Egentlig burde der ikke være så meget at snakke om. Men det er der. I hvert fald når det drejer sig om Palæstina og Israel. For tiden er det hotte emne, hvad der vil ske, efter at den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har talt til FN’s årlige generalforsamling.

I længere tid har det ikke bare ligget i kortene, men været fremført helt åbent, at præsidenten søger om anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat, sådan som det skete fredag den 23. september. Og ligeså sikkert som et – undskyld udtrykket – amen i kirken, lyder det fra den israelske regering, at det kan Abbas godt glemme alt om.
Med samme forudsigelighed som konstateringen af, at efter sommer kommer efterår, har det palæstinensiske træk sendt nervøse rystelser igennem det internationale samfunds diplomatiske cirkler og regeringskontorer. Også det danske udenrigsministerium har mærket dønningerne fra Vestbredden, for skal fungerende udenrigsminister Lene Espersen instruere den danske FN-ambassadør til at stemme for Palæstina – eller hvad?
Næppe nogen anden regional konflikt har igennem årene fået så megen opmærksomhed som den mellemøstlige, og det ser ud til at fortsætte.
Forhandlinger, aftaler, processer, nye forhandlinger, brudte aftaler og skuffede forventninger omgærder konflikten på den diplomatiske side. I den praktiske virkelighed har konflikten taget form af overgreb, terror, besættelse af land, annektering af jordområder, bygning af en enorm mur mellem Israel og Vestbredden, krige og gengældelser.
Men i de senere år har præsident Abbas’ styre fulgt en nationsbygningsvej, som ikke er uden lighed med den, de zionistiske organisationer fulgte i årtierne op til udråbelsen af staten Israel i 1948 – nemlig gennem de facto at opbygge den israelske stat i området. Sociale institutioner, økonomiske rammer, militære og politiske strukturer blev dannet, alt sammen skridt som førte i retning af en selvstændig stat.
Den samme metode har den palæstinensiske statsminister Salam Fayyad gjort – tilskyndet af den norske udenrigsminister Jonas Gahr Store, der er formand for den komite, som skal støtte de palæstinensiske myndigheder i deres ‘nationsbygning’. Komiteen består ud over palæstinenserne og israelerne af regionale parter, EU, USA, Rusland, FN og en række donorer.
I en kommentar i Internationale Herald Tribune opregnede han på dagen, hvor præsident Abbas talte til FNs deltagere i New York, resultaterne af Fayyads projekt og konkluderer, at Palæstina har formået at skabe rammer, som gør det muligt for dem at fungere som en stat: Vestbredden er blevet mere sikkert med etableringen af retssystem, primært takket være sikkerhedsreformer, juridiske reformer og uddannelse af palæstinensiske sikkerhedsstyrker og et effektivt samarbejde med Israel. Budgetunderskuddet er nedbragt med 60 procent på fire år. Afhængighed af udenlandsk hjælp er halveret, skatteopkrævning er fordoblet. Den økonomiske vækst er høj, og en forøgelse støder ifølge Jonas Gahr Store imod de fysiske og juridiske begrænsninger, som besættelsen påfører palæstinenserne.
Meget taler derfor for, at der er grundlag for at få en palæstinensisk stats til at fungere. Men der er også en række problemer, hvis løsning vil udfordre den israelske besættelse: de ulovlige bosættelser, flygtningenes rettigheder, hovedstadsspørgsmålet blandt flere.
Når man i disse dage op til Mahmoud Abbas’ FN-tale har set begejstrede demonstranter i gaderne i Vestbreddens byer, er det ikke underligt. Det er et skridt, som bringer palæstinenserne frem på den internationale scene.
Besættelsen har skabt et palæstinensisk samfund, som på intet tidspunkt har oplevet mulighederne for et ‘naturligt’ samfundsliv: ensidig økonomi, lov-og-orden i et juridisk tomrum præget af militær- og besættelsesmagten, social og politisk forvridning og indre ofte blodige magtkampe.
Det er i det lys, at begejstringen i gaderne, da Abbas indtog talerstolen sidst på eftermiddagen fredag og viste den ansøgning, som han netop havde overdraget til FN’s generalsekretær om at blive anerkendt som medlem af FN og dermed som en stat skal ses.
Skal Palæstina blive en nation med egen stat, stiller det også en række krav til indretningen af det politiske system, herunder hvilket retssystem, der skal sikre mindretal inden for statens rammer deres rettigheder. De mange ulovlige bosættere, som under påskud af religiøse motiver fungerer som brohoveder for en egentlig kolonisering af de besatte områder, er en realitet, som en ny palæstinensisk stat skal håndtere. Det bliver ikke nemt.
Hertil kommer, at der bag de nationale aspirationer også er en social dimension. Det forhold at en befolkning slås for nationale rettigheder, bør ikke få klassekampens perspektiv til at forsvinde. Og det stiller den internationale venstrefløj og fagbevægelsen over for en udfordring om at opbygge støtte til den klassekamp, som finder sted – også efter at Abbas har forladt New York. Med eller uden en anerkendelse af Palæstina som stat i FN i hånden.

Socialistisk Arbejderpartis Forretningsudvalg, den 24. september 2011.

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php