Med mere end 93 procent nej-stemmer og kun 1,7 procent for, afviste den islandske befolkning i forrige weekend aftalen om dækning af Icesave-bankens gæld til udlandet.

 

Planen var indgået af venstrefløjsregeringen, der består af Socialdemokratiet og Venstrepartiet – de Grønne, og lagde op til at bøje sig for skrappe krav om gældsbetaling og nedskæringer til gengæld for lån fra IMF, EU og de nordiske lande.

At der imidlertid også er andre bud på vej ud af den økonomiske krise, vidner nedenstående forslag om. Det blev kort før afstemningen fremlagt af en gruppe medlemmer af det islandske parlament, Altinget. Forslaget lægger op til helt at afvise IMF’s indblanding.

 

Forslag til Altingsbeslutning om at udforme en økonomisk plan, der garanterer velfærd og stabilitet uden hjælp fra IMF.

Fremlagt af: Birgitta Jónsdóttir, Margrét Tryggvadóttir, Þór Saari, Eygló Harðardóttir, Sigmundur Davíð Gunnlaugsson, Höskuldur Þórhallsson.

Altinget beslutter at give finansministeren til opgave at lade udforme en økonomisk plan, der garanterer velfærd og social stabilitet, uden hjælp fra den Internationale Valutafond (IMF).
Nødvendige tiltag, der fører til, at det islandske økonomiske system bliver uafhængigt af IMF’s hjælp skal udformes, videre gældsættelse af staten skal forhindres, en plan for nye tiltag udarbejdes og følges. De bedste udenlandske økonomers hjælp skal søges for at udforme og føre planen ud i livet – for at give landets økonomiske styring den nødvendige troværdighed.

Det økonomiske plan skal fremlægges den 1. oktober 2010 og besluttes før 2011.

Ministeren skal informere Altinget om den økonomiske plan, snarest muligt efter at Altinget begynder sine sessioner i oktober 2010.

Redegørelse
Meget er sket, siden beslutningen om at søge hjælp hos IMF blev taget. Alle forudsætninger er blevet fuldstændig forandrede, og det står nu klart, at det er ikke muligt at stole på fondens neutralitet, eller at den efterlever sin erklærede målsætning om at hjælpe lande, der er havnet i finans- og valutakriser.

Vi, som fremlægger dette beslutningsforslag, synes, at det er blevet klart, at Storbritannien og Holland har misbrugt fonden til at forsøge at fremtvinge et resultat, som de synes er godt, angående den såkaldte Icesave-sag. Den slags fremfærd er fuldstændig ulidelig og burde være tilstrækkelig årsag til at sige nej til videre hjælp. Trods store forsinkelser af fondens indsats er det lykkedes at holde landets økonomi gående. Forslagsstillerne (til dette forslag, red.) er af den opfattelse, at fondens medvirken ikke ser ud til at have påvirket økonomien nævneværdigt.

Island, IMF og omverdenen
Efter bankkollapset i efteråret 2008 var der få andre muligheder end at søge IMF’s hjælp, da det islandske styre mødte lukkede døre de fleste steder. Island er et af de lande, der har været med til at opbygge IMF, der blev stiftet i 1945. Omkring 185 lande er nu medlemmer af IMF. Island var gældfri overfor fonden før kollapset, men havde optaget lån hos fonden fire gange før: først i 1960, dernæst i 1967-1968, da silden forsvandt fra havområdet omkring Island, igen i 1974-1976, da prisen på olie blev forhøjet, og sidst i 1982, da eksporten kollapsede.

Den erklærede rolle for IMF er at fremskynde samarbejdet mellem nationer og at garantere stabilitet i verdens finanssystemer. Den skal hjælpe nationer under finans- og valutakriser og give lån til regeringer for at få gang i en normal valutahandel.

Der er delte meninger om, hvordan IMF har indfriet disse målsætninger. Fonden er blevet betragtet som hårdhændet, og den er blevet beskyldt for ikke at tage hensyn til specielle omstændigheder og regionale forskelle. Fonden betragtes som enøjet i sager angående udviklingslande og ’emerging markets’-lande, fordi den har lagt større vægt på at udbrede neoliberalismens evangelium, end på at tilpasse sin hjælp til omstændighederne i det enkelte land.

IMF’s økonomiske styringsmekanismer
Selv om det nu er mere end ti år siden, den asiatiske finanskrise afslørede IMF’s storslåede fejl, laver fonden nu de samme fejl i en række lande, specielt i udviklingslandene. Samtidig med, at den støtter kontracykliske tiltag (dvs. keynesiansk ’pengeudpumpning’, red.) i rige lande, tvinger den udviklingslandene til at bruge pro-cykliske tiltag (det modsatte: besparelser og nedskæringer i de offentlige budgetter, red.) i den økonomiske styring.

Den metodologi er blevet kritiseret af et FN-udvalg, der under Joseph Stiglitz´ ledelse skal finde årsagerne til krisen og dens påvirkning verden over. Udvalget skal også fremlægge forslag til at forhindre, at sådan noget kan ske igen, og udpege mulige forslag til at etablere finansiel stabilitet. Dette kan læses i udvalgets rapport, Report of the Commission of Experts of the President of the United Nations General Assembly on Reforms of the International Monetary and Financial System,

I mange af de lande, hvor IMF har været til stede, er regeringer, som ovenfor nævnt, blevet tvunget til at føre pro-cykliske tiltag ud i livet, og det er klart, at det samme vil gælde for Island, trods erklæringer fra regeringen og fonden om, at Island får specialbehandling. De økonomiske styringsmekanismer, som Islands regering er blevet pålagt af fonden at bruge, er høj rente, høj gældsætning på grund af valutareservefonden, og for hårde og smertefulde nedskæringer i statsbudgettet.

En nylig undersøgelse, der blev foretaget af Center for Undersøgelser af Økonomi og Politik i Washington viste, at af 41 lande, hvor IMF har ’rådgivet’ i de seneste år, er 31 blevet pålagt pro-cykliske tiltag: Høj rentesats, nedskæring af velfærdssystemet og konservativ pengestrømspolitik.

Fonden er kendt for helt at være fokuseret på at opnå balance på statsbudgettet, selv om det generelt har forværret krisen i vedkommende lande. Krisens omfang og dybde er en vigtig sag, da både individer og virksomheder lider alvorlig skade på grund af nedskæringer og stagnation i nationens økonomiske liv. I realiteten bliver nationens økonomi ødelagt, fordi såvel hjem som virksomheder, der er gået konkurs, ikke kan genrejses. En roligere nedskæringsproces betyder mindre kontraktion (’sammentrækning’, red.) i økonomien, mens den økonomiske vækst så bliver knapt så hurtig som ellers, når økonomien rejser sig igen efter krisen.

Fra de fattige til de rige
Undersøgelser viser, at finanskriser er karakteriseret ved store overførsler af værdier fra de fattige til de rige. En anden ting, der karakteriserer finanskriser, er øget forskel på rige og fattige, som bl.a. er forårsaget af arbejdsløshed og nedskæringer i velfærdssystemet.

Målsætningen med økonomisk styring under kriser skal være at forøge den økonomiske velfærd, og vejen til at opnå denne målsætning er at udarbejde tiltag, der garanterer fuld beskæftigelse, økonomisk vækst og stabilitet i det lange løb. IMF’s og den islandske regerings økonomiske politik vil ikke opnå disse målsætninger. Den har som målsætning udelukkende at garantere, at ejere af kapital får en god rente af deres penge, mens disse er lukket inde i det økonomiske system, og at Islands Centralbank har muligheder for at købe kroner af disse kapitalejere, når hindringerne for valutahandel kan ophæves, uden at den islandske krone havner i fri fald.

Afskaffelse af velfærdssystemet
Forslagsstillerne synes, at det er klart, at resultatet af voksende udenlandsk gældsættelse under krisen vil forårsage en forlængelse af krisen – uden at det er muligt at se, hvornår den bliver ophævet, og at der er stor fare for, at det velfærdssystem, vi nu nyder godt af, bliver afskaffet, hvis det går, som det ser ud til, at det gør.

Landets udenlandske gæld har allerede nået et farligt højt niveau, og faren er, at nationen må leve med den katastrofale realitet, at en stor del af nationalproduktet fremover vil gå til den håbløse opgave at betale af på udlandsgælden.

Forslagsstillerne ser det som en vigtig opgave for regeringen at søge alle veje for at genrejse landets økonomi uden IMF’s hjælp, og derfor fremlægges dette forslag. Allerede nu har mange verdenskendte specialister fremlagt forslag og ideer til, hvordan landet kan reddes fra fondens favntag. Der er blevet fremlagt forslag om ’lånelinjer’ i stedet for direkte lån, og specialister, som har arbejdet for fonden, har tilbudt at samarbejde med regeringen om at udarbejde en plan for genopretning af Islands økonomi og en finansplan, der vil blive betragtet som lige så eller mere pålidelig blandt Islands kreditorer, end den plan IMF har.

Vi foreslår derfor, at finansministeren bliver pålagt at udarbejde en økonomisk plan, som garanterer velfærd og økonomisk stabilitet, uden at IMF er indblandet. Det er vigtigt, at planen foreligger hurtigst muligt eller før den 1. oktober 2010, så det bliver muligt at begynde arbejdet med at føre den ud i livet før år 2011.

Finansministrene skal præsentere planen for Altinget ved første lejlighed efter Altingets åbning i oktober 2010, og helst ikke senere end den 5. oktober 2010.

Red.: Falle Hjorth
 

Opslået i Nordeuropa

single.php