I Irland og over hele verden mindes man den store opstand i 1916. 2. påskedag om morgenen, den 24. april 1916, indtog ca. 1300 medlemmer af Irish Volunteers og Irish Citizen Army bymidten i Dublin.

af Shaun Harkin

Fra trappen til Dublins hovedpostkontor oplæste Patrick Pearse, med James Connolly ved sin side, proklamationen til det irske folk, hvor oprettelsen af en irsk republik blev bekendtgjort, med garantier om lighed til alle borgere i Irland, mænd og kvinder:

Den irske republik er berettiget til, og fordrer herved, troskab fra alle irske mænd og kvinder. Republikken garanterer religions- og ytringsfrihed og lige rettigheder og muligheder for alle dets borgere, og erklærer sin beslutning om at stræbe hen imod lykke og velstand  for hele nationen, i alle egne, at værne ligeligt om alle nationens børn, tilsidesætte de forskelle, der med omhu var blevet opdyrket af en fremmed regering, der i tidligere tider har udskilt et mindretal fra flertallet.

Indtil vore våben har ført os til det rette øjeblik for dannelsen for dannelsen af en permanent national regering, repræsentativ for alle i Irland og valgt ved almindelig stammeret for alle republikkens mænd og kvinder, vil den provisoriske regering, der hermed er konstitueret, tage vare på republikkens civile og militære anliggender med folkets tillid.

Som svar på dette sønderbombede den britiske hær Dublin, de ødelagde den indre by, de dræbte civile på må og få sammen med oprørstropper. Trods heltemodig kamp blev oprørerne – decimeret, nedkæmpet og udmattede – tvunget til betingelsesløs overgivelse. Oprørslederen baronesse Constance Markievicz udtalte: "Nå, Irland var da frit i en uge!"

Oprøret inspirerede digteren William Butler Yeats til at skrive Påske, 1916:

Var døden dog til ingen nytte?
Om England end får tiltro
Trods alt hvad gjort og sagt
Vi kender deres drøm, nok
At vi ved de drømte og er døde
Og hvis et overmål af kærlighed
Forvirrede dem, indtil de døde?
Jeg skrev det i et digt –
McDonagh og McBride
Og Conolly og Pearse
Nu, og i al tid, der kommer,
Hvor end grønt bliver båret,
Og alt forandret, så helt forandret:
En frygtelig skønhed er født.

Historikeren Piers Brendon, forfatter til The Decline and Fall of the British Empire, skrev om den enorme virkning, som Påskeopstanden fik, at "den sprængte den største breche i det britiske imperiums fæstningsmur siden Yorktown", med henvisning til den afgørende sejr over den britiske hær under den amerikanske frihedskrig.

I begyndelsen af 1900-tallet havde Storbritannien herredømmet over 42 kolonier og 345 millioner mennesker. I 1914 havde den økonomiske konkurrence mellem Storbritannien udviklet sig til en altomfattende industrikrig om geopolitisk dominans over hele kloden.

Oprøret sigtede mod at tilføje det britiske imperiums anseelse så stor skade som muligt, mens det var optaget af krig på kontinentet. Irland, Storbritanniens ældste og nærmeste koloni, trodsede det imperialistiske herredømme, og andre under Union Jacks støvlehæl ville følge efter.

I ugerne, der fulgte opstanden, blev oprørslederne henrettet, heriblandt Pearse og Conolly. Markievicz blev dømt til døden, men hendes liv blev skånet, fordi de britiske autoriteter frygtede reaktionen, hvis en kvinde blev henrettet.

Der blev erklæret krigsretstilstand over hele Irland. Tusinder, der var mistænkt for at være oprørere, blev arresteret og interneret. Den britiske øverstbefalende, general Sir John Maxwell, håbede, at han ved skånselsløs behandling af deltagere i oprøret kunne skabe udbredt frygt, for at imødegå muligheden for fortsat modstand i den irske befolkning. Han erklærede:

I betragtning af oprørets alvorlige karakter og dets forbindelse med tyske rænker og propaganda, og i betragtning af de store tab af menneskeliv og ødelæggelse af ejendom som følge heraf, så har den øverstbefalende general fundet det bydende nødvendigt at tildele de  kendte organisatorer af denne afskyelige opstand og de kommandanter, der tog aktivt del i de kamphandlinger, der indtraf, den højeste straf. Det må håbes, at disse eksempler vil være tilstrækkelige til at fungere som afstraffelse over for intrigemagere og gøre det helt klart
for dem, at mord på Hans Majestæts undersåtter, eller andre handlinger med henblik på at bringe Rigets sikkerhed i fare, ikke vil blive tolereret.

Maxwells strategi gav et yderst spektakulært bagslag. Opstanden og den ekstremt brutale undertrykkelse af den bidrog til at udløse en politisk, militær og social hvirvelvind, der gjorde det umuligt at regere Irland.

En kombination af guerillakrig, hvor der blev etableret befriede zoner over hele Irland, og militante arbejderaktiviteter, herunder generalstrejker, masseboykotter og besættelser, førte i sidste instans til, at den britiske stat blev smidt ud af 26 af Irlands 32 grevskaber.

I dag er Irlands politiske establishment flov over et voldeligt oprør imod, hvad der engang var verdens mest magtfulde imperialistiske stat. John Bruton, den tidligere premierminister fra Fine Gael, påstår f.eks., at oprøret "skadede" det irske folks psyke ved at introducere "brutal vold".

Det er noget vrøvl.

I 1916 var Irland som en britisk koloni til tider under militær kontrol af tusinder af britiske tropper. Erindringen om Storbritanniens ansvar for hungersnøden i Irland 1846-51 – hvor 1 million menneskeliv gik tabt, og en anden million blev tvunget til at flygte fra landet – lyste stadigvæk klart.

The Ulster Volunteers blev dannet i 1912 til ved væbnet oprør at sætte sig imod den britiske regerings demokratisk vedtagne Home Rule for Irland. Militsen indførte illegalt tusinder af rifler fra Tyskland, tilskyndet af generaler fra den britiske hær og dele af den herskende klasse i Storbritannien.

John Redmond, Home Rule-leder af det dominerende Irish Parlamentary Party, tilskyndede irske katolikker og protestanter til at ofre sig sammen i den britiske krigsindsats´ tjeneste på det europæiske kontinent under Første Verdenskrig. Hans rekrutteringsbestræbelser bidrog til at overtale 200.000 irere til at deltage i krigen, næsten 50.000 af dem døde.

Alene i slaget ved Somme omkom 300.000 soldater, heraf 3.500 fra Irland. Påskeopstanden fandt sted i forbindelse med den Første Verdenskrigs massemyrderier og barbari, der kostede 17 millioner livet og ødelagde en stor del af Europa.

Opstanden var uden tvivl en reaktion på Irlands brutalt påtvungne kolonistatus, nedtrampningen af det demokratiske mandat bag Home Rule, delingens uundgåelighed og det voksende had til krigen for at "forsvare det lille katolske Belgien" og redde "civilisationen."

De irske oprørere stræbte efter at slå et slag for irsk frihed, mens den britiske hær var presset til det yderste i sine anstrengelser for at fastholde sit enorme territoriale imperium. Som begrundelse for sit synspunkt skrev Conolly i 1914:

Ved at begynde på denne måde, så kan Irland antænde en kæmpebrand, der ikke vil brænde ud, før den sidste trone og den sidste kapitalistiske aktie og obligation bliver krøllet sammen på den sidste krigsherres ligbål.

100-årsdagen er en anledning til at sætte spørgsmålstegn ved mange af de myter, der er blevet skabt om opstanden. At opstanden f.eks. bare var et Kristus-agtigt blodoffer, der ikke havde nogen chance for at vække sjælen i et overvejende katolsk og konservativt folk til kamp for et frit Irland.

Connolly forkastede enhver snak om blodoffer som noget vrøvl. Ved udbruddet af Første Verdenskrig havde Irish Republican Brotherhood påtaget sig at rette et slag mod Storbritannien under krigen. Connolly, der var leder af Irish Citizen Army og Irish Transport and General Workers Union, argumenterede på samme måde i 1914:

Hvis en tysk hær gik i land i Irland i morgen, så ville vi være fuldt ud retfærdiggjort med hensyn til at slutte os til den, hvis vi på denne måde én gang for alle kunne befri dette land fra dets forbindelse med det røverimperium, der har trukket os ufrivilligt ind i denne krig.

Hvis Europas arbejderklasse, i stedet for at myrde løs på hinanden til fordel for konger og finansmænd, går videre i morgen med at bygge barrikader over hele Europa, sprænge broer og ødelægge transportforbindelser, så kan denne krig afsluttes, vi er i vores gode ret til at følge et så strålende eksempel og yde vort til den endelige detronisering af gribbenes klasser, der røver og råder over den hele verden.

Mens vi venter på, at dette eller hint fuldbyrdes, er det vor uomgængelige pligt at tage kampen op, hvor det er muligt, for at redde de fattige fra de rædsler, som denne krig gemmer i sine dystre folder.

Ja, opstandens ledere var "idealister" og "drømmere", men de organiserede og planlagde oprøret ud fra den antagelse, at det ville ende med sejr. En irsk republik ville ikke bare blive udråbt, men også lovformeligt indsat. De håbede på at kunne mobilisere tusinder af Irish Volunteers. De skaffede sig ca. 20.000 rifler og 1 million runder ammunition fra Tyskland til opstanden.

Connolly og andre troede på, at Irland var blevet en krudttønde, der bare ventede på at blive antændt. Rekrutteringen til den britiske krigsindsats styrtdykkede, jo mere man hørte om massemyrderierne på kontinentet.

De vigtigste arbejderorganisationer i Irland, Dublin Trades Council, ITGWU og Irish Congress of Trade Unions, gav løfte om deres modstand mod krigen og hvervningen af soldater. Opbakningen bag John Redmonds Home Rule-parti svandt bort, da den forfatningsmæssige vej til selvstyre brød sammen.

Aftenen før opstanden fik den britiske flåde det tyske skib i sigte, der var lastet med våben til oprørerne, og det blev sænket, før det nåede land. Opstandens ledere mødtes for at diskutere udsigterne, nu hvor det stod klart, at langt færre oprørere kunne mobiliseres, og der var færre våben til rådighed.

Bevægelser, der gik til modstand i Irland, og lige sådan over hele Europa, stod allerede over for tiltagende undertrykkelse, da deres budskab kunne forbindes med, at stadig flere forbitredes over en krigspropaganda, der ville gøre dem til kanonføde for den imperialistiske krigsmaskine.

De irske oprørsledere ville blive anklaget for landsforræderi ved at hjælpe fjenden under krigen og ville blive henrettet, da de britiske myndigheder fik fuldt kendskab til omfanget af deres oprørsplaner. Af disse grunde besluttede de sig for at fortsætte opstanden. De satsede på, at det ville have større gennemslagskraft at kæmpe og blive besejret, end hvis de ikke foretog sig noget og blev tilintetgjort.

Opstanden blev slået ned, men den blev en inspirationskilde for den anti-kolonialistiske modstand over hele verden. Den blev opfattet som en del af den voksende bølge af oprør og revolution, der var et svar på den imperialistiske krigs massemyrderier og den forarmelse, der fulgte.

Connollys synspunkt, at hele Europa, og ikke kun Irland, var moden til en revolutionær omvæltning, blev sidenhen fuldt ud bekræftet. I ugerne frem mod opstanden gentog han, hvad han forventede af den kommende opstand og de kræfter, der var i stand til at virkeliggøre dem:

Vi kæmper for irerne. Men hvem er irerne? Ikke godsejeren med hans slumrønner og ågerlejer, ikke kapitalisten med hans udbytning og profitjagt, ikke den glatte og sleske sagfører, ikke luderbladsmøreren – løgnere i fjendens sold. Det er ikke dem, men den irske arbejderklasse – det eneste sikre fundament, hvorpå en fri nation kan bygges.

Det var en uoverskuelig stor tragedie, at Connolly blev henrettet i maj 1916 for at stå i spidsen for oprøret, og at han så ikke kunne anføre den omfattende politiske og sociale omvæltning, der, inspireret af hans ideer og eksempel, kunne storme hen over Irland mod målet: en arbejderrepublik.

Det fokus, der har været på den lille gruppe af oprørere under påskeugens arrangementer til minde om opstanden, fører bort fra, at hundredtusinder blev inddraget i den store kamp, der endte med at bryde Storbritanniens faste greb om magten. Ja, omfanget af social uro skræmte også den elite, der i sidste instans blev Irlands nye magthavere. De havde intet til fælles med Connolly, og ikke engang med de mere moderate ledere af 1916-opstanden.

Den irske elite foretrækker i dag at ignorere det slag, der blev rettet mod imperiets voldsherredømme, men må mindes begivenhederne, fordi den er så central i skabelsen af det moderne Irland, og oprørerne bliver opfattet som helte af mange irere.

Irlands nuværende ledere har gennemført skånselsløse nedskæringer, promoveret landet som et lavtløns-skattely for USA-selskaber, og tilladt det amerikanske militær at benytte Shannon-lufthavnen til mellemlanding for bombetogter i Mellemøsten. Og Irland er selvfølgelig stadigvæk delt.

I de senere år er de blevet mødt med massive protester imod vandafgifter, og ved de seneste valg har de etablerede partier klaret sig dårligere, end de har gjort i årtier. De vil gerne bevare et billede af opstanden som noget, der hører til Irlands fjerne politiske historie, uden nogen aktuel relevans. Al for megen snak om oprør mod uretfærdighed og imperialisme i denne sammenhæng kunne opildne folk til at tænke på, hvordan man kan gennemføre en grundlæggende forandring af samfundet.

Påskeoprøret i 1916 var et politisk brud, der skulle gøre op med en politik, der var båret af underkastelse og kompromis. At klarlægge den sande historie fører derfor frem til en nærmere undersøgelse af uretfærdighederne og fraværet af demokrati og uafhængighed i Irland i dag.

Svælget mellem oprørsgenerationen fra 1916 og de nuværende ledere af den irske republik er uoverstigeligt. Høje idealer og store mål gennemglødede oprørernes handlinger. I kontrast hertil ofrede Irlands politiske elite almindelige irere til en enorm gæld skabt af bankfolk, spekulanter og de allerrigeste i samfundet.

100-årsdagen bør fejre som en markering imod imperialisme og for irsk selvbestemmelse. Den irske revolution har endnu ikke indfriet sine mål. Irland har brug for en ny opstand, der inddrager millioner til modstand mod nedskæringer, imperialistiske krige og social uretfærdighed.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com