Verden er på vej ind i urolige tider. Og det ser ud til, at NATO gør sig klar til at håndtere problemerne ved at bruge væbnet magt mod ustyrlige befolkninger.

 

NATOs oprindelige formål, at holde den formodede trussel fra Sovjetblokken stangen, har været død i tyve år. Men ligesom det militær/industrielle kompleks selv, bliver NATO holdt i live. NATO er den vigtigste oversøiske forlængede arm for USA´s miltær/industrielle kompleks. Alliancen fortsætter sin udvidelse med nye medlemslande på grund af rodfæstede økonomiske interesser, institutionel træghed og en officiel tankegang, der minder om forfølgelsesvanvid, med tænketanke, der desperat leder efter ”trusler”.

Dette monster gør sig nu klar til at fejre sin 60 års fødselsdag i tvillingebyerne Strasbourg (Frankrig) og Kehl (Tyskland) ved Rhinen i starten af april. Nicolas Sarkozy, Frankrigs stadigt mere upopulære præsident, kommer med en helt særlig gave, Frankrigs tilbagevenden til NATOs ”integrerede militære kommando”. Denne bureaukratiske begivenhed, hvis praktiske betydning forbliver uklar, giver koret af NATO-bureaukrater og lederskribenter noget at triumfere over. Se nu, de fjollede franskmænd har indset deres fejltagelse og er vendt tilbage til folden.

Frankrigs rolle
Sarkozy har selvfølgelig en anden vinkel på det. Han hævder, at tilslutning til NATO-kommandoen vil øge Frankrigs betydning ved at få indflydelse på strategien og operationerne i den alliance, som Frankrig aldrig forlod og som man fortsatte med at bidrage til med mere end sin andel af væbnede styrker.

Fejlen ved dette argument er, at det var den totalt urokkelige kontrol, som USA udøvede over NATOs integrerede kommando, som fik general Charles de Gaulle til at forlade den i første omgang i marts 1966. Det var ikke en pludselig indskydelse. Han havde forsøgt at ændre beslutningsprocesserne og fundet det umuligt. Den sovjetiske trussel var formindsket, og de Gaulle ønskede ikke at blive trukket ind i krige, som han fandt unødvendige, så som USA´s forsøg på at vinde krigen i Indokina, som Frankrig allerede havde måttet opgive og fandt umulig at vinde. Han ønskede at gøre Frankrig i stand til at forfølge sine egne interesser i Mellemøsten og Afrika. Desuden stimulerede den amerikanske tilstedeværelse i Frankrig ”Yankee Go Home” demonstrationer. Overflytningen af NATO-kommandoen til Belgien stillede alle tilfredse.

Sarkozy´s forgænger Jacques Chirac, som helt forkert blev påhæftet etiketten ”anti-amerikansk” af medierne i USA, var allerede villig til at genindtræde i NATO-kommandoen, hvis han kunne få noget væsentligt til gengæld, f.eks. NATOs Middelhavskommando. USA sagde blankt nej.

I stedet lader Sarkozy sig nøje med krummer: udstationering af højtstående franske officerer til en kommando i Portugal og til nogle træningsbaser i USA. ”Der var ingen forhandlinger. To eller tre flere franske officerer, som kan modtage ordrer fra amerikanerne, ændrer intet,” bemærkede den tidligere franske udenrigsminister Hubert Védrine ved et møde om Frankrig og NATO for nylig.

Sarkozy bekendtgjorde genindtrædelsen den 11. marts, seks dage før spørgsmålet behandles i den franske Nationalforsamling. Protesterne fra begge sider af det politiske spektrum vil være forgæves.

Udvidelsen af EU
Der synes at være to hovedgrunde til denne betingelsesløse overgivelse.

Den ene er Sarkozy´s egen psykologi. Hans kærlighed til de mest overfladiske aspekter af USA blev udtrykt i hans pinlige tale til landets kongres i november 2007. Sarkozy er muligvis den første franske præsident, der tilsyneladende ikke bryder sig om Frankrig. Eller som i det mindste foretrækker USA (ud fra billedet af det på fjernsyn). Han kan give indtryk at have ønsket at blive fransk præsident, ikke ud fra sin kærlighed til landet, men som en social hævn imod det. Lige fra begyndelsen har han vist sig ivrig for at ”normalisere” Frankrig, dvs. at omdanne det efter amerikansk model.

Den anden mindre synlige, men mere objektive grund, er den nylige udvidelse af EU. Den hurtige opsugen af alle de tidligere sovjet-satellitter i Østeuropa samt de tidligere Sovjetrepublikker i Estland, Letland og Litauen, har drastisk forrykket magtbalancen inden for EU. Frankrig, Tyskland Italien og Beneluxlandene, den gamle EU-kærne, er ikke længere i stand til at styre Unionen hen mod en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Efter at Frankrig og Tyskland nægtede at gå med i invasionen af Irak, affærdigede Donald Rumsfeld dem som ”det gamle Europa” og hoverede over villigheden hos det ”nye Europa” til at følge USA. Storbritannien i vest og de ”nye” europæiske satellitter i øst er mere politisk og følelsesmæssigt tiltrukket af USA end de er til den Europæiske Union, der tog dem ind og tildelte dem betydelig økonomisk udviklingsbistand og vetoret i vigtige politiske spørgsmål.

Udvidelsen begravede effektivt det langvarige franske projekt om at opbygge en europæisk forsvarsstyrke, der kunne handle uden om NATO-kommandoen. De herskende i Polen og Baltikum ønsker sig forsvar fra USA via NATO – punktum slut. De ville aldrig acceptere det franske projekt om et EU-forsvar, som ikke var bundet til NATO og USA.

Et lukrativt våbenmarked
Frankrig har sit eget militær/industrielle kompleks, totalt overskygget af det amerikanske, men det største i Europa. Ethvert kompleks af denne type behøver eksportmarkeder for sin våbenindustri. Det bedste potentielle marked ville have været uafhængige europæiske militærstyrker. Uden denne mulighed kan nogen håbe, at en tilslutning til den integrerede kommando kan åbne NATO-markeder for franske militærprodukter.

Det er imidlertid et spinkelt håb. USA vogter med stor nidkærhed over alle større NATO-indkøb for at sikre dem til sin egen industri. Det er usandsynligt, at Frankrig kan opnå større indflydelse inden for NATO af de samme grunde, der tvang det til at opgave sit forsøg på at opbygge en uafhængig europæisk hær. Europæerne er dybt indbyrdes splittet. Med et splittet Europa styrer USA. Desuden medfører den stadig dybere økonomiske krise færre penge til våbenanskaffelser.

Set ud fra franske nationale interesser bliver det spinkle håb om at kunne sælge mere militært isenkram langt overskygget af de katastrofale politiske konsekvenser af Sarkozys troskabshandling overfor USA.

Afviste invasionen af Irak
Ganske vist var Frankrigs uafhængighed udenfor NATOs integrerede kommando kun relativ. Frankrig fulgte USA ind i den første Golfkrig – præsident Francois Mitterand håbede derved forgæves at kunne vinde indflydelse i Washington, den sædvanlige luftspejling, der lokker allierede ind i tvivlsomme amerikanske operationer.

Frankrig gik ind i NATO-krigen mod eks-Jugoslavien i 1999, til trods for bange anelser på højeste niveau. Men i 2003 brugte Jacques Chirac og hans udenrigsminister Dominique de Villepin rent faktisk deres uafhængighed til at afvise invasionen af Irak. Det er almindeligt anerkendt, at den franske modstand gjorde det muligt for Tyskland at gøre det samme. Belgien fulgte trop.

Den tale, som Villepin holdt den 14. februar 2003 i FN´s Sikkerhedsråd, hvor han gav prioritet til afrustning og fred over krig modtog en sjælden stående ovation. Villepin-talen var umådelig populær over hele verden, og fik Frankrigs prestige til at stige markant, specielt i den arabiske verden. Men hjemme i Paris har de personlige modsætninger mellem Sarkozy og Villepin nået operaagtige højder, og man kan få en lumsk mistanke om, at Sarkozy´s tilbagevenden til lydighed overfor NATO også er en form for personlig hævn.

Vestens barrikade
De værste politiske effekter er langt mere omfattende. Der bliver nu dannet et indtryk af at ”Vesten”, Europa og Nordamerika, barrikaderer sig selv gennem en militær alliance mod resten af verden. Ved et tilbageblik viser det sig, at den franske uenighed med USA gjorde hele Vesten en tjeneste ved at give det indtryk, eller den illusion, at uafhængig tænkning og handling stadig var mulig, og at der var nogle i Europa, som kunne finde på at lytte til, hvad andre dele af verden tænkte og sagde. Denne nye opslutning i geledderne, der af NATO-tilhængere hyldes som ”en forbedring af vores sikkerhed”, vil få alarmklokkerne til at ringe i resten af verdenen. Det ser ud, som om imperiet strammer op i sine geledder for at beherske verden. USA og dets allierede hævder ikke åbent at beherske verden, kun at regulere den. Vesten kontrollerer verdens finansielle institutioner, Valutafonden og Verdensbanken. Det kontrollerer retssystemet, Den internationale Straffedomstol, som gennem sine seks år af eksistens kun har stillet en obskur congolesisk krigsherre for retten og rejst sigtelser mod 12 andre personer, alle afrikanere – medens USA i samme periode har haft ansvaret for hundredtusinder, eller endog millioner, af menneskers død i Irak og Afghanistan og støttet Israels fortsatte aggression mod det palæstinensiske folk. I resten af verdens øjne er NATO blot den væbnede gren af denne undertrykkelsesvirksomhed. Og det på et tidspunkt, hvor det vestligt dominerede system af finanskapitalisme er ved at få hele verdensøkonomien til at bryde sammen.

Denne gestus med at ”udvise vestlig enighed” overfor ”vor sikkerhed” kan kun føre til at resten af verden føler sig usikker. Samtidig forsætter NATO hver eneste dag med at omringe Rusland med militære baser og fjendtlige alliancer, tydeligst i Georgien. På trods af smilene ved middagsselskabet med hendes russiske modstykke, Sergei Lavrov, gentager Hillary Clinton det slående mantra om, at ”indflydelsessfærer er uacceptable” – hvormed hun selvfølgelig mener at de historiske Russiske indflydelsessfærer er uacceptable, samtidigt med at USA ivrigt inkorporerer dele af dem i sin egen indflydelsessfære, kaldet NATO.

Kina og Rusland er allerede i gang med at øge deres militære samarbejde. NATOs økonomiske interesser og institutionelle træghed presser verden i retning af fjendtlige militære grupperinger, der er langt farligere end den kolde krig.

Den lære, som NATO nægter at drage er, at dens forfølgelse af fjender skaber flere. Krigen mod terrorisme afføder terrorisme. At omgive Rusland med missiler som påberåbes at være defensive – når enhver strategisk tænkende ved, at et skjold fulgt af et sværd, også er et offensivt våben – vil skabe en russisk fjende.

På udkig efter trusler
For at bevise over for sig selv, at den virkeligt er et ”forsvar”, leder NATO hele tiden efter trusler. Nå ja, verden er et uroligt sted, ikke mindst pga. den form for økonomisk globalisering, som USA har påtvunget den gennem de sidste årtier. Det kunne passende være et tidspunkt til diplomatiske og politiske initiativer for internationale aftaler om at håndtere problemer som den globale økonomiske krise, klimaændringerne, energiudnyttelsen, hackere (”cyberkrig”). NATOs tænketanke slår ned på disse problemer som nye ”trusler”, som NATO skal tage sig af. Dette fører til en militarisering af politikudviklingen, når den burde blive afmilitariseret.

Hvad kan det f.eks. betyde at møde den formodede trussel om klimaforandring med militære midler? Svaret synes åbenlyst: miltær magt kan blive brugt på en eller anden måde mod befolkninger, der er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem af tørke eller oversvømmelser. Måske vil tørke, som i Dafur, føre til sammenstød mellem etniske eller sociale grupper. Så kan NATO beslutte, hvem der er ”de gode” og bombe de andre. Den slags ting.

Det ser ganske rigtigt ud, som om verden er på vej ind i urolige tider. Og det ser ud til, at NATO gør sig klar til at håndtere sådanne problemer ved at bruge væbnet magt mod ustyrlige befolkninger.

Jubilæumsbyer bliver væbnede lejre
Det vil blive åbenlyst ved NATO´s 60. fødselsdags festligheder i Strasbourg/Kehl d. 3 og 4. april.

Byerne vil blive forvandles til væbnede lejre. Borgerne i den stilfærdige by Strasbourg er tvunget til at ansøge om særlige navneskilte for at kunne forlade eller komme ind i deres egne hjem under den lykkelige begivenhed. På afgørende tidspunkter vil de ikke have lov til at forlade deres hjem overhovedet, bortset fra akutte nødsfald. Trafikken vil gå helt i stå. Byerne vil være så døde, som hvis de havde været bombede, blot for at tillade NATO-pingerne at kunne opføre et fredsshow.

Højdepunktet vil blive en ti minutters fotoopvisning, når den franske og tyske leder giver hinanden hånden på broen over Rhinen, der forbinder Strasbourg og Kehl. Som om Angela Merkel og Nicolas Sarkozy sluttede fred mellem Frankrig og Tyskland for første gang. De lokale beboere vil være låst inde for ikke at forstyrre denne tomme komedie.

NATO vil opføre sig, som om dens største trussel er folkene i Europa. Det kan meget vel være, at den største trussel mod folkene i Europa er selvsamme NATO.

Oversat fra netmagasinet counterpunch
 

Opslået i Imperialisme

single.php