Planen om at reformere EU til et samarbejde om en progressiv klima- og miljøpolitik på tværs af grænserne, om bekæmpelse af social dumping, om fælles krav til socialt sikkerhedsnet og borgerrettigheder, om koordineret modtagelse og fordeling af flygtninge, om bekæmpelse af skatteunddragelse osv. osv. – er en smuk drøm, som lever i store dele af den danske og europæiske venstrefløj. Men denne ”plan A” har, med den græske tragedie som det hidtil tydeligste eksempel, ingen troværdighed i konfrontationen med virkeligheden. Plan A er en and, et fantasifoster uden hold i realiteternes verden.

 

Derfor er der større og større forståelse for nødvendigheden af en Plan B, der – med afsæt i konkrete kampe i de enkelte lande og folkelig solidaritet på tværs af grænserne – faktisk går i gang med at løse disse opgaver, og derfor sætter den nødvendige kamp mod EU som institution på dagsordenen.

Virkelighedens EU stiller helt systematisk Plan A’s skønmaleri på hovedet. Hvis det ikke var virkelighed, ville man tro, det var vellykket satire:

– EU er drivende i at sikre og beskytte rammerne for social dumping – mod alle forsøg på at bekæmpe dette.
– EU’s regler omkring arbejdskraftens frie bevægelighed bruges som rambuk til at smadre skattefinansieret socialt sikkerhedsnet og velfærdsordninger (sundhed, uddannelse m.v.).
– EU’s krav til offentlige budgetter og gæld betyder dramatiske nedskæringer på de samme områder i krisetider. I Grækenland er det nået så vidt, at EU i detaljer dikterer den borgerlige privatiserings- og nedskæringspolitik, der skal føres – helt på tværs af den politik, der er flertal for i Grækenland.
– EU’s frie kapitalbevægelser sikrer en alle-mod-alle konkurrence om ikke at beskatte kapitalisternes profitter nævneværdigt, hvis bare de vil investere. Skulle dette ikke altid være tilstrækkelig garanti for de riges skatteunddragelse, er der så ”luxembourg-finten” o.l. legale smuthuller.
– I klima- og miljøpolitikken har EU brilleret ved at lade kapitalens lobbyister neddrosle alle fælles krav til laveste fællessnævner, der så er blevet normen. EU’s nye frihandelsaftaler (TTIP og CETA) risikerer at give de multinationale endnu mere magt over bl.a. miljøpolitikken. Handelen med CO2-kvoter som omdrejningspunktet for EU’s reduktion af udledningen af klimagasser har forventeligt vist sig som en farce. Osv. osv.
– EU har absolut ingen succes med modtagelse og retfærdig fordeling af flygtninge. Derimod er det med Tyrkiets hjælp lykkedes at lukke af for bl.a. syriske flygtninge i en grad, så de nu i mange tilfælde slet ikke kan komme ud af Syrien. Samt at etablere en ”modtagelse” over Middelhavet, der betyder tusinder af druknede hvert år og hundredetusinder i lejre på begge sider af Middelhavet under helt uacceptable forhold.
– Lige så ringe succes har EU med at være garant for bare minimumskrav til borgerrettigheder. Især Ungarn er et slående eksempel på, at EU accepterer en underminering af ytringsfrihed og andre demokratiske rettigheder.

EU fungerer altså ganske systematisk som storkapitalens ”overstatsmagt”, der gennemtrumfer en neoliberal og arbejderfjendsk politik hen over hovedet på befolkningerne. Og dette er ikke et midlertidigt politisk udsving, men derimod en systemfejl, der punkt for punkt hænger tæt sammen med EU’s opbygning om rettigheder for kapitalen (fri bevægelighed for kapital, arbejdskraft, varer osv.).

EU som overnational magt, der i praksis er hævet over befolkningernes demokratiske indflydelse, bliver brugt til systematisk at undergrave de landvindinger, som arbejderklassen rundt omkring har fået tilkæmpet sig på nationalt plan. Det gælder både overenskomster, vundet gennem årtiers arbejdskampe, og lovgivning, der er presset igennem i de nationale parlamenter, som befolkningen trods alt har en vis demokratisk indflydelse på.
I stadigt større omfang flyttes reguleringen af især den økonomiske politik, men også mange andre områder, over i EU-systemet, væk fra de ”besværlige” nationale arenaer, hvor klassekampen risikerer at påvirke billedet. I helt grotesk omfang er dette sket i de gældsplagede sydeuropæiske lande – især i Grækenland, hvor en venstreorienteret(!) regering nu sidder og administrerer en økonomisk politik, der i alt væsentligt er dikteret af EU.

EU-institutionen flytter altså systematisk magten til en ramme, hvor arbejderklassens demokratiske indflydelse er minimeret, og hvor arbejderklassens muligheder for at føre klassekamp er betydeligt dårligere.

Fremmedfjendsk nationalisme
Siden finanskrisens start er EU’s åbenlyst negative konsekvenser for arbejderklassen blevet stadigt tydeligere, og i takt med dette har der efterhånden udviklet sig en stadigt stærkere EU-modstand i hele Europa. I Sydeuropa, hvor befolkningen traditionelt var EU-begejstret, har dette især betydet udviklingen af en betydelig EU-skepsis på venstrefløjen. Det ser vi i Podemos i Spanien, i Venstreblokken i Portugal og i Syriza i Grækenland (sidstnævnte eksempel er dog noget undermineret af Syriza-regeringens knæfald for EU).

I Mellem- og Nordeuropa (Frankrig, Tyskland, Østrig, Ungarn, Polen, England, Danmark, Sverige og Finland) har vi derimod mange steder set EU-modstanden opsamlet af højrepolulistiske og endda halv- eller hel-fascistiske partier. Disse partier knytter dygtigt den sociale dumping og nedbrydningen af velfærdsordninger sammen med en racistisk og nationalistisk dagsorden, der freder kapitalen, men vender sig mod ”EU-bureaukraterne” og – især – indvandrere og flygtninge. Således var det stærkt højreorienterede UKIP det eneste større parti, der i folkeafstemningskampagnen kæmpede for Brexit. Dermed blev flertallet for en britisk udmeldelse af EU ikke kun en sejr i kampen mod det EU-system, der skal bekæmpes. Det blev dermed – desværre – også en sejr for et højreorienteret, fremmedfjendsk parti i England.

Venstrefløjens (an-)svar
Store dele af den engelske venstrefløj – også stærke modstandere af EU – reagerede på udsigten til højrefløjs-dominans på Brexit-siden ved at opfordre til at undlade at stemme eller ved direkte at gå imod en udmeldelse. Også i andre EU-lande har venstrefløjen lagt sig på denne kurs – bl.a. ved at se Brexit som et nederlag, fordi den hvilede på et ”nationalistisk” eller endda fremmedfjendsk grundlag og gav en sejr for sådanne kræfter.

Men denne taktik kan få katastrofale følger. For hvad var det, der var udgangspunktet for det britiske problem? Det var, at arbejderklassens velbegrundede modstand mod EU blev overladt til højrefløjen. At der ikke var betydelige venstrefløjskræfter, der i valgkampen kunne repræsentere en klasselinje, en ikke-racistisk modstand mod – ikke ”de fremmedes”, men storkapitalens og de politiske pamperes EU. Udelukkende derfor kunne UKIP tiltuske sig rollen som talerør for f.eks. de millioner af arbejdere og arbejdsløse, der følte sig som ofre for EU’s sociale dumping.

Hvis venstrefløjens svar på, at det var det yderste højre, der sikrede sejren for Brexit, bliver, at vi selv tøver med at bekæmpe EU – f.eks. ved enkeltlandes udmeldelse – så overlader vi også den næste udmeldelse til højrefløjen. Vi overlader i det hele taget den konsekvente EU-modstand til højrefløjen. Og endnu værre: Vi overlader de millioner og millioner af arbejdere, der fuldt berettiget retter deres had mod EU, til højrefløjen og dens racistiske indpakning af EU-modstanden.

Venstrefløjen har et ansvar for at sætte sig i spidsen for kampen imod det kapitalens redskab mod arbejderklassen, som EU er. Det ansvar skal vi løfte.

Plan B er klassekamp på tværs af grænserne
De mange organisationer og personer, der er med i diskussionerne om en ”Plan B”, hører alle til venstrefløjen, men har forskellige holdninger til EU. Mange af dem har stadig illusioner tilbage om Plan A – den progressive politiske reform af EU uden et opgør med grundstrukturen – men har dog erfaret så meget, at de indser nødvendigheden af også at arbejde med et alternativ.

Der er al mulig grund til at holde sammen på disse kræfter. Hele udgangspunktet for en realistisk Plan B er opbygningen af klassesolidaritet på tværs af grænserne. Og vejen til dette er ikke bare konferencer og fælles erklæringer – det er først og fremmest så meget konkret kamp og konkret solidaritet som muligt. Og dette kan have et væld af forskellige former, f.eks.:
– Koordineret kamp mod arbejderfjendsk EU-lovgivning
– Forsvar for sydeuropæiske landes ret til at slette uretfærdig gæld og gennemføre en socialistisk økonomiske politik; solidaritet med UK’s ret til handelsaftaler uden modkrav om fri adgang til social dumping
– Kamp for krav om forbud mod fracking og stop for kulkraftværker i alle EU-lande
– Kamp for at alle nationale overenskomster/aftaler/love om arbejderrettigheder skal overholdes også ved udlicitering til udenlandske firmaer og for importeret arbejdskraft
– Kamp for medlemsstaternes ret til at kræve ”mere vidtgående krav” overholdt hvad angår miljø, arbejdsmiljø, fødevarer, tilsætningsstoffer, arbejderrettigheder, CO2-udledning og bæredygtighed m.v.
– Kamp for reel genindførelse af asylretten i EU- landene

Alle disse kampe vil samle kræfter både med og uden illusioner om EU. Men i praksis vil alle disse kampe være kampe mod EU – og mod EU som system. Derfor vil det løbende være nødvendigt at arbejde med at udvikle alternativt samarbejde på tværs af grænserne – samarbejde uden om og i direkte konfrontation med EU. Derfor er der brug for Plan B: en plan for et opgør med og et alternativ til EU.

Plan B er ikke bare nødvendig for regeringer, der vil føre en ikke-neoliberal politik. Den er nødvendig for alle, der kæmper mod social undertrykkelse, mod klima- og miljø-katastrofer, for lighed og menneskerettigheder. Plan B – for et europæisk samarbejde uden EU – skal ikke bare være et perspektiv, en teoretisk konstruktion, men må bygges op omkring et samarbejde på tværs af grænserne mellem alle, der kæmper mod EU’s nyliberale overgreb.

Vedtaget på SAP’s Landsmøde den 12.-13. november 2016

Plan B – konference i København den 19.-20.11: http://euro-planb.dk/program/?lang=da
(Der er opreklameret live-streaming fra konferencen)

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php