Diktatorer går af, men regimerne består. Kampen mod korruption, magtmisbrug og social ulighed risikerer at blive afsporet, hvis ikke arbejderklassen og venstrefløjen går i offensiven.

af Bjarke Friborg

Al historie er en historie om klassekamp. Med kapitalismen som økonomisk verdenssystem, vil de indbyggede modsætninger med mellemrum bryde ud i revolutioner og oprør – typisk i flere lande ad gangen, som del af en international bevægelse. Disse klassiske læresætninger er igen aktuelle, med baggrund i oprørsbølgen i Nordafrika og Mellemøsten. Men for at forstå, hvad der er på spil, og ruste os til fremtiden, er der al grund til at kigge på endnu en klassiker. Nærmere bestemt Trotskijs teori om permanent revolution.

Med udgangspunkt i Rusland beskrev Trotskij, hvordan borgerskabet i visse lande reelt ikke var i stand til selv at udvikle produktionen og gennemføre industrikapitalismen i fuldt flor, komplet med landbrugsreformer og et opgør med gammeldags feudale strukturer. Vejen til modernisering var derfor blokeret, uden udsigt til hverken fagforeninger af betydning, politiske partier eller andre fremskridt knyttet til de borgerligt-demokratiske revolutioner. Med andre ord tilbageskuende samfund præget af landsbymentalitet, religiøse fordomme og underudviklede og afhængige økonomier med ekstrem social ulighed – på mange måder ligesom store dele af Nordafrika og Mellemøsten i dag.

Trotskij så problemet – men også løsningen – i den kapitalistiske verdensøkonomi. Selv i tilbagestående økonomier ville der være moderne sektorer omkring arbejderklassen og de intellektuelle, der ville have indsigt i nye teknologier og tanker om demokrati, ligestilling osv. Uden udsigt til reformer fra oven, var det kun disse sektorer, der kunne påtage sig den moderniserende rolle. Derfor skulle de gå direkte efter magten, uden at forvente en periode med parlamentarisk – og borgerligt – demokrati som f.eks. Tyskland eller Storbritannien. Demokratiske revolutioner skulle glide over i socialistiske, deraf begrebet ”permanent revolution”.

Trotskij fik ret – og tog fejl
Paradokset var følgelig, at netop pga. verdensøkonomien ville socialistiske revolutioner komme på dagsordenen i tilbagestående lande, faktisk før økonomien var moden til det. Omvendt ville socialismen være umulig at realisere i kun et enkelt land. Derfor var den helt afhængig af revolutioner i flere lande, som del af en international bevægelse.

I starten blev Trotskijs ideer afvist, men da revolutionen igen brød ud i Rusland i 1917, blev den bekræftet af begivenhederne. Rusland viste sig som det svageste led i den imperialistiske verdensøkonomi, og kun arbejderklassen stod frem med en plan for modernisering og demokratisering: Fred, brød og jord plus sovjetmagt og elektrificering af landet. Men i tråd med Trotskijs forudsigelser kunne socialismen ikke overleve i kun et enkelt land. Revolutionen blev knust af Stalins kontrarevolution.

I Nordafrika og Mellemøsten ser vi igen, hvordan revolutioner i enkelte lande inspirerer oprør i andre lande. På samme måde som f.eks. østblokstaterne brød sammen efter folkeligt pres fra 1989 til 1991, er det i dag de arabiske diktaturer, der står for fald.

Udfordringen er, at Trotskij kun delvist fik ret. Ganske vist har borgerskabet i tilbagestående lande gang på gang vist sig som komplet ude af stand til modernisering og udvikling af økonomien. Problemet er, at arbejderklassen mange gange også har stået på sidelinjen, således at helt andre kræfter har kunnet tage initiativet (og magten) – f.eks. i form af nationalistiske guerillahære, stalinistiske partier eller i nyere tid islamistiske bevægelser. I de to hovedklassers fravær eller mangel på initiativ, har andre udfyldt tomrummet. Typisk med udgangspunkt i de intellektuelle, der både kunne fremstå som 1) stående over klasserne og handle i ”nationens” interesse, 2) levere rekrutter til den professionelle revolutionære elite og 3) se karrieremuligheder i opbygningen af en ny og stærk statsmagt med dem selv i spidsen. Resultaterne har langt fra været socialisme og arbejdermagt, men tværtimod undertrykkende politistater med opsvulmede bureaukratier. I bedste fald tvangsindustrialisering, dog lige så ofte økonomisk stagnation – i hvert fald efter de første og mest løfterige år.

Opgaverne i dag
Kort sagt viser erfaringen, at uden en aktiv og politiseret arbejderklasse, vil sociale revolutioner være dømt til at mislykkes, eller i hvert fald blive afsporet. Diktatorer kan blive styrtet, men både i Tunesien og i Egypten består statsapparatet stadigvæk nærmest intakt. Det er klart, at befolkningernes håb om arbejdspladser, omfordeling og demokrati vil gå i vasken, hvis der reelt kun bliver skiftet ud i toppen af systemet, og de kapitalistiske magtforhold forbliver uberørt. I ingen af de to lande var det borgerskabet, der gik i spidsen, men tværtimod studerende, fagforeningsfolk, veluddannede middellag osv.

Fremover er det helt afgørende, at venstrefløjen skal endnu klarere på banen, med fokus på arbejdspladserne og radikal social omfordeling, og at revolutionerne skal spredes til endnu flere lande. Ikke for at genopfinde den nationalistiske ”pan-arabiske” drøm fra 1950’erne, men for at genopfinde selve den internationale socialisme – forfrisket og fornyet af en ny tids erfaringer, og med mål om den allermest vidtgående demokratiske revolution, både politisk og økonomisk.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com