De seneste måneder har kampagnen ”Ansvarlig Fremtid” kørt høj profil for at få flere danske pensionskasser til at droppe investeringer i fossil energi. Alene i april opnåede forslag fra kampagnen flertal på tre ud af de fire generalforsamlinger, der er blevet afholdt – og i den fjerde er forslaget sendt til urafstemning.

 

Forløbet har fuldt ud understreget, at medlemsdemokrati ikke uden videre er givet omkring pensionsmilliarderne – herunder at kampen både skal føres imod lovgivningen og om nødvendigt imod kassernes bestyrelser. Men kampen aktualiserer også mere grundlæggende spørgsmål – om privatiseringen af pensionssystemetsom som et led i en afviklingen af skattefinansierede velfærdsordninger og som en tvungen privat opsparing, hvor vi som lønarbejdere har modsætningsfyldte interesser i investeringen af pensionsmidlerne.

Indkomstpolitik, privatisering og ulighed
I løbet af 1980erne og 1990erne accepterede LO at indføre tvungen pensionsopsparing via overenskomsterne, kaldet obligatoriske arbejdsmarkedspensioner. Venstrefløjen strittede imod og krævede i stedet en større folkepension. Dels ud fra kravet om en skattefinansieret og universel velfærdsstat frem for privat opsparing og forsikring, dels fordi pensionsopsparingskravet i høj grad også var knyttet til et krav om løntilbageholdenhed: Det handlede om at nedsætte den udbetalte realløn i bytte for en pension, som i realiteten blev modregnet i en differentieret nedsættelse af den skattefinansierede folkepension.
Fagbevægelsens accept af arbejdsmarkedspensioner, der favoriserer folk i arbejde, frem for mere sociale pensionsordninger har bidraget til store uligheder blandt ældre. Oven i dette favoriserer muligheden for skattefradrag navnlig de højeste indkomster, mens man omvendt rammes ekstra hårdt økonomisk, hvis man i større perioder af sit liv har været helt eller delvist ude af arbejdsmarkedet, f.eks. på grund af sygdom, ledighed eller børn. Alt i alt har arbejdsmarkedspensionerne lagt op til en individualisering frem for udvidet klassesolidaritet.

Arbejdsmarkedspensionernes demokratiske underskud
I dag er den samlede pensionskapital enorm, over 2000 mia., svarende til de offentlige udgifter i Danmark i to år. Borgerlige ideologer ynder at gøre dette til en dokumentation for klassernes afskaffelse, fordi lønarbejderne nu er "Danmarks største kapitalist". Og på venstrefløjen hører man jævnligt tanker, der integrerer pensionskapitalen i drømmerier om en socialistisk samfundsforandring, der skridt for skridt gennemføres ved lønmodtagernes stadigt større indflydelse på økonomien.
Lønmodtagernes ret til at administrere disse arbejdsmarkedspensioner i de dertil stiftede pensionskasser er dog noget begrænset.
Pengene administreres af mere eller mindre medlemsdemokratisk underlødige konstruktioner og er underlagt lovgivning, der bl.a. forhindrer investeringer, der bryder med kapitalismens logik.
Herudover har en del af fagbevægelsen affundet sig med, at deres pensionskasser skal administreres i samarbejde med arbejdsgiverne. I dag sidder der i en række pensionskasser, arbejdsgivere med ved bordet, der forholder sig til, hvordan arbejdernes penge skal investeres.
I de værste konstruktioner er der ikke længere tale om pensionskasser, men egentlige investeringsselskaber, der få frit lejde til at investere pengene – no questions asked.
Men selv i de “rene” pensionskasser, der i princippet er medlemsstyrede, er der langt fra medlem til demokratisk kontrol, og ofte er der flere repræsentative led, man skal igennem, før man kan stå på en generalforsamling og gøre sin indflydelse gældende.
Det mangelfulde demokrati bliver udstillet, når bestyrelsen i MP-pension og andre dele af ledelsesstrukturen i pensionssamarbejdet Unipension åbenlyst forsøger at underminere det krav om afvikling af investeringer i fossil energi, som deres medlemmer har vedtaget ved afstemning på en generalforsamling.

Inden for rammerne: rød-grønne investeringers dilemma
Men frem for alt er mulighederne for ”pensionskasse-socialisme” begrænset af, at selv en nok så stor ’lønmodtagerkapital’ er og bliver netop – ’kapital’. Kapital, der skal investeres inden for den kapitalistiske økonomis rammer med en solid profit som mål.
Heraf udspringer det dilemma, at ethvert krav om sociale, humane, bæredygtige, grønne investeringer i en kapitalistisk økonomi risikerer at udløse dårligere indtjening – og dermed mindske, hvad der er tilbage til pensionsudbetaling til de arbejdere, der er blevet tvunget til at spare op igennem de kollektive arbejdsmarkedspensionsordninger. Pensionskasserne kan med andre ord se sig forpligtede til investeringer, der giver en høj forrentning, men står i modsætning til øvrige interesser – i klimarigtig eller etisk forsvarlig virksomhed. I ATP, hvor fagbevægelsen også er repræsenteret, så vi et eksempel på denne problematik med mælkeskandalen i Kina. ATP havde aktier i den kinesiske koncern, der producerede mælk, der forgiftede op imod 80.000 børn. Først efter at skandalen havde rullet i medierne og et betydeligt pres, opgav ATP aktierne i denne koncern.
Med til forklaringen hører også lovgivningen på området. Selv hvis medlemmerne træffer et aktivt valg om lavere forrentning for derigennem at støtte bæredygtige eller strategisk vigtige projekter for arbejderklassen, vil dette kun i beskedent omfang være muligt, så længe lovgivningen hviler på en kapitalistisk præmis om optimeret forrentning.
I denne sammenhæng er det selvfølgelig på sin plads – i relation til den aktuelle konflikt – at tilføje, at påstandene om voldsomme økonomiske tab ved at trække sig ud af investeringer i fossil energi synes politisk motiverede og stærkt overdrevne!

Kamp på flere fronter
Kampen om pensionsmilliarderne må derfor – også her og nu – kæmpes på flere fronter:
For det første er det, selv om en total tilbagerulning af den nuværende arbejdsmarkedspensionsmodel ikke aktuelt er et realistisk kampkrav, vigtigt at fastholde denne kamp. Derfor må man aktuelt kræve en generelt højere folkepension, bl.a. finansieret ved at fjerne de asociale skattefordele ved de nuværende pensionsordninger.
For det andet må man kæmpe for et reelt medlemsdemokrati i pensionskasserne – med en grundlæggende demokratisering uden indblanding fra arbejdsgivere eller stat, og med en mere direkte indflydelse for hvert enkelt medlem på pensionskassens kollektive investeringer.
For det tredje må man fordre afskaffelse af den investeringspolitiske lovgivning, der binder pensionskasserne til at investere ud fra en kapitalistisk logik. Så må det være op til medlemsdemokratiet at finde veje i dilemmaet mellem profit og etik.

SAPs forretningsudvalg, d. 23. maj 2015

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php