Regeringens konstante retorik og planer om at bekæmpe "parallelsamfund", "ghettoer", rive gode boliger ned, særlige bøder til "ghetto-drenge" er med til at stigmatisere. Kombineret med "folkestemningen" mod etniske mindretal - læs muslimer - giver det en særlig situation for tusinder af mennesker rundt om i landet.

af Svend Vestergaard Jensen

Ikke nok med “ghetto-listerne” fra 2010 og frem til i dag. Nu er det med en skærpet tone med straf, tvang og kontrol som kodeord. Fadi Kassem, forfatter og foredragsholder med palæstinensisk baggrund, siger til Socialistisk Information:

 

“Regeringens parallelsamfund og ghetto-snak er en skraldespand. Den er destruktiv overfor befolkningen. Den skaber frygt for alle de mennesker, der bor i disse boligområder. I stedet for at tilgodese manglen på lærere, problemer i vores sundhedsvæsen, flere varme hænder i ældreplejen, flere praktikpladser og så videre. Regeringen bruger deres parallelsamfunds og ghetto-retorik, så den kan vise handlekraft ved at rydde op her. Ofrene er dem, der ikke kan svare.”

 

“Problemerne kan jo løses på fire til fem år, hvis man havde viljen til det. Skabe jobs ikke mindst. Der er åbenbart en interesse i at holde disse tusinder af mennesker i disse her boligområder i skak. Så store er problemerne ikke. Regeringen har en interesse i at beholde denne problemstilling – i stedet for at løse dem,” lyder Fadi Kassams kommentar til regeringens politik på dette område.

 

Langt de fleste unge, der rekrutteres til bander, og unge, der søger ind i islamistiske kredse, kommer fra de såkaldt udsatte boligområder. De områder, regeringen betegner som parallelsamfund, på trods af at der i disse områder er en positiv udvikling i gang. Tal for perioden 2000-2017 viser dette. Andelen af beboere i de såkaldte ghettoer med en videregående uddannelse er steget med godt 3 procentpoint. Men for alle andre er den steget med godt 10 procentpoint. Kriminaliteten falder stærkere i disse områder end andre steder, men er for unge stadig 2,5 gange større end for andre unge. Gabet i karaktergennemsnit ved 9. klasses afgangsprøver mellem “ghettoer” og øvrige boligområder indsnævres.

 

Mangel på anerkendelse
Mangel på anerkendelse – men det modsatte, det der medfører stigmatisering – spiller en afgørende rolle for, at unge afviser majoritetssamfundet og søger ind i bander eller islamistiske grupper. Lederen for den kritiske Frankfurterskole, Axel Honneth, udgav for nogle år siden en bog, “Behovet for Anerkendelse”. En væsentlig pointe her er, at individet ikke kan udvikle en personlig identitet uden anerkendelse. Selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse indgår i indbyrdes relation i “det gode liv”.

 

Der sker i stedet det modsatte med forskellige former for krænkelse, lige fra ikke at blive hilst på til ekstreme former for stigma. Og der er ingen grænser for, hvad der kan karakteriseres som krænkelser. At få en social identitet, og det at forstå sig selv som det både ligeberettigede og egenartede medlem af et samfund, er afgørende for den enkeltes personlige identitetsdannelse. Følelsen af at have en social betydning i et konkret fællesskab er et fundament. Typiske eksempler fra det harmløse tilfælde af ikke at hilse til det massive tilfælde af stigmatisering.

 

Rollemodeller
Samtidig mangler især drenge og unge mænd rollemodeller. Fraværet af en far eller en faderfigur er udpræget i områder, hvor der er mange flygtninge- og indvandrere.  Netop faderrollen er vigtig i forhold til drengebørn – også her. Mange etniske minoritetsfædre kommer fra krigsområder og er belastet herfra – og i mange tilfælde traumatiserede. Samspillet med andre fædre kan skabe forandring – for dem selv – og i relation til børnene, som at respektere faderrollen, “hvad vil jeg gerne give videre til mine børn?” og så videre.

 

Traumatiserede forældre kan være palæstinensere, der er verdens største og ældste flygtningegruppe. De udgør hovedparten af såvel enkelte etnisk baserede bander samt islamistiske grupperinger i Danmark.

 

Fædre, der her oftest er arbejdsløse, førtidspensionister eller på anden forsørgelse, har svært ved at komme på banen, tage ansvar for deres børn – drenge og unge mænd. Mangel på respekt for forældre, når de ikke har job, er vanskeligt i dette samfund, der netop er baseret på, at man er “en arbejdskraft”, men må forsøges skabt eller rettere genskabt i det land, Danmark, de er flygtet til. Fora som fædreklubber kan være med til dette. Eksempelvis har forældregrupper spillet en aktiv mæglerrolle i bandekonflikter rundt om i landet.

 

Ydre tegn
I stedet for at tage fat på de reelle problemer med etniske mindretals unges søgen til islamistiske grupper og bander sætter staten “hårdt mod hårdt” i form af mere politi og helikoptere – ikke mindst mod banderne. Store summer anvendes til dette – også fra PET. På det mere bløde plan laver kommuner i samarbejde med politiet uden tvivl meget fornuftigt arbejde mod “radikalisering og ekstremisme”, men der bliver ikke for alvor taget fat på de problemer, som især drenge og unge mænd af anden herkomst end dansk står i.

 

En folder fra Nordsjællands Politi beskriver, hvad der skal holdes øje med angående ekstremisme: “Personer eller grupper, som opfatter vold og terror som et legitimt middel til at opnå deres mål”. Samt om radikalisering: “En proces hvori en person i stigende grad accepterer anvendelse af udemokratiske, eller voldelige midler, i et forsøg på at opnå et bestemt politisk/ideologisk mål.”

 

Fokus kan – som skrevet – i lige så høj grad være mod såkaldt yderliggående politiske miljøer i en etnisk dansk virkelighed. Og videre om “andre tegn”: “Det vil sige tegn, der isoleret set i mange tilfælde kan være udtryk for en del af en naturlig identitetsudvikling og/eller en legitim samfundskritik, og som primært giver anledning til bekymring, når de ses i sammenhæng med øvrige tegn på radikalisering eller ekstremisme. Det kan fx være: Signal om holdninger gennem påklædning, tatoveringer, plakater på værelse. Fravalg af hidtidig omgangskreds eller fritidsinteresse. Ny eller særlig interesse for hjemmesider, film og bøger med voldelige eller ekstreme budskaber.”

 

Fællesskaber
Sociale fællesskaber er emnet for sociologen Zygmunt Bauman i bogen “Fællesskab” – med undertitlen “en søgen efter tryghed i en usikker verden”. Han skriver: “Når fængslet og ghettoen først er blevet de eneste alternativer til livet på et risikobetonet og dereguleret arbejdsmarked, vil en ydmyg accept af “kasino-økonomien” med dens nådesløse overlevelsesspil fremstå som en udholdelig, ja, måske ligefrem ønskværdig mulighed”.

 

En stigmatiseret person kan nære sympati og antipati for en anden bærer af et stigma. Stigmatiserede individer kan leve i fred eller bekrige hinanden. En ting er dog sikkert – skriver Zygmunt Bauman – de vil ikke komme til at respektere hinanden. Bauman har næsten nævnt bandekonflikten og det had, mange unge etniske mindretal har overfor majoritetssamfundet. Opdelingen i “os” og “dem”, som de får bekræftet af de herskende tendenser og kampen mod “parallelsamfund” og så videre. Når fællesskabet bryder sammen, opstår en ny jagt på identitet.

 

Selvbestemmelse
Begrebet “parallelsamfund” kan også vendes om. Retten til selvbestemmelse over eget boligkvarter, hvor beboerdemokrati, egne aktiviteter, et liv som folk ønsker selv at forme som grupper med egen identitet og så videre. Det kan være retten til et liv omkring en moske, en kirke eller noget helt tredje. Samlet eller hver for sig om, hvad de ønsker, hvordan og hvornår.

 

Det muslimske mindretal i Danmark udsættes for en stigmatisering, der kun synes at vokse. Dette mindretal må også have mulighed for en form for selvstændighed som et undertrykt mindretal. Hvad betyder selvstændighed? Retten til at forme eget liv i kvarterer, retten til at bestemme over egen skæbne, retten til at udøve deres religion, kultur og sprog for at kunne indgå i et majoritetssamfund som det danske.

 

Retten til selv at bestemme er et demokratisk krav. Løkke-regeringens parallelsamfunds-retorik er et direkte angreb på disse væsentlige aspekter af livet for en stor gruppe medborgere. Ikke mindst kvinderne, som ikke bare her som mændene er dobbelt undertrykte, men tre-dobbeltundertrykte. Som etniske mindretal, som lønarbejdere og som kvinder.

 

I en diskussion i 1930erne mellem amerikanske venstreoppositionsmedlemmer og den revolutionære eksilpolitiker fra Rusland, Lev Trotskij, blev denne selvbestemmelsesret endevendt med udgangspunkt i situationen for den afro-amerikanske befolkning. Debatter fandt sted i Trotskijs eksil i henholdsvis Tyrkiet og Mexico. De amerikanske socialister havde hidtil kun set de sorte som arbejdere. Efter diskussionen med Trotskij, der både så majoriteten af de sorte som arbejdere og et undertrykt mindretal, ændredes synspunktet i den amerikanske organisation til netop at se denne dobbelthed, som havde en mobiliserende effekt for disse millioner af mennesker i det amerikanske samfund.

 

En del af klassen
Forudsætning for selvbestemmelse i boligområderne og for forskellige dele af etniske mindretal i Danmark er, at de bliver eller kan blive en del af arbejderklassen for hovedpartens vedkommende. Derfor er det centralt, at unge herfra, i stedet for at deklassere sig gennem de asociale bander, holder op med at se sig selv som ofre.

 

En sådan respekt for mindretal, selvbestemmelsesret med videre må kombineres med en række krav som forudsætning for at løse konkrete problemer i de såkaldte parallelsamfund og ghettoer. Krav om gode boliger, der er til at betale, gode daginstitutioner, skoler hvor folk bor, gode klubber til børn og unge og så videre.

 

At få god skolegang og vælge uddannelse for eksempel som faglærte arbejdere og blive en del af “klassen” er afgørende for at komme væk fra kontanthjælp med videre og se andre muligheder end kriminalitet og religiøs fanatisme, og begynde at se sig selv som en del af det danske samfund og den klasse, de bliver en del af gennem uddannelse og arbejde. Lektiehjælp og mentorordninger kan bidrage hertil, der kan organiseres lokalt – der hvor de unge bor. Det kan blandt andet modvirke det store frafald i ungdomsuddannelserne.

 

Skævvridning
For mange drenge og unge mænd med anden etnisk herkomst end dansk går muligheden for uddannelse via de tekniske skole, erhvervsskolerne.

 

Socialistisk Information har spurgt Jonathan Simmel om situationen her, også i lyset af nedskæringerne på skolerne. Jonathan Simmel er faglærer på elektrikeruddannelsen. Han er faglig aktiv i Dansk El-Forbund, tidligere formand for erhvervsskolernes elevorganisation og folketingskandidat for Enhedslisten.

 

“Skolerne er økonomisk presset. Det betyder nedskæringer. Der er for få ansatte. Der er mangel på materialer og muligheder for udvikling. Det medfører eksempelvis, at det er svært at tage ansvar for den enkelte elev,” forklarer han og fortsætter:

 

“Tilbage i 2008 viste en undersøgelse, at 7 ud af 10 vejledere på tekniske skoler havde modtaget henvendelser fra virksomheder, som kun ville modtage ansøgere fra etnisk danske lærlinge. Samme undersøgelse viste, at 3 ud af 10 havde accepteret dette fremadrettet, når de ville prøve at matche virksomheder med en lærling. Virksomhedernes argument var ikke “intern racisme”, men det handler om, at de som private virksomheder skal være så præsentable som muligt overfor kunderne, og derfor foretrækker de etnisk danske lærlinge. Konklusionen er den samme. Det giver en skævvridning i uddannelsessystemet, og det kaster nogle af de unge, som måske har hårdest brug for en læreplads, ud af skolesystemet.”

 

“Mange unge med anden etnisk baggrund er overrepræsenteret i de erhvervsfaglige uddannelser. Men i forhold til, hvem der bliver tildelt læreplads – uagtet de faglige færdigheder – er der en klar skævvridning til at favorisere etnisk danske. Dette problem bliver kun større af, at der generelt mangler lærepladser. Der sker en voldsom sortering nu om dage. Det betyder, at vi skubber en masse unge ud af uddannelsessystemet uden noget reelt alternativ. Det mest katastrofale som lærer er jo selvfølgelig, når man kan se, at det er unge, som i forvejen kommer fra et hårdt område, og som er få meter fra den kriminelle løbebane. Her er det svært at acceptere, at vi som undervisere ikke har forudsætningerne og systemet til at fastholde de mest udfaldstruede. Man kan frygte, at nederlag i uddannelsessystemet er lig med en kriminel fremtid, og at nederlag vil afskære dem fra nogensinde at få en plads på et formelt og ordnet arbejdsmarked,” slutter Jonathan Simmel.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com