremstillede den fredelige protest som en voldelig konfrontation og hævdede, at anti-fascister var kommet fra Frankrig og Tyskland og fik mange til at blive væk. ”

 

”Der sker ændringer meget hurtigt. PiS har overtaget de statslige medier (Polsk TV og Radio) og fyret de mere kritiske journalister, hvilket har gjort det lettere at dæmonisere kritikerne og bringe dem til tavshed. Det statslige tv bringer regelmæssigt billeder af migranter, der protesterer ved grænserne i det sydlige Europa og udspreder frygt for, at vores grænser skal blive overrendt. Alle livsforhold er blevet politiseret af regeringen, forfatningsdomstolen, medierne, uddannelserne, kulturinstitutionerne. NGO’er har fået deres bevillinger skåret ned. Det akademiske verden er stadig relativt sikker. Men alt i alt er folks liv stadig usikkert og i krise – Polens såkaldte økonomiske mirakel er en myte, og med PIS’ 500+ og Bolig+-reformer tror jeg, de vil vinde det næste valg.”

 

Broget mediebillede

Politikere fra PiS har benyttet sig af domstole, politi, den offentlige anklager og trusler om bøder til at skræmme journalister fra at skrive om mulige interessekonflikter og magtmisbrug, herunder forbindelser mellem Rusland og forsvarsministeren. Journalisternes fagforbund offentliggjorde for nylig et åbent brev til den internationale Journalistforbund med en appel om støtte og advarede om, at ”de (PiS) forbereder nu en gennemgribende pacificering af de private medier i Polen, nogle af dem udenlandsk ejede, under parolen om decentralisering og gen-polonisering.”

 

Marcelina Zawisza er en af grundlæggerne af partiet Razem (Sammen). Den 26-årige partiaktivist har i de sidste otte år arbejdet som barista, tjener, kontorvikar og skrevet om løsarbejde – hun er en del af det polske prekariat. Razem har indsamlet eksempler på aktiviteter på den yderste højrefløj, herunder udnævnelser af aktivister fra den yderste højrefløj til lederstillinger hos offentlige myndigheder, på portalen zerotolerencji.pl, foreløbig med 253 eksempler.

 

”Fremgangen for fascismen er ikke et midlertidigt fænomen, det er systemisk. Ved at undersøge og udstille forbindelser mellem den yderste højrefløj og staten viser vi, hvem der ikke formår at tage ansvar for at stoppe det der, hvor de kan, og det er i øjeblikket PiS.”

Næstformanden for den Alpolske Ungdom blev for nylig udnævnt til direktør for den Interne Revisionskontrol i Polens Nationalbank, og i juni blev Filip Lukaszewski fra den Radikale Nationale lejr udnævnt til sekretær for vicedirektøren for den polske radios netportal.

 

Et andet Polen er muligt

Razem har også støttet minearbejdere, sundhedsarbejdere og lærere, pro-abortbevægelsen, anti-fascistiske mobiliseringer og forbrugerrettigheder, og ligeledes har partiet holdt møder om gældsproblemer, stemt dørklokker og lavet vælgerregistreringskampagner i fattige lokalområder. Under 50 procent af de stemmeberettigede vælgere deltog i valget i 2015, hvor PiS fik et absolut flertal med 37 procent af stemmerne. Razems strategi er at nå ud til sofavælgerne og dem, der er tiltrukket af den yderste højrefløj. ”Vi snakker om samarbejde og fællesskab og at tage sig af andre mennesker i et samfund, der er utroligt individualistisk, hvor skolebørn ikke bliver undervist i samarbejde, men i konkurrence. Vi viser solidaritet med de grupper, der har brug for det, og som staten negligerer.”

 

På spørgsmålet, hvor mange mandater hun tror, at Razem kan få ved valget i 2019, siger hun ”Tyve!” Ganske ambitiøst, i og med at Razem stadig har til gode at vinde bare et mandat – de fik 3,6 procent af stemmerne samme år, som partiet blev grundlagt (2015), tæt på de 5 procent, der er nødvendigt for at sikre en plads i parlamentet – men beskedent i forhold til, at der i alt er 460 pladser. Om den yderste højrefløjs parlamentsmedlemmer forklaret hun: ”Vælgerne vidste ikke, hvem de stemte på, fordi den yderste højrefløj har gemt sig på lister som Kukiz 15 (en ”fræk”, systemkritisk organisation på den yderste højrefløj, grundlagt af punk-rock-musikeren Pawel Kukiz), som gav mulighed for, at Robert Winnicki fra den Alpolske Ungdom at vinde en plads i EU-Parlamentet.”

 

På spørgsmålet om, hvem den yderste højrefløj er, siger Zawisza: ”De er ikke en klasse eller en social gruppe. Den går på tværs, og det er det, som er så farligt. Ja, du har de her fyre i deres træningsdragter til demonstrationerne, men du ser også uddannede, ældre mænd og kvinder. PiS kan være en leder af den samlede højrefløj, men spørgsmålet er, hvornår det hele bryder ud af deres kontrol? PiS retfærdiggør og normaliserer den organiserede yderste højrefløj i medierne og gør det ekstreme til mainstream. Problemets omfang vil vokse til et omfang så stort, som de ledende partier giver lov til det.”

 

Efter Przemyslaw Wielgosz’ mening har PiS en strategi, som går ud på at dominere polsk politik ved at acceptere, dyrke og inkorporere den yderste højrefløj for at opsuge og kontrollere den. ”Pis placerer sig selv som den eneste kraft, der kan kontrollere fascisterne, og som er det eneste alternativ til fascisterne. De skaber den frygt, som de så ønsker at beskytte den polske offentlighed fra. Det er et meget farligt spil.”

 

Demokratiet bliver skudt ned

Trods højrefløjens fremmarch er der betydningsfulde progressive sociale bevægelser over hele landet, som modsætter sig boligudsættelser og fracking, og som støtter rettigheder for lejere, kvinder og flygtninge. Den indædte kamp for at forsvare Białowieża-urskoven fra skovhugst er symbolsk for såvel PiS’ forhold til fælles værdier, fælles arvegods og modstandsbevægelser, og for en bred, direkte græsrodsbevægelse, som nyder bred offentlig støtte.

 

Tusinder er rejst gennem landet for at stoppe et nyligt dekret, som tillader kommerciel skovhugst i urskoven. Siden maj har der været tres blokadeaktioner. PiS kaldte det for en kamp mod barkbiller og øko-terrorisme. Aktivisterne har kaldt det en kulturel og økologisk vandalisme mod en offentlig miljøarv og gentager, at EU-Kommissionen har erklæret skovhugsten for ulovlig. I en kommentar til journalister om den seneste blokade i skoven forklarede Aska Pawluskiewicz, som er aktivist i Lejr for Skoven: ”Dette handler ikke om økonomisk profit til skovhuggerindustrien, det handler desværre om at vise, hvem der hersker her, hvem er boss, og hvem kan gøre, som de vil.”

 

Lejr for Skoven (Oboz Dla Puszczy), netværket, som koordinerer protesterne, mener, at deres meget synlige og åbne sociale bevægelse har udfordret regeringens autoritet. 20 aktivister blev arresteret af 100 politifolk og skovvagter under en fredelig blokade af Skovbrugskommissionen i Warszawa for to  uger siden og anklaget for forstyrrelse af den offentlige orden. De blev underkastet ydmygende kropsundersøgelser, ransagninger i deres hjem, og deres familie og naboer blev udspurgt.

 

”Myndighederne er bange for den sociale bevægelse, som forsvarer Białowieża-skoven og besluttede at bremse den med politiets hjælp, og måske snart også i retten. Det er blevet bekræftet af uofficielle erklæringer fra eskorterende politi, som beklagede sig over at skulle bruge så mange ressourcer til denne aktion.  De lod forstå, at det var et udtryk for beslutninger ”oppefra”, og at de selv ville have foretrukket at gå efter rigtige kriminelle,” hedder det i en nylig pressemeddelelse fra Lejr for Skoven.

 

Betingelserne for fremvæksten af en stats-sponsoreret fascisme er til stede og arbejder dynamisk i Polen, men betingelserne for en modmagt fra arbejdere, sociale og miljøbevægelser er også til stede, ligesom der også udvikler sig politiske alternativer til den nuværende orden. Det giver håb for dem, der med rædsel ser på Polen i dag. Et andet Polen er muligt.

 

27. november 2017. Artiklen er oversat fra tni.org af Åge Skovrind

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com