Kurderne i det nordlige Syrien (også kaldet Vestkurdistan/Syrisk Kurdistan) befinder sig i øjeblikket i orkanens øje. Militære konflikter og store flygtningestrømme truer stabiliteten og sikkerheden, men trods de ydre omstændigheder var det kurdiske PYD i stand til at afholde kongres, hvor Enhedslistens repræsentant Asbjørn Bang var til stede.

Hvad var jeres ærinde med turen?
Vi deltog i PYD’s (Partiya Yekîtaya Demokrat) 6. kongres på vegne af Enhedslisten og holdt indledende møder med ledelsen. Her diskuterede vi fremtidigt samarbejde, som skal skydes i gang næste år.

Hvad er dine indtryk fra Syrien?
Det var mit første besøg i Rojava (Vestkurdistan/Syrisk Kurdistan red.), så det gjorde naturligvis et kæmpestort indtryk.

Jeg var meget imponeret over, at det overhovedet var muligt at organisere en stor kongres med internationale gæster, i lyset af den situation, hele regionen befinder sig i. Det må have været en enorm udfordring, hvad angår logistik og sikkerhed.

Ikke desto mindre oplevede vi en vellykket kongres og fandt også tid til møder med partiledelsen i PYD, som er det største parti i Rojava og har venskab med Enhedslisten. Her diskuterede vi fremtidigt politisk samarbejde.

Vi håber, det vil være muligt at få etableret nogle konkrete samarbejdsaftaler med PYD, så vi får mulighed for regelmæssigt at udveksle erfaringer og visioner.

Hvad diskuterer kurderne i Syrien?
I de syrisk-kurdiske områder diskuterer man, ud over den militære konflikt, især flygtningesituationen.

Det er et stort problem, at mange ressourcestærke indbyggere har forladt de kurdiske områder, på grund af sikkerhedssituationen. Det glemmer vi nogle gange at tænke med i flygtningeproblematikken herhjemme: at de, som bliver tilbage i konfliktområderne også rammes – ikke af indvandring, men af udvandring.

Er der uenigheder internt om håndtering af konflikten, modstanden eller strategien?
Jeg oplevede et samfund, som bruger stort set alle ressourcer på at sikre sin overlevelse i kampen mod Islamisk Stat. Samtidig finder man tid til at tage de vigtige politiske diskussioner om, hvordan man skaber en positiv samfundsudvikling.

Helt konkret har kurderne jo en udfordring i forhold til at beskytte de etniske og religiøse mindretal, som også bor i området.

Man kan hurtigt komme til at tænke, at det er ”kurderne mod islamisterne” i det nordøstlige Syrien. Men i virkeligheden bor der jo også arabere og assyrere, kristne og muslimer i de kurdiske områder. Det er selvfølgelig helt essentielt at få disse forskellige grupper til at arbejde sammen, inden for de demokratiske strukturer, man har opbygget siden konflikten i Syrien begyndte.

Dette er selvfølgelig ikke blevet mindre relevant i kølvandet på den militære succes, som de kurdiske forsvarsenheder har opnået i løbet det seneste halve år. Det er lykkedes at åbne en korridor mellem Cizre kantonen (Rojava har 3 kantoner) i nordøst og Kobane længere mod vest. Området mellem de to kantoner, som indtil for nyligt var under Islamisk Stats kontrol, er primært befolket af arabere. Derfor må de kurdiske styrker træde varsomt, for at undgå interne sekteriske spændinger, i de områder, de kontrollerer.

Hvordan står det til med kvindekampen?
Der er ingen tvivl om, at det er en kolossal opgave at etablere et samfund bygget på ligestilling, midt i en borgerkrig i Mellemøsten. Netop kønspolitik og kvindekamp er nogle af de temaer, vi gerne vil diskutere med PYD i vores fremtidige samarbejde.

Er de reelt truet af IS?
Islamisk Stat er kurdernes hovedfjende, både militært og ideologisk. IS råder over både kampvogne og artilleri og kan i høj grad udgøre en trussel for det kurdiske selvstyre, som vi så ved slaget om Kobane sidste år.

Selvom det lige nu går den rigtige vej militært, ved vi jo, at tingene kan ændre sig lynhurtigt i den syriske konflikt. For to år siden var den danske regering parat til at gå ind i krigen på et meget tyndt grundlag. I dag er det Rusland og Iran, der officielt har tropper på jorden og forsøger at sikre det syriske regimes overlevelse.

Er der kampe i området?
Der er fortsat kampe i området omkring al-Hassakah, i den sydlige del af Rojava. En anden udfordring er at garantere sikkerhed for befolkningen i det nyligt erobrede området mellem Cizre og Kobane.
Her har Islamisk Stat udført terrorangreb, efter at have mistet kontrollen med området.

Hvad med russiske styrker?
Kurderne er ikke i direkte militær konflikt med regeringshæren. Dermed er de russiske styrker heller ikke involveret i kamphandlinger i de kurdiske områder. Den primære fjende for de kurdiske forsvarsenheder er altså fortsat Islamisk Stat, som er til stede i de omkringliggende områder.

Mod nord har Tyrkiet som bekendt gjort det uhyre svært for kurderne at modtage forsyninger via den tyrkiske grænse. Den tyrkiske præsident, Erdogan, og hans modvilje mod kurdisk autonomi er endnu en udfordring.

Med en aggressiv tyrkisk hær mod nord og islamiske fascister mod syd, kan de demokratisksindede indbyggere i Rojava hurtigt blive klemt. Hertil kommer, at forholdet til det kurdiske selvstyre i Irak har været meget svingende. Selvom kurderne har oplevet militær fremgang i løbet af det seneste år, befinder de sig altså i en geopolitisk meget vanskelig situation.

Hvordan ser fremtiden ud?
Håbet er selvfølgelig, at der kan komme en fredelig løsning på borgerkrigen, og at Islamisk Stat bliver besejret. Man drømmer om et demokratisk Syrien, hvor de kurdiske områder vil have en større grad af uafhængighed og medindflydelse. Det scenarie er kun realistisk, hvis det internationale samfund bakker kurderne op i deres kamp mod undertrykkelse og totalitarisme.

Opslået i Arabiske revolutioner, Mellemøsten

single.php