Terrorist eller oprører? I hvert fald nåede den unge kvinde, Leila Khaled, et af sine tidlige mål i livet som flykaprer. Da hendes organisation, Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP, i 1970 afsluttede flykapring som taktik, var palæstinensernes elendige situation nået til verdens kendskab. Hvis de havde fortsat, ville aktioner som flykapringer, ifølge Leila Khaled, have den modsatte virkning.

af Svend Vestergaard Jensen

Forlaget Solidaritet har i dette forår udgivet bogen "Leila Khaled – symbolet for Palæstinas befrielse" – skrevet af englænderen Sarah Irving. Gennem årtier er fotoet fra hendes flykapringer mest blevet et ikon. Billedet, som gjorde hende til et symbol på den palæstinensiske modstandskamp og kvindernes deltagelse i den. Billedet, ikonet, viser geværet holdt i skrøbelige hænder, det skinnende hår, indhyllet i keffiah. Hendes øjne undgår at møde andres øjne. Som et kvindeligt Che-ikon.

Forfatteren Sarah Irving har gennem Leila Khaleds liv og aktiviteter også skrevet Palæstinas nyere historie, fra da Leila Khaled var lille – fire år – og frem til i dag, hvor Khaled fortsat er politisk aktivist for sagen og andre solidaritetsopgaver i verden. Som barn måtte hun sammen med den øvrige familie og hundredtusinder af andre forlade sit land. Etnisk udrensning af palæstinenserne var konsekvensen af oprettelsen af den zionistiske stat, Israel, i 1948 og årene frem.

Internationalt udsyn

Leila Khaled var, da hun begyndte sine flykapringer, medlem af PFLP, der blev etableret i 1967. Det var en venstreorienteret organisation med internationale forbindelser. Dens mål var det palæstinensiske folks tilbagevenden til de områder, de tvangsmæssigt havde forladt. Aktionerne var i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne – en tid, der også var præget af befrielseskrige rundt om i verden – i Latinamerika, i Sydøstasien. Og så var det også ungdomsoprørets tid.

Blandt palæstinensere i flygtningelejrene rundt om staten Israel, i Jordan, Libanon og Syrien, var der en ulmende utilfredsfredshed, der ikke var blevet mindre efter Seksdagskrigen i 1967. Flygtningelejrene var rekrutteringsbase for befrielsesorganisationer og bevægelser.

Gennem bogen får læserne et spændende indblik i hele Palæstinas kamp. Et historisk rids over en katastrofe for et folk og en kamp, der på ingen måde er slut. Den fortsætter også med hovedpersonens aktive deltagelse. Tiltroen til, at nabolandene, de arabiske regimer, kunne hjælpe, faldt gennem årene – også for Leila Khaled. Tiltroen til Egyptens præsident Nasser var ellers stor. Han var det arabiske håb om noget andet – også for palæstinenserne. Hans død i 1970 påvirkede da også Khaled. I bogen gennemgås alle disse modsætninger lande imellem, men også mellem de palæstinensiske organisationer.

Kvindeaktivist
Hendes liv er som en omvandrer. Hun bor i forskellige lande. På flugt, for at forsørge sin familie efter faderens død, for at uddanne sig og ikke mindst på grund af sit politiske arbejde. Hendes vanskelige familiesituation, herunder hendes ægteskab midt i disse kampe, beskrives grundigt bogen igennem.

Flykapringen blev retfærdiggjort som en midlertidig taktik for at bringe det palæstinensiske folks vanskelige situation til verdens kendskab. Aktionerne skulle ændre det internationale perspektiv fra en ikke-viden om den ulyksalige befolkning, til en forståelse af, at det var et spørgsmål om jord, politik, national befrielse og fordrivelse af et helt folk i hemmelig forståelse med de vestlige magter.

Man må sige, at målet lykkedes, nemlig at bringe global opmærksomhed på denne befolknings vanskelige stilling. Siden da har PFLP – og Khaled – arbejdet på andre fronter i samme sag. Især Leila Khaled optages af kvindespørgsmålet. Hun mener ikke, at den nationale frihedskamp og socialismen på sigt automatisk fører til fuld frihed for kvinder. Selv i PFLP, hvor bevidsthed om ligestilling er mere fremme end fx i Fatah, siger Khaled: "Ikke alle mænd i PFLP er overbevist om, at en kvinde kan gøre det. Det tager tid at opdrage, men kvinder beviste også i praksis, at de kan lede".

Andre kræfter
De seneste årtier er det ikke venstrefløjen hverken i den palæstinensiske modstandsbevægelse eller i den arabiske verden, der er de stærkeste. Islamistiske kræfter har haft anderledes succes, som fx Hamas. I bogen kritiseres det palæstinensiske selvstyre også, ligeså fredsforhandlingerne, der intet gav til palæstinenserne. Dem har Khaled ingen fidus til. Derimod er det en opmuntring for bogen hovedperson, at det arabiske oprør har fundet og finder sted. Det har, som hun ser det, ført til en genopblussen af interessen for brede venstrefløjsopfattelser og for social forandring hen over den arabiske region, og hun tror på, at palæstinenserne bliver styrket af den arabiske opvågnen.

Bogen er en glimrende historie om Leila Khaled – det palæstinensisk ikon. Om hendes liv, hendes kamp, om det palæstinensiske nederlag og kamp, og hvor denne står i dag. Den er godt fortalt, velskrevet – personligt og politisk.

Sarah Irving: Leila Khaled – symbolet for Palæstinas befrielse
Forlaget Solidaritet. 218 sider, 100 kr
.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com