Historisk aftale? Energirevolutionen ruller? Skelsættende øjeblik for verdens fremtid? Sådan blev Paris-aftalen præsenteret, da repræsentanter for 195 lande den 12. december havde accepteret den færdige tekst.
I Paris blev verdens regeringer enige om, at klimaet skal reddes – men ikke om at gøre noget, der kan redde klimaet. COP21 mundede ud i 31 sider fulde af varm luft, smuthuller og uretfærdigheder. Det giver ikke basis for fejring, men for en forstærket kamp.

Klimamål uden midler
Det bedste, der kan siges om Paris-aftalen, er, at den velkendte målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning til 2 grader blev strammet til »et godt stykke under 2 grader«, med »bestræbelser« i retning af 1,5 grader. Men i realiteten er alt lagt til rette, så ingen af disse grænser kan overholdes:

  • Målene er ikke bindende, men frivillige, så der er ingen instans, der kan håndhæve dem.
  • De nationale mål, der er meldt ind op til konferencen, sætter samlet set kursen mod over 3 graders opvarmning.
  • Der er ingen lofter over mængden af drivhusgasser, som må udledes år for år, men masser af elastiske målsætninger, såsom at de globale drivhusgasudledninger skal toppe »så hurtigt som muligt« og være i »balance« med optagelsen i planter m.m. »i anden halvdel af årshundredet«.
  • Finansieringen, navnlig for at sikre klimatilpasning i landene i syd, er stadig ikke sikret.
  • Aftalen indeholder intet om at bremse udvindingen eller afbrændingen af fossile brændsler eller støtte energibesparelser og overgang til vedvarende energi. Faktisk nævnes ord som fossile brændsler, kul, olie og energi slet ikke i aftalen, bortset fra en bemærkning i præamblen, om at udviklingslandene har behov for bæredygtig energi.
  • Den liberalistiske globalisering og den økonomiske vækst i de rige lande må for enhver pris ikke hæmmes. Derfor er fly- og skibstrafik fortsat holdt uden for målsætningerne, selv om de står for en ikke ubetydelig del af de globale udledninger. Og derfor satses der på en mekanisme, hvor et land kan betale et andet for at reducere udledningerne i stedet for selv at skulle gøre det, også kendt som afladskøb.

Bindende aftaler – når kapitalen skal beskyttes
Mens regeringslederne fra EU og USA kom med store ord om klimaet og vores fælles Jord, fortsatte de med at forberede frihandels- og investeringsaftaler, som i modsætning til klimaftalen i Paris er særdeles bindende:

EU/USA-frihandelstraktaten TTIP, den tilsvarende CETA-aftale mellem EU og Canada samt TISA-aftalen mellem EU, USA m.fl. Disse aftaler vil, hvis de bliver gennemført, øge de multinationale selskabers magt og spænde ben for de klimatiltag, der er nødvendige for at realisere Paris-aftalens erklærede mål.

De planlagte regler om investorbeskyttelse i TTIP og CETA vil begrænse landenes muligheder for at omstille til grøn energi. Erfaringerne med lignende, mindre aftaler rundt om i verden viser, at udenlandske selskaber i høj grad bruger dem til at sagsøge regeringer for energipolitiske tiltag såsom at udfase atomkraft, indføre stop for skifergasudvinding eller favorisere vedvarende energi. CETA fremmer europæisk import af tjæresandsolie, og generelt vil øget transatlantisk varetransport øge udledningerne af CO 2.

Midt under COP21 afslørede WikiLeaks dokumenter fra de hemmelige TISA-forhandlinger. TISA har til formål at liberalisere handelen med tjenesteydelser i bredeste forstand, og der er bl.a. lagt op til forbud mod at favorisere vedvarende energi.

Topmødetaler og realpolitik
COP21 bekræftede, at vi er oppe mod stærke økonomiske og politiske interesser. De multinationale koncerner – ikke mindst olieselskaberne – øver et stærkt pres gennem deres lobbygrupper såvel i Bruxelles som ved klimatopmøderne. De har haft afgørende indflydelse på både EU-traktaterne, de såkaldte frihandelsaftaler og nu Paris-aftalen – takket være velvillige politikere og regeringer, herunder den danske.

Frisk hjemvendt fra klimatopmøde afviste Venstres klimaminister med støtte fra både S, Radikale, LA og DF at begrænse udvindingen af olie og gas på dansk territorium og gjorde det klart, at man vil fortsætte indsatsen for at finde nye kilder. I den kapitalistiske realpolitik må klimaet vige!

Det er selvfølgelig i modstrid med at sikre maksimalt 2 graders global opvarmning, for slet ikke at tale om 1,5 grader. Derfor er det oplagt, at Enhedslisten f.eks. henviser til Paris-aftalen, når vi kræver stop for enhver ny efterforskning efter fossile brændsler på dansk territorium og nedlukning af felter før tid.

Selv om regeringerne kun har skrevet under på 1,5 grader som en vag hensigtserk læring, giver det altså en reference, som venstrefløjen og bevægelserne kan bruge som rygstøtte for at intensivere kampen for krav, der kan bringe virkeligheden lidt nærmere hensigtserklæringen. Når denne overhovedet er kommet med, er det en afspejling af presset fra folkelige bevægelser og fra lavtliggende østater og andre lande, hvis overlevelse er truet.

Håbet ligger i kampen

Efter som før COP21 gælder det om at etablere en omfattende social modmagt, hvis vi skal kunne gøre op med de fossile interesser og i det hele taget de kortsigtede profitinteresser – de interesser, som fik luget stort set alle progressive parenteser ud af Paris-aftalen. De interesser har fortsat overtaget i Danmark og verden, og det ændrer sig ikke uden et massivt pres nedefra. Demonstrationerne den 29. november, dagen før COP21, var en start, for de var også protester mod regeringens klima- og miljøpolitiske bagstræb.

Men erfaringerne fra de fire år under SR(SF) viser, at der ikke sker noget virkeligt kursskifte til fordel for klima og miljø, så længe vi veksler mellem to udgaver af liberalistisk politik.

Vejen må banes for et virkeligt alternativ. Derfor må Enhedslisten udvikle et aktionsprogram for en socialt retfærdig grøn omstilling, som kan samle folkelig opbakning. Vi må udvikle og mobilisere for det i og sammen med miljøgrupper, fagforeninger og andre bevægelser.

Vi må afvise de regerendes kreative klimabogføring og kræve en ny klimalov, der lægger rammen for drastiske reduktioner i udledningerne – ikke i 2050, men nu og hvert år.

Vi må kræve demokratisk kontrol med, hvor meget olie og gas der hives op i Nordsøen – og agitere for at begrænse det mest muligt.

Vi må slås for en energisektor under demokratisk kontrol og socialt ejerskab.

Vi må tage initiativer for bæredygtige, demokratiske arbejdspladser inden for landbrug og fødevaresektor, transporten, boliger og byggeri, industri og handel.

Vi må kræve socialt retfærdige klimaafgifter og øget klimastøtte og teknologioverførsel til udviklingslandene.

Vi må rejse krav om mere fritid og mindre nedslidning.

Kampen for klimaet er også en kamp om, hvilket samfund vi ønsker at leve i. Den handler om at tage fat på opgøret med den menneske- og miljøødelæggende kapitalmagt og tage skridt i retning af et socialistisk samfund, hvor befolkningen demokratisk prioriterer brugen af ressourcerne inden for det miljømæssige råderum.

SAPs forretningsudvalg, den 20. december 2015 

 

Opslået i Klima, SAP's ugekommentar

single.php